Vi bringer herunder et uddrag af Hugo Gaardens nye bog “Frit Europa”. Bogen beskæftiger sig med og argumenterer for, at Europa (EU og resten af Europa) må være selvstændigt og klare sig uden USA, og at EU må blive meget mere aktiv i hele verden
Kapitel 1
Vision for et selvstændigt Europa
Februar 2025 blev et historisk vendepunkt. For første gang tog europæerne skridt til at rive Europa løs fra afhængigheden af USA. Det rejser behovet for, at den største politiske magt i Europa, EU, udvikler en vision for et frit Europa – for EU som en fri og selvstændig aktør og mægler i en multipolar verden. EU kan sammen med de øvrige europæiske lande skabe en større grad af samhørighed end lige efter Murens fald og genforeningen af det delte Europa.
Europæerne må ryste mange års kriser af sig og blive selvbevidste. Krigen i Ukraine viser, at europæerne ikke kan forlade sig på USA som en sikkerhedsgarant, men må kunne klare sig selv. Konflikterne i Mellemøsten og konfrontationen mellem Kina og USA viser, at EU må blive en global aktør, der arbejder for at forebygge statsterror og for at undgå en ny kold krig mellem supermagterne.
Tre gange M har taget skridt til den udvikling: Den tidligere tyske kansler Angela Merkel, der i 2017 sagde, at europæerne må tage vare på sig selv, da de ikke kan forlade sig på andre, underforstået USA. Den franske præsident, Emmanuel Macron, der de seneste år flere gange talte om en europæisk selvstændighed. Den tyske kansler fra og med 2025, Friedrich Merz, der på valgaftenen den 23. februar sagde, at ”Europa skal tage skridt til at opnå virkelig uafhængighed af USA.” Først med Merz blev bestræbelserne om uafhængighed gjort operative, nemlig ved at sætte navn og mål på. Først da blev der udtrykt noget, der minder om en frihedserklæring, der får konsekvenser. Merz sagde endog, at det kan føre til et andet NATO, ”end det vi kender.”
Men visionen må række ud over en europæisk selvstændighed, nemlig ved at lægge vægt på en ny verdensorden, der bygger på samarbejde og forhandlinger i stedet for konfrontation, og som giver humanismen og den internationale ret med de internationale domstole en stærkere rolle gennem et stærkere diplomati. EU må direkte gå imod den amerikanske tendens til at bruge konfrontationer, krige, sanktioner og tariffer i udenrigspolitikken. Det er ikke den stærkes ret med en ny form for politiske kongedømmer, der skal kendetegne en ny verdensorden. Alle lande, uanset religiøs og politisk orientering, må inddrages i alle beslutninger.
En vision var påkrævet før valget af Donald Trump i 2024 som USA´s præsident. Men lige fra indsættelsen i januar 2025 brød han så grundlæggende med den vestlige, liberale, demokratiske verdensorden og humane principper, at EU og Europa må gøre sig fri af USA – af den stærke tilknytning, der hidtil har hersket mellem Europa og USA. Han er blevet en trussel mod dét, Europa står for. Det stod klart, efter at han tog telefonen til præsident Vladimir Putin den 12. februar for at forhandle om en våbenhvile eller fredsaftale hen over hovedet på Ukraine og Europa. Han solgte ud af Ukraine. De følgende par uger brød han fundamentet for den vestlige alliance – for det vestlige værdifællesskab. Efter dét må de europæiske lande udvikle deres egen konventionelle og atomare afskrækkelse, så de ikke er afhængige af den amerikanske atomparaply. De må bekæmpe det brutale og egenrådige internationale regime, som Trump forsøger at indføre.
Præsident Trump udtrykker en kynisk, egoistisk magtpolitik og svigtede Ukraine midt i dets frihedskamp over for en brutal og kynisk aggressor, Vladimir Putin. Han kaldte Ukraines præsident, Volodimir Zelenskyj, for en ”diktator”, der er årsag til krigen, mens han ikke vil kalde Ruslands præsident for dét, han er, en diktator. Han vil heller ikke sige, at Putin er årsag til krigen. Det skal europæerne høre fra en amerikansk præsident, der officielt er garanten for den ultimative europæiske sikkerhed! Det kan europæerne ikke leve med. De kan ikke have tillid til et land, hvor halvdelen af vælgerne støtter Trump.
Trumps forsøg på at overtage Grønland er et brud på Danmarks selvstændighed. Det rammer Europa i hjertekulen efter Ruslands invasion af Ukraine. For første gang oplever Europa en sikkerhedspolitisk konflikt med USA, der vil tilrane sig en del af Europas territorium. Trump begrunder forsøget på at overtage Grønland med amerikanske sikkerhedsinteresser, men USA har allerede de nødvendige forsvarsinstallationer på Grønland. En kontrol over Grønland er en udvidelse af USA’s territorium og magt på bekostning af allierede, og det kan føre til et rent røveri af de grønlandske ressourcer. En overtagelse af mineralrigdomme i Ukraine begrundes som betaling for den amerikanske støtte til Ukraine under krigen. Det er en betaling, som europæerne ikke kræver, og som er det rene røveri fra en lemlæstet nation.
Problemet rækker langt ud over forholdet mellem USA og Europa. Det blev illustreret, da Trump i februar 2025 foreslog, at USA overtager Gaza og tvinger to millioner palæstinensere ud af deres land og væk fra deres hjem. Samtidig indførte han sanktioner mod Den internationale Straffedomstol, ICC, fordi domstolen i 2024 udstedte en arrestordre for krigsforbrydelser mod bl.a. Israels ministerpræsident, Benjamin Netanyahu. Dermed brød Trump med internationale regler og humanitære principper. Trump ville med sin plan presse palæstinenserne ud for at give plads til et turistparadis, en Mellemøstens Riviera. Trump ignorerer basale kendsgerninger om konflikten og de internationale regler. Ifølge Geneve-konventionen er det en krigsforbrydelse at tvinge et folkeslag væk fra deres besatte land. Det er uforeneligt med dét, EU står for. Han optrådte som en skruppelløs byggematador og ikke som en statsmand og mægler mellem to folkeslag, der i tusinder af år har været i eller kæmpet om det samme land. Hans egentlige interesse er måske at få adgang til undergrunden i Palæstina, på land og i havet, hvor der ifølge en FN-rapport er naturgas og olie til en værdi af 524 milliarder dollar, ligesom han har vist interesse i både den ukrainske og russiske undergrund.
Konklusionen i bogen
At drage en konklusion om, hvad et selvstændigt Europa indebærer, er vanskeligt midt under Donald Trumps personfikserede og uhåndgribelige hærgen. Men der er klare tendenser, og de skærpes af Trump. EU og Europa bliver nødt til at løsrive sig fra afhængigheden af USA – forsvarsmæssigt og atomart. Europæerne kan ikke længere have tillid til en amerikansk sikkerhedsgaranti. I et par årtier har der været så store forskelle på Europas og USA´s syn på verden, at EU og Europa bliver nødt til at optræde som en selvstændig politisk magt. Trump har brudt så fundamentalt med de værdier, de vestlige lande hidtil har stået for, at Europa må være frit og tage afstand fra Trump. Europa må gøre det klart, at europæerne ikke per definition kan følge den amerikanske udenrigspolitik, heller ikke under hans efterfølgere.
Forholdet mellem Trump og Europa er brudt, når Trump svigter Ukraine og støtter Vladimir Putin. Putins angrebskrig i Ukraine er et angreb på Europa, og det viser Trump ingen forståelse for. Det illustreres også i hans forsøg på at overtage Grønland med den ublu begrundelse, at USA ”har brug for det af hensyn til den nationale og internationale sikkerhed.” Det helt store problem er, at europæiske politiske ledere og NATO´s generalsekretær passivt deltager i Trumps tirader og soap-opera-show i Det hvide Hus med den internationale presse som vidne uden at tage kraftigt afstand fra forsøget på at overtage et NATO-land eller dele af det, som det også gælder for Canada. Kun én vestlig leder har klart turdet sige fra: Volodimir Zelenskyj. Europæerne må lægge eftergivenheden til side. Den nye canadiske premierminister, Mark Carney, synes at indtage samme skarpe holdning.
EU og Europa må sige fra, da Trump destruerer ikke bare den vestlige verdensorden, men de økonomiske relationer i hele verden. Hans optræden som verdens bedste deal-maker er en ynk, som set i Ukraine, Gaza i hans selvbestaltede tarif-politik, der tager sigte på at tage ”alt det tilbage, som resten af verden har stjålet fra USA.” Det er en sagligt ubegrundet argumentation. Tarif-krigen vil skade verdensøkonomien og erhvervslivets fødekæde, nemlig globaliseringen, der har skabt fremgang for milliarder af mennesker. Trump er besat af en primitiv tænkning om politik og økonomi, og han vil have kontrol med alt og tåler ingen modsigelse. Han tænker autoritært, og han handler som en mafia-boss. Fairness og hensyntagen til andre hører ikke hjemme i hans verden. Han har virkeliggjort den frygt, som grundlæggerne af den amerikanske forfatning havde: Vil en republik være stabil, eller er der risiko for, at folkestemninger og uforsonlighed mellem partierne fører til tyranni eller sammenbrud? Europæerne må reagere mod Trumps destruktion. De må vænne sig til at slå igen råt for usødet. Han er gået i krig mod den liberale, retsbaserede verdensorden – mod frihedens og frihandelens verdensorden. Der er kun ét krav mod ham: Ubetinget overgivelse. Det vægrer de vestlige ledere sig ved at gøre, men de er nødt til det. De må arbejde endnu tættere sammen med alle lande og grupperinger verden over og indgå i smarte alliancer mod ham.
Men det er ikke Trump alene, der skaber problemerne. Han er blot blevet en katalysator. I de seneste årtier er USA gang på gang gået imod Europa, der har bøjet sig. Det gælder Krigen mod Terror i Mellemøsten fra 2001. Det gælder de to krige i Ukraine og Gaza. Begge kunne være undgået, hvis europæerne turde gå imod en hurtig udvidelse af NATO, og hvis de turde hjælpe palæstinenserne med at etablere deres egen stat. En økonomisk konflikt mellem USA og Kina udvikler sig, men Europa har ingen interesse i at bekæmpe et land, der har skabt en enestående fremgang for mere end en milliard mennesker, som er vital i klima-krisen, og som er den største økonomiske faktor i verden. Europa har brug for et normalt økonomisk samarbejde med Kina som med resten af verden for at undgå en ny to-deling. Drivkraften i verden ligger i flere multilaterale, dynamiske centre.
USA har ført en konfrontationskurs. Europas største opgave er at sætte samarbejdet i højsædet i stedet for konfrontationer. Et gensidigt økonomisk samarbejde er den vigtigste metode for at skabe udvikling og en fredelig verdensorden med respekt for internationale regler, de internationale domstole og humanismen. Europa kan bruge den unikke samarbejdskonstruktion mellem gamle fjender i efterkrigstiden, nemlig EU, som en global model. Men den skal være mere solid end den nuværende: Samarbejdet skal baseres på en nødvendig forsvarsindsats og afskrækkelse. EU og Europa må sammen med nært liggende lande udvikle et kreativt og fleksibelt sikkerhedspolitisk samarbejde, så Europa også kan skabe en markant stærkere økonomi og højteknologiske udvikling med en bedre fordeling af de skabte værdier.
Europa må arbejde intenst sammen med resten af verden for at skabe økonomisk fremgang og for at modværge statsterror, undertrykkelse af folkeslag, sanktioner, tariffer og økonomisk krig. Alle folkeslag har ret til deres egen nation. Det var læren af Den første Verdenskrig, og det blev praktiseret med afkoloniseringen efter Den anden Verdenskrig.
EU er gået i front med at bekæmpe internetgiganters magtudøvelse, så nogle få store selskaber og deres ejere ikke får en magt som fortidens adelsmænd, og som kan true de folkevalgte systemer. Begrebet realpolitik opstod efter folkeforførelsens og nazismens hærgen i Europa i ´30erne. En ny form for realpolitik må i tiden med internettet og de sociale medier genskabes, så samfundene ikke rives i stykker, og så der bliver plads til blomstrende politiske og sociale forandringer som i Europa i 1800-tallet, efter at europæerne i 1815 lavede et system, der skabte stabilitet med fravær af storkrig, og som gav frihed til samfundseksperimenter med en enestående økonomisk, politisk og social udvikling.
Efter Europas hærgen over hele verden de seneste 500 år, kan Europa skabe en global genrejsning med respekt for forskelligheder verden over. Trumps evindelige udgydelser og fantasiforestillinger kan blive slutstenen på det amerikanske og vestlige overmod. Det kan blive begyndelsen på en langt stærkere udvikling, hvor andre kulturer giver et rigt input, og hvor Europa med sin dramatiske historie med krige, fredsbestræbelser og blomstrende renæssancer gennem århundreder kan bidrage til en global fornyelse.
Trump brød Vestens værdifællesskab
Trumps mange udspil i februar 2025 fik for første gang de europæiske lande til at erkende, at det hævdvundne værdifællesskab mellem USA og Europa er brudt. Europæerne opdagede den gennemgribende forandring, da vicepræsident J.D. Vance på München-sikkerhedskonferencen latterliggjorde Europa som dekadent og udemokratisk, og som blandede sig i europæisk indenrigspolitik.
Det afgørende slag mod den vestlige sammenhæng kom den 12. februar, da Trump ringede til Putin og indledte fredsforhandlinger hen over hovedet på Ukraine og Europa, og da han uden modydelser skrottede et muligt ukrainsk medlemskab af NATO og gav Putin lov til at beholde den erobrede del af Ukraine, 20 pct., uden modydelse. Han solgte ud af Ukraine og faldt Ukraine og Europa i ryggen. Han brød med den fælles europæisk-amerikanske indsats mod Rusland og gik over på Putins side og bakkede op bag Putins ”fortælling” om årsagen til krigen. Han undlod at kritisere Purins invasion og brutale krigsførelse. Gradvist gik det op for alle, at Trumps forklaring om krigen svarer nøjagtigt til Putins og ikke til europæernes opfattelse og til dét, USA hidtil har stået for. Trump er blevet en papegøje eller bugtaler for Putin, skrev selv seriøse amerikanske aviser.
Da Zelenskyj den 28. februar blev overfuset og nedgjort af Trump og Vance under et besøg i Det hvide Hus for at underskrive en aftale om USA’s overtagelse af store dele af de ukrainske mineraler havde det en chokerende virkning i Europa. Det var en ondsindet og måske kalkuleret behandling af Zelenskyj for at få ham til at bøje sig for Trump og for at tvinge ham til at acceptere en våbenhvile med Putin uden sikkerhedsgaranti fra USA – udover at forære USA værdier for flere hundrede milliarder dollar. Da forsvandt værdifællesskabet mellem Europa og USA som dug for solen.
En så grov tilsidesættelse af en amerikansk partner og af internationale regler vil få en række konsekvenser. Europæerne må turde tage en konflikt med USA om afslutningen på krigen i Ukraine, om det europæiske forsvar og om en europæisk sikkerhedsorden. De må turde tage en konflikt med USA om etablering af en palæstinensisk stat og ikke lade Israel og USA køre løbet. EU må i handling vise, at EU fører en anden udenrigspolitik end den amerikanske – nemlig med respekt for det internationale retssystem og humanitære rettigheder.
Europæerne må erkende, at Trumps America-First politik på mange måder er en fortsættelse af tendenser gennem et par årtier. Det er altså en grundlæggende ny amerikansk kurs, som EU skal forholde sig til, og det har europæerne hidtil vægret sig ved. Det er en kurs, der handler langt mere om konfrontation end om samarbejde.
Trumps grove brud på de internationale regler gør det påkrævet, at EU-landene allerede nu tager affære. Det hovedrystende ved Trump er, at han ikke har nogen som helst veludviklet politik eller strategi. Det er rent kaos, han skaber med øgede tariffer, der kan blive hævet eller sænket efter hans indskydelser og i et rent magtbegær over for allierede. Der er ingen logiske begrundelser for hans beslutninger. Hans tidligere sikkerhedspolitiske rådgiver, John R. Bolton, siger, at Trump ”ikke gør sig i politik – alt handler om personlige relationer.” Hans store tema er tariffer, som han smykker med ordet ”beautiful,” og han mener, at hele verden udsuger USA. Han vil bruge tariffer og skat på andre lande, så han kan ”berige vores borgere,” som han åbenlyst sagde i sin tiltrædelsestale. Hans påstande er uhyrlige, som når han siger, at ”EU blev skabt for at udsuge USA.” Siden den økonomiske katastrofe i 30´erne, hvor USA forsøgte at bruge tariffer, har samtlige 13 præsidenter siden hen afvist den metode – indtil Trump. Han accepterer ikke, at bilfirmaer som noget helt naturligt producerer biler med komponenter fra mange lande. Han vil tvinge al produktion tilbage til USA. Han ødelægger det globale handelsystem, som The Economist skriver. Alle bliver ramt af hans protektionisme-fantasier. Han er fra sin første præsidentperiode optaget af stærke ledere. Er det et amerikansk kongedømme, han tilstræber? Han viser brutalitet over for andre ledere, især når han tror, de er svage, som Zelenskyj selvfølgelig er som leder af et land, der angribes af en atomar stormagt.
Men Zelenskyj har personlig styrke. Han er den eneste leder, der har turdet tale Trump imod. Det samme gør hans højre hånd, rådgiveren Andriy Yermak, om end indirekte. Han var den første, som Trumps team forhandlede med i Saudi-Arabien den 11. marts om en våbenhvile. Han siger, at Vesten skal stå fast over for Putin og beholde de 300 milliarder euro, som EU har beslaglagt, og at enhver fred skal være retfærdig og stabil. Dén beskrivelse af forudsætningen for fred var som taget ud af Henry Kissingers livslange erfaring. Yermak har altid påpeget, at Putin har brudt mange aftale, f.eks. i Minsk-processen om Østukraine – en proces, Yermak selv har været involveret i. ”Vesten har glemt, at de står over for magtfulde tidligere efterretningschefer fra Sovjetunionen. De har glemt, at deres selvstændighed kun kan bevares, hvis staten bevarer magten til at svare igen,” skrev han i avisen The Guardian i 2022.
Han har mange gange henvist til det katastrofale Budapest-Memorandum, som Rusland, USA og Storbritannien indgik i 1994 om sikring af Ukraines selvstændighed og grænser, og hvor de lovede ikke at bruge magt mod Ukraine. Den aftale var intet værd, som også Angela Merkel har udtrykt det. Aftalen skulle give Ukraine en sikkerhedsgaranti, efter at Ukraine afleverede sine sovjetiske atombomber til Rusland. Præsident Bill Clinton var med til at underskrive aftalen sammen med Boris Jeltsin, og Clinton sagde efter sin afgang som præsident, at aftalen ”var beskæmmende for alle, fordi begge sider mistede bolden.” Det afviste Yermak i sin artikel. ”Den russiske ledelse tabte ikke bolden.” Russerne vidste, hvad de ville. Putin var den stærke mand bag Jeltsin, og da Jeltsin blev presset ud og Putin tog over, var Putin parat til at bryde aftalen. Hun kunne det, fordi amerikanerne bevidst – med hjælp af ”kløgtige jurister”, som Yermak udtrykker det – havde skrevet aftalen, så den ikke var bindende. Sikkerhedsgarantier blev udhulet ved at bruge ordet ”forsikringer” i stedet for ”garantier.”
Den eneste, der tror på Putin, er Donald Trump. Derfor er Yermaks artikel så relevant i dag. Efter hans opfattelse, kan ingen tro på Putin. Angela Merkel havde samme opfattelse. Der er behov for særdeles solide garantier. Dét har Trump ingen intentioner om at levere. Han og hans forhandlere har tværtimod sagt, at en aftale om udvinding af mineraler svarer til garantier, fordi Putin ikke vil angribe Ukraine, når USA har lavet mineralaftaler! Yermak har intet til overs for den slags tomme løfter.
Derfor bliver det en kæmpe opgave for de europæiske lande at lave solide oplæg til forhandlinger om en våbenhvile og siden hen en fredsaftale. Det er aftaler om et europæisk land og den europæiske sikkerhed – ikke om USA og Rusland. Det bliver med sikkerhed barske forhandlinger. Yermak er hovedkraften i Ukraines forhandlinger og strategiske tænkning, og han vil ikke være med til at kapitulere for nogle sølvmønter. Han vil have en omfattende aftale. Han har været Zelenskyjs sikkerhedsrådgiver under hele krigen.
Hovedopgaven bliver at konkretisere, hvad garantierne skal omfatte, så de har en praktisk virkning. Briterne og franskmændene er interesseret i at stationere europæiske og internationale styrker i Ukraine – i baglandet og ikke ved fronten – for at afværge en eventuel senere russisk invasion. Langt fra alle europæiske lande er med på ideen, der møder solid modstand fra Rusland. En kortvarig våbenhvile på måske en måned kan rimelig let etableres, men en langvarig våbenhvile og en fred bliver ekstrem vanskelig, og Ukraine og de europæiske forhandlere kan komme i en situation, hvor de stiller krav til en fred, som hverken Rusland eller USA vil acceptere, og som kan få Trump til at overlade forhandlingerne til Europa, Ukraine og Rusland. Det vil være en kapitulation fra Trumps side, men han vil selvfølgelig ikke bruge det udtryk. En våbenhvile, der forlænges og forlænges, kan være i Putins og Trumps interesse, hvis en våbenhvile kan gøre det muligt for USA at normalisere forholdet til Rusland med handel, investeringer og med ophævelse af nogle sanktioner. Som den britiske militærhistoriker, Lawrence Freedman, skriver, så vil Putins interesse være at vinde tid, og våbenhviler kan ende med en fastfrossen konflikt. Jeg har altid ment, at det kan være Putins egentlige mål. Så har han et varigt pressionsmiddel over for Ukraine og Europa.
Men samtidig har europæerne på no time vist en styrke som aldrig før ved at gribe tømmerne og gå videre på egen hånd, endog med hjælp fra Canada, nemlig om et stærkere europæisk forsvar og en plan for en våbenhvile og fred. Det burde selvfølgelig få Europa til straks at gengælde Canadas opbakning i handelskrigen med Trump. Ukrainerne har vist mod ved at forsvare sig, og de har opbygget en kolossal kompetence, militært og måske politisk. Derfor bør europæerne gøre noget ekstraordinært for at arbejde sammen med Ukraine og bruge deres erfaring. I et partnerskab med Ukraine kan Europa opbygge et selvstændigt forsvar og med en industri, der producerer alt nødvendigt militært udstyr, også med logistik, satellitovervågning og kommunikation og der med en fælles kommando. Det bliver nødvendigt for at udvikle en fredsaftale, der også kan skabe en holdbar sikkerhedsorden i Europa.
Næsten alle ledere reagerede i februar og marts meget negativt på Trump, især efter det katastrofale møde mellem Zelenskyj og Trump i Det hvide Hus den sidste dag i februar. Jeg mener dog, at kløften mellem Europa og USA begyndte flere år tidligere, nemlig med USA’s reaktion på terrorangrebet i New York den 11. september i 2001 (kaldet 9/11). Da indledte USA en ulovlig og tankeløs ”Krig mod Terror”, der ødelagde store dele af Mellemøsten i de følgende 15-20 år. Fra da af blev det mere og mere synligt, at USA og Europa ser fundamentalt forskelligt på verden. USA vil for enhver pris bevare sin overmagt, især over for Kina.
Præsident Joe Biden lagde vægt på at få støtte fra allierede, f.eks. over for den voksende konkurrence fra Kina. Trump blæser på allierede. Han vil udnytte dem. Han vil sikre, at USA alene skaber en amerikansk overmagt ved hjælp af nogle få rigmænd – oligarker – som repræsenterer nogle ganske få kæmpestore virksomheder i de vitale teknologi- og internetsektorer samt finanssektoren – kombineret med territorial ekspansion, altså en ny-imperialisme. Det er kernen i Trumps America-First politik. Det stod blændende klart en måned efter Trumps indsættelse.
Europa har blindt fulgt USA
Problemet for Europa er, at europæerne affandt sig med den amerikanske indflydelse i efterkrigstiden, når der var dybe uoverensstemmelser. Selvfølgelig var europæerne taknemmelige for den afgørende indsats under Den anden Verdenskrig og under Den kolde Krig, men europæerne fik ikke en solid sikkerhedsorden efter Murens fald og Sovjetunionens tilbagetrækning fra Europa. Det skyldtes, at USA ikke ville respektere de store europæiske landes holdning til Rusland og til NATOs udvidelse. Det har bidraget til krigen i Ukraine og har efterfølgende ført til store energiomkostninger for Europa. Europæerne har fulgt USA´s politik over for Israel, der ikke vil give palæstinenserne deres egen stat, og det går direkte imod europæernes og FN´s bestræbelser. USA pressede europæerne til at gå i krig mod flere mellemøstlige lande – i Krigen mod Terror. Det skabte ikke stabilitet og genopbygning af stater, tværtimod, og det kostede Europa dyrt, også i tab af menneskeliv. Det viser, at de europæiske lande på nogle områder har optrådt som en slags vasal-stater. Det har skadet de europæiske lande, og det har været en katastrofe for de berørte lande i Mellemøsten.
Nu er situationen blevet langt værre på grund af Trumps udspil om Grønland, Gaza og Ukraine. Hvis Grønland melder sig ud af Rigsfællesskabet, kan et frit Grønland ikke klare sig selv finansielt, men må have hjælp udefra. Grønland kan blive nødt til at acceptere en amerikansk støtte, hvis de danske bidrag forsvinder, og det kan ende med en indlemmelse i USA eller en associeringsaftale. Affæren om de ukrainske mineraler og sjældne jordarter viser, hvor let Grønland kan blive udsat for en økonomisk kolonisering med påtvungen udvinding af mineralerne. Men det betyder også, at Grønland inddrages i den geopolitiske kamp mellem USA og Kina. Hvis USA tilraner sig Grønland, kan Kina hævde, at det har ret til at tage Taiwan med magt, og det vil få Rusland til at stå endnu stærkere i kravet om at beholde det østlige Ukraine og Krim. Så har europæerne den geopolitiske strid lige uden for døren i både øst og vest. Så står EU i en to-frontskrig. Så længe Trump er præsident, vil USA være lige så farlig for Europa som Rusland. Det kan bringe Europa i en langt værre sikkerhedspolitisk klemme end under Den kolde Krig, også efter Trump.
Dét kan Europa kun hindre ved at stå benhårdt fast på at sikre Grønlands og Ukraines selvstændighed. Uanset graden af Grønlands fremtidige tilknytning til Danmark må EU garantere et selvstændigt Grønland finansielt og forsvarsmæssigt. EU må gennem barske forhandlinger med Rusland sikre en ægte og robust fredsaftale og selvstændighed for det tilbageblevne Ukraine, 80 pct., bl.a. med EU-medlemskab og forsvarsaftaler samt med en solid sikkerhedsorden for Europa. Det sidste kan omfatte en gensidig aftale om, at grænsen mellem Ukraine og Rusland endnu ikke er fastlagt, men at den senere skal fastlægges som en betingelse af en normalisering over for Rusland, herunder med sanktionernes ophævelse. Trump og Putin kan rimelig let lave en våbenhvile. Det kan Putin og Trump have en stor interesse i, hvis det straks fører til en genoptagelse af kontakten og handelen mellem Rusland og USA og måske med ophævelsen af en række sanktioner. Men det er ikke det samme som en holdbar og fair fred, og det er ingen garanti mod senere russiske angreb eller russisk indblanding i Ukraine. Uden altomfattende aftaler opnår EU heller ikke en reel, europæisk selvstændighed.
Grønland, Ukraine og Gaza giver EU og Europa en hyper aktuel anledning til at påtage sig en rolle som mægler mellem supermagterne og som forsvarer for en ny verdensorden, der ikke skal domineres af enkeltnationer, og som ikke skal føre til nye sektor-opdelinger, som det skete med Jalta-aftalen for Europa efter Den anden Verdenskrig. En ny verdensorden skal bygge på international ret og ligestilling mellem nationerne. Det kan få enorm betydning for Mellemøsten, Ukraine og Grønland. Det får også betydning for forholdet mellem supermagterne. USA betragter Kina som en trussel. Det gør europæerne ikke, i hvert fald ikke så meget, som USA gør. Europa har ingen interesse i at holde Kina nede for at bevare USA’s eller Vestens førerrolle. Tværtimod har Europa en interesse i at optræde som en mægler mellem supermagterne for at få et system, hvor der er respekt for, at nogle lande bliver større og stærkere, mens andre sakker bagud. Det er, hvad der sker i disse årtier. Kina bliver i løbet af få år økonomisk stærkere end USA. Vesten kan ikke længere dominere verden. EU har en egeninteresse i at sikre et økonomisk samkvem med Kina og i at undgå en økonomisk konflikt mellem USA og Kina, der kan kaste verden ud i en tredje verdenskrig. Europa har en interesse i, at verden udvikler sig i harmoni mellem store og små nationer, mellem opstigende og faldende stater. Europa har en interesse i at kunne blive en aktør i et pulsende, multilateralt globalt samfund. Det er altså alle nationer og grupperinger, som EU har en interesse i at arbejde sammen med.
Det vil med sikkerhed føre til et meget anstrengt forhold til USA, fordi det går imod USA’s interesser, ikke bare Trumps. Heller ikke Biden ville støtte en sådan linje. Nu må europæerne vise, hvad de dur til. Hvad de vil. Nu står det temmelig klart, hvad Trump vil, og det fører uvægerligt til en voksende kløft mellem USA og Europa. For at beskrive dét er bogen koncentreret om tre begivenheder: Krigen i Ukraine, krigen i Gaza samt den økonomiske krig mellem USA og Kina. De to første krige kunne have været undgået, hvis europæerne havde modet og styrken til det for årtier siden, men nu tvinges europæerne til at gøre en ekstraordinær indsats for at sikre, at der bliver holdbare løsninger efter begge militære krige, men især for krigen i Ukraine. Ellers er Europa ikke blevet selvstændigt. Den økonomiske krig mellem supermagterne kan europæerne afværge, hvis de river sig løs fra den amerikanske afhængighed og undlader at følge USA i forsøget på at holde Kina nede med sanktioner og tariffer. EU kan indtage en aktiv mæglerrolle og skabe et alternativ til en ny to-deling af verden.
Det er altså ikke Trump, der er temaet for bogen, men den underliggende udvikling mellem USA og EU. Trump har blot gjort behovet for et frit Europa soleklart. Derfor gør jeg meget ud af at beskrive de to unødvendige krige, som europæerne kunne have afværget, hvis de havde modet og evnerne til det for flere år siden. Hvis europæerne vil undgå tilsvarende krige og økonomiske belastninger, er det nødvendigt at forstå de to krige for at se, hvor ”let” det immervæk var at afværge dem. Det kræver først og fremmest mod til at være sig selv. At forstå krigene er også nødvendigt for at kunne afværge en storkonflikt mellem USA og Kina.
Jeg bruger på skift betegnelsen Europa og EU. Det skyldes, at Europa og EU knyttes tættere sammen, i hvert fald i sikkerhedspolitikken og i en global rolle. EU kan ikke undvære Storbritannien og Norge. Det blev synliggjort på mødet i London den 2. marts for at tage skridt til en fælles europæisk forsvarsindsats og for en fredsplan over for Ukraine og med deltagelse af Canada og Tyrkiet samt i et samspil med NATO. Det bemærkelsesværdige er, at det var premierminister Keir Starmer fra et ikke-EU-land, der tog initiativ til mødet og dermed til at være tovholder for en gruppe af villige nationer, der laver et udspil til en våbenhvile og især en fredsaftale for Ukraine. Det bemærkelsesværdige er også, at han og EU-landene og resten af Europa dermed lagde op til et mere fleksibelt og kreativt samarbejde i EU og i Europa.
Aktuelt får Storbritannien og Norge en voksende rolle, og begge lande bør have et intenst samarbejde med EU på alle relevante områder. Den nuværende europæiske konstruktion med EU er alligevel ikke holdbar i længden. EU bliver nødt til at blive mere fleksibel, så der er en kerne, der kan træffe de afgørende beslutninger uden at blive bremset af mindretal. Derfor bliver det relevant at etablere stærke relationer mellem EU og Storbritannien, f.eks. i sikkerhedspolitikken. Det er allerede begyndt. EU har brug for den britiske forsvarsindsats, for det britiske diplomati og den internationale britiske tænkning. EU har brug for Norge i forsvars- og energipolitikken, men også for Norges humanitære tænkning om konflikten mellem Israel og palæstinenserne om en fri palæstinensisk stat.
Hugo Gaarden er journalist med stor erfaring i erhvervs- og udenrigspolitik. Han har tidligere bl.a. arbejdet på Berlingske og Børsen.
Billede i artiklens top: /Philippe Buissin/@ European Union 2021 – Source : EP
Ovenstående er et uddrag af kapitel 1 i Hugo Gaardens nye bog “Frit Europa”. Bogen beskæftiger sig med og argumenterer for, at Europa (EU og resten af Europa) må være selvstændigt og klare sig uden USA, og at EU må blive meget mere aktiv i hele verden.