Mangfoldige Sardinien og den påståede stædighed

Den italienske ø består af mindst tre forskellige kulturområder. Mod syd Cagliari, som er meget italiensk, i midten bjergene, hvor de sardiske sprog er lyslevende og mod nordvest det catalanske Alghero. Sardinien er et levende eksempel på den europæiske mangfoldighed, der langt overstiger, hvad nationalstatskulturerne kan byde på.

Baggrund af Anders Engberg

09.03.2018 | TEMA: EUROPÆISKE KULTURREGIONER | I bunden af en bred bugt på Sardiniens sydkyst ligger øens hovedby Cagliari. Den centrale havnefront er domineret af smukke gamle sandfarvede bygninger, men i det ene hjørne ligger et skrummel af et nyere firkantet hus i hvide, grå og sorte farver iblandet en masse store vinduer.

Her holder det regionale parlament til, og her mødte jeg for år tilbage nogle daværende regionalpolitikere.  På skift sad de i en magelig beige lænestol, der var placeret foran tre bannere. Længst til venstre det hvide sardiske, i midten det italienske med sine tre klare farver og ude på højre fløj EU’s køligtblå banner. Denne kombination gik igen på alle officielle bygningers frontfacade. De mennesker, jeg talte med i byen inden mit besøg i parlamentet, havde ikke høje tanker om regionalpolitikerne. Selvstyre var principielt en god foranstaltning, men politikerne var generelt for inkompetente, visionsløse og korrupte til, at selvstyret kunne opnå agtværdige resultater.

Generelt var jeg ikke imponeret over de talende mænds udgydelser. De var tæt på at være almindeligheder uden synderlig dybde eller substans. Jeg var jo også en fremmed fra det høje nord, som på den ene side fortjente en høflig behandling, og på den anden side var for perifer til rigtig at blive taget alvorligt uanset spørgsmålenes indhold. Eller også havde regionalpolitikerne ikke et andet ordforråd i officiel sammenhæng.

I 1948 fik Sardinien regionalt selvstyre sammen med fire andre italienske regioner, der alle er tydelige kulturregioner, og dermed adskiller sig noget fra normen i landet. Disse regioner har flere beføjelser end de andre. Modsætningerne i Italien drejer sig især om det rige nord kontra det fattige syd. Det regionale parti Lega Nord ønsker mere selvbestemmelse til nord for at slippe for at betale til de fattige syditalienere, og partiet fik derfor gennemført en folkeafstemning i 2005, hvor regionerne skulle have større autonomi. Forslaget faldt, og især i syd var der mange, der stemte imod. Sardinien er en del af Syditalien.

Inadvendte, naive og stædige
Politikerne var ikke særligt høje, det er sardiske mænd generelt ikke og kvinderne meget passende heller ikke. Den lave højde er kun en af mange faste forestillinger om sardere, som trives blandt de øvrige italienere. Tillægsord som hårdtarbejdende, indadvendte, loyale på grænsen til det naive og stædige er ofte brugt, når talen falder på sarderne blandt norditalienere, som først for alvor stødte på øfolket, da sarderne for årtier tilbage udvandrede til Norditalien for at blive arbejdskraft på de store fabrikker.

Den yngre sardiske kvinde, Paola Loi, som fulgte mig denne dag, levede ikke op til beskrivelsen. Hun var udadvendt på en klassisk italiensk facon med arme, der sjældent fandt ro. Blandt hendes mange historier var denne om betegnelsen for sardere blandt de overlegne og rigere norditalienere. Sarderne kaldtes ”sardignolo”, hvilket er en æselrace, og man hentydede herved til øboernes påståede stædighed. Norditalienerne vidste udmærket, at ”sardignolo” ikke er den rette betegnelse, men lod, ifølge Paola, som om, at de ikke vidste bedre. Den rigtige benævnelse er ”sardi”.

Sarderne har usædvanligt mange ordsprog, og et af dem lyder: ”Han, som kommer fra den anden side af havet, er en tyv”. Det er jo et lidt mistænksomt udgangspunkt, men kender man til øens historie, vokser forståelsen for, hvordan ordsproget kunne opstå. Her har været fønikere, karthagenere, romere, vandaler, byzantinere, arabere, genovesere, pisanere og spaniere. Sjældent ville de øboerne noget godt.

I 1700-tallet kom øen under Kongeriget Piemonte i det nordvestlige Italien, og i 1800-tallet stod dette rige i spidsen for Italiens samling. Så på denne måde var Sardinien et af de første elementer i nationalstaten Italien. Det tog dog lang tid før landet var samlet mentalt, og spørgsmålet er om Støvlelandet nogensinde er blevet det.  ”Støvlelandet” er i øvrigt en pudsig betegnelse i en sardisk sammenhæng. Fastlandet er foden, der sparker. Sicilien er den trekantede bold, der ligger parat til et eftertrykkeligt spark. Men hvad er da Sardinien? En underlig rektangulær bold, der allerede er sparket et godt stykke væk?

Smagen af får og bjerge
Som en overgang til bjergene, der ventede, gik jeg den sidste aften i Cagliari på restaurant. Den var opkaldt efter øens højeste bjergområde: Gennargentu. Efter at have overvejet menukortets indhold i det sparsomt befolkede – klokken var halv ni og derfor tidligt på aftenen – og stærkt oplyste lokale, besluttede jeg mig for retten med det tillokkende navn: Spaghetti alla Gennargentu. I betragtning af de store fåreflokke i bjergene, som sammen med deres hyrder nærmest udgør det centrale element i folks opfattelse af den afsides beliggende ø, var retten nok med fårekød, tænkte jeg. Det var et godt gæt. Fårekødet lå i en tomatsovs, var udskåret i små firkanter og var meget mørt og lækkert. Retten var kun svagt krydret, så smagen af får og bjerge fik lov at indtage en fremtrædende plads. Foran mig ventede et andet Sardinien.

På toppen af en lang, snoet bjergvej dukkede en udsigt op, der overstrålede de mange tidligere på denne dag. Jeg kiggede ud over en bred dal og over mod et endnu højere bjerg end det jeg befandt mig på. Fra denne vinkel bredte det sig ud i en lang bjergkam.  På bjergets nedre, ikke så stejle skråninger, sås en større bys lyse huse. Det var Oliena, kunne jeg se af kortet.

Skoledrengen og Zolas karriere
En fantastisk fodboldspiller, Gianfranco Zola, kommer fra denne by. Han havde en utrolig teknik, og da jeg dagen efter talte med en skoledreng i en nærliggende landsby, kunne han hele Zolas karriere i detaljer.  Da jeg stod på bjergtoppen, og så over på hans hjemby, kunne jeg konstatere, at antallet af fodboldbaner med en helt plan overflade måtte være begrænset.

Skoledrengen foran mig sad og vred sig lidt på stolen. Han var genert og usikker på, hvad jeg ville tale med ham om. Da jeg stillede det første spørgsmål via den lokale tolk, var han imidlertid ikke i tvivl om svaret. Orgosolesisk, lød svaret. Spørgsmålet var: Hvilket sprog taler du derhjemme sammen med din familie? I bjergene taler man byens sprog, en sardisk dialekt, som er lidt anderledes end nabobyernes.

Pietrina Rubanu var engelsklærer, og boede i Orgosolo, knap 20 km syd for provinshovedstaden Nuoro. Hun fortalte mig om sardisk. Imens hun gjorde det, havde jeg til tider svært ved at koncentrere mig om det hun sagde. Hun lignede nemlig grangiveligt den store lille sardiske fodboldhelt Gianfranco Zola. Lille af vækst, et smalt ansigt med markante træk, ikke mindst de fremstående kindben. Fyldige læber, øjnene sad dybt og håret var kraftigt.

Italiensk indenfor – sardisk udenfor
I skolen foregik al undervisning på italiensk, selv om sardisk sprog og kultur havde fået en lille plads, fortalte Rubanu. Dog kun uden for det officielle, obligatoriske curriculum; det var imidlertid bedre end for år tilbage, hvor sardisk slet ikke indgik i skolens dagligdag til trods for dets totale dominans udenfor skolemurene.

Rubanu mente, at tosprogethed var en fordel. Man var i kontakt med sin egen lokale kultur og havde i øvrigt lettere ved at sætte sig ind i fremmede sprog. Tosprogethed tvang én til at tilegne sig de redskaber, der var nødvendige for at lære et fremmedsprog. Hun var i øvrigt meget positiv over for EU i denne sammenhæng. Nationalstaterne havde jo ikke behandlet de regionale sprog og kulturer særligt godt. Det var ikke i deres interesse. Det gjaldt i vid udstrækning også den italienske stats behandling af sine minoriteter. Europa stod for beskyttelse af mindretallene, mente Rubanu. Det gjaldt også i det sardiske tilfælde.

Hun fortalte om en stor debat på øen. Skulle man udvikle et sardisk skriftsprog? Det fandtes kun delvist. Dilemmaet var åbenbart. Fordelen ville være, at sarderne kunne kommunikere sammen på et fælles sprog, som ikke var italiensk. Det kunne styrke hele den sardiske kulturs overlevelseskraft på længere sigt. Ulempen var, at de sardiske dialekter var så forskellige, at et standardiseret skriftsprog, der måtte blive et kompromis mellem mange hensyn, kunne bidrage til at fortrænge, eller endda udrydde, en hel masse nuancer i de sardiske dialekter, og de ville i givet fald være tabt for eftertiden. Tab af mangfoldighed var hele menneskehedens tab.

Drengen på stolen vidste udmærket, hvad hans fremtid skulle handle om. Han ville være fårehyrde ligesom sin far. Jobbet var attraktivt, fordi man var i tæt kontakt med naturen, mente han. Gad vide om dette ønske overhovedet havde en fremtid?

Mangfoldig ø
I Sardiniens nordvestlige hjørne ligger turistbyen Alghero. Ved havnen besøgte jeg en fiskerestaurant, hvis hofret hed Hummer a la Katalonien. Det var nemlig ikke typiske sardiske retter, der dominerede spisekortet. I Alghero var tonen catalansk. Man kiggede over havet mange hundrede kilometer til det nordøstlige hjørne af Den Iberiske Halvø. Sproget var en gammel udgave af catalansk og maden også catalansk. Byen ved havet udgør en lille ø på øen, som en livlig kvinde udtrykte det overfor mig. Hun tilhørte det catalansktalende mindretal på øen. Det er i flertal i Alghero, og derfor var gadenavnene i den gamle bydel skrevet på italiensk og catalansk. Catalanerne kom til denne del af Sardinien for mange hundrede år siden, og deres efterkommere udgør rygraden i den lokale kultur.

Sardinien er mangfoldig. Jeg besøgte tre forskellige kulturområder. Mod syd Cagliari, som er meget italiensk, i midten bjergene, hvor de sardiske sprog er lyslevende og mod nordvest det catalanske Alghero. Og der er flere små kulturområder med sproglige særegenheder på øen. Tag til Sardinien! Den er et levende eksempel på den europæiske mangfoldighed, der langt overstiger, hvad nationalstatskulturerne kan byde på.

Anders Engberg er historiker og journalist. Han har i mange år beskæftiget sig med information om Europa, bl.a. i form af tv-programmer og spil. Se mere på hjemmesiden www.mistereuropa.dk. 

Billede i artiklens top: /RitzauScanpix/

Læs de øvrige artikler i vores tema “Europæiske kuturregioner” her.

Fakta om Sardinien:

Areal: 24.090 km2

Befolkningstal: 1.658.138 (2016)

Flag: Et rødt kors på en hvid baggrund. I hvert af de fire felter er et sort hoved i profil. Det er maurere, og de symboliserer øens position som en forpost mod det afrikanske kontinent. Hovederne bærer et pandebånd. Pandebåndene har i visse sammenhænge dækket øjnene i stedet for at sidde over øjnene. Denne position har i nyere tid symboliseret den italienske nationalstats kulturelle og politiske undertrykkelse af øens befolkning, og det lillebitte selvstændighedsparti på øen bruger denne symbolik.