Tør EU sætte sig op mod den rå magt?

Europa er ikke blevet frit og selvstændigt på den globale scene, og de seneste udspil fra Trump bør få europæerne til at klare sig selv uden USA og satse på et globalt samarbejde for at bryde den brutalitet, som Putin, Netanyahu og Trump står for.

Analyse af Hugo Gaarden

2025 bliver et trist år at se tilbage på for Europa. De europæiske ledere bøjer sig for Trump, der systematisk går Putins ærinde. Hvis Putin og Trump får held med at vælte Zelenskyj i et manipuleret valg i løbet af vinteren, vil det blive efterfulgt af en våbenhvile og ”fred”, der vil være ydmygende for Ukraine og Europa. I så fald vil der ikke være en troværdig europæisk garanti for Ukraine, der vil blive sønderlemmet af Rusland og USA.

Så er et selvstændigt Europa skudt til hjørnespark og brutaliteten har fået lov til at råde. Derfor er de kommende måneder afgørende for Europa og for en global udvikling: Tør Europa sætte sig op mod den rå magt?

Den nye amerikanske sikkerhedsrapport og præsident Donald Trump udtrykker ringeagt for Europa, fordi europæerne ikke følger Trump. Europa er i ”forfald”, siger Trump. Nu står det klart, at USA blander sig i Europas indre forhold. Rapporten handler ikke om at styrke demokratiet og de vestlige værdier, men om magt – om at sikre USA´s økonomiske og militære magt i henhold til Trumps ”America First”-politik.

USA har aldrig tidligere udtrykt en så egoistisk udenrigspolitik, og den går direkte ud på at svække Europa netop nu, hvor der er afgørende forhandlinger om det stærkt svækkede Ukraine.

Det er synligt for enhver, at den gamle KGB-officer Putin styrer Trump, som han styrede den tidligere tyske kansler, Gerhard Schröder.

Putins talsmand, Dmitrij Peskov, siger, at sikkerhedsrapporten ”stort set er i overensstemmelse med vores vision.” Har Putin givet input til rapporten? Han har gennem hele året fremlagt forhandlingsudspil gennem Trumps særlige udsending, Steve Witkoff. Det er måske også Putin, der står bag afsløringen af korruptionssagen i Ukraine, der har svækket Zelenskyj og som førte til Andrij Yermaks fald. Yermak var Volodimir Zelenskyjs højre hånd og forhandler, som irriterede både USA og Rusland.

Efter Yermaks fald kommer så sikkerhedsrapporten fra USA og Trumps forslag om at holde et præsidentvalg i Ukraine midt under krigen. Det er uhørt. Putin har længe ønsket et valg, som han kan påvirke for at ødelægge Zelenskyj, hvis opbakning er faldet dramatisk til 25 pct. Putin og Trump er begge eksperter i at manipulere og i at sprede løgne, og det vil være et topmål, hvis de kan få ukrainerne til at vælte Zelenskyj. Valget vil være folkeforførelse. Med en Putin-venlig efterfølger, kan krigen afsluttes, og Ukraine vil miste 20 pct. af landet og blive en lydstat for Rusland.

Vil Europa virkelig se stiltiende på det og acceptere nogle meningsløse sikkerhedsgarantier og samtidig blive ene om at betale for genopbygningen? Trump vil intet betale, men vil tage mineralværdier ud af Ukraine. Putin vil ikke betale krigsskadeerstatninger. Han og Trump vil normalisere handelen mellem deres lande, og Putin vil have den indefrossede russiske centralbankkapital på 185 milliarder dollar i Euroclear i Belgien tilbage. De penge vil EU gerne give til Ukraine eller bruge kapitalen som sikkerhed for et lån til Ukraine. Men der er stor risiko for, at det ikke lykkes, og at EU-landene selv må betale for genopbygningen. Det viser, hvor ynkeligt EU- landene og EU-kommissionen har håndteret krigen.

Den kendte italienske sikkerhedsekspert Nathalie Tocci mener, at tiden er inde til, at Europa går direkte ind i krigen for at bremse Putins bombardementer af civilbefolkningen og for at garantere for Ukraines eksistens. Andre, som Steven Evers fra EU Institute for Security Studies taler om Europas psykologiske svaghed. Judy Dempsey fra Carnegie, skriver, at Europa mangler selvtillid, og at Europas ledere ikke tager skridt til at løse de store problemer.

I min bog Frit Europa skrev jeg, at Europa må have en vision om selvstændighed. Men tiden er forpasset. Visionen må allerede nu realiseres. Europa kan ikke leve med en amerikansk beskytter, der går Putins ærinde. Hvornår vil vælgerne reagere mod passive ledere?

Den anerkendte krigshistoriker Lawrence Freedman mener, at kritik af Trump tilhører kommentatorer, ikke regeringer, og at alliancen mellem USA og Europa må bevares. Men er det realistisk på længere sigt? Forholdene for Europa er ændret fundamentalt. Europa lever i brutalitetens og atomvåbnenes skygge. Europa lod sig skræmme af Putins atomtrusler i 2022, og nu har Putin ændret Europas sikkerhedsorden uden at Europa turde sige stop.

Der er en parallel til Israel. Europa har i årtier affundet sig med den ulovlige israelske besættelse af Gaza og Vestbredden og med årtiers illusoriske forhandlinger. Israel vil ikke acceptere en palæstinensisk stat. EU og den arabiske verden er på kort sigt magtesløse.

Putin og Benjamin Netanyahu har vist, at brutalitet betaler sig, og Trump har med sin opbakning til begge vist politisk og økonomisk brutalitet, også med tarifkrigen.

Resten af verden begynder dog at tage affære. Landene uden for Vesten tør optræde selvstændigt og nægter at følge parolerne fra den vestlige verden og supermagterne. De vil ikke vælge side mellem USA og Kina.

Men Kina har som det eneste land turdet svare igen mod Trump, så Trump som en anden kylling (kaldet TACO) er bakket ud. Tarifkrigen er et eklatant nederlag for Trump. Alle andre har leflet for ham. Det styrker Kina, der om få år vil være økonomisk og teknologisk stærkere end USA.

Europa kan kun rejse sig, hvis EU bliver handlekraftig med flertalsafstemninger og med massive investeringer i et avanceret forsvar, også i rummet, med en fælles atommagt, med et digitaliseret erhvervsliv og ved at gøre Afrika og Syden til partnere.

Europæerne kan være med til at skabe en multipolar verdensorden, hvor alle lande deltager i beslutningerne, og hvor samarbejde afløser konflikter og handelskrige. Sådan er forholdene i EU. Sådan var det i Europa i 100 år efter 1815. Hvorfor ikke skabe den verdensorden for fremtiden?

Tyskland, Frankrig og Storbritannien tog i 2025 nogle kreative skridt ved at invitere lande uden for EU med i forsvaret af Ukraine. Men effekten har været beskeden. Brutaliteten og dens tre hovedpersoner hersker stadig. Hvis ikke Europa optræder som mægler og som forsvarer af international ret, bliver det Kina, der afløser USA som den dominerende magt. Desværre er det nogle perspektiver, som næsten ingen diskuterer.

Jeg har boet og arbejdet i både Kina og Europa. Verden har brug for begge, men især Europa med sin historie, forskellighed og humanisme.

Hugo Gaarden er journalist med stor erfaring i erhvervs- og udenrigspolitik. Han har tidligere bl.a. arbejdet på Berlingske og Børsen.