Ukraine er uløseligt forbundet med EU

Ukraines angreb med avancerede droner i Rusland fører ikke til en vending i krigen, tværtimod bliver det endnu vigtigere, at Europa engagerer sig stærkere for at få en afslutning på krigen.

Analyse af Hugo Gaarden

Ukraines droneangreb mod Skt. Petersborg var et godt show, men det ændrer ikke ved en selvbevidst Vladimir Putin, der har langt stærkere våben, end Ukraine har. Ukraine kan ikke vinde over Rusland og kan ikke tvinge russerne ud af Østukraine og Krim. Hvis ikke krigen afsluttes politisk i løbet af et år, kan en krigsagtig tilstand få en næsten permanent karakter. Selv når Ukraine kommer med i EU, vil Rusland altid have betydelig indflydelse på Ukraine. Det er den barske kendsgerning.

Ukraine har udviklet avancerede droner, hvoraf nogle ikke kan opfanges af forsvarssystemer, og nogle typer kan nå 1000 km ind i Rusland. De har standset ca. 40 pct. af den russiske benzin- og dieselproduktion, og de skaber store problemer for den militære logistik. Selv de små droner med overvågningskameraer og små bomber har ændret krigens gang ved den 1000 km lange grænse. De har skabt en kill-zone, så det er ekstremt svært at krydse grænsen, og slet ikke med store militærenheder. Krigen er stort set gået i stå, selv om der dræbes anslået 20.000 soldater om måneden.

Det akutte problem for Ukraine er de tiltagende missilangreb på Ukraine de seneste uger. De har ikke nogen stor militær betydning, men de skaber terror, og de er et signal til Vesten om, at Rusland kan optrappe brugen af ballistiske missiler, især de hypersoniske, som ikke engang de amerikanske forsvarsraketter Patriot kan opfange. De kan lamme energi- forsyningen.

Præsident Volodimir Zelenskij havde søndag et møde i London med regeringscheferne for Storbritannien, Frankrig og Tyskland. Han håber at få flere våben mod raketter og droner, men også langtrækkende raketter som de tyske Taurus.

Uanset hvad London-mødet officielt udmøntes i, så handlede mødet utvivlsomt om en afslutning på krigen. EU og Europa har fået en nøglerolle, efter at præsident Donald Trump har trukket sig ud af krigen. Problemet er udelukkende, om de europæiske lande vil presse på for at få en snarlig afslutning på krigen.

Forhandlinger mellem Putin og Zelenskij er utænkelige trods Zelenskijs forslag. Europæerne må direkte involveres i forhandlinger, men det tøver de med.

De europæiske lande har drøftet at udpege en fast udsending, der skal indlede en forhandlingsproces, men forudsætningen er, at de kan enes om en strategi. Ifølge den tyske militæranalytiker, Carlo Masala, har der på intet tidspunkt været en europæisk strategi over for Ukraine-krigen, og den er ikke på trapperne. Men mødet i London fastslog, at en fred skal tage udgangspunkt i den nuværende frontlinje – dvs. at Ukraine må acceptere, at Rusland har taget 20 pct. af landet.

Efter min opfattelser kommer der først en strategi, når de tre store lande samt Polen og måske et par andre lande tager affære og skubber EU-kommissionen ud på en sidelinje.

Hovedproblemet bliver, om Ukraine vil give indrømmelser i Donbas mod at få stærke sikkerhedsgarantier fra Europa, også med en snarlig optagelse i EU. Desuden vil en aftale kræve, at Europa genoptager forbindelsen med Rusland. Det er så ømfindtlige emner, at de må håndteres af de store lande og ikke af EU-kommissionen, der ikke har kompetence til komplekse sikkerhedspolitiske forhandlinger.

Det er slående, at internationale militæranalytikere har haft forskellige analyser af krigens udfald de seneste måneder. Det ses ikke mindst i det amerikanske tidsskrift Foreign Affairs. Er Ukraine ved at miste krigen, eller går Ukraine frem? Uanset vurderingerne, er der ingen bud på en klar afgørelse, og ingen tror, at Rusland kan tvinges ud af Ukraine.Ukraine er blevet uløseligt forbundet med Europa som følge af Trumps udtræden af fredsbestræbelserne, og det er tragisk, at det først erkendes nu. Det kunne landene have gjort allerede fra Putins invasion i 2022, ja, i årene forinden. Men de lod sig true af Putins atomtrusler, og de var påvirket af, at USA lige fra Murens fald var mere optaget af at få udvidet NATO end at skabe stabilitet med et Rusland, der var i kaos – indtil Putin tog magten.

Trods advarsler troede især de tyske politiske ledere ikke på, at Putin ville blive en despotisk leder, der ville genskabe det russiske imperium. To aktuelle bøger skrevet af Andrej Kolsnikov om Putins ideologi og af Simon Morrison om Ruslands historie viser, hvorfor Europa har taget så grueligt fejl af Putin og ikke evnede at sætte foden i døren.

Krigen i Ukraine og Ukraines fremtid har derfor enorm betydning for Europas sikkerhedspolitiske drejning. Den igangværende oprustning er blevet hilst velkommen overalt i Europa. Men det slående er, at når politikere og eksperter – som i en ny rapport fra tænketanken ECFR – kommer med forslag til Europas forsvar, så går de alle ind for en mere europæisk rolle og en mindre amerikansk rolle. Intet forslag vil skippe USA og den amerikansk atombeskyttelse. Der er intet klart forslag til en selvstændig, fælles europæisk atompolitik.

Derimod forsøger Trump-administrationen i denne tid at sende flere atomvåben til NATO-lande for at styrke den overordnede kontrol af Europa.

Europa er stadig svagt og uselvstændigt. Det blev illustreret ved Tysklands nederlag i FN om en plads i Sikkerhedsrådet. Mange lande ville ikke stemme på Tyskland, fordi Tyskland betragtes som hykler. Tyskland går imod Putin, men ikke imod Benjamin Netanyahu omkring Gaza-krigen og ikke imod Trump omkring om Iran-krigen og lukningen af Hormuz. Sådan er det med hele Europa.

Det er en vankelmodig holdning, som giver bagslag i det internationale samfund. Europa tog ikke Ukraine 100 pct. under vingerne i 2022 ved ikke at forsvare Ukraine militært. Nu har krigen varet i fire år! Vil Europa tage et internationalt ansvar fremover og optræde selvstændigt? Det er der intet tegn på.

Den italienske udenrigsspecialist Nathalie Tocci skriver i The Guardian, at ”USA ikke længere holder kortene” omkring Ukraine. Det har europæerne. Men de er forsigtige. Tocci udtrykker det sådan: ”De begynder at se det.”

Europa står over for en lang proces, før der bliver et modspil til brutaliteten i Europas nærområder.

Hugo Gaarden er journalist med stor erfaring i erhvervs- og udenrigspolitik. Han har tidligere bl.a. arbejdet på Berlingske og Børsen.