Kansler Merz har svækket sig selv som en europæisk lederfigur med sin vaklende holdning til Trump, Iran og Israel, men Europa kan i Mellemøsten gøre op med brugen af militær magt
Analyse af Hugo Gaarden
Den europæiske underdanighed over for Donald Trump tager åbenbart ingen ende. Efter en leflen for Trump under Ukraine- krigen, har de europæiske ledere endnu engang fejlet – ved stiltiende at acceptere Trumps krig i Iran og mordet på statslederen. Det er et brud på internationale regler. De europæiske ledere har imidlertid en chance for at skabe et alternativ til den brutalitet, vi har oplevet med Trump, Vladimir Putin og Benjamin Netanyahu.
Der er ikke mange befolkninger, der begræder Ali Khameneis død. Det samme er tilfældet, hvis det brutale præstestyre væltes. Det har myrdet løs på den største og mest veluddannede befolkning i Mellemøsten, og hvor kvinder har langt større friheder end i den arabiske verden.
Men Europa gør klogt i at holde fast på de principper, der er kernen for Europa. Den spanske ministerpræsident, Pedro Sánchez (billedet), har sat fingeren på det ømme punkt. Som den eneste europæiske leder har han kritiseret Trump og Netanyahu for krigen. Kritikken kom efter, at Trump truede med at afbryde al handel med Spanien, fordi Sánchez ikke ville lade USA bruge to spanske flybaser.
Sánchez sagde, at en regerings pligt ikke er at manipulere eller skabe en gevinst med globale konflikter.
”Det er uacceptabelt, at ledere i ly af krig skjuler deres fejltagelser og fylder lommerne for nogle få udvalgte … Det er naivt at tro, at demokratier kan dukke op fra ruiner, eller at blind lydighed udgør ledelse. Vi vil ikke medvirke i noget, som strider mod vores værdier – af frygt for gengældelse,” sagde han.
Det var en uforblommet kritik af Trump og Netanyahu, fordi han også henviste til deres egoistiske interesse. Trump er privat-økonomisk involveret i Golfen, og Netanyahus mål er måske, at krigen giver ham en valgsejr, så han kan undgå en korruptionsdom. Men det var også en indirekte kritik af den tyske kansler, Friedrich Merz, der undlod at forsvare sin europæiske partner, da Trump sværtede Sánchez til. Det var barokt, for Merz er afhængig af Spanien i udviklingen af et fælles europæisk jagerfly, når han øjensynlig har droppet Frankrig som partner.
Sánchez talte om ”vores værdier”, og det var nøjagtigt, hvad Merz gjorde på München-sikkerhedskonferencen i januar, hvor han sagde, at han og europæerne ikke vil følge Trumps værdier, dvs. Trumps ryggesløse optræden. Trump har til New York Times sagt, at han kun har ét sæt regler: hans egen moralitet.
Men Merz tav, da han sad ved siden af Trump. Han forsvarede heller ikke Keir Starmer, der blev nedgjort af Trump. Det blev han voldsomt kritiseret for i den tyske presse. Merz forsøgte at neddrosle spørgsmålet om folkeretten – for ikke at genere Trump, der har sagt, at han ”føler”, at Iran truer USA. Derfor måtte han bombe Iran og slå Ayatollah Ali Khameini ihjel. Han er som Netanyahu parat til at slå efterfølgeren, Mojtaba Khamenei ihjel.
Men følelser er ikke bevis i nogen som helst retsinstans. Hvilke statschefer skal Trump og alle andre så have ret til at dræbe? Putin, der anklages for krigsforbrydelser?
Trump har bragt sig i en politisk og moralsk håbløs position, som kan ramme tilbage på Merz. Han vil gerne have en lederrolle i Europa, men det får han næppe på den facon. Han står svagt i Tyskland og svækkes af det fremvoksende AfD.
De europæiske ledere kommer ikke uden om at tage stilling til, hvordan Europas garant fører krig. New York Times har kulegravet optakten til krigen. Netanyahu bearbejdede Trump før jul for at få et angreb på Iran – ikke for at hindre Iran i at få en atombombe, for den mulighed blev fjernet sidste år, men for at udslette topledelsen, smadre militærapparatet og for at give Israel en overmagt. Den 11. februar gav Trump tilslutning til krigen. Atomforhandlingerne i dagene efter skete på skrømt.
Netanyahu og Trump gik bevidst efter at slå Khameini ihjel på krigens første dag på nøjagtigt det tidspunkt, hvor efterretningsvæsenerne vidste, at ayatollahen ville være til stede sammen med en række topchefer. Den nye ayatollah er allerede dødsmærket.
Den selvbestaltede fredspræsident Trump fører en lige så brutal krig som Putin i Ukraine, og som Netanyahu gjorde i Gaza.
En af verdens førende Iran-eksperter, professor Vali Nasr, Johns-Hopkins universitetet, mener, at krigen kan blive langvarig, for det militære system med revolutionsgarden og Basij-militsen er den egentlige magthaver, ikke præstestyret.Hele regionen kan ende i et mangeårigt kaos, der vil ramme verdensøkonomien og Golflandene, fordi begge parter går efter civile mål: at ødelægge livsbetingelserne: energi og afsaltningsanlæg. Brutaliteten går sin sejrsgang.
Eller gør den? Hvis europæerne vil, kan de se krigen som en chance for at vise resten af verden et alternativ. Trump, Putin og Netanyahu får på sigt ikke succes med deres krige.
De store europæiske lande spillede en betydelig diplomatisk rolle med atomaftalen med Iran i 2015. Da Trump på
Netanyahus vegne smed aftalen på gulvet i 2018 og indførte sanktioner, affandt europæerne sig med det og har ikke arbejdet for at genskabe aftalen. Det kunne ske uden USA, men med Rusland og Kina.
Europæerne kan forsøge at afslutte krigen og stå i spidsen for både en økonomisk genopbygning og for etablering af et EU- lignende samarbejde mellem alle Golfstater, altså også Iran.
Det begyndte Kina på som formidler i 2023 mellem Iran og Saudi-Arabien. Er EU passiv, kommer Kina med fuld kraft ind på banen, siger kinesiske udenrigspolitiske eksperter.
Det er sandsynligt, at Iran bliver mindre religiøst styret. De autoritære arabiske lande ser hellere et autoritært Iran med et svækket præstestyre end en folkelig, demokratisk revolution.
Derfor er et nøgternt samarbejde på tværs af Golfen sandsynligt efter krigen. Det kan få uventet betydning: Saudi-Arabien og Iran kan stå i spidsen for kravet om en palæstinensisk stat for at gøre en ende på ”konflikternes moder.”
De kan samle mellemøstlandene gennem et unikt samarbejde, der vil være en effektiv afskrækkelse over for et militært dominerende Israel. Golflandenes tiltro til både USA og Israel er blevet svækket. Hvis europæerne vil have global betydning, må de vise, at de går ind for internationale regler. De må tage afstand fra Trump – fra påtvungen regimeændring, drab på statsledere og brug af økonomi og teknologi som våben. De må endog sætte humanismen på dagsordenen.
I 1815 skabte europæerne en magtbalance, som byggede på ikke-indblanding i staternes liv. Det skabte en kolossal udvikling – og hen ad vejen demokrati. Europa kan i dag tage et skridt i retning af en ny verdensorden, hvor magt ikke har ret.
Hugo Gaarden er journalist med stor erfaring i erhvervs- og udenrigspolitik. Han har tidligere bl.a. arbejdet på Berlingske og Børsen.
Billede i artiklens top: /Mathieu Cugnot/© European Union 2019 – Source : EP