Politiske kriser giver næring til den yderste højrefløj

Efter knap to år ved magten står den spanske regering overfor sin hidtil største krise – og det siger ikke så lidt. Korruptionssagerne mod to ledende figurer i socialistpartiet spidser til, og det catalanske uafhængighedsparti Junts per Catalunya har trukket sig som støtte for regeringen, som dermed ikke længere har et flertal bag sig i parlamentet. Pedro Sanchez regering fremstår svag, samtidig med at det yderste højre vokser sig stærkere.

Analyse af Frederik Kirst Müntzberg

Da socialistpartiet sammen med venstrefløjspartiet Sumar dannede regering for to år siden, var de godt klar over, at deres parlamentariske grundlag var skrøbeligt, fordi de var afhængige af Junts per Catalunyas mandater. Junts har aldrig lagt skjul på, at de var klar til at trække deres støtte, hvis ikke regeringen kunne opfylde de krav, som de har stillet som betingelse for deres opbakning. Det var netop, hvad Carles Puigdemont gjorde i forrige uge på et pressemøde i Perpignan, hvor han med sin vanlige sans for iscenesættelse forkyndte, at en regering som ikke støtter Catalonien, ikke vil få støtte fra Junts.

Et politisk projekt i opløsning
Regeringens grundlag er langsomt eroderet. Socialistpartiet har prøvet at stille sig i spidsen for et politisk projekt, som kunne rumme det meget brede parlamentariske grundlag, som de sikrede sig opbakning fra efter valget i 2023. Det plurinationale og progressive projekt, som Pedro Sanchez har forsøgt at sælge, har aldrig rigtig fået luft under vingerne. Det har i stedet vist sig at være et luftkastel. En vision som er gået op i en røg af politiske magtkampe, skandaler og interne stridigheder.

Sumars mærkesag om at nedsætte arbejdstiden blev for et par uger siden nedstemt i kongressen, og tjener som et grelt eksempel på den parlamentariske insolvens, som regeringen er havnet i. Dette på et tidspunkt, hvor man står over for at skulle løse afgørende udfordringer som den voksende boligkrise samt forhandle det statsbudget på plads, som man ikke har formået at få styr på de foregående år.

En mulighed for højrefløjen?
De seneste måneder er det højreekstreme parti Vox gået kraftigt frem i meningsmålingerne. Med Vox store fremgang, og en mere beskeden fremgang til det konservative parti Partido Popular, står højrefløjen til at vinde et kommende valg. En regering med Partido Popular og Vox vil være et politisk zeitenwende i Spanien, som de sidste knap 8 år har været regeret af centrum-venstreregeringer, og ikke har haft et decideret højreekstremt parti i en national regering siden diktaturets fald.

Det konservative Partido Popular har de sidste to år gjort alt, hvad de har kunnet for at miskreditere Pedro Sanchez og regeringen. Med regeringens ryg mod muren har de, de seneste måneder intensiveret deres retorik, og de er begyndt at positionere sig henimod et kommende valg. Partido Popular står dog selv med flere store udfordringer, som de skal forsøge at få styr på, hvis de vil stå stærkt ved næste valg og ikke ende med at være fuldstændigt afhængige af Vox støtte.

Partiet fremstår lige nu splittet. Det er splittet mellem dets moderate fløj, som formanden Alberto Nuñez Feijoo tilhører, og dets konservative fløj, som har Madrids kontroversielle regent, Isabel Diaz Ayuso, som frontfigur. Splittelsen har gjort det svært at samle partiet omkring en tydelig politisk retning. Partido Populars primære politiske projekt har indtil videre været at slå på regeringen og Pedro Sanchez person.

Beskyldningerne er fløjet frem og tilbage mellem Partido Popular og regeringen, som har forsøgt at forsvare sig fra de mange angreb. Det har til tider haft karakter af politisk teater, og som avisen La Vanguardias politiske kommentator, Enric Juliana, bemærker så gavner dette cirkus kun et parti – Vox.

Det politiske establishments død det yderste højres brød
De højreekstreme og antidemokratiske kræfter får større og større tilslutning i Spanien. Det er ikke kun Vox, der i øjeblikket oplever massiv fremgang. Det catalanske parti Alianca Catalana, som langt henad vejen er en procatalansk pendant til Vox kan også glæde sig over stigende tilslutning og tiltagende politisk indflydelse.

Opbakningen til den yderste højrefløj får sin næring fra de politiske spændinger og kriser, som har været centrale temaer i spansk politik siden finanskrisen, og som igen og igen bryder ud i lys lue. Tiltroen til det politiske system er stadig meget lav, og mange har en fornemmelse af, at politikerne ikke kan løse de mest fundamentale problemer. Der er en meget stærk og vedblivende følelse af politisk apati og afsky til det politiske establishment, som det yderste højre udnytter på samme måde som MAGA-bevægelsen i USA gør det.

Tidligere har det været partier til venstre for socialistpartiet som Podemos, som har lukreret på befolkningens indignation. Disse partier er dog efterhånden ved at gå i opløsning, og har mistet en meget stor del af deres opbakning som følge af regeringsmagtens tunge åg, skuffende politiske resultater, interne stridigheder og personlige skandaler.

Den tidsånd som bar venstrefløjen frem i 10’erne, ser ud til at være vendt til fordel for det ekstreme højre. Indignationen er langt henad vejen den samme, men svarene er radikalt anderledes. Avisen El Pais har afdækket, hvordan den spanske højrefløj de senere år har organiseret sig med henblik på at tydeliggøre deres politiske profil og skærpe deres budskaber bl.a. i tæt samarbejde med andre europæiske og amerikanske højrefløjsbevægelser. Man ønsker en tilbagevenden til traditionelle familiemønstre og en tilbagevenden til en stærk spansk stat med militæret, kirken og monarkiet i centrum – altså en tilbagevenden til Franco-regimets samfundsmodel.

Det er en desperat feberdrøm om at vende tilbage til en tid, som man mener sikrede politisk og samfundsmæssig stabilitet, en tid hvor der var ’styr på tingene’ og urolige elementer blev banket på plads. Budskaberne fremstår som simple og handlingsorienterede løsninger, og deler samfundet op i gode og dårlige elementer, hvilket gør dem letforståelige og samtidig fodrer folks indignation. Det fungerer godt på sociale medier, hvor de særligt når ud til unge mennesker, som er blevet et meget vigtigt vælgersegment for de højreekstreme partier.

Efter Portugal kan Spanien meget vel blive det næste land, som sender det ekstreme højre ind i magtens korridorer. Det yderste højres politiske drømme får selvfølgelig ikke spændingerne til at forsvinde. Den stigende tilslutning til den ekstreme højrefløj kan derfor vise sig at være en ny bølge, som på et tidspunkt igen vil knække. Det kan måske bedst beskrives med den belgiske idéhistoriker Anton Jägers begreb hyperpolitik, hvor ekstrem politisering og politisk inkonsekvens går hånd i hånd, hvor løsninger af fundamentale problemer udebliver, og fører til kortvarig og voldsom politisering.

Frederik Kirst Müntzberg har en kandidatgrad i filosofi og økonomi fra Copenhagen Business School med speciale i virksomhedens idéhistorie. Han skriver om og interesserer sig for politiske og sociale bevægelser i Europa.