I takt med at deadline nærmer sig, er der kommet nye forsøg på at få et kompromis i stand i forhandlingerne mellem Europa-Parlamentet og EU’s regeringer om en revision af forordningen om flypassagerers rettigheder. En lang række passagerrettigheder vil blive bevaret ifølge nyt forslag.

Af Simon Ankjærgaard

TEMA: EU OG DEN NÆRVÆRENDE FORORDNING | I sidste time ser det nu ud til, at bestræbelserne på at opnå et kompromis i forhandlingerne om en revision af EU’s forordning om flypassagerers rettigheder, intensiveres for alvor. Ifølge Politico er der nu fra Europa-Parlamentets side blevet fremsat et kompromisforslag i forhandlingerne med Rådet (EU’s regeringer, i dette tilfælde EU’s transportministre). Et forslag, som bl.a. indebærer, at vilkårene for den kompensation, som passagerer kan regne med ved forsinkelser og aflysninger, vil ”forblive stort set uændrede” i forhold til de nuværende regler.

Forhandlingerne, der har deadline den 15. juni, foregår inden for rammerne af et såkaldt forligsudvalg, bestående af repræsentanter fra Europa-Parlamentet og Rådet, og med EU-kommissionen i en mæglende rolle.

Kompromisforslaget indebærer ifølge Politico, at den meget omtalte tre-timers grænse for, hvor meget et fly skal være forsinket for, at passagererne kan få kompensation fra flyselskaberne, fastholdes. Rådet havde oprindeligt ønsket at hæve tidsgrænsen fra de nuværende tre timer til fire eller seks timer, afhængigt af rejsens længde. Rådets forslag til ændringer blev fremført under det danske formandskab i sidste halvdel af 2025, og siden årsskiftet under ledelse af det nye formandsland, Cypern. Men nu ser det ud til, at Rådet er gået med på Europa-Parlamentets krav om, at tidsgrænsen ikke må ændres.

Samtidig ser det ifølge Politico ud til, at det forslag, som Rådet kom med i starten af forhandlingerne i udvalget, om at selve kompensationsbeløbene til gengæld skulle sænkes, også er blevet udvandet.

Ifølge Politiken foreslog Rådet, anført af det cypriotiske formandskab, for et par uger siden, at en forsinkelse på tre timer på en flyvning under 1.500 kilometer ville udløse en kompensation på 83 euro i stedet for de nuværende 250 euro. Det fik interesseorganisationen APRA (Association of Passenger Rights Advocates) til at betegne forslaget som ”en joke”, mens brancheforeningen Dansk Luftfart omvendt betegnede det som et ”skridt i den rigtige retning”.

Men ifølge kompromisforslaget, som Politico har fået refereret, forbliver kompensationen på 250 euro for flyvninger på op til 1.500 kilometer og 400 euro for flyvninger mellem 1.500 og 3.500 kilometer, skriver Politico.

Der er også andre elementer i spil, såsom hvorvidt passagerer fremover skal have ret til at tage to styk håndbagage med ombord på flyet, og om det skal være slut med, at flyselskaber tager særlige gebyrer for håndbage. Det diskuteres også, om visse gebyrer, som rejsende til tider er tvunget til at betale for at rette fejl i passagernavne eller for at tjekke ind på deres fly, skal fjernes.

Et andet punkt er spørgsmålet om, hvornår flyselskabet egentlig er ansvarlig for en forsinkelse eller en aflysning. Der findes en liste over en række ekstraordinære omstændigheder, som betyder, at selskaberne ikke er forpligtede til at betale kompensation. Listen omfatter i øjeblikket naturkatastrofer, krig, vejrforhold eller uforudsete arbejdskonflikter, der berører luftfartsselskabet, lufthavnen eller luftfartstjenesteudøveren. Men der er i dag tale om en såkaldt ”ikke-udtømmende” liste, det vil sige ikke komplet, og hvor nye ekstraordinære situationer vil kunne tilføjes. Europa-Parlamentet ønsker, at listen fremover skal være ”udtømmende”, altså fuldstændig, og at det er EU-kommissionen, der så skal stå for at ajourføre den regelmæssigt.

Ved indgangen til forhandlingerne i forligsudvalget, der begyndte den 20. april, advarede virksomheden Flightright, der er Europas førende forbrugerportal for flypassagerrettigheder – og hvis danske afdeling er Flyhjælp, som hjælper flypassagerer med at få økonomisk kompensation hos flyselskaberne ved flyforsinkelser, aflysninger og overbookinger – om, at der kunne ske ”en svækkelse i forhold til det nuværende niveau” af beskyttelse for passagererne. I en pressemeddelelse fra Flightright hed det, at det var bedre, hvis man ”erklærer processen for mislykket end at acceptere et dårligt kompromis.”

Ifølge Politico skulle Europa-Parlamentets kompromisforslag præsenteres for Rådet sent fredag aften. Forligsudvalget består af 27 medlemmer af Europa-Parlamentet og lige så mange repræsentanter fra Rådet. Det danske medlem af Europa-Parlamentet Morten Løkkegaard (V) er blandt de 27 europaparlamentarikere ved forhandlingerne.

Hvis ikke der findes en løsning inden den 15. juni, falder hele forslaget om en revision af forordningen til jorden.

Billedet i artiklens top: Daina Le Lardic/© European Union 2026 – Source : EP

Læs hele temaet “EU og den nærværende forordning”.