Den særlige dynamik i Catalonien

2018-05-04T09:26:35+00:00 onsdag, 14. marts, 2018|

Ønsket i Catalonien om stor selvbestemmelse er velkendt. Regionen er dog præget af klassiske land/by-dynamikker, og samtidig sætter Spaniens medlemskab af EU sig spor i catalanernes identitet. Det er ikke nemt at skabe enighed om den fremtidige retning for regionen. Fred, dynamik og mangfoldighed lader dog til at være kernebegreber for Cataloniens fremtid.

Baggrund af Anders Engberg

14.03.2018 | TEMA: EUROPÆISKE KULTURREGIONER | I Barcelona besøgte jeg engang Antoni Gaudis berømte kirke La Sagrada Familia (Den Hellige Familie). Det var ét af de få tidspunkter under mit oktoberophold i byen, hvor det regnede. Ikke styrtregn, men småregn, der ikke afholdt de ældre herrer i parken over for kirken fra at tage endnu en omgang pétanque. Kraner fortsatte også aktiviteten blandt de mange spir. Kirken bliver vist aldrig færdig, men den evige arbejdsplads er jo et trækplaster i sig selv.

Turisterne søgte læ, hvor de kunne. Jeg stillede mig under én af parkens palmer og studerede kirken, som jeg havde set så mange billeder af. Stilen var meget lig de andre bygninger i byen af samme Gaudi, f.eks. Casa Mila på én af de store avenuer. Det var et dejligt hus at se på. Formerne var runde, organiske og de satte alle de andre skarpe facader og linjer i relief.

Gaudis kirke Den Hellige Familie – Foto: pixabay.com

Hvorfor har vi mennesker valgt at opbygge vores byer ud fra meget skarpe og egentligt ret uorganiske principper, kom jeg uvægerligt til at tænke, da jeg stod og kiggede på den smukke hjørneejendom. Måske fordi det er mere praktisk, men byen kunne godt bruge flere runde former a la Gaudis strukturer. Farvestrålende klinker var også en vigtig del af udtrykket; de dominerende farver var dog hvide og meget lyse nuancer.

I den regionale regerings smukke gamle repræsentationsbygning mødtes jeg med en højtstående embedsmand, Quim Bruguë. Han fortalte, at man i Catalonien er moderne og åben overfor impulser udefra. Det er ikke tilfældigt, at store kunstnere som Gaudi, Dali, Miró og Picasso alle havde en stærk tilknytning til regionen. Catalonien er tæt på det øvrige Europa og er meget pro-europæisk. Regionerne har ikke mange formelle beføjelser i EU, og dét skal der ændres på, mente Bruguë. Catalonien vil derfor arbejde for, at flere europæiske regioner får lovgivningsbeføjelser. Det er det bedste forsvar for Cataloniens status som lovgivende region indenfor Spanien, og denne status bør være helt almindelig på det europæiske kontinent.

Uafhængighed ikke længere relevant
Albert Montagut er én af de førende intellektuelle i Catalonien og dengang redaktør på det store dagblad El Périodico. Jeg mødte den lille, venlige, livlige mand i hans rodede og hyggelige glasbur midt i redaktionslokalerne. Montagut, der i sine unge dage var en glødende nationalist, som så frem til catalansk uafhængighed af Spanien, syntes ikke længere, at denne vision var relevant. I det nye Europa handlede det om regional selvbestemmelse og skabelsen af et stærkt Spanien, som byggede på sin reelle mangfoldighed. Det nationale tilhørsforhold var hverken i kulturel eller økonomisk henseende en begrænsning. Politisk var det heller ikke en afgørende hindring længere.

Han fortalte, at indførelsen af den fælleseuropæiske møntenhed, euroen, i Spanien var en stor forandring for ham. Ikke alene på det praktiske plan, når han f.eks. skulle over grænsen til Frankrig og ikke længere behøvede at veksle. Den største omvæltning fandt sted i hans hoved. Han begyndte i højere grad at tænke europæisk. Han følte sig nu som europæer, og for ham var det en helt afgørende forudsætning, at vi alle gjorde det, hvis udviklingen i Europa fortsat skulle være fredfyldt og dynamisk.

Den Sorte Madonna
Et vigtigt symbol for Catalonien er klostret, der ligger højt oppe i Montserrat-bjergkæden vest for Barcelona. Her er det Den Sorte Madonna, et billede af jomfruen, der er Cataloniens skytshelgeninde.

Den Sorte Madonna – Foto: pixabay.com

I undertrykkelsens år var hun en vigtig markering af modstand og selvstændighed, og hendes klosterkirke er stadig velbesøgt. Efter besøget hos madonnaen satte jeg mig i stedets cafeteria. Et par borde væk sad to pensionistægtepar. Herrerne var i stribede skjorter, og fruerne var iført blomstrede kjoler. De havde sørget for hjemmelavet forplejning af den solide slags. Plasticposer åbnedes og glaskrukker klirrede. Kun drikkevarerne var købt på stedet. De havde god tid og talte lavmælt til hinanden. Et langt livs bekendtskab havde slidt kanterne af konversationen.

Det egentlige Catalonien er ude på landet. I Barcelona er der mange migranter fra andre dele af Spanien, især Andalusien. Ca. 50 procent af indbyggerne er ikke catalansktalende. De kom til Barcelona i 1960’erne og 1970’erne, for dengang som nu var byen en motor i spansk økonomi. Ude på landet forholder det sig anderledes.

For eksempel tales der overvejende catalansk i den lille by Ripoll, der ligger i de sydlige Pyrenæer.  Temperaturen var behagelig, da jeg kom forbi en klar oktoberdag. Midt i byen, på nordsiden af det lille torv, sås byens attraktion, det gamle kloster i romansk stil. I midten af bygningskomplekset var en fredfyldt klostergård med en lille fontæne. Bag tagene sås de lave grønne bjerge. I denne dal grundlagde munke klostret i 800-tallet. Her stod Cataloniens vugge.

Storhedstiden
Klostret var magtbase for Guifré el Pelós – Wilfred den Hårfagre – der grundlagde Huset Barcelona. Hans efterkommere herskede over Catalonien i henved 500 år, og det var en storhedstid i landsdelens historie. Handelen blomstrede, bl.a. på baggrund af Cataloniens status som en maritim stormagt. Middelhavsøerne Mallorca og Sardinien blev delvist underlagt Catalonien. De catalanske troubadourer rejste rundt og underholdt hos både høj og lav. Denne rige middelaldertid er en vigtig del af catalanernes stolte selvforståelse. Catalonien var en nation og et selvstændigt kulturområde med mange forgreninger, og det skyldes alene skæbnens ugunst, at det ikke vedblev med at være et land på linje med andre middelhavslande.

I 1469 medførte et kongeligt ægteskab, at Catalonien kom ind under Kastillien, dvs. Spanien. Landsdelen vedblev dog med at være et hertugdømme med delvis egen lovgivning indtil 1714. I den fascistiske Franco-tid fra 1939 til diktatorens død i 1975 kulminerede den spanske undertrykkelse af Catalonien. Ingen selvbestemmelse, og det catalanske sprog og kultur var forbudt.

Det nye demokratiske Spanien fik en forfatning i 1978 med selvstyre til bl.a. Catalonien. I 2006 fik regionen yderligere selvstyre, som dog blev underkendt af Spaniens forfatningsdomstol i 2010. Derefter voksede ønsket om uafhængighed, som kulminerede med folkeafstemningen den 1. oktober 2017. Senere på måneden erklærede det regionale parlament regionens selvstændighed, men blev igen underkendt fra Madrid. Et valg til regionalparlamentet fandt sted den 21. december, som ledte til et nyt snævert flertal for separatisterne. Regeringslederen Puidgemont flygtede i efteråret 2017 for at undgå retsforfølgelse, og han ønskes nu som leder af en ny regering, hvilket centralregeringen på det bestemteste modsætter sig. Et dødvande er indtruffet.

Det franske Catalonien
Catalonien er delt mellem Spanien og Frankrig. Det skete ved en fredsaftale i 1659, hvor en lille nordlig del med Perpignan som hovedby, blev en del af Frankrig. Jeg gik rundt i Perpignans romabydel, hvor catalansk tales af procentvis flere end hos den øvrige befolkning. Romaerne er ikke så integrerede med bl.a. skolegang, som introducerer dem til det nationale sprog fransk.

I Perpignan mødte jeg hr. Bécat, daværende professor ved Perpignans fransk-catalanske universitetsinstitut. Der var tale om en høj mand med et smalt ansigt, runde metalbriller og et engageret, men også distræt blik. Han levede glimrende op til forestillingen om en fransk professor, og han lignede faktisk en slankere og højere udgave af den berømte tegneseriefigur professor Tournesol.

Han fortalte, at det i dag er et mindretal i området, der taler catalansk i dagligdagen, måske 30-40 procent, og de catalansktalende bor især i landområderne. I skolerne er der principielt mulighed for at undervise i både fransk og catalansk, men det sker ikke i særligt stort omfang, skønt interessen formentlig er stigende. Efter århundreders centralisering og undertrykkelse af regionale kulturer tager det tid at ændre tingene i Frankrig. Den regionale selvbestemmelse er stadig meget begrænset, fortalte Bécat.

Man vedkendte sig bestemt sin catalanske arv, men tog udgangspunkt i, at Fransk Catalonien er et særligt område, som i meget lang tid har været en del af Frankrig. Et øget samarbejde sydover kulturelt, politisk og økonomisk ville man meget gerne, men ud fra kendsgerningen, at der er tale om to områder med mange ligheder, men også mange forskelle. Den nationale integration har jo været en stor succes i begge lande, måske størst i Frankrig.

Anders Engberg er historiker og journalist. Han har i mange år beskæftiget sig med information om Europa, bl.a. i form af tv-programmer og spil. Se mere på hjemmesiden www.mistereuropa.dk

Billede i artiklens top: /RitzauScanpix/AP/Emilio Morenatti/.

Læs hele vores tema ”Europæiske kulturregioner” her.

Fakta om Catalonien:

Areal: 36.230 km2 inklusive Fransk Catalonien. Indbyggertal: 7.987.292 (2016) inklusive Fransk Catalonien.

Sprog: Catalansk er et vestromansk sprog, og i højere grad beslægtet med det sydfranske sprog occitansk, fransk og italiensk end med spansk og portugisisk, hvilket er en vigtig politisk pointe. I Spansk Catalonien er catalansk og spansk de to officielle sprog sammen med aranesisk, der tales af nogle få i et lille område af Pyrenæerne. I Fransk Catalonien er fransk det officielle sprog, selv om catalansk nyder nogen regional anerkendelse.

Flag: Farverne på Cataloniens og Spaniens flag er de samme, rød og gul. Det spanske er tredelt, mens det catalanske består af ni vandrette streger, fire røde og fem gule. Det siges, at flaget blev skabt da Wilfred den Hårfagre var ved at dø på slagmarken. Karl den Store kom den døende Wilfred til undsætning, dyppede sin hånd i Wilfreds blod og satte fire blodrøde fingre på Wilfreds gyldne skjold.