Den britiske regering vil løse borgernes dagligdagsproblemer, mens de tre store lande forsøger at få en forhandlerrolle over for Rusland.
Analyse af Hugo Gaarden
Europæerne er ikke blevet slået helt ud af den tropiske varme. De store lande i Europa begynder at så småt at løse akutte indenrigsproblemer samtidig med, at de forsøger at få en forhandlerrolle om krigen i Ukraine.
Den nye britiske premierminister, Andy Burnham, har lagt stærkt fra land som ny regeringschef efter at have skubbet Keir Starmer ud i kulden. Regeringens topprioritet er leveomkostninger – udtrykt ved det mundrette engelske ord affordability, som vi faktisk kun kan oversætte med en hel sætning: dét, man har råd til. Den brede befolkning skal ikke rammes af stigende energi- og fødevarepriser, når indtægterne stagnerer.
Det er lettere sagt end gjort. Men Burnham har også gjort noget bemærkelseværdigt, der ikke koster offentlige penge, og som kan gavne forbrugerne: Han er gået til kamp mod selskabers smarte brug af digitaliseringen og online-handel. Han vil slå ned på ”rip-off”-praksis, dvs. optrækkeri og ågerpriser, når et produkt tilbydes til en høj rabat, men hvor den oprindelige pris i virkeligheden er skruet kunstigt i vejret. Han er gået til angreb på online-abonnementer, hvor det ofte er besværligt at komme ud af et abonnement, mens det bare tager et klick at tegne et abonnement. Det er misbrug, mener han.
Europæerne er vant til at brokke sig over de amerikanske digitale selskabers dominans, f.eks. Google og Amazon, men nu går Burnham til angreb på ”vore egne” selskabers misbrug af digitaliseringen. Det er blevet et kæmpe problem for mange kunder. Misbruget koster de britiske forbrugere 16 milliarder kr. om året, mener regeringen. Burnham siger, at det skal være lige så let at droppe et abonnement som at købe det. Kunderne skal altid svare ja til fornyelser.
Det er den slags initiativer, der betyder noget for den enkelte borger. Men de europæiske lande væger sig ved at gribe ind i smarte markedsmekanismer. Det gælder i høj grad i Tyskland. Men om to uger kommer der den første politiske test på, om borgerne tiltager sig magten til at foretage indgreb mod dét, borgerne betragter som urimeligheder. Det kan ske ved delstatsvalget i Sachsen-Anholt den 6. september. Hér kan det alternative parti, AfD, få regeringsmagten. Det vil i så fald sende chokbølger gennem det demokratiske Tyskland. AfD er stærkt højreorienteret, men vælgerne udtrykker i høj grad også en protest mod de stigende leveomkostninger og ligegyldigheden over for de laveste indkomstgruppers problemer.
På udenrigspolitikken er de tre store lande, Tyskland, Frankrig og Storbritannien, ved at tage skridt til en fælles rolle for forhandlinger med Rusland om krigen i Ukraine. En gruppe embedsmænd fra de tre lande foretog i juni er usædvanligt besøg i Moskva for at drøfte en europæisk rolle, uden dog at møde accept. Ifølge New York Times vil europæerne være sikre på, at præsident Donald Trump ikke laver en aftale hen over hovedet på Europa og Ukraine.
EU-kommissionen er betænkelig ved de tre landes forsøg, og EU’s rådsformand, Antonio Costa, har forsøgt at lave en tilsvarende diplomatisk kanal til Moskva. Men også i dette tilfælde har russerne afvist følerne.
Den tidligere finske præsident, Sauli Niististö, har til det tyske magasin Der Spiegel slået til lyd for direkte forhandlinger mellem Europa og Rusland, ikke bare for at lave en fredsaftale og en ny sikkerhedsorden i Europa, men også for at skabe en ny ligevægt i afskrækkelsen. Europa skal have mulighed for og vilje til at svare igen på russiske angreb, også hybride angreb i Europa, mener han. Det er USA og Storbritannien i stand til, men ikke resten af Europa.
Det er første gang, at en politiker i Europa kommer med en så klar udmelding om gengældelse. Fornylig blev et formodet russisk droneangreb mod et fly i lufthavnen i Leipzig afværget.
Det tyske efterretningsvæsen har netop fået mulighed for at foretage aktioner i andre lande, som det gælder for CIA og MI6 i USA og Storbritannien. Det største problem er dog, om europæerne vil og kan genskabe det ukrainske raketforsvar med f.eks. Patriot-raketter, som præsident Donald Trump har indstillet. 10 europæiske lande, herunder Danmark, har besluttet at opbygge et europæisk forsvar mod ballistiske raketter. Men hvornår er det klart?
Vladimir Putin fører foreløbig ”kun” terror-angreb mod Ukraines byer, men det bliver militært fatalt for Ukraine, hvis Putin vil bruge ballistiske raketter mod den vitale infrastruktur, såsom energifremstilling, og mod militære anlæg og eksporthavne. Rusland producerer 100 ballistiske raketter hver måned. De kan ikke opfanges af Ukraine.
Præsident Volodimir Zelenskyj sagde for nylig i Ukraines sikkerhedsråd, at han ikke vil udelukke, at stoppet for forsvarsraketterne fra Vesten tager sigte på at ”gøre Ukraine mere villig” til at indgå i fredsforhandlinger.
Det er en skrap kritik, men det er kernen i krigen. Direktøren for den europæiske tænketank, ECFR, Mark Leonard, sagde for nylig, at krigen nu er i sit femte år, og at det ”næsten er en kriminel pligtforsømmelse,” at europæerne stadig ikke har etableret en éntydig forhandlingskanal med Moskva.
De tre store landes etablering af Koalitionen af Villige for at hjælpe Ukraine militært har heller ikke haft betydning, og der er en ulmende politisk konflikt mellem flere lande og mellem de store lande og EU-kommissionen om fredsforhandlinger og om den militære støtte.
Det største problem er derfor, at europæerne endnu ikke har udformet en strategi for forhandlingerne og for en fredsaftale, og nu har raket- og dronekrigen bevæget sig ind i en ny fase.
Sommeren viser dog, at der er ved at være bevægelse – både på det nære brugerområde i indenrigspolitikken og i sikkerhedspolitikken. De etablerede partier og opfattelser står for skud. Meningsmålinger viser éntydigt, at det er nødvendigt for regeringerne at skabe et mere selvstændigt Europa og at løse de sociale og borgernære problemer, hvis de vil undgå, at magten glider ud på fløjene.
Hugo Gaarden er journalist med stor erfaring i erhvervs- og udenrigspolitik. Han har tidligere bl.a. arbejdet på Berlingske og Børsen.
Billede i artiklens top: / Alexis Haulot/© European Union 2026 – Source : EP