Universiteter i eksil i eget land

2018-04-24T12:53:19+00:00 mandag, 27. november, 2017|

Da krigen brød ud i Østukraine i 2014, var det ikke kun dele af befolkningen, der måtte flygte mod vest. Flere universiteter måtte ligeledes gå i eksil i eget land. I dag kan flere af dem igen tilbyde undervisning. Med hjælp fra aktivister, studerende og EU, kan eksempelvis Donetsk National Universitet fejre treåret som universitet i eksil i byen Vinnytsia.

Baggrund af Emil Staulund Larsen

27.11.2017 | UKRAINE | ”Jeg mistede mit hjem, mine planer for fremtiden, mine gamle venskaber og mit liv.”

”Jeg havde ingen idé om, at krigen ville begynde om få timer. Jeg levede, som jeg plejede,” fortæller ukrainske Olena Ryzhova om den 26. maj 2014.

Det var dagen, hvor krigen for alvor ramte for Olena Ryzhova. Det var dagen, hvor separatisterne forsøgte at overtage kontrollen over Donetsk lufthavn, som hun boede tæt på.

”Jeg skyndte mig selvfølgelig hjem. Vinduet på ottende sal pegede ud mod lufthavnen. Jeg kunne konstant se eksplosioner, skud, et kampfly, en helikopter. Nede på gaden blev en såret mand båret, mens et spor af blod løb fra ham,” fortæller Olena Ryzhova, der var 19 år dengang.

Hun beskriver dagen som en af de værste dage i hendes liv. Hun forsøger febrilsk at få kontakt til sin familie, mens der på sociale medier og i nyhederne bliver skrevet om døde og sårede. Separatisterne tog gradvis kontrol over større områder af Donetsk, Luhansk og Krim-halvøen, men som dagene gik, blev konflikten hverdag.

”Eksamensperioden skulle begynde i juni og fortsætte hele måneden, men på grund af situationen, så blev alle eksaminerne og forsvar gennemført i løbet af én dag.”

Og sådan endte Olena Ryzhovas andet studieår. Det næste år skulle vise sig at blive ligeså kaotisk.

Sjæleflugt til Vinnytsia
Inden det nye skoleår begyndte, havde Uddannelsesministeriet åbnet op for, at studerende i Donbass-regionen, der dækker konfliktområderne Donetsk og Luhansk, frit kunne benytte andre universiteter i sikkerhed væk fra konflikten.

”September begyndte. Alle var stille. Vi, de studerende, anede ikke, hvad vi skulle gøre,” fortæller Olena Ryzhova om starten på det nye semester. Olena Ryzhova valgte at blive på universitetet i Donetsk.

Men den 10 september blev Donetsk National Universitet belejret af militante separatister, rektor var blevet afsat, og hele bestyrelsen var blevet erstattet af folk, der arbejdede for udbryderrepublikken DNR – Folkerepublikken Donetsk.

”Alle drømme for fremtiden kollapsede. Hvem vil have et diplom fra DNR?”

Aktivister blandt de studerende mobiliserede sig. Sammen med den oprindelige ledelse og uddannelsesministeren blev det besluttet at Donetsk National Universitet skulle flyttes 800 kilometer vest til Vinnytsia. Hvis ikke fysisk, så åndeligt. Et online register blev åbnet for, hvem der var tilbage og som ønskede at flytte. Olena Ryzhova registrerede sig på første dag, mens hele situationen var kaotisk.

”Det var svært at vælge, fordi ingen forstod, hvad der foregik, eller hvor lang tid det ville tage. Nogle troede end ikke, at universitetet kunne genoptage arbejdet. Alle håbede, at det hele ville blive løst i løbet af et par uger,” fortæller Olena Ryzhova.

Den 3. november 2014 åbnede Donetsk National Universitet dørene i Vinnytsia. Aktivister og frivillige havde rejst i forvejen for at renovere og rengøre, sætte borde op og gøre auditorier klar. Alt i mens sad Olena Ryzhova og mange andre og ventede på besked, om de kunne begynde på en frisk.

Farlige sprog
”Jeg husker, da jeg modtog opkaldet fra universitetet. Den søde dame fortalte på ukrainsk, at skoleåret snart ville begynde, og spurgte, om jeg havde intentioner om at komme. Jeg græd, mens jeg hørte alt dette, men måtte svare, at jeg ikke kunne tage til Vinnytsia endnu.”

Mange taler russisk i Donetsk, så for Olena Ryzhova betød det meget, at hun kunne tale på ukrainsk. Da russisk-talende separatisterne overtog kontrollen, blev det farligt at tale ukrainsk, fortæller hun.

”Jeg kunne se fra mit vindue, hvordan militærkøretøjer kørte forbi. Jeg så flagene fra det såkaldte DNR , og jeg vidste, at det nu ville være farligt at tale ukrainsk i denne by. Jeg vidste, at mit normale liv var ovre. Jeg græd, da jeg hørte ukrainsk og af at erkende, at ingenting ville være, som det var før,” fortæller Olena Ryzhova.

Der er folk i de besatte områder, som er imod Ukraine, det ukrainske sprog og alt, hvad der ukrainsk, siger hun. Det var derfor for farligt at rejse mod vest endnu. De måtte holde lav profil og tale russisk.

”Du kunne stadig tale ukrainsk, men så kunne du risikere at blive fanget, erklæret fjende og blive dræbt.”

Olena Ryzhova begyndte et distance-studie, hvor opgaver og forelæsninger blev sendt frem og tilbage elektronisk. Sådan fortsatte Olena Ryzhova i noget tid, mens eksaminer blev overstået, og dagene gik. I efteråret 2015 rejste hun til Vinnytsia. Og selvom hun og de andre fordrevne studenter er faldet godt til, er der forskel mellem de normale studerende, og de studerende, der er kommet fra øst.

”Vi, ’Donetsk-studenterne’, blev meget ældre på grund af omstændighederne. Vi var nødt til at rejse 800 kilometer kun med én taske med vores ting. Uden penge. Uden forældre.”

Drømmere og EU sår frø
I denne måned kunne det nye Donetsk National Universitet fejre tre års jubilæum. Det går godt trods den hårde fødsel. Ved den seneste rangering ligger universitet nummer 25 over de bedste universiteter i Ukraine ud af 170.

Selvom de ikke har de samme faciliteter, som på deres gamle universitet, så bliver situationen bedre og bedre. Med hjælp fra fonde og EU, har universiteterne kunnet købe nyt udstyr og åbne nye laboratorier for kemikere, produktionsstudier for journaliststuderende og auditorier for sprogstuderende. Det er en del af EU’s pulje til regional udvikling i Ukraine, der går til de nye universiteter. Men også internt i landet, har universiteterne fundet hjælp blandt andet igennem den nystartede NGO ’Koordinations Center for Fordrevne Universiteter’.

”Krig er en forfærdelig ting. Det hele handler om ødelæggelse af sociale forbindelse. Krigen startede en proces med at flytte folk fra Donbass og Krim til andre områder i Ukraine. Iblandt dem var 18 universiteter med omkring 40.000 fordrevne studerende,” fortæller Anton Kolvakh, der var med til at starte organisationen, som hjælper de fordrevne studerende og universiteter.

Anton Kolvakh er selv studerende, der måtte flygte fra Donetsk. I dag samarbejder han og organisationen med British Council, hvor Anton Kolvakh er facilitator for konfliktdialog i deres aktive borger-program.

”Jeg drømmer om at skabe en ny generation af unge ukrainske ledere blandt de fordrevne studerende. Patriotiske ledere, som vil løse problemer og konflikt gennem dialog og udvikling. Og jeg tror, at de fordrevne universiteter vil blive institutionerne, og de studerende vil blive fortalerne for, fremtidig genforening,” siger Anton Kolvakh.

Et land i splittelse
Olena Ryzhova har flere gange kunnet vende hjem til sin hjemby. Meget har dog ændret sig fra den by, hun kendte.

”Jeg kan stadig besøge Donetsks gader, gå i parkerne og se nogle mennesker en gang om året, når jeg kommer. Men nogle venner er forsvundet, fordi jeg er en forræder nu. Fordi jeg forlod byen og vovede at flytte. Selv familiemedlemmer er forsvundet.”

Også på den politiske scene, er der splittelser i Ukraine. Parlamentet skal eftersigende stemme om, hvorvidt de vil bryde diplomatiske bånd til Rusland, og det har vakt røre både internt i parlamentet og på den anden side af grænsen.

”Ukraine har taget mange beslutninger, der har arbejdet imod reguleringen af konflikten. Denne beslutning vil ramme folkets interesser i både Ukraine og Rusland,” udtalte den russiske præsident talsmand Dmitry Peskov kort efter.

Et brud med diplomatiske bånd til Rusland vil betyde, at Ukraine trækker sig fra alle bilaterale processer. Det vil inkludere forhandlingerne om en fredaftale i Donbass. Så selvom jubilæet for universitet bliver fejret, står de studerende, universiteterne og landet stadig overfor store udfordringer. En løsning på konflikten, hvori FN vurderer at mere end 10.000 mennesker er omkommet, er svær at få øje på.

”Vi er i en dyb krise, og kun Gud ved, hvornår den ender,” fortæller Anton Kolvakh.

Oven i konflikten, er EU tilbageholdende med at skulle fremskynde processen med et ukrainsk medlemskab. Konflikten udsprang blandt andet i spørgsmålet om, hvorvidt Ukraine skulle nærme sig EU eller Rusland. Og den kolde skulder fra EU gør ondt.

”Unge mennesker kæmpede under Euromaidan-revolutionen for fire år siden for EU’s værdier, og hundredvis blev dræbt. Så besatte Rusland Krim, fordi vi insisterer på at være en del af Europa. I dag lider to millioner mennesker på grund af krigen, og hver uge bliver folk arresteret på Krim, fordi de ikke vil have et russisk pas. Vi betaler en høj pris for at høre til i Europa, så selvfølgelig går vi efter et fuldgyldigt medlemskab,” siger ambassadør Mykola Tochytskyi i Jyllands-Posten.

Håbet lever stadig
Allerede i 2015 var 2,6 millioner ukrainere flygtet fra de besatte områder, hvoraf næsten en million helt havde forladt landet, vurderer Amerikansk Institut for Fred. Et valg, som Anton Kovakh selv står med.

”Skal jeg blive i Ukraine og forsøge at reformere vores land og gøre det en smule bedre, eller skal jeg migrere til velhavende lande, som mange af mine venner har gjort? Det er et filosofisk spørgsmål, jeg forsøger at finde svar på. Lige nu forsøger vi at løse problemerne for universiteterne. Med arbejdet her, prøver jeg at finde ud af, om vi har muligheden og styrken til selv at ændre vores land.”

Der hersker dog også håb for fremtiden. Universiteterne har undervisning igen, og EU arbejder på en ”Marshall Plan” for Ukraine, hvor senest Litauen har foreslået en hjælpepakke på 50 milliarder euro.

Men særligt én handling giver håb for fremtiden, mener Olena Ryzhova.

”Jeg kan ikke undlade at nævne de to af universitetets ansatte, der kunne bære universitetets flag ud af bygningen, da alle de administrative bygningerne var blevet besat og undersøgt af militante separatister. En anden medarbejder var senere i stand til at smugle flaget gennem kontrolpunkterne, hvor de ellers undersøgte alt,” fortæller Olena Ryzhova.

Flaget, og universitetets ånd, blev fragtet i sikkerhed.

”Det er en påmindelse om, at uanset alt hvad der er sket, vil det hele blive i orden.”

Emil Staulund Larsen er freelancejournalist med speciale i europæiske forhold.

Foto i artiklens top: Olena Ryzhova.

Den sidste normale fejring af Byens Dag i Donetsk i 2013 med ukrainsk folkedans og sang, Ingen havde forestillet sig, at byen skulle være besat et år senere. – Foto: Olena Ryzhova.

Se denne video, der byder nye studerende velkommen til det nye Donetsk National Universitet i Vinnytsia.