Tyskland i økonomisk stilstand og i udenrigspolitisk vildrede

Merz-regeringen har ikke længere flertal. Enorm låntagning har ikke sat skub i økonomien. Udenrigspolitikken flagrer. Tyskland er ikke blevet den stærke kraft i Europa. Ligger problemet hos kansleren?

Analyse af Hugo Gaarden

Den konservativt-socialdemokratiske regering under Friedrich Merz risikerer at lide samme skæbne som den kortvarig Olaf Scholz-regering – socialdemokratisk, liberal og grøn.

Merz véd, hvordan der skal regeres, men han er ofte for hurtig på aftrækkeren. Bryder regeringen sammen, kan den yderst populære og stabile forsvarsminister, Boris Pistorius, blive efterfølgeren. Han kan styre.

Den 9. november var en meget historisk dag i Tyskland bl.a. på grund af Murens fald og Krystalnatten med nazisternes afbrænding af jødiske synagoger og drab på ca. 100 jøder. Den tyske præsident, Frank-Walter Steinmeier, sagde i en tale i Berlin om demokratiet, at højre-ekstremisterne er en trussel mod demokratiet.

Han nævnte ikke AfD med navn, men appellerede til handling mod ekstremisterne: ”At vente til, at stormen driver over og at søge ly er ikke nok,” sagde han.

Han kunne også have nævnt krigene i Ukraine og Gaza, hvor Europa har være relativt passiv.

I anledning af ti-året for den tidligere kansler Helmut Schmidts død havde avisen Die Zeit interviews med flere personer, der havde et indgående kendskab til Schmidt, og de hæftede sig ved Helmut Schmidts aldrig svigtende handlekraft. Schmidt havde en klar politik over for russerne fra Den kolde Krig med NATO´s dobbeltbeslutning om atomraketter: Schmidt ville have et stærkt forsvar mod russerne, men ville også have et tæt økonomisk samarbejde. Dén linje fraveg socialdemokraterne.

Avisen havde et sigende foto af Schmidt på forsiden: En mand, der græmmer sig. Hvad ville han sige til nutidens håndtering af de aktuelle kriser? Ville han have formået at standse Putins invasion, og ville han med sin ”saft og kraft” have hindret AfD’s kraftige fremgang?

Spørgsmålene er relevante, for Europa lukker øjnene for nutidens mest brutale krige og for talrige indre problemer. Putins begrænsede krig koster store tab i menneskeliv og økonomi. Krigen svækker Europas handlekraft, og AfD er allerede blevet lige så stor i meningsmålingerne som CDU på ca. 26 pct. I dag har CDU-SPD-regeringen mistet sit flertal. Får Tyskland en dag en mindretalsregering – opskriften på ustabilitet?

80 pct. af tyskerne vil have demokrati, men der er betydelig utilfredshed med, at de demokratiske partier ikke får løst krigene i nærområdet og de hjemlige problemer med flygtninge og stadig højere leveomkostninger.

Den tidligere så stærke stålindustri er i krise på grund af de høje energipriser siden Ukraine-krigen og europæernes egne olie- og gassanktioner mod Rusland. De tyske bilfabrikker har i årevis sovet i timen, så de nu taber til de kinesiske producenter af el-biler. Der har næsten ikke været vækst i økonomien de seneste tre år, og Deutsche Bank venter en vækst på kun 1,5 pct. næste år. Det kræver til gengæld omfattende reformer i år.

Den udskældte socialdemokratiske kansler, Gerhard Schröder, er den eneste, der i årtier har gennemført økonomiske arbejdsmarkedsreformer, der virkelig gav et økonomisk løft, og alle efterlyser en Schröder i dag. Scholz-regeringen lukkede op for sluserne til en dramatisk stigning i forsvarsudgifterne, og Merz brød med ”gældsbremsen”, så der er hundreder af milliarder euro til rådighed.

Men hvor bliver de af? Nye kampvogne giver ikke varig vækst, siger en industrileder, og den anerkendte chef for Ifo- instituttet, Clemens Fuest, kritiserer, at der ikke er en klar melding om, hvad pengene skal bruges til. Det er ”misbrugsmidler”, siger han.

Regeringen har i dag dobbelt så mange penge til forsvar og øvrige ”nye” investeringer som ved Ukraine-krigens start. Men bringes Tyskland ind i fremtiden?

Der er endnu ikke set massive investeringer i infrastrukturen og i den digitale økonomi. Der er ikke taget konkrete skridt til at gøre sig uafhængige af Silicon-valley virksomhederne i USA, såsom Google og Amazon.

På ét område i udlandet vil Tyskland investere kraftigt, i genopbygningen af Gaza. Tyskland og Egypten har taget initiativ til det, mens Golfstaterne skal komme med de fleste penge. Det har intet med Donald Trumps feriedrømme at gøre.

Merz vil have Europas suverænt stærkeste hær, der kan være afskrækkende, men han vil ikke foreløbig have atomvåben som eneejer eller medejer med f.eks. Frankrig. Den tyske topleder af forsvaret, Carsten Breuer, mener, at Tyskland og Europa skal forberede sig på en krig med Rusland. Men krigen i Ukraine viser, at konventionelle våben ikke afskrækker Putin.

Merz sagde efter valget sidste vinter, at han er åben over for en medvirken i et fransk og europæisk atomforsvar, men det vil han ikke længere snakke om. Forsvarsminister Pistorius vil derimod satse meget på at etablere et rumforsvar – ikke med raketter, men med egne satellitter, der kan overleve, hvis der bliver konflikter i rummet. Kommunikationen og overvågningen skal sikres.

Så spørgsmålet er: Hvad vil Tyskland? Merz kan tale længe om sikkerhedspolitik. Men hvad vil han? Det svæver ofte.

Udenrigsminister Johann Wadephul har forsøgt sig med klare meldinger: Alle de syriske flygtninge skal ikke straks tvinges hjem til ubeboelige syriske byer. CDU, der bygger på et kristent grundlag, skal ikke ”tvangssolidarisere” sig med et Israel, der fører en brutal krig i Gaza, siger han.

Han er blevet stærkt kritiseret af sine egne for disse bemærkninger, og han måtte afbryde en rejse til Kina, fordi han talte lidt for meget om menneskerettigheder. Hvis han tier eller bliver fjernet, kommer der en minister, der med sikkerhed udtrykker kanslerens opfattelse. Tyskland vil i så fald blive mere sig selv, fordi det er vitalt for tysk erhvervsliv i konkurrencen med USA og Kina i højteknologien.

Han vil også begrænse EU-kommissionens magt og styrke de nationale regeringer – også fordi han ser skeptisk på Ursula von der Leyen.

Merz véd, hvad han vil, men han vil så meget, der peger i forskellige retninger, at det giver problemer hjemme og ude. Han har ikke Angela Merkels evne til at tænke, før han taler. Der er ingen klar linje.

I dag længes mange efter Merkels stabilitet, også fordi Tyskland rent faktisk formåede at håndtere flygtningekrisen til gavn for de fleste. Kun Merz mangler at bevise, at han kan ”kanzle”, som tyskerne siger, efter at Merkel i sin tid vippede ham til side som konkurrent.

Hugo Gaarden er journalist med stor erfaring i erhvervs- og udenrigspolitik. Han har tidligere bl.a. arbejdet på Berlingske og Børsen.