Pomakkerne bor i grænseområdet, hvor Bulgarien, Grækenland og Tyrkiet møder hinanden. De taler forskellige bulgarske dialekter og blev omvendt til islam under Det Osmanniske Rige.
Baggrund af Anders Engberg
TEMA: EUROPAS UKENDTE FOLK | Balkan er uden sammenligning den mest komplekse og sammensatte del af Europa hvad angår etnicitet, kultur, sprog og religion. I nationalstaternes tidsalder, hvor nationalchauvinismen ofte har stukket sit hoved frem, har det givet anledning til mange konflikter, også voldelige. Man kan måske gå så vidt som til at sige at hele den klassiske nationalstatstanke om én stat med ét folk, ét sprog, én kultur, én religion og én (glorværdig) historie netop på Balkan viser sin absurditet.
Pomakkerne bor i et af de meget sammensatte områder, grænseområdet, hvor Bulgarien, Grækenland og Tyrkiet møder hinanden. Deres kerneområde er Rodopi-bjergene i det sydlige Bulgarien. De taler forskellige bulgarske dialekter, men er muslimer. Langt de fleste bulgarer er ortodoks kristne. Pomakkerne er altså slavisktalende muslimer. De blev omvendt til islam i en århundredlang periode, hvor området var en del af Det Osmanniske Rige.
Konverteringen til islam begyndte i 1400-tallet og fortsatte frem til 1700-tallet. I 1600-tallet var der især mange i regionen, der tilsluttede sig islam. Nogle hævder, at det skete under trussel om henrettelse, mens andre ikke tror på dette, bl.a. fordi man som muslim i Det Osmanniske Rige nød privilegier i forhold til de andre religiøse grupper, kristne og jøder. Det var derfor attraktivt at tilslutte sig islam. Det Osmanniske Riges samfundsliv var opdelt efter religiøse skillelinjer. Hver religiøs gruppe levede i sin millet, et ord af arabisk oprindelse, der betyder ”nation”, men det var netop ikke nationer i moderne forstand.
Pomakkisk statsdannelse
I 1800-tallet var Det Osmanniske Rige så svækket og de nationale tanker og kræfter så stærke, at det medførte opbrud på Balkan. Efter Den Russisk-Tyrkiske Krig, der sluttede i 1878, oprettedes en række selvstændige Balkanlande i ly af sejrherren Rusland. I Rodopi-bjergene frygtede pomakkerne øget bulgarsk og russisk indflydelse i området. Derfor dannede de i 1878 Republikken Tamash, der bestod i otte år. Denne pomakkiske statsdannelse, der blev støttet af briterne, bestod af 17 landsbyer, der i 1880 blev udvidet med yderligere fire landsbyer. Det er fra denne tid at pomakkernes flag stammer. Flaget består af tre tværstriber, øverst en rød stribe, i midten en grøn og nederst en sort stribe. Det var republikkens flag, og det er fortsat pomakkernes flag.
Republikken ophørte i 1886 da Bulgarien erobrede området. Tiden frem til 1920 var præget af oprør, nye statsdannelser og ændrede grænser. I en periode besad Bulgarien det vestlige Thrakien, dvs. det område, der i dag udgør det nordøstligste Grækenland. Bulgarien havde nået Det Ægæiske Hav og herskede over en endnu større del af pomakkerne. Men i 1920 overtog grækerne området og få år efter var de nuværende statsgrænser i regionen fastsat.
Assimileringskampagner
Det er svært at opgøre antallet af pomakker i dag. Mange er blevet assimileret med omgivelserne, og desuden er opgørelserne forskellige afhængig af hvilket land, der er tale om. I Bulgarien oplevede pomakkerne tre assimileringskampagner, der først ophørte med kommunismens sammenbrud i 1989. De fik bl.a. bulgarske efternavne. Man anslår, at der findes 150.000 – 250.000 pomakker i landet, primært i de sydlige bjergegne.
Pomakkiske piger under en traditionel bøn for regn i landsbyen Dolni Voden i det østlige Bulgarien. – Foto: /Ritzau Scanpix/AP/Petar Petrov/
Tyrkiet er et muslimsk land, og her har pomakkerne ikke adskilt sig religiøst, men sprogligt. Her er de i højere blevet assimileret med den øvrige befolkning. De lever især i Østthrakien, det vil sige den europæiske del af Tyrkiet, hvor man anslår, at der i dag lever cirka 300.000 mennesker med pomakbaggrund, men kun ca. 8% af dem taler i dag pomakkisk.
I Grækenland lever de i bjergegnene op mod grænsen til Bulgarien. Her er antallet cirka 50.000. Det hævdes, at der også lever pomakker i Makedonien, Kosovo og Albanien, men det er mere tvivlsomt. Dette understreger blot de uhyre komplekse forhold omkring de forskellige folkegrupper på det sydlige Balkan.
Slavisktalende muslimer
Der findes ikke et pomakkisk sprog, folkegruppen er netop karakteriseret ved dens religion. Pomakkerne er slavisktalende muslimer. Disse slaviske sprog er primært bulgarsk, men her er mange dialekter, og pomakkernes sprog afviger ikke væsentligt fra sproget, som de øvrige bulgarsktalende på egnen taler.
I Tyrkiet og Grækenland anvender man termen ”pomakkisk” om de bulgarske dialekter, der har hjemme i Rodopi-bjergene, men det er altså ikke et særskilt sprog for pomakkerne. I regionen anvendes tre alfabeter, kyrillisk i Bulgarien, græsk i Grækenland og latinsk i Tyrkiet. Forsøgene på at skabe et pomakkisk skriftsprog ud fra de dominerende dialekter har været besværliggjort af disse forhold.
Drejebog for bryllupper
Mange pomakker lever et traditionelt muslimsk landsbyliv med overholdelse af de muslimske forskrifter, ramadan m.m. Men det moderne samfund trænger sig på, også her, og moderne skikke vinder indpas. Således er f.eks. de traditionelle pomakbryllupper ikke så udbredte som de var. Det hænger også sammen med at mange af traditionerne var forbudte i det kommunistiske Bulgarien. Nu forsøger man at bevare og styrke dem, bl.a. i landsbyen Ribnovo, hvor bryllupper forløber efter en århundredgammel drejebog.
Et traditionelt pomakbryllup varer to dage. På førstedagen lægger man gaver udenfor brudens hus. Det er bl.a. et tegn på velstand, hvilket ikke er uvæsentligt i et landbrugssamfund med begrænsede midler. Hele landsbyen er inviteret, og der spises, drikkes og danses. På andendagen præsenteres bruden for gommen og selve vielsesritualet foretages.
En særlig skik er en makeup-maske, en gelina, der lægges på brudens ansigt, og som det tager timer at færdiggøre. Oprindelig havde hver landsby sit design af masken. I Ribnovo er basen hvid, hvorpå der lægges mønstre i rød og guld. Når vielsen er overstået vasker gommen gelinaen af brudens ansigt.
Pomakken fra Grækenland
Som hos mange andre af Europas små folkeslag er en del af pomakkerne udvandret, primært af socio-økonomiske, men også nogle gange af politiske grunde. Blandt pomakkernes efterkommere er skuespiller, sanger og producer Rita Wilson, født i USA i 1956 med navnet Margarita Ibrahimoff. Hendes mor var af græsk oprindelse, født i det sydlige Albanien. Hendes far var pomak, født i Grækenland tæt ved grænsen til Bulgarien. Rita Wilson er gift med skuespilleren Tom Hanks. Han har hævdet, at hans hovedrolle i filmen ”The Terminal” om en østeuropæisk mand, der strander i en lufthavn i New York i måneder, er baseret på observationer af svigerfaderen, pomakken fra Grækenland.
USA er mangfoldigt, ligeledes Rodopi-bjergene, pomakkernes kerneområde. I de smukke bjergegne bor, foruden pomakker, også bulgarer, grækere og bulgarske tyrkere, dvs. etniske tyrkere, der taler tyrkisk og er muslimer. Desuden bor her Sarakatsani, et græsk nomadefolk, der tidligere vandrede med deres dyr i området mellem Sortehavet og Det Ægæiske Hav. Nu er de bofaste og i vid udstrækning integrerede i det moderne samfund. Men det er en anden historie fra det vidunderligt mangfoldige Balkan.
Anders Engberg er historiker og journalist. Han har i mange år beskæftiget sig med information om Europa, bl.a. i form af tv-programmer og spil. Se mere på hjemmesiden www.mistereuropa.dk.
Billede i artiklens top: /Ritzau Scanpix/AP/Petar Petrov/
Læs hele temaet “Europas ukendte folk”
Magasinet Europa er hverken annonce- eller abonnementsbaseret. Hvis du er enig i vores fravalg af distraherende reklamer og restriktive betalingsbarrierer og gerne vil have flere dybdegående artikler og temaer om dagens Europa, vil vi sætte stor pris på din støtte.
Støt os med et engangsbeløb via MobilePay Støt os fast via Patreon
