Europæerne er blevet bedraget af Putin og Netanyahu – og af Trump. De har glemt moralske fyrtårne som Hanna Arendt og Kaj Munk. Europa må skubbe nutidens appeasement til side og må alene sikre Ukraines eksistens.
Kommentar af Hugo Gaarden
”Ukraine står over for et ekstremt vanskeligt valg. Enten at miste vores værdighed eller at miste en vigtig partner.” Det sagde Ukraines præsident, Volodimir Zelenskyj, efter offentliggørelsen af Donald Trumps 28 punkts fredsplan.
Han sagde i virkeligheden, at ukrainerne mister værdigheden, hvis de følger Trumps katastrofale forslag, der stadig er grundlaget for en aftale.
Det er en lige så tragisk udtalelse som Neville Chamberlains ord i 1938 ”Fred i vor tid,” men med den forskel, at Zelenskyj kan blive tvunget til at bøje sig for Putin og Trump, mens Chamberlain i sin naivitet valgte at tro på Hitlers løgne. I så fald bliver appeasement til et pinagtigt, europæisk begreb, for så er det Europa og ikke kun Ukraine, der bøjer sig.
Europæerne har været eftergivende over for Putin og Trump, men de har én chance for at sikre Ukraines eksistens og værdighed. De kan beslutte at træde ind i krigen for at standse Putins terrorangreb mod byer og energianlæg og garantere et effektivt forsvar i fremtiden.
De kan på EU-topmødet den 19. december garantere, at Ruslands indefrosne centralbankkapital ikke udleveres til Rusland med Trumps velvillige hjælp, men bruges som sikkerhed for lån til Ukraine. De 140 milliarder euro er livsnødvendige for Ukraine, da Trump intet betaler.
Putin og Trump har bedraget alle og enhver, og det er endt med europæernes selvbedrag. Europæerne lod sig presse af Putins tomme atomtrusler og lod sig besnære af Trumps storskrydende praleri som dealmaker, mens han kun er interesseret i at få adgang til Ukraines og Ruslands ressourcer – og en Nobelpris. Europæerne krøb for Trump.
Først nu har USA-tilhængere i Europas vigtigste land, Tyskland, erkendt, at de ikke kan stole på USA´s sikkerhed – i hvert fald ikke under Trump. Tyskland må derfor ændre sin udenrigspolitiske orientering, og det har selv kansler Friedrich Merz mere end antydet. Enkelte politikere begynder at tale om, at Tyskland skal sende soldater til Ukraine sammen med andrelande, fordi de ikke kan holde til et ukrainsk nederlag og en ydmygende, beskidt fredsaftale.
Når statsminister Mette Frederiksen og andre siger, at forsvaret af Ukraine er et forsvar af Europa, hvorfor i alverden sender de så ikke soldater til Ukraine, som det skete til Irak og
Afghanistan? Det er frygten, der lammer. Alle har glemt læren fra Den kolde Krig: Over for en modstander skal der både vises den knyttede næve og den åbne hånd.
Den tidligere tyske finansminister, Peer Steinbrück, der var nær medarbejder til jernkansleren Helmut Schmidt, har i et interview med Die Zeit sagt, at Schmidt aldrig ville have bøjet sig for Putins atomtrusler, som Olaf Scholz og alle andre, herunder Joe Biden, gjorde. Under Den kolde Krig gik Schmidt helhjertet ind for NATOs dobbeltbeslutning om at opstille atomraketter mod den sovjetiske trussel og samtidig tilbyde samarbejde. I mange år overså europæerne forsvaret, og især tyskerne tænkte kun på handel og samarbejde.
I min bog ”Frit Europa” siger tidligere udenrigsminister Per Stig Møller dét, som næsten ingen tør sige: ”At Putin aldrig havde invaderet Ukraine, hvis europæerne havde truet med at gå direkte ind for at hjælpe Ukraine.”
Den udfordring er der stadig, for Ukraine risikerer at tabe krigen militært. Præsident Emmanuel Macron er den eneste, der har foreslået at sende soldater til Ukraine. Etableringen af den frivillige forsvarsgruppe, Koalitionen af Villige, har kun talt om at sende fredsbevarende soldater til Ukraine efter en våbenhvile. Det vil være et chok for Putin, hvis koalitionen i dag sender soldater og raketforsvar til Ukraines byer for at standse Ruslands raket- og droneangreb. Men tør Europa, også nu, hvor Putin truer med modangreb?
Ingen europæer har talt så insisterende om væbnet modstand som digterpræsten Kaj Munk i sin sidste prædiken i Vedersø Kirke i 1943: ”Vi har ladet andre bløde for vor skyld og vor sag. Vi solgte vores sjæl til kompromisets ånd og skrev kontrakten under med andres blod.” Det var den stærkest tænkelig appel om aktiv modstand mod uretten. Han blev henrettet få dage senere af nazisterne.
Den europæiske eftergivenhed er dog ved at give bagslag i befolkningen. Tyskland mindes 50 årsdagen for filosoffen og forfatteren Hannah Arendts død. Hun var jøde og flygtning og brugte hele sit liv på at mane til aktiv handling mod totalitære tendenser. Man skal ikke dukke sig, men forsvare sig. Hun turde kritisere jødiske råd i Tyskland for at være passive undernazisternes jødeudryddelse. Alle har et ansvar for at bekæmpe det totalitære og ondskaben, mente hun.
Det optager tyskerne mere og mere. Tyskerne kritiserer Benjamin Netanyahus brutale krig i Gaza, men på grund af skyldfølelsen over for jøderne, har de svært ved at håndtere Israel, og de vil ikke på forhånd anerkende en palæstinensisk stat, som de fleste EU-lande har gjort. Ikke én eneste europæisk stat har tvunget sig adgang til Gaza for at levere nødhjælp og til det besatte Vestbredden for at hjælpe med at etablere en fri stat. I årtier har europæerne accepteret en ulovlig besættelse og meningsløse forhandlinger.
Israelerne, palæstinenserne og russerne har hver især historiske og legitime interesser, som kan løses gennem forhandlinger og et tæt samarbejde.
I stedet for har vi nu haft de mest brutale krige siden nazistyret. Det kan blive normen, hvis Putin, Netanyahu og Trump sejrer. Trump er allerede ved at sejre ved hans angreb på demokratiet, retssikkerheden og pressefriheden. Det har ført til, at selvcensur rammer både politikere og pressen, fordi de barske kendsgerninger bliver undertrykt.
Der bliver ikke fred i Europa, hvis Europa ikke militært sikrer Ukraines selvstændighed og en rimelig grænseføring. Der bliver ikke fred i Mellemøsten, hvis Europa ikke hjælper med etableringen af en palæstinensisk stat.
Mesterdiplomaten Henry Kissinger har sagt, at to ting er nødvendige for at skabe fred: Staters sikkerhed og befolkningernes følelse af retfærdighed. Det er nøjagtigt det, som Zelenskyj udtrykte i sit nødråb: Der skal være en værdig fred.
Men det er uvist, om europæerne vil garantere dét i de to konflikter i nærområdet. Vi véd ikke, om Europa vælger eftergivenheden.
Hugo Gaarden er journalist med stor erfaring i erhvervs- og udenrigspolitik. Han har tidligere bl.a. arbejdet på Berlingske og Børsen.
Billede i artiklens top: /Vladyslav Musiienko/ © European Union 2025 – Source : EP