Europas uafhængighed skal demonstreres i Golfen

Europa har taget det første skridt til at træde ind i Golf-konflikten og imod Trump. Det kan føre til et arabisk EU og et globalt NATO-lignende samarbejde uden USA

Analyse af Hugo Gaarden

Trump dominerer nyhedsbilledet hver eneste dag. Det skygger totalt for, at Europa og Kina får en voksende betydning. Iran-krigen får nogle fundamentale konsekvenser, som ingen har fuldt overblik over, men som vil ændre forholdet mellem Europa og USA samt den globale magtbalance. Det er i Golfen, at Europa kan demonstrere sine uafhængighedsbestræbelser.

De europæiske lande har sagt nej til at deltage i en amerikansk marineindsats i Hormuz-strædet for at sikre en fri sejlads. Men europæerne har til gengæld taget skridt til på egen hånd at sikre den fri sejlads, også med minerydning og militær eskorte af handelsskibe. Det er formentlig den største åbne konflikt, vi har set i efterkrigstiden mellem USA og Europa, og hvor Europa i praksis går imod USA.

Storbritanniens og Frankrigs beslutning om at holde et møde i Paris for nylig for 49 villige lande viste, at der er en global opbakning til de europæiske bestræbelser på at åbne for Hormuz-strædet, og militære chefer drøfter konkrete initiativer i Storbritannien i denne uge. Europæerne vil helst vente med en indsats til efter en effektiv våbenhvile, men skal deres indsats have virkning, må de reagere lynende hurtigt, for det tager tid at sende minestrygere og fregatter afsted, og der er ingen sikkerhed for, at der nogensinde bliver en effektiv våbenhvile endsige fred. Den nye koalition af villige lande kommer til atleve i en usikker tid, hvor der endog kan blive militære kampe med USA, der kan skifte kurs fra dag til dag.

Når præsident Donald J(esus) Trump kan true med at erobre Grønland, kan han også standse europæiske marinefartøjer, der vil sikre fri sejlads og fri adgang til og fra iranske havne. Det politisk kildne emne bliver, at europæerne bliver nødt til at have et tæt samarbejde med Iran for at få sikre søtransporten, og det kan Trump opfatte som indblanding i hans ulovlige krig og amatøragtige diplomati.

Det mest bemærkelsesværdige er, at NATO overhovedet ikke er involveret. NATO’s generalsekretær, Mark Rutte, var for nylig til møde med Trump, men han ville ikke sige, hvad mødet handlede om. Han er blevet særdeles upopulær blandt flere europæiske NATO-medlemmer, fordi han er den mest leflende leder over for Trump, og fordi han højlydt siger, at Europa ikke kan forsvare sig selv uden USA. Det er også bemærkelsesværdigt, at EU-kommissionen ikke har en central rolle, som det var tilfældet med reaktionen mod Rusland efter invasionen i Ukraine.

Til gengæld har lederne Keir Starmer og Emmanuel Macron bevidst søgt at etablere en global maritim alliance for at bryde den økonomiske barriere, som USA´s og Israels krig har medført – en barriere, som de to lande åbenbart ikke har forudset. Iran har som modangreb standset søtransporten, der var fri før krigen, og det har vist sig at være en større afskrækkelse end en eventuel atomtrussel, for dermed har Iran tvunget resten af verden til at reagere over for den energikrise, som blokeringen af Hormuz-strædet har medført.

Den tidligere chef for Iran-afdelingen i det israelske militære efterretningsvæsen, Danny Citrinowicz, siger, at Iran har fået en ny afskrækkelse, og det er geografien: ”Det kan ingen slå.”

Iran kan fremover altid lukke for Hormuz-strædet. Det er blevet et magtinstrument, der på et sekund kan påvirke energipriserne og finansmarkederne. Samtidig har Iran vist, at det har sine naboer i sin hule hånd og stadig har en militær kapacitet og beriget uran, som USA og Israel åbenbart tøver med at beslaglægge gennem en militær operation.

Den europæiske indsats skal også ses i lyset af bestræbelserne siden sidste vinter på at skabe en alliance mellem mellemstore lande verden over, som Canadas premierminister, Mark Carney, foreslog i Davos, og som har skabt interesse i hele verden.

Bestræbelserne skal bryde Trumps dominans og skabe et modspil til supermagterne. Det har ført til konkrete overvejelser – bag lukkede døre – om at etablere et nyt globalt og defensivt NATO uden amerikansk deltagelse.Det bliver afgørende, hvis de europæiske lande vil bruge en indsats i Golfen til at skabe grundlaget for et EU-lignende samarbejde i regionen, også med Iran, som allerede var under udvikling før Iran-krigen.

Krigen har haft store omkostninger for alle Golflande, mest for Iran, og alle bliver tvunget til at finde et alternativ til afhængigheden af olie og gas. De små lande i Golfen og Saudi-Arabien har også vist, hvor finansielt sårbare, de er. De har en samlet formue på 6.000 milliarder dollar, der primært er investeret i projekter verden over samt i AI- og datacentre hos dem selv. De enorme værdier kan hurtigt fordufte, og Golfregionen er afhængighed af tiltrækning af kapital og personer fra hele verden.

De er sammen med Iran tvunget til at skabe sikkerhed i deres egen region, hvis de ikke skal opleve kriser og krige som den nuværende. De må gøre op med gamle fjendebilleder, som det skete i Europa efter Den anden Verdenskrig. De vil også forsøge at undgå, at Israel bliver en ny sikkerhedspolitisk dominans i Mellemøsten, og derfor er det sandsynligt, at de vil forsøge at sætte en palæstinensisk stat øverst på dagsordenen.

Ministerpræsident Benjamin Netanyahu har sagt, at han har skabt en helt ny orden i Mellemøsten. Den kan blive fundamentalt anderledes – en politisk trussel.

Kina er allerede en betydelig finansiel operatør i Golflandene, og Kina har mere end alle andre kapacitet til at klare genopbygningen efter krigen. Derfor har Europa en interesse i at få et samarbejde med Kina, og det kan demonstreres ved, at sikringen af søtransporten er et globalt anliggende, der skal sikre forsyningskæderne. Det ligger derfor til højre fod at etablere en samarbejdsproces i Golf-regionen, og det er derfor bemærkelsesværdigt, at de europæiske lande nu rykker på banen med en mere kreativ og fleksibel politik end tidligere set.

Spanien og Italien går direkte imod Trump, og Tyrkiet forsøger at samle arabiske lande i et styrket samarbejde. Det gærer i verden, mens det koger i hovedet på en forvirret Trump, der allerede har tabt krigen.

Hugo Gaarden er journalist med stor erfaring i erhvervs- og udenrigspolitik. Han har tidligere bl.a. arbejdet på Berlingske og Børsen.