Kina er vinderen i Iran-krigen

Kina viser en enestående stabilitet og er bedre forberedt på energikriser end alle andre og viser Trump vintervejen. EU bør samarbejde med Kina om energi og Golf-regionen

Analyse af Hugo Gaarden

Den hellige Trump af Det hvide Hus står mere ynkeligt for hver dag under den selvbestaltede krig i Iran, og imens står Kina som vinderen med en voksende international tillid. Alle oplever, at Kina for længst har forberedt sig på den grønne udvikling og bliver storleverandør til hele verden.

Det har Europas regeringer svært ved at give udtryk for. Men den europæiske befolkning har allerede taget bestik. Ifølge meningsmålinger fra nyhedsmediet Politico har befolkningerne i de store europæiske lande og Canada mere tillid til Kina end til USA under Trump. Der er flere – mellem 34 til 57 pct. – der hellere vil være afhængig af Kina end af Trumps USA. Omkring halvdelen mener, at Kina vil blive den dominerende magt om ti år, mens kun 35-40 pct. mener, det fortsat vil være USA. I USA er holdningen den stik modsatte.

Selv Donald Trump har erkendt Kinas voksende betydning. Han sagde for nylig til det franske nyhedsbureau AFP, at han troede, at det var Kina, der fik Iran til at acceptere en våbenhvile. Det bekræfter, hvad flere rapporter fra iranske og pakistanske kilder har sagt: at Kina spillede en afgørende rolle i 11. time. Kina vil have standset krigen og oplever en betydelig global opbakning. Den kinesiske kurs svinger ikke.

Trump, der ventes at besøge Kinas præsident, Xi Jinping, i maj, har lidt et forsmædeligt nederlag til Kina. Kina-kenderen, professor Eswar Prasada, Cornell Universitet, skrev for nylig i Financial Times, at Kina allerede har vundet den geopolitiske kamp, men det er mere sket i kraft af Trumps fejltagelse, f.eks. ved at indlede en ulovlig krig og ved at skubbeallierede fra sig. Og allierede er netop, hvad der bliver behov for, når der skal findes en løsning på Iran-krigen og sikre en stabil udvikling i Golfregionen fremover. Verden har fået nok af USA’s og Israels brutalitet og energikrisen.

Trump svinger frem og tilbage. Så krævede han, at NATO-landene og Kina skulle sikre en fri sejlads gennem Hormuz-strædet, og så har han selv lavet en blokade. Hvis Kina VIL have oliesendinger ud fra Iran på egne skibe eller iranske, kommer Trump i konflikt med Kina, og så bliver der intet besøg i maj – og der bliver måske en militær konfrontation. Trump bliver i denne tid latterliggjort i kinesisk presse.

Xi Jinping viste sidste år under tarif-krigen, hvordan Trump skal håndteres: Man skal slå hårdt igen. Så faldt Trump til patten. Dét formåede europæerne ikke. Xi Jinping også vist styrke på det militære område. Han i de seneste ti år opbygget en førsteklasses militærstyrke, og på flere områder er Kina kommet foran USA, f.eks. med langtrækkende hypersoniske raketter og selvstyrende droner. Kinesiske eksperter i Shenzhen og Shanghai siger til New York Times, at Kina med Iran-krigen har set en fare ved, at USA vil bruge et lille asiatisk land som springbrædt til et angreb på Kina – apropos partnerskabet med Israel under krigen.

Dén udvikling er næppe sandsynlig, men det viser, at Kina allerede nu vil gardere sig, som Kina gjorde under Golf-krigen i 1991. Da satsede Kina voldsomt på en modernisering af luftvåbnet.

Samtidig har Xi Jinping foretaget en gennemgribende udrensning af den militære ledelse. Siden 2022 er mindst 100 topofficerer blevet udskiftet, også på afgørende poster som chefer for de styrker, der har ansvaret for Taiwan, Beijing og den teknologiske modernisering. Xi vil sikre sig, at Kina kan klare en militær konfrontation med USA.

At Trump og Benjamin Netanyahu bevidst indledte krigen med at slå statsledere og andre topfolk ihjel har også haft virkning i Kina. Den form for statsmagt kan Kina på ingen måde acceptere. Effekten kan blive, at Kina vil satse lige så meget på politik som på handel, f.eks. ved at skabe nye magtbalancer, og mange eksperter tror, at Kina vil engagere sig meget stærkere end hidtil i Mellemøsten. Kina har en forsvarsaftale med Iran og en 25 års samarbejdsaftale med Pakistan, og hvor Kina gerne vil hjælpe Saudi-Arabien med et civilt nukleart samarbejde. Krigen kan føre til, at alle Golflande vil satse endnu kraftigere på kerneenergi og grøn energi for at undgå, at olien bliver et politisk og militært våben som i dag.

Det bør få EU til at deltage aktivt i alle forhandlinger om Golfen, for ellers bliver det Kina og Golf-landene, som sætter dagsordenen. Energikrisen efter Iran-krigen bør også få Europa til at satse helhjertet på at importere kinesisk grøn energi i en erkendelse af, at Kina har udkonkurreret Europa og Vesten.

Kina står for 80 pct. af verdens produktion af solpaneler og batterier og 60 pct. af verdens vindmøller og el-biler. Kina kontrollerer nu ”det grønne industrielle kompleks,” som den amerikanske erhvervsavis Wall Street Journal udtrykker det.

Kina er blevet næsten urørlig på den grønne sektor, og det beskriver Financial Times i en serie artikler, som viser den eksplosive udvikling med et uhørt tempo i virksomhederne og en innovationsevne, der overhovedet ikke findes i Europa og USA.

Mens Kina tidligere dominerede på billige produkter, sker dominansen nu i højteknologien. Den enorme ”produktion” af ingeniører giver mulighed for at presse produktudvikling igennem, og den interne konkurrence med offentlig støtte fører til konstante prisfald, som igen tvinger til innovationer for at klare sig, og som fører til voksende eksport. Kineserne bruger udtrykket neijuan (involution), som betyder, at alle må løbe hurtigere og hurtigere for at opnå en levere indtjening! Det har ført til en overvældende brug af robotter og kunstig intelligens.

Den franske præsident, Emmanuel Macron, sagde for nylig, at det har kastet Europa ud i en ”kamp på liv og død.”

Mens vestlige eksperter altid råder Kina til at satse mere på internt forbrug fremfor mere industriproduktion, holder kineserne fast ved industriproduktionen, for dermed sikrer Kina sig en gigantisk eksportindtægt og en global dominans på en række afgørende områder.

Europa og USA kan ikke følge med, men til gengæld kan Europa satse på at udvikle nye nicher og så ellers købe kinesisk for at få en lynhurtig grøn omstilling. Det svarer til den gammeldags globale arbejdsdeling, vi blev bange for under coronaen. Tankegangen må genoplives.

Hugo Gaarden er journalist med stor erfaring i erhvervs- og udenrigspolitik. Han har tidligere bl.a. arbejdet på Berlingske og Børsen.