NATO igangsætter den hidtil største oprustning. Europæerne tøver med at garantere Ukraines fremtid. Trump støtter Putin. Det er et dilemma af dimensioner.

Analyse af Hugo Gaarden

Vesten står i et vadested, men det er selvskabt. I slutningen af måneden holder NATO-landene et topmøde i Haag, og det vil træffe beslutning om den største oprustning i den vestlige alliances tid. Men samtidig er Vesten ved at tabe pusten over for Vladimir Putins krig i Ukraine.

Præsident Donald Trump har reelt opgivet forhandlingerne om våbenhvile og fred, og han indstiller måske al hjælp til Ukraine og har lagt sig på Putins side. Det vil G-7 mødet i de smukke bjerge i Kananaskis i Canada om få dage bekræfte med et vattet communique. Skal Ukraine forsvares, bliver det fra Europa, men bestræbelserne på at skabe en koalition af villige lande, der kan garantere for Ukraines eksistens, synes at være gået i stå.

Putin lægger op til en sommeroffensiv, især i Donbas, og han optrapper angreb på de ukrainske byer med droner og raketter – op til 400 angreb pr. nat. Tabstallene er relativt små, men hans mål er at terrorisere ukrainerne til overgivelse.

Der er noget, der ikke hænger sammen i Vesten i denne tid. NATO’s generalsekretær, Mark Rutte (billedet i artiklens top), siger, at oprustningen med 5 pct. af BNP skal gøre det muligt at kunne klare en eventuel krig mod Rusland om fem år. (Tallet er bogholderagtigt for at glæde Trump, for det er ”kun” 3,5 pct. til selve forsvaret, mens 1,5 pct. er infrastruktur som veje.)

Storbritannien har godkendt en ny forsvarsplan med ekstra atombevæbnede u-både. Tyskland har besluttet at etablere Europas største forsvar og vil være deltager i etableringen af en europæiske atompolitik. Begge lande har for første gang indgået en aftale om i fællesskab at udvikle langtrækkende præcisionsvåben.

Men hvor er der beslutninger om at optrappe hjælpen til Ukraine her og nu? Når Putin under forhandlingerne åbenlyst vil svække Ukraines fremtidige rolle, og når Trump går med til det hele, hvorfor træder europæerne så ikke ind med alternative forhandlingsudspil? Måske er det udtryk for taktiske, politiske overvejelser i Europa. Alle forsøger at tale venligt til Trump forud for NATO-topmødet, så han kan prale af at få forsvarsudgifterne sat i vejret, mens han svigter Ukraine og advarer Ukraine mod at ramme Rusland så hårdt, at det kan udløse en tredje verdenskrig!

Det er mildt sagt rystende, at europæerne reagerer føjeligt på Trump. Der kan kun være én formildende forklaring, nemlig at europæerne vil købe tid, inden de kan etablere en selvstændig europæisk militærstruktur, der kan afskrække russerne. Alligevel risikerer europæerne at få et svækket Ukraine og en varig kold fred som på Korea-halvøen.

En af de mest respekterede militærhistorikere, britiske Lawrence Freedman, har i Foreign Affairs skrevet om nutidens ”evige krige” som i Mellemøsten. En tillokkelse hos militære magter er troen på en hurtig sejr, men det sker sjældent. Det fører så til langvarige krige. Men alle krige begynder og slutter med politiske beslutninger, skriver han.

Hvorfor kan stater så ikke bruge flere kræfter på forebyggelse? Kernen i Ukraine-krigen er, at den kunne forebygges allerede før Ukraines etablering. Det provokerede Sovjetunionen, siden hen Rusland, at NATO ville udvides østpå. Det førte til en varig politisk konflikt mellem USA og Europa, og USA og

Storbritannien blæste på den garanti om Ukraines grænser og selvstændighed, de gav i 1994. Vesten trak heller ikke en rød snor, da Putin overtog Krim, og Tyskland og Frankrig gav ikke Putin et ultimatum forud for invasionen i 2022. De – og øvrige europæiske lande – turde ikke kæmpe side om side med Ukraine, fordi de og USA under Joe Biden var bange for Putins atomtrusler.

De europæiske lande og Canada har på det seneste taget skridt til at komme ud af den underlegne position og afhængigheden af USA. Men lige nu bliver de stående i afhængigheden og lader Putin og Trump suge livet ud af et Ukraine, der har vist en styrke, ingen har troet på som ved droneangrebet mod strategiske, atombærende fly ved Murmansk. Merz har brudt med den tyske forsigtighed ved at sige, at Ukraine kan bruge våben, som tyskerne har leveret, og som kan række langt ind i Rusland.

Der er et klart behov for et stærkere europæisk forsvar og en atomafskrækkelse, men det handler altså om at styrke Europa og europæisk våbenproduktion her og nu af hensyn til Ukraine, fordi troværdigheden til USA ikke længere er til stede.

Financial Times har i en nylig reportage skrevet, at mange europæiske ambassadører på de seneste ugers møder har udtrykt bekymring over manglen på optioner for de europæiske lande.

Denne pessimisme bør kun være taktisk og midlertidig, for europæerne kan gøre utrolig meget for at styrke Ukraine. F.eks. ved at levere alle de raketforsvarsbatterier og jagerfly, som skal bruges for at standse de terroristiske angreb på Ukraines byer.

De kan levere massivt flere angrebsraketter, herunder de tyske Taurus, der kan ramme russiske fly-, drone- og raketbaser. De kan garantere Ukraines sikkerhed med udstationerede tropper allerede før en våbenhvile og fredsaftale.

Dét vil Putin være imod, men det er på tide, at europæerne selv sætter sig til forhandlingsbordet med Putin, der bruger militære angreb og kortvarige forhandlinger i en uskøn blanding. Putin forstår kun magt, så Europa må bruge magt. Europa må deltage langt mere offensivt på Ukraines side for at vise, at Ukraine også fremover skal høre til Europa. Europa må stille krav om, at den nuværende grænse ved fronten skal kunne genforhandles. Men europæerne må også tilbyde en normalisering med Rusland – efter en fredsaftale.

Det står i skærende kontrast til Trumps hensigter, der dybest set er uforeneligt med Europas holdning. Det var ikke uden grund, at EU-kommissionens formand, Ursula von der Leyen, for nylig sagde, at ”vores næste store æra bliver dannelsen af et uafhængigt Europa.”

Hun sagde ikke kun EU!

Ukraine er blevet Europas ansvar. Det bør afspejles i beslutninger i de kommende måneder.

Hugo Gaarden er journalist med stor erfaring i erhvervs- og udenrigspolitik. Han har tidligere bl.a. arbejdet på Berlingske og Børsen.

Billede i artiklens top: /NATO/Flickr