“Lega” har en lang historie som kritiker og fortolker af den italienske republiks krise  

Det er ikke så overraskende, at det højreradikale parti “Lega” er på nippet til at komme i regering i Italien efter valgsuccesen, der gjorde partiet til det største til højre for midten. Partiet, der tidligere hed “Lega Nord”, har nemlig før været tæt på lignende national succes. Lega har med en udtalt populisme, varierende ideologi og stor manøvredygtighed placeret sig som det italienske demokratis krises tilbagevende kritiker og idémæssige fortolker. 

Baggrund af Simon Cecchin Birk

TEMA: DET USTABILE ITALIEN | Ved det italienske parlamentsvalg den 4. marts var en af valgets store vindere det højreradikale parti Lega, der med 17,4 procent af stemmerne i dag kan kalde sig det største parti i centrum-højre spektret af italiensk politik. Partiet, der tidligere hed Lega Nord, står over for svære regeringsforhandlinger med den anden store vinder, Movimento 5 Stelle (Femstjernebevægelsen).

Legas nyvunde magtposition er blandt andet et resultat af, at partiet siden Matteo Salvinis tiltrædelse som partileder i 2013 har undergået en gradvis, men målrettet nationaliseringsproces. Undervejs har partiet nedtonet sit tidligere afgørende tilhørsforhold til de norditalienske regioner, antagonisme overfor syditalienere og krav om at separere dets selvopfundne norditalienske republik, Padania, fra resten af Italien.

Det er dog ikke første gang, at det populistiske parti genopfinder sin identitet. Lega Nord har igennem dets 27 år lange historie med stor fleksibilitet og varierende succes flere gange undergået markante forandringer og har som evig entreprenør af krisen før været tæt på den nationale succes, som det fik ved 2018-valget.

Kritikken af eliten og forsvaret af terrænet
Lega Nord fandt i startfirserne sine tidlige konturer i en lokal liga først i Veneto-regionen og dernæst i regionerne Lombardiet og Piemonte. Den mest indflydelsesrige Liga i startfirserne, Liga Veneta, var på dette tidspunkt, hverken et højre- eller venstreorienteret parti, men nærmere en tværpolitisk protestparti, der vandt tilslutning fra små og mellemstore virksomheder. I en tid præget af sekularisering, socialøkonomisk usikkerhed og degenererende bånd mellem civilsamfund og politisk elite, overtog det elite- og statskritiske Liga vælgere fra først kristendemokraterne og senere kommunisterne samt andre sekulære partier.

Efter en stagneringsperiode i midtfirserne indledte Lega Lombarda, under ledelse af den karismatiske og polemiske Umberto Bossi, i slutfirserne en ny periode med fremgang. Bossis innovation var at placere den etniske region som grundsøjlen i en ny historisk identitet, der følgeligt afstedkom et forsvar af terrænet overfor de sociokulturelle forandringsstrømme.

Lega Nord og republikkens krise
I 1991 blev Lega Nord med Bossi som ubestridt leder stiftet som en sammenslutning af seks nord- og centralitalienske ligaer. I de følgende år blev den regionale historiske identitet nedtonet til fordel for en antielitær populistisk protest. Som en del af denne populistiske drejning erstattede Bossi den tidligere brug af dialekt med et italiensk hverdagssprog. Dette lettilgængelige sprog tjente til at differentiere ham og partiet fra de traditionelle politikere og deres alt for ofte ugennemtrængelige politikersprog. Med disse ændringer formåede Bossi og Lega Nord som stærk kritiker af de daværende ”partitokratiske” tilstande, de italienske institutioner, det offentlige initiativ samt immigranter og syditalienere, at opnå 8,65 procent af stemmerne på landsplan i 1992.

Valgsuccesen i 1992 var rammesat af begyndelsen på det italienske partisystems store krise. Efter valget gik Lega Nord og Bossi fra at være denne krises største kritiker til at positionere sig som den ledende fortolker af reformen af det italienske demokrati, den såkaldte Anden Republik. Som en del af et nyt forsøg på at omforme Lega Nords identitet – denne gang til et masseparti – nedtonede Bossi, for en tid, den polariserende kritik af syditalienere og de nationale institutioner for i stedet at fokusere  på partiets vision om et føderalt Italien, skattereformer og bedre vilkår for små og mellemstore virksomheder.

Da nyheden om store korruptionsskandaler først spredte sig i de italienske medier, havde Lega Nord et effektivt monopol på en identitetsskabende populistisk protest mod den etablerede politiske elite. Dette skulle ændre sig op til det nationale valg i 1994, hvor mediemogulen Silvio Berlusconi, med anselige løfter om et nyt økonomisk mirakel, frihed fra staten og beskyttelse mod den gamle venstreorienteret elite, trådte ind på den politiske scene og indtog italienernes tv-skærme.

En måned før Berlusconis indtræden i politik havde Lega Nord ligget til at modtage omkring 16 procent af stemmerne. Efter stemmerne var talt op stod det dog klart, at Berlusconis Forza Italia store fremgang havde medført en halvering af Lega Nord, der følgeligt accepterede rollen som støtteparti. Det varede dog kun 252 dage før Bossi og Lega Nord brød den skrøbelige alliance og fældede Berlusconis første regering, efter dens ministre havde forsøgt at modarbejde retsvæsenets korruptionsundersøgelser af blandt andet Berlusconi selv.

Padania og separatisme
Som højlydt enegænger og kritiker af Berlusconi udskiftede Lega Nord sin etniske føderalisme med separatisme. Partiets radikaliserede regionalisme kulminerede, da partiet i 1996 under påskud om, at det forenede Italiens historie havde været præget af kolonial undertrykkelse, økonomisk udnyttelse og moralsk vold, erklærede den norditalienske republik Padania uafhængig.

Lega Nord fik samme år sit bedste nationale valgresultat før Salvini på over 10 procent af de italienske stemmer. Hverken valgresultatet eller den i Norditalien folkeligt højst populære uafhængighedserklæring havde dog nogen større politisk indvirkning, eftersom valget blev vundet af centrum-venstre, der, ligesom de øvrige europæiske regeringer, ikke anderkendte Padania som selvstændig stat.

Regeringsansvar og decentralisering
Efter et forfejlet forsøg på at konkurrere med Berlusconi om de italienske centrum-venstre vælgere endte Bossis parti, i anden halvdel af halvfemserne, som en marginaliseret politisk outsider. Den manglende konkurrencedygtighed og det italienske partisystems udvikling henimod et, hvor indflydelse skulle opnås som del af en af de to politiske blokke, medførte, at Lega Nord mellem 2000 og 2001 atter blev del af centrum-højre. De mange angreb på Berlusconi som en korrupt tyran med mafiaforbindelser ophørte. I stedet hævdede Bossi nu, at Berlusconi var uskyldig og alene havde været forfulgt af den italienske retsstat. Som del af den nye aftale med Berlusconi nedtonede Bossi samtidig de hårde separatistkrav og positionerede i stedet for Lega Nord som fortaler for administrativ decentralisering – hvilket i modsætning til føderalisme ikke er i modstrid med en stærk statsmagt.

I de tre følgende Berlusconi-regeringer nød Lega Nord, på trods af faldende vælgeropbakning, en betydelig indflydelse og var eksempelvis medansvarlig for Bossi-Fini-immigrationsloven, der blandt andet gav ret til at foretage lynhjemsendelser. Samtidig foretog Bossi en iøjnefaldende europapolitisk kursvending efter Italiens indtræden i ØMU-samarbejdet, hvorfra den europæiske integration gik fra at være en fordel til hindring for Lega Nords regionalistiske dagsorden. På trods af en indgående kritik af euroen og en afvisning af unionen som den europæiske venstrefløjs konspiratoriske forsøg på at oprette en totalitær stat, fik partiets hårde euroskepsis ingen reelle konsekvenser for Italiens udenrigspolitik.

I 2012 trådte Bossi frivilligt tilbage som partileder efter at være blevet anklaget for svindel med partiets offentlige partistøtte på sin familie. Bossi blev i en kort periode efterfulgt af Roberto Maroni, der anlagde en mere moderat linje, hvorunder partiet tog afstand til Marine Le Pen og hendes hårde euroskepsis. Maronis lederskab skulle dog vise sig at være stilhed før stormen.

Matteo Salvini og højreradikalisering
Siden valget af Salvini som formand har Lega Nord været under transformation. De tidligere regionalistiske symboler er enten forsvundet eller nedtonet til fordel for en stadig større fokus på lederen. I 2014 blev søsterpartier oprettet i Central- og Syditalien samt på de italienske øer. Ved valget i 2018 tog partiet det sidste skridt og skiftede navn til det geografisk neutrale Lega. De kritiske røster overfor syditalienere er erstattet af forsonende udtalelser og løfter om repræsentation. Samtidig mobiliseres der nu i stigende grad under kampagnesloganet ”stop invasione” og med hård og frygtindgydende retorik mod fremmede og mod det EU, der i naturlig forlængelse af partiets anti-elitære populistiske retorik sammenlignes med en undertrykkende fjern magt ledet af en sammensvoren oligarkisk elite.

Det historiske terræn er tilbage som identitetsmæssigt samlingspunkt, men regionen er i høj grad erstattet af nationen. På trods af, at den mere nationalistiske orientering, har især fraktioner i partiet dog stadig fokus på det nære og er forkæmper for regional decentralisering og i visse tilfælde autonomi. Det er det kendte og tryghedsskabende som Lega Nord positionerer sig som forsvarer af, mod en ubekendt og utryghedsskabende fremtid, præget af migrationsstrømme og en stadig eskalerende økonomisk, kulturel og politisk globalisering samt teknologisk udvikling.

Partiets ideologi har varieret gennem årene. Tidligere var den især præget af anti-statlige libertarianske, socialliberale og sekulære idealer. Gradvist er Lega Nord blevet mere socialt konservativt, herunder tilhængere af den katolske kirke. Partiet betragter dertil, i overensstemmelse med den højreorienteret ideologi etno-pluralisme, det etniske og organiske nationale eller regionale fællesskab, som et modsvar til den kulturelt inklusive republikanske nationalstat. Det er således ikke tilfældigt, at partiet søger allierede som Vladimir Putin i Rusland, Marine Le Pen i Frankrig og Donald Trumps tidligere chefstrateg, Steve Bannon, i USA.

Højreradikaliseringen af Lega Nord og dets vælgere har været undervejs siden starten af nullerne. Den tidligere venstrelænende Salvini har med stor forståelse for tidsånden grebet denne udvikling og ført partiet til fremgang ved tre fortløbne valg (Europaparlamentsvalget i 2014, Regionalvalget i 2015 og Parlamentsvalget i 2018). Siden 2013 har Salvini klargjort det regionalistiske parti til en rolle, som højrefløjens nye fanebærer. Han har løbende taget det initiativ, der før var Berlusconis, eksempelvis da han, efter den britiske Brexit-afstemning, afholdt et møde om det italienske centrum-højres fremtid. Til forskel fra den politiske midte og status quo, herunder Berlusconi og Renzi, har Salvini  formået at kanalisere utilfredsheden og fremstille sit parti som et autentisk folkeligt alternativ.

Krisens kritiker og republikkens fortolker
Det italienske parlamentsvalg i 2018 var rammesat af en udbredt utilfredshed med det italienske demokrati, EU, samt en udtalt usikkerhed, særligt omkring de fortsatte migrationsstrømme og den nationale økonomi. Det var markante skillelinjer, der ved valget i marts omformede det italienske politiske landskab. De før dominerende og pro-europæiske centrum-højre og centrum-venstre partier mistede betydelig opbakning hos vælgerne, der i stedet for tilsluttede sig de fremstormende populistiske og euroskeptiske protester fra Lega og Movimento 5 Stelle.

I modsætning til valget i 1994, hvor Berlusconi og Bossi ledte hver deres protest, var Berlusconi ved valget i 2018 repræsentant for det politiske etablissement, mens Salvini var leder af den voksende protest fra højre. Ligesom Bossi i midt halvfemserne risikerer Berlusconi at ende ude i kulden, hvor Salvinis Lega med omkring 17,4 procent af stemmerne, står til at overtage rollen som det dominerende centrum-højre parti.

Som det ældste parti i dét italienske partisystem, der under tilnavnet den Anden Republik, fandt nye og gamle konturer, har Lega siden begyndelsen været en genspejling af den især norditalienske virkelighed. Partiet har lagt stemme til utilfredshed og ressentiment, men også selv styrket den politiske sindsstemning og været facilitator af nye identitetsmæssige bånd.

Under halvfemsernes store krise positionerede Lega Nord sig, ikke bare som protestparti overfor de etablerede og korruptionsramte partier, men også som den nye republiks idémæssige fortolker. Snart tre årtier senere tales der, efter valget i 2018, om begyndelsen på en ny Tredje Republik, og på trods af sin alder, positionerer det i dag højreradikale men stadig populistiske Lega sig atter som både kritiker og fortolker.

Simon Cecchin Birk er cand. mag. i italiensk med profil på Europas kulturelle identiter og speciale om italiensk euroskepticisme og populisme.

Billede i artiklens top: /RitzauScanpix/Reuters/Stefano Rellandini.

Læs hele vores tema “Det ustabile Italien” her.