Et nationalistisk Lega Nord genoptager kamp for øget regional autonomi

2018-05-12T23:46:49+00:00 torsdag, 26. oktober, 2017|

Regionalistiske kræfter er begyndt at røre på sig i Norditalien. Det norditalienske parti Lega Nord har været den centrale drivkraft bag vejledende folkeafstemninger om øget autonomi i to regioner. Det på trods af, at partiet de seneste år har opnået en ny og bredere national appel.

Analyse af Simon Cecchin Birk

I søndags blev der afholdt to vejledende folkeafstemninger i regionerne Veneto og Lombardiet – ikke om uafhængighed som i tilfældet Catalonien i Spanien for nyligt – men om øget autonomi.  I Veneto lå valgdeltagelsen på 56,6 procent, mens den i Lombardiet var på 36,4 procent. I begge regioner stemte over 95 procent af vælgerne ”ja”.

Afstemningsspørgsmålene var formuleret med reference til artikel 115 i den italienske forfatning, der foreskriver, at alle regioner har mulighed for at anmode om udvidede ansvarsområder efter aftale med staten, hvis senat og parlament godkender anmodningen med absolut flertal. Folkeafstemningerne har tilsammen kostet omkring 50 millioner euro og er ikke nødvendige, men snarere dyre symbolske våben i kampen for øget autonomi, som fem italienske regioner i kraft af deres særstatus allerede besidder. Mens en bred vifte af politiske aktører er for øget autonomi og dele af det store centrum-venstre parti, Partito Democratico, er imod, har kun Lega Nord ført aktiv valgkampagne.

Lega Nord blev stiftet i 1991 som en sammenslutning af en række regionale protestbevægelser under den karismatiske leder Umberto Bossi. Bossi udviklede med territoriet i centrum en historisk og etnisk forankret identitet.

Denne etno-regionalisme sikrede, sammen med partiets populistiske antielitisme og manikæiske opdeling af verden i godt og ondt – mellem det dydige og effektive nord og det korrupte og dovne syd – en betydelig plads i vakuummet efterladt af det italienske politiske systems sammenbrud i starthalvfemserne. I dette nye politiske landskab var mediemogulen Silvio Berlusconi den anden nye store populistiske aktør, hvis første regering Lega Nord agerede et ustabilt støtteparti for indtil dens opløsning efter 252 dage.

Fra Pardania-forkæmper til marginaliseret outsider
Lega Nord var først fortaler for en etnisk føderalisme, men i 1996 – hvor partiet havde dets historisk bedste valg med over 10 procent af de italienske stemmer – gik det et skridt videre. Under påskud om, at det forenede Italiens historie havde været præget af kolonial undertrykkelse, økonomisk udnyttelse og moralsk vold, erklærede Lega Nord dets selvopfundne federale republik Padania uafhængigt, der skulle bestå af 15 regioner fra Lombardiet til Toscana. Året efter organiserede Lega Nord en folkeafstemning om Padanias uafhængighed, hvor 97 procent af 4.8 millioner deltagende norditalienere stemte ”ja”. En afstemning og et resultat, som dog aldrig er blevet formelt anderkendt af nogen stat.

I anden halvdel af halvfemserne endte Bossis protestparti som en marginaliseret politisk outsider, eftersom det ikke formåede at konkurrere med Berlusconi om de italienske centrum-højre vælgere. Den manglende konkurrencedygtighed og partisystemets udvikling henimod et, hvor indflydelse skulle opnås som del af en af de to politiske blokke, medførte, at Lega Nord mellem 2000 og 2001 blev del af centrum-højre og derpå regeringspartner i de tre følgende Berlusconi-regeringer.

Nu et ledende parti på højrefløjen
I 2013 fik Lega Nord en ny leder med nye vidtrækkende ambitioner. Matteo Salvini relancerede partiet med en accentueret euroskepsis og anti-immigrationspolitik som led i en ny højredrejet og bredere appellerende identitet. Den forhenværende kritik af syditalienerne forsvandt, og det samme gjorde separatistsymbolerne i partiets logo omkring Europa-parlamentsvalget i 2014.

Med relanceringen af Lega Nord efter Marine Le Pens eksempel, positionerer partiet sig nu som det ledende parti på højrefløjen, hvilket understøttes af de seneste års meningsmålinger, der giver det mellem de 13-15 procent af stemmerne. Ofte mere end Berlusconis parti. ”Salvini som premierminister” står der nu på Lega Nords bannere, mens støttepartiet i Syditalien er navngivet ”Os med Salvini”. En stemme på Lega Nord er i højere grad end før en stemme på dets stærke leder, der betror italienerne, at han og partiet er klar på at repræsentere dem alle og være deres værn imod globaliseringen.

Afstemningerne om øget autonomi er støttet af Salvini, men primært drevet af regionale Lega Nord ledere, som Lombardiets præsident, Roberto Maroni. På trods af de regionale røster om øget autonomi er den nye politiske linje dog fortsat mere nationalt orienteret og altså ikke længere separatistisk. Dette understøttet af Salvinis afstandtagen til idéen om Padania og catalansk selvstændighed i nyere interviews og i den dagsorden, der blev sat på partiets næsten hellige årlige møde i Pontida, der ligger omkring 40 km nordøst fra Milano.

Søndagens afstemninger vidner dog om, at den mere nationalistiske politiske identitet ikke forhindrer Lega Nord i at genoptage og handle på tidligere tiders idéer og idealer om øget føderalisme.

Simon Cecchin Birk er cand. mag. i italiensk med profil på Europas kulturelle identiter og speciale om italiensk euroskepticisme og populisme.

Billede i artiklens top: /ritzau/AP/Luca Bruno.