Først en gymnasietur til Alsace – og så retur som EU-politiker

2020-07-26T17:18:42+00:00 fredag, 17. juli, 2020|

“EU er bygget på den illusion, at hvis bare man fik harmoniseret reglerne nok, og fik institutionerne på plads, så ville europæerne også begynde at opføre sig mere ens. Det gør de ikke, fordi Europa er mange ting. Der er stor forskel på hvad europæisk kultur er i Italien, og hvad det er i Finland eller andre steder,” mener politikeren Morten Messerschmidt fra Dansk Folkeparti. Han besøgte første gang Alsace-området i 3.g og endte med at komme rigtigt meget i regionen gennem sine ti år som europaparlamentariker. Frankrig har en stor plads i hans hjerte, og han anbefaler Rom som rejsemål. Men han kunne også godt tænke sig at dyrke Ungarn noget mere.

MIT EUROPA

Interview af Anders Engberg

Hvad var din første rejse til et andet europæisk land?

“Bortset fra smutture til Sverige og sådan noget, så var det i gymnasiet, hvor vi i 3.g. havde en bustur, der gik helt til Alsace, og ned til Orange, hvor vi så det gamle pavepalads i Avignon. Det var meget fascinerende og spændende. Især fordi jeg i mine ti år i Europa-Parlamentet kom til at være rigtig meget i Alsace, i Strasbourg og omegn, hvor jeg kunne gå og mindes min gymnasietur. Jeg kan også huske de her områder i Sydfrankrig, hvor der er så meget okker i jorden, at ens sko blev fuldstændig orange, deraf jo områdets navn. Og pavepaladset, hvor jeg stiftede bekendtskab med perioden, hvor pavesædet var delt mellem Vatikanet og Avignon. Den strid, der lå i det. Jeg har altid interesseret mig rigtig meget for Europahistorie, og jeg syntes, at det var enormt spændende. Jeg tror faktisk, at det var min første rigtige rejse udenfor Danmark.”

Er der en begivenhed, der for alvor vakte din interesse for Europa?

“Det er jo kommet igennem politikken. Jeg har jo arbejdet med EU som stofområde, siden jeg første gang blev valgt til Folketinget, men jo i virkeligheden også før. Jeg blev ansat som studentermedarbejder for Mogens Camre tilbage i 2002, tror jeg, da var jeg 21 år. Så min interesse for Europa er kommet gennem mit arbejde med det politiske, hvor det er kommet til at stå klarere og klarere for mig, hvad forskellen på EU og Europa er. EU er jo et meget ideologisk projekt, som i vidt omfang stræber efter at fjerne forskelle, nedbryde grænser og skabe unionsborgere for at få folk til at føle sig mere bundne til et ideologisk projekt end bundne til deres nationalstater.

Hvad betyder EU i din hverdag?

“Ganske meget, vi har jo rigtig mange venner, som er europæere fra andre lande. Jeg har mange italienske, franske og selvfølgelig britiske nære venner. I de ti år, hvor jeg sad i Europa-Parlamentet, havde vi lejlighed til at rejse noget mere. Når arbejdsugen sluttede i Bruxelles, var det nemt at tage toget til Paris eller London eller hvor det nu måtte være, og være tilbage igen mandag morgen. Så er det lidt vanskeligere, når man sidder i Folketinget. Især i de ti år jeg sad i Europa-Parlamentet har Europa været en helt naturlig del af min dagligdag.”

Hvordan ser du på EU og de udfordringer, som EU står overfor i dag?

“De udfordringer, som EU står overfor i dag er jo bare en videreudvikling af den helt grundlæggende konstruktionsfejl, som især euroen er et symbol på. Når Grækenland og især Italien er i så store vanskeligheder, skyldes det jo at de mange hjælpepakker, som man igennem de seneste 20 år har forsøgt sig med, ikke har haft den reformerende effekt. Når Italien er i en dårlig økonomisk forfatning, skyldes det jo at de befinder sig i en valutaunion med Tyskland, men ikke har den samme økonomiske adfærd som Tyskland. Det gør jo at statsgælden bare vokser og vokser, jeg tror den er på knap 140 % af BNP i dag. Og det er jo en kendsgerning, som springer ud af den illusion, som man har bygget EU på. At bare man fik harmoniseret reglerne nok, og fik institutionerne på plads, så ville europæerne også begynde at opføre sig mere ens. Det gør de ikke, fordi Europa er mange ting. Der er stor forskel på hvad europæisk kultur er i Italien, og hvad det er i Finland eller andre steder.

Der findes jo mange kulturer, også i nationalstaterne, mindretal og regionale kulturer, og nogle vil hævde, at det kun er, når vi er forenede i Europa at vi kan rumme hinandens forskellighed. Hvad siger du til den holdning?

“Det er noget floromvundet sludder. H.C. Andersen havde udtrykket ”at rejse er at leve”. Grundtvig indsugede alle sine nationale tanker i Storbritannien, Mozart rejste rundt i hele Europa da han skrev sin musik. Det er ikke nyt, at vi nyder at få gode ting ud af hinandens input og forskelle, den dynamik, der er i Europa. Det har intet med EU at gøre. Det, der er nyt ved EU er, at man prøver at nedbryde forskellene og sige, at nu skal vi alle opføre os ens. Nu skal vi have fælles regler for arbejdsmarkedet, straffesystemer, og alle de her ting, som jo netop er født, skabt og udviklet i den tradition, som er vores. Og det er dér, hvor EU kolliderer imod en virkelighed, som er meget svær at ændre, og derfor, når vi har disse kriser, finanskrise, coronakrise osv., viser sig at have en meget lille legitimitet. Europæerne er nationalstatsbundne og ønsker at være det.”

Kun få synes, at det er en god idé at harmonisere sundhedssystemerne indenfor EU, for de er meget forskellige, men en del mener, at et vil være en god idé at man i forhold til den næste pandemi har et fælles beredskab, som kan allokere ressourcerne derhen, hvor behovet er størst. Hvad er din holdning til det?

“Det lyder jo meget rigtigt, men prøv at forestille dig det i virkelighedens verden. Hvis man forestiller sig et tænkt scenarie, hvor der i hele EU er brug for 100.000 respiratorer. EU kan så kun få adgang til 50.000 respiratorer. Så skal der sidde en eller anden kommissær, der skal sende en besked til Danmark om at 50% af dem, der bliver syge, vil dø. Det er jo det, vi er inde i. Der tror jeg, at EU som institution er meget dårlig til at viderebringe den slags budskaber, fordi EU har ingen demokratisk eller folkelig legitimitet. Jeg tror, at det er enormt vigtigt, at når alvorlige budskaber skal kommunikeres til en befolkning, at det så sker af en folkevalgt politiker, men først og fremmest en politiker, som befolkningen kan spejle sig i. Bare som et eksempel: da Margaret Thatcher sendte tropper afsted til krigen mod Argentina, hvor hun siger åbent til det britiske parlament, hvor mange hun forventer vil falde pga. kampen om Falklandsøerne. Kunne man forestille sig, at en EU-kommissær ville kunne vinde opbakning i en befolkning til at holde sådan en tale? Nej, selvfølgelig ikke. Vi deler ikke sprog, kultur, gestik. Der er rigtig mange menneskelige forudsætninger, som vi ikke deler. Og derfor er det også meget fint og rørende at høre om et fælles beredskab. Problemet er bare, at den, der skal kommunikere til danskerne, tyskerne og franskmændene om, hvor mange, der så vil dø, den person vil ikke have den legitimitet, der gør at budskabet vil blive accepteret hos de befolkninger, der skal modtage det. Og derfor kan EU ikke løfte den opgave.”

Hvordan ser du Danmarks rolle i EU? Ønsker du at Danmark fortsat er medlem af EU, men et EU med langt færre beføjelser?

“Ja, det vil da i hvert fald være en god start. Det er klart, at Danmark skal kunne handle med de europæiske lande, som vi jo gør i dag. Det er enormt vigtigt for vores økonomi. Men jeg tror ikke længere på, at EU kan reformeres i en bedre retning. Jeg har jo siddet dernede i ti år og kæmpet for det, og set at man måske vandt ét slag, men så havde man tabt ti. Så jeg tror ikke på den retning længere. Derfor knytter jeg et enormt håb til det, som foregår i Storbritannien. Jeg tror, at Brexit kommer til på den ene side at presse EU, hvor stadig flere, når vi kommer forbi de første par år, vil sidde på kontinentet og sige: ”okay, så gik det ikke værre”. Nu har man igennem år sagt, at hvis man ikke havde EU, ville landene gå rabundus og miste politisk indflydelse osv. Det tror jeg ærlig talt ikke kommer til at gælde for Storbritannien. Der vil sidde rigtig mange, der vil tænke: ”Hvorfor kan vi ikke også bryde med den her union?” Og for det tror jeg, at Storbritannien vil skabe et nyt frihandelsområde, en ny måde at samarbejde internationalt på, hvor det da sagtens kunne være en ambition at Danmark skulle tilslutte sig det på et tidspunkt.”

Er der nogen dele af Europa, hvor du har rejst mere end andre?

“Ja, jeg tror ikke det er nogen hemmelighed at jeg er meget begejstret for Frankrig, og især fransk mad- og vinkultur. Dot og jeg har rejst rigtig meget i Frankrig, og har været rundt med bilen og besøgt utallige vinbønder og smagt på deres produkter, og fået hevet lidt med hjem. Frankrig har en meget stor plads i vores hjerter, og så er jeg jo en meget stor fan af opera. Derfor har vi også rejst en hel del i Italien, især for at høre musik, også engang Stevie Wonder, faktisk.”

Er der et sted i Europa, som du meget gerne vil besøge, og hvor du ikke har været endnu?

“Ja, der er flere, både lande, især i Østeuropa, og som jeg glæder mig til at opleve. Jeg har ikke været i Slovenien, og jeg har kun været i Ungarn én gang. Især Ungarn kunne jeg godt tænke mig at dyrke noget mere pga. landets historie. Det var jo ved Wiens porte, men især ungarerne, der kæmpede imod osmannerne i 1600-tallet. VI har jo en spændende moderne historie i Ungarn, det land, der først gjorde oprør mod Sovjetunionen. Så hvis jeg skulle pege på et land, ville det nok være Ungarn. Jeg har kun været én gang på Malta, hvor jo malteserordenen holdt til. Det kunne jeg godt tænke mig at dykke ned i. Jeg har ikke været på Sicilien, den sydlige del af Italien, jeg tror det er en helt anden mentalitet end i Midt- og Norditalien. Så der er masser af dele af Europa, som jeg drømmer om at få lov til at udforske.”

Er der en europæer, som du respekterer, og som du synes har været vigtig?

“Det ville være oplagt at pege på en politiker fra moderne tid, så kunne jeg pege på Thatcher eller Churchill, som selvfølgelig for enhver konservativ nationalsindet må være store forbilleder, men hvis vi skal se mere i det store perspektiv, og måske også drille lidt, så kan man jo pege på en fransk filosof. Her vil jeg pege på Joseph de Maistre, som i sine værker skriver meget om, hvad det egentlig er, der skaber et samfund. Man kan sige, at han er 200 år før Tocqueville, der jo spekulerer over hvordan det kan være at lande, hvor institutionerne forekommer ens, kan praksis og adfærd alligevel være meget forskellig. Det var allerede de Maistre, der begyndte at undersøge det, og kom frem til, at det der i virkeligheden var væsentligt for at et samfund fungerede, var den kulturelle homogenitet, som gør at folk kan genkende sig i hinanden, deler nogle grundlæggende forudsætninger, tro, sprog osv., og det er det, der skaber den tillid, som gør at man kan begynde at bygge et demokrati op og have en mere avanceret styreform. Nu, hvor jeg bliver spurgt helt fra hoften, vælger jeg at pege på de Maistre.”

Er der et sted i Europa, som du holder meget af, og vil fortælle os andre om?

“Jeg vil nok pege på Rom. Jeg synes, at Rom, som vi har besøgt rigtig mange gange, er enormt charmerende af flere årsager. For det første pga. det historiske. Det er ikke mange byer, hvor man har flere tusind års historie, der udfolder sig lige foran én. Man kan gå ud på Palatinerhøjen og fornemme hvordan Romulus og Remus må have tumlet rundt med ulvene, hvis man tror på sagaerne. Så det historiske er selvfølgelig fantastisk. Så er der det gastronomiske, hvor Rom jo byder på rigtig meget. Så er der museerne med hele Vatikanet, Det Sixtinske Kapel, de mange små kirker osv. Det, der gør, at Rom virkelig er stedet, synes jeg, er at man kan gå til det hele. Hvis bare man har gode og ordentlige sko på, så kan man faktisk vandre fra det jødiske kvarter til pavepaladset, ned til Piazza del Popolo osv. Det er alt sammen indenfor gåafstand, og at kunne vandre rundt dér i 3-4000 års historie med de bedste restauranter, de smukkeste museer lige om hjørnet, det er fortryllende. Så er Rom nok, hvis ikke min yndlingsby, så i hvert fald en af de tre.”

Morten Messerschmidt

Morten Messerschmidt blev født i 1980 og voksede op i Frederikssund. I 2005 blev han første gang valgt til Folketinget for Dansk Folkeparti. I 2009 blev han valgt til Europaparlamentet, hvor han sad i en tiårig periode efter at han ved valget i 2014 fik 465.458 personlige stemmer, det højeste personlige stemmetal nogensinde ved et valg i Danmark. I 2019 blev han igen valgt til Folketinget for Dansk Folkeparti.

Anders Engberg er historiker og journalist. Han har i mange år beskæftiget sig med information om Europa, bl.a. i form af tv-programmer og spil. Se mere på hjemmesiden www.mistereuropa.dk

Billede i artiklens top: /Ritzau Scanpix/

Læs hele temaet “Mit Europa”