De føderale visioner for Europa var ikke døde, men svagelige og sengeliggende, da traktaterne om udviklingen af det europæiske samarbejde skulle sættes i gang. Fællesmarkedet, der var med til at genrejse Vesteuropas økonomier og samfund, blev til under sikkerheds- og indenrigspolitiske omstændigheder, der kunne have sat en stopper for det hele.

Baggrund af Christian Weber

20.03.2017 | TEMA: ROM-TRAKTATEN 60 ÅR | Der var faktisk to traktater, der blev underskrevet i Rom 25. marts 1957. Den, vi kender som Rom-traktaten, er aftalen om oprettelsen af det Europæiske Økonomiske Fællesskab og Fællesmarkedet, men det var oprindeligt den nu for længst glemte aftale om atomenergisamarbejde, døbt EURATOM, der var størst entusiasme omkring i midten af 1950’erne. Begge traktater blev ratificeret uden større forhindringer i parlamenterne i de seks medlemslande af Kul- og Stålfællesskabet – Frankrig, Vesttyskland, Italien og Benelux-landene – og kunne træde i kraft 1. januar 1958.

Fællesmarkedet var en af hovedårsagerne til, at nationernes økonomier kunne hives op fra krigsruinerne, og lagde fundamentet til en eksportdrevet vækst, der skabte flere såkaldte økonomiske mirakler, som havde været en utopi få år forinden.

Men forhandlingerne om traktaterne var præget af en række betydelige uoverensstemmelser, og underskrifterne blev sat i mindst lige så høj grad som følge af sikkerhedspolitiske omstændigheder, der pressede på udefra, som føderalistiske visioner.

De europæiske grundlæggeres håb
I det politiske centrum for tanken om fælles europæisk samarbejde efter krigen stod de kristendemokratiske partier. Der var således store kristeligt-demokratiske partier i alle seks lande, da man forhandlede Kul- og Stålfællesskabet på plads i 1952, forløberen for EF, der ligeledes blev skabt i 1958. De kristeligt-demokratiske partier blev ved med at have en væsentlig betydning op igennem årtierne, og det er også stadig de partier, der i dag står bag forfatningsmæssige traktater, men de har ikke længere styrken til at få tingene igennem.

To af hovedmændene bag oprindelsen af det fælles europæiske samarbejde efter krigen var den tidligere franske premierminister og senere præsident for den europæiske parlamentariske forsamling, Robert Schuman, og den første præsident for Kul- og Stålfællesskabet, landsmanden Jean Monnet.

For Schuman og Monnet var fransk-tysk samarbejde det skærende punkt for efterkrigstidens Europa. I stedet for endeløs sabelraslen og krig var det nu på tide at skabe varig fred, handel og politisk samarbejde. De skandinaviske lande havde allerede i de første efterkrigsår udtrykt skepsis over for supranationalismen, så Schumans tanke om også at inkludere andre nationer i samarbejdet, blev ved Benelux-landene i nord og Italien i syd.

På trods af Winston Churchills taler om jerntæppets fald og potentialet ved et ”United States of Europe”, trak briterne sig fra integrationsprocessen på kontinentet, der ellers både i Paris og Washington havde virket urealistisk uden netop briterne, der senere kunne diskutere med franskmændene, hvem der havde ansvaret for at holde de enkelte parter ude af forhandlingerne.

Føderal drøm splintrer, men Europa må stadig samles
Kul- og Stålfællesskabets fædre og fortalerne for en stadig tættere union fik dog også store hovedbrud på vejen mod Rom-traktaterne. I 1954 mislykkedes ratificeringen af Det Europæiske Forsvarsfællesskab i det franske parlament, og den føderale drøm led et af sine første, store nederlag. Hvis Det Europæiske Forsvarsfællesskab var blevet til noget, havde det muligvis skabt et bredere fundament, men med en Europahær, der aldrig nåede at trække i uniform, måtte fokus rettes mod et rent politisk-økonomisk samarbejde på kontinentet.

De historiske omstændigheder i 1950’ene havde en betydelig hånd at spille for udviklingen af forhandlingerne af Rom-traktaterne. Flere lande var fokuseret på mere end blot europæisk integration. Franskmændene var bundet op af kolonikrigen i Algeriet i 1956, som ikke hjalp på en i forvejen ganske skrantende økonomi. Sammen med briterne og israelerne, besluttede franskmændene sig desuden for at besætte Suez-kanalen, som egyptiske Nasser havde nationaliseret.

Israelerne angreb på fransk-britisk opfordring, og de to gamle store kolonimagter skulle så intervenere, som var de neutrale. Men dette set-up mødte voldsom modstand og trusler fra de to nye supermagter, Sovjetunionen og USA, og var med til at skabe en vished hos i hvert fald franskmændene om, at europæerne blev nødt til at forskanse sig.

I Vesttyskland var kansler Konrad Adenauer mere fokuseret på at få afklaret Saarlands skæbne, der blev tysk i 1956, og den generelle sikkerhedspolitiske situation under den kolde krig. Det amerikanske udenrigsministeriums Radford Plan, der planlagde en tilbagetrækning af amerikanske soldater fra Vesttyskland, var årsag til stor bekymring hos Adenauer. Det var ifølge ham nødvendigt at anskaffe atomvåben, der kunne afværge et sovjetisk angreb. Desuden gav regeringsskifte i Frankrig og intern uenighed i den vesttyske administration heller ingen garantier for, at forhandlingerne forblev på sporet.

Hvem ville hvad med fællesmarkedet og EURATOM?
Især Italien og Benelux-landene var interesserede i det overordnede mål om at kickstarte den europæiske integrationsproces med et nyt stærkt Vesttyskland forankret i et vesteuropæisk samarbejde, men de var også bevidste om vigtigheden i et bredere samarbejde, for at undgå at stå uden for indflydelse.

Det var således Benelux-landene, der præsenterede forslaget om et fællesmarked baseret på en toldunion i maj 1955 til de andre lande i Kul- og Stålfællesskabet og Storbritannien, for at dreje europæisk integration væk fra de bilaterale aftaler, der havde præget mellemkrigstiden. Briterne valgte at trække sig fra forhandlingerne i efteråret 1955.

Fra et fransk perspektiv forekom det ikke realistisk, at Nationalforsamlingen kunne støtte endnu et initiativ om europæisk integration, da afvisningen af Europahæren stadig var i frisk erindring, men man gik sammen med de fem andre regeringer med til at oprette en ekspertkomité ledet af den belgiske udenrigsminister, Paul Henri Spaak.

Den efterfølgende Spaak-rapport anbefalede to initiativer for fremtidig europæisk samarbejde: fællesmarkedet med toldunionen, samt et samarbejde om atomenergi (EURATOM). Regeringerne blev enige i juni 1956 om at indlede forhandlingerne til de to traktater, men der var betydelige underliggende kontroverser.

Hollænderne var egentlig ligeglade med atomenergiaftalen, men var villige til at acceptere den, hvis fællesmarkedet kunne oprettes og skubbe samarbejdet fremad. Belgien, Luxembourg og Italien gik ind for både fællesmarkedet og EURATOM. Italienerne gik som de eneste desuden ind for at cementere de supranationale institutioner, som Kul- og Stålfællesskabet havde oprettet, selvom unionen i stigende grad blev set som et mislykket samlingspunkt politisk og institutionelt.

Fra fransk side var der størst velvilje over for EURATOM-samarbejdet. Den franske centrum-højre regering under ledelse af Edgar Faure bakkede op om Benelux-landenes planer i sommeren 1955, netop pga. potentialet i EURATOM, der kunne give franskmændene mulighed for at producere egne atomvåben.

Aftalen blev ikke mindre indbydende af, at den kunne gøre europæerne sikkerhedspolitisk klar til den dag, amerikanerne og briterne trak deres styrker væk fra det europæiske kontinent. Også i London og Washington så man positivt på aftalen, da den ville løfte en del af deres hidtidige forsvarsbyrde. Det var både i franske og tyske øjne vigtigt, at Vesteuropa ikke blev for afhængigt af et amerikansk-ledet NATO og amerikanerne, og produktionen af europæiske atomvåben kunne desuden være et værn mod sovjetiske trusler.

Fransk regeringsskifte med til at ændre momentum
Et fransk regeringsskifte mod centrum-venstre i februar 1956 med socialisten Guy Mollet i spidsen, var en vigtig brik til at få fællesmarkedet samlet. Mollet støttede en europæisk enhed af politiske årsager, og fortsatte oprindeligt med at være draget først af EURATOM. Det blev set som den mest realistiske plan, de franske finanser i mente, og kunne modtage støtte i det franske parlament.

Det var efter sigende chefrådgiver Robert Marjolin, der overbeviste Mollet om, at fællesmarkedet ville være den bedste måde at transformere den slukørede franske økonomi på, selvom Nationalforsamlingen stadig udtrykte sin skepsis over for de supranationale institutioner, der skulle danne rammerne.

Mollet valgte i september 1956 at træde frem med sin fulde støtte til fællesmarkedet, hvis der kunne inkluderes en række bestemmelser om social harmonisering, en fælles landbrugspolitik, og en aftale om franske oversøiske territoriers gavn af aftalerne, der kunne hjælpe på modstanden i parlamentet, og som i sidste ende bidrog til ratificeringen, selvom Mollets regering var faldet kort forinden.

Vesttyskland tøvede
Forhandlingerne om de særlige, franske betingelser brød dog sammen, da den vesttyske delegation under ledelse af økonomiminister Ludwig Erhard afviste de franske krav. På begge spørgsmål om fællesmarkedet og EURATOM var de vesttyske ministre imod en aftale, da man hellere ville samarbejde med amerikanerne om atomindustrien og nyere teknologier, mens man i stedet for fællesmarkedet hellere ville have en bred frihandelszone. Vesttysklands største marked i 1950’erne var Skandinavien, som ville blive lukket ude af et eventuelt fællesmarked med en toldunion.

Kansler Adenauer fulgte først forhandlingerne lavmælt. Men efter forlydenderne om den amerikanske exit-strategi blev kansleren overbevist om, at det var bidende nødvendigt at få atomvåben til Vesttyskland. Franskmændene vidste øjensynligt hvilke sikkerhedspolitiske knapper, de skulle trykke på i forhandlingerne for at få tyskerne med på begge aftaler, man fra fransk side nu havde vænnet sig til tanken om.

Man lokkede ikke kun med et sikkerhedspolitisk samarbejde igennem de to Rom-traktater, men underskrev sammen med italienerne og vesttyskerne en hemmelig forsvarsalliance yderligere om atomenergi, som forskere først har fundet frem til inden for de seneste ti år.  Det var det, der fik Adenauer til at gå med til Rom-traktaterne, hvor han før havde bakket op om sin økonomiministers frihandelszone, hvis briterne kunne levere atomvåbnene. Der var med andre ord tale om en realpolitisk sans, der var skarpere end en stor føderal dagsorden.

Realpolitisk virkelighed med føderale aftryk
Som et resultat af, at modstanden mod overnationalitet nærmest var blevet en principsag for så betydningsfuldt et europæisk parlament som det franske, var der bred opbakning til at gå andre veje. Derfor ændrede traktaterne Kommissionen fra at være besluttende til at være initiativtager, og lovgivningsorganet blev Rådet. Domstolen og Parlamentet  gjorde man ikke meget for at styrke. Fra juridisk side blev der lagt en række forfatningsretlige ting ind i traktaterne, som kunne tolkes i begge retninger, men traktaterne var lavet til, at de nationale regeringer kunne styre tingene.

Regeringerne kunne lovgive og implementere, mens Kommissionen spillede en sekundær rolle i forhold til de nationale administrationer. De enkelte nationale domstole fik desuden fuld jurisprudens til at tolke Europa-retten uden Domstolens indblanding. Sidstnævnte kunne så spørges til råd og derigennem arbejde for, at der ville komme den samme læsning af det juridiske på tværs af staterne. Retsordenen skulle have effekt for alle, firmaer såvel som mennesker, og her kunne der anes nogle spor af en forfatning.

Traktaten, der satte det Europæiske Økonomiske Fællesskab i værk blev i samtiden modtaget med kritik. Den var både for beskeden og urealistisk i sin målsætning. Forhandlerne i spidsen så dog stadig en mulighed for, at Rom-traktaterne ville blive potentielt banebrydende for det europæiske samarbejde, om end pragmatikken måske vandt over idealismen. Her i 60-året for underskrivelsen af traktaterne, er den europæiske integrationsproces sat under krydsforhør, og chefrådgiver og traktatarkitekten Marjolins ord om, at 25. marts 1957 er et af de største øjeblikke i Europas historie, blafrer videre i modvinden.

Christian Weber er skribent på Magasinet Europa.

Foto i artiklens top: AP/Polfoto

Læs hele vores tema “Rom-traktaten fylder 60 – Europa, hvad nu?” her.