Trumps hjemmestrikkede diplomati er en katastrofe og et skalkeskjul for en udvidelse af krigen i Iran. En landkrig om uran begynder måske i påsken. EU-landene bør igangsætte et intenst diplomati for at sikre olien og et samarbejde mellem Golflandene.

Kommentar af Hugo Gaarden

USA’s og Israels krig i Iran er lige så ulovlig som Ruslands krig i Ukraine. Vladimir Putin er kørt fast og har gjort Ukraine til en slagtebænk. Nu er atommagterne USA og Israel ved at køre fast i Iran. Deres bestræbelser på at hindre Iran i at blive en atommagt kan føre til en landkrig fra påsken. Det kan få voldsomme geopolitiske konsekvenser.

Præsident Donald Trump forsøger at komme ud af hængedynget ved at true den iranske civilbefolkning og ved at føre forhandlinger på skrømt. Samtidig gør han specialstyrker klar til et angreb, mens verden er på randen af en energikrise, der kan ende med en recession.

Trump river diplomatiet i stykker, ligesom han bryder internationale regler og aftaler. Han brød også den internationale atomaftale med Iran i 2018. Han har skabt økonomisk kaos verden over med tariffer og gør intet for at bremse Putin i Ukraine. Putin og Israels regeringschef, Benjamin Netanyahu, har ført brutale krige i Ukraine og Gaza, men de er lokale. Trump gør noget, der aldrig er set før: Han vil udslette et lands militær og store dele af industrien, og han dræber et helt lag af ledere, og praler tilmed af det. Han er verdens farligste mand.

Krigen handler dybest set om to ting: Atomvåben og palæstinenserne. Krigen er Netanyahus opfindelse. Han vil have sikkerhedspolitisk kontrol med hele Mellemøsten og sidste brik er Iran. Han vil for enhver pris beslaglægge Irans uranlagre, der ligger i cylindre med beriget uran, nok til ca. 10 atombomber. Han vil ødelægge alle atominstallationer, så Iran aldrig kan blive en atommagt. Han vil hindre etablering af en palæstinensisk stat – dét, der er kernen i årtiers konflikter i Mellemøsten. Han vil have israelsk overhøjhed. Trump bakker ham op.

At få fat i cylindre med uran i tunneler dybt under jordoverfladen ved Isfahan kan formentlig kun ske ved en landkrig med specialstyrker. USA har flere tusinde specialstyrker på vej, og Pentagon har ifølge Wall Street Journal overvejelser om at sende yderligere 10.000 soldater, flere af dem er faldskærmssoldater. Isfahan ligger godt 350 km fra kysten bag et bjergfyldt terræn. Israel vil utvivlsomt deltage med specialtropper.

Trump har givet Iran et ultimatum – om at åbne oliesejladsen inden den 6. april. Ellers vil han bombe elværkerne i Irans storbyer. Det er et voldsommere anslag mod civilbefolkningen end Putins angreb i Ukraine, og det vil utvivlsomt være en krigsforbrydelse. Men den evindelig snak om angreb og forhandlinger er blot et skalkeskjul for at foretage en landkrig om urancylindrene. Den kamp bliver brutal, for den betragtes som eksistentiel for både Israel og Iran. Det kan føre til en krig, der varer måneder og år som USA’s tidligere krige i Vietnam og Mellemøsten. De endte med nederlag. Iran-krigen kan blive Trumps nederlag og et geopolitisk nederlag for USA.  Imens ser Kina roligt på Vestens nye selvødelæggelse.

Trump og Netanyahu troede, de kunne smadre det iranske styre med overraskelsesangrebet, men begge forregnede sig, og de havde ikke ventet, at Iran ville slå igen mod Golf-landene og indirekte forårsage en global energikrise, der rammer tilbage på Trump. Iran har også brudt gennem Israels raketforsvar og har ramt Dimona tæt ved Israels atomcenter. Det viser, at Iran ikke frygter Israels atomvåben, og at Iran er lige så opsat på at få en atomafskrækkelse som den israelske.

Dette aspekt har også fundamental betydning for Europa. Europæerne og USA bøjede sig for Putins atomtrusler, og for at undgå det i fremtiden tager flere europæiske lande, herunder Danmark, imod Frankrigs tilbud om en udvidet fransk atomafskrækkelse til Europa. Europa vil have en atomafskrækkelse, som Israel og USA ikke vil tillade Iran at have.

Det er hyklerisk, hvis Europa vil modsætte sig Irans atombestræbelser. Omvendt kan Europa få en betydelig rollefor at skabe en magtbalance i Mellemøsten, som der blev skabt efter Anden Verdenskrig i Europa. Det kan blive nødvendigt for Europa at påtage sig den rolle, hvis Europa vil klare forsvaret og beskyttelsen af Ukraine, eftersom Europa ikke længere kan regne med Trump.

Atomvåbnene i USA og Sovjetunionen gav en strategisk magtbalance, der skabte fred i Europa. Nu har Netanyahu og Trump skubbet magtbalancen til side for at få eget herredømme ved at smadre andre. Det er ødelæggende for verden.

Trumps private diplomati er håbløst. Den tidligere amerikanske forsvarsminister og CIA-chef, Leon Panetta, siger, at Trump er naiv, og at han med drabene på iranske ledere kun har fået et hårdere regime, der ikke vil overgive sig.

Krigen er i virkeligheden en enestående chance for, at EU og ligesindede partnere verden over sikrer olietransporten efter krigen, ikke for at støtte Trump, men for at sikre forsyninger og fri sejlads på alle områder. De kan samtidig tage skridt til et samarbejde mellem Golflandene ved at genskabe den dialog, som Kina indledte i 2023 mellem Saudi-Arabien og Iran, og som igen kan føre til et EU-lignende fællesskab med sikkerhedspolitisk stabilitet. Regionen må ud af årtiers blindgyde og skabe en ny tid efter olien og efter dannelsen af en palæstinensisk stat. Det kan blive en uhyre lang proces.

EU var den drivende part i atomaftalen i 2015. EU kan tage tråden op, som den tidligere franske ambassadør til Israel og USA, Gerard Araud, har udtrykt det. ”Vi kan spille en rolle som formidler, men vi er bange for Trump.”

Den tyske præsident, tidligere udenrigsminister Frank-Walter Steinmeier, er den eneste leder fra de store europæiske lande, der har peget i den retning. Han har for nylig taget klar afstand fra krigen, som efter hans opfattelse er i strid med folkeretten. Han har kritiseret sin egen regerings tøven ved at sige, at det ”ikke er overbevisende, hvis vi ikke kalder et folkeretsbrud for et folkeretsbrud.”

Tyskland er vaklende, men som de fleste NATO-lande vil regeringen ikke deltage i en flåde-eskorte på Trumps vegne. Splittelsen i NATO om Trump og Iran-krigen har fået den tidligere amerikanske NATO-ambassadør, Ivo Daalder, til at sige: ”Lige nu er Trump den største trussel mod NATO.”

En politisk reaktion mod Trump er på vej. Spørgsmålet er, om de europæiske lande denne gang tør sætte en stopper for USA’s og Israels dominans i dette kerneområde midtvejs mellem Europa og Østasien. Golf-landene og Ukraine har størrebetydning for Europa end for USA, men Trump bruger begge krige for at lege stærk mand på Europas bekostning.

Hugo Gaarden er journalist med stor erfaring i erhvervs- og udenrigspolitik. Han har tidligere bl.a. arbejdet på Berlingske og Børsen.

Billede i artiklens top: /NATO/Flickr/