Lige pludselig er der ny regering i Spanien. Den socialdemokratiske statsminister Pedro Sánchez er kommet godt fra start trods alle onde varsler om en svag regering, der har solgt ud allerede før start. Det skorter dog ikke på murren over magtskiftet.
Kommentar af Sara Høyrup
Spaniens nye regering, der kom til for nylig efter den konservative regerings fald på grund af en stor korruptionssag, har rød politik og konfliktnedtrapning på programmet. Dens kerne er socialdemokraterne i PSOE ivrigt støttet af venstrepopulisterne i Podemos. Efter års rivalitet er det gamle og det nye venstreparti blevet bedste venner for en tid.
Der skal føres social politik, og det ”betændte” forhold til Catalonien skal ”afspændes”, forlyder det fra den røde regering. Det første skal ske inden for rammerne af EU’s sparekrav, det andet inden for rammerne af retsstaten.
De mange indvandrere uden opholdstilladelse skal på ny have adgang til det offentlige sundshedssystem, og retssystemet skal oplæres i at håndtere voldtægtssager på tidssvarende vis.
Andre sociale problemer må vente til næste embedsperiode, vurderer den nye regering med sans for realisme. Den ser ikke ud til at mangle virkelyst, og den består af anerkendte kapaciteter, men tiden er knap. En kultur- og sportsminister, som hader fodbold og viste sig at være dømt for skattesvig, blev der gjort kort proces med.
Venstreradikalt støtteparti
Venstreradikale Podemos er godt nok det eneste parti i parlamentet, der elsker Sánchez lige nu. Frelserskikkelsen Pablo Iglesias, som har profileret sig på en markant personkult omgivet af basisdemokrati, udviser en sjælden ydmyghed. Han finder sig i at stå i skyggen af samme socialdemokrat, som han tidligere storskrydende har svoret at overhale og fratage pladsen som nummer 1 til venstre. Podemos har tidligere afvist at støtte PSOE, og den strategiske fejl går los podemitas nu bodsgang for.
Det yderste og det inderste venstre kan blive enige om mangt og meget på den sociale front, men ting koster penge. Hvor Podemos vil blæse EU-instrukserne om bæredygtige budgetter en hatfuld, opererer den økonomiuddannede Sánchez inden for de udstukne rammer – og det giver ikke det store råderum.
Spanien er i forvejen ikke nær så god som Portugal til at efterkomme de skrappe krav nordfra, fortæller den danske Portugal-kender Susanne Sayers. Hvis PSOE skal vinde velvillige vælgere tilbage fra det tidligere regeringsparti, det konservative Partido Popular (PP), vil det tale i partiets favør at føre forsigtig økonomisk politik, vurderer Rupert Cocke, bureauchef i Spanien for finansmediegruppen Acuris.
Fædrelandsforræderen
De to venstrepartier er også fælles om en blødere tilgang til lokalnationalismerne. Disse udgør altid er en lakmusprøve på de spanske centralregeringer. Lige nu er Catalonien-dramaet den allerstørste hovedpine og det allermest ømme punkt, og regeringens forhold til den nordøstlige region er på alles læber. Lokalnationalisterne griner smørret, PP og de ambitiøse liberale i Ciudadanos (Cs) slår syv kors for sig og kaster om sig med beskyldninger, og catalanske intellektuelle, som Jordi Gracia, finder fornyet fremtidshåb.
Udpegningen af den tidligere formand for Europa-Parlamentet, Josep Borrell, viser for alverden, at venstreregeringen ikke er fuldstændigt i lommen på separatismen, sådan som det spanske højre hævder. Valget af Borrell er en umisforståelig markør. Han er en torn i øjet på de catalanske separatister, for de tåler ikke, at en mand af pur catalansk afstamning kan være lodret uenig med dem.
Den skarptungede journalist Albert Soler fra den catalanske Diari de Girona – en fuldcatalansk fritænker, som selv udsættes for trusler fra separatisterne – minder om, at catalanisterne (dem, for hvem det at være catalaner er en ideologi) har et navn for folk som den hæderkronede socialdemokrat med det europæiske CV og styr på tallene: botifler. Forræder mod fædrelandet.
Trængsel på midten
Sánchez har brug for støtte fra lokalnationalisterne, så længe han ikke får opbakning fra de fortørnede konservative i PP og Cs. Kampen om pladsen på midten er intens lige nu, påpeger Rupert Cocke.
60 procent af den spanske befolkning definerer sig selv som centrumvælgere (4-6 på en venstre/højre-skala fra 1 til 10), og hverken PP eller Cs vil p.t. støtte PSOE, som de ellers dannede fælles front med i slaget om Catalonien: Sammen fratog de midlertidigt Catalonien selvstyret med den berygtede paragraf 155 i forfatningen, og sammen stod de tre forfatningstro partiers valgkontrollører outnumbered af gul stue ved parlamentsvalget i Catalonien den 21. december.
Men det har alle dage været en skrøbelig ménage à trois præget af magtkampe og mistillid.
Studehandler med separatismen
De spanske højrepartiers boykot gør den socialistiske regering sårbar over for krav fra lokalnationalisterne, som formodes at have hentegæld til gode efter at have hjulpet PSOE med at vælte det korrupte PP qua et mistillidsvotum.
De meget tænkelige studehandler vækker bekymring i den diskriminerede del af den catalanske befolkning (spansktalende, antinationalister og unionister), der i snart fyrre år er blevet svigtet. Hvad enten PP eller PSOE var ved magten, har centralregeringen forladt sig på stemmer fra nationalistpartierne PNV, ERC og det Convergència, som i nyere tid er i evig mutation og under endeløs navneforandring, men altså er Carles Puigdemonts og Quim Torras parti.
De chauvenistiske lokalnationalister har så til gengæld fået lov at råde og regere ude i regionerne i strid med lovgivningen, for eksempel om officiel tosprogethed, og i strid med sund samfundsfornuft og almindelige respekt for historiske fakta. Således er eksempelvis den ensprogede escola catalana med dens pekuliære pensum og marginaliserende virkninger opstået.
Nationalisterne er Sánchez’ akilleshæl – fordi konservative og liberale vil det sådan. Det er salte krokodilletårer, disse to andre store forfatningstro partier fælder, når de beskylder socialdemokraten Sánchez for at sælge ud.
Flotte Pedro og kabinettet
Sánchez ror hurtigt fra land og popper ind og ud af det skærende medielys. Han præsenterede storsmilende den nye regerings ministre, komplet med et væld af ministerinder iklædt symbolske røde spadseredragter. Men ellers doserer den nye statsminister sine optrædender og maksimerer effekten – og sikrer velsagtens også sig selv arbejdsro på den måde. Der lader til at være mere substans i den nye regeringschef, end tilnavnet ”flotte Pedro” antyder, og mange spåede.
En anerkendt journalist som Iñaki Gabilondo er begejstret: ”Pedro Sánchez har til alles forbløffelse formået at danne en lovende ministergruppe af højt kvalificerede personer.”
Spændende bliver det, om han vil strande i gold gestik, sådan som det skete for hans partifælle ZP: José Luis Rodríguez Zapatero (2004-11). Tiden er en faktor, for det skorter tydeligvis ikke på planer for socialdemokratiets tredje omgang ved magten efter diktatorens død i 1975. Den første og største var Transitionshelten Felipe Gonzalez (1982-96), som faldt på korruption og desperat, illegitim terrorbekæmpelse i Baskerlandet.
Det betændte Catalonien
Sánchez satser på at sidde tiden ud, og medmindre han bliver udsat for en massiv boykot fra alle sider, vil det lykkes ham. Det giver ham et år eller to at løbe på, og i den tid kan hans regering i alt fald forventes at få løst lidt op for den ulykkelige hårdknude i forholdet mellem centralstaten og den selvbevidste region i nordøst.
De catalanske separatister har med Sánchez’ mistet deres narrativ om det ureformerbare Spanien. De siger, de vil i ”dialog” med den nye chef for centralregeringen; men det er en dialog, der skal foregå på deres præmisser og fra hvilken de udelukker samtlige modstandere.
Sánchez er ingen push-over og holder hårdt fast i forfatningen. Ikke desto mindre har hans regering allerede åbnet op for en ”genaktivering” af de udenlandske repræsentationer i regi af Diplocat, som sammen med nationalistforeningerne ANC og Òmnium lobbyer for løsrivelse ude i Europa.
Den nye regering overlader til kriminalforsorgen at afgøre, om de varetægtsfængslede separatistledere kan blive flyttet tættere på hjemmet, og den nye justitsminister, Dolores Delgado, gør meget ud af ikke at lægge pres på det uafhængige retsvæsen med politiske udmeldinger om eksempelvis de strandede europæiske arrestordrer på Puigdemont & Co. Modsat PP vogter hun sig for at kunne beskyldes for at instrumentalisere den dømmende magt i det politiske sammenstød med separatismen.
Samtidig hos PP
De konservative er knockoutet og i vildrede. De skal til en start finde en ny leder og helt selv finde ud af det, idet den afgående Mariano Rajoy har brudt med sædvane på højrefløjen og ikke udpeget sin efterfølger. Selv blev han udpeget af José María Aznar, som nu rumsterer i kulissen og repræsenterer et hårdere højre.
Samtidig har Aquarius-dramaet drevet en kile ind mellem de iskolde hjerter i centralkontoret og de mere humant indstillede regionsledere. Blandt dem er Ximo Puig i Valencia, hvor flygtningeskibet har fået lov at lægge til land, og Alberto Núñez Feijóo, som ellers har været blandt favoritterne som ny leder. Stærke damer som Rajoys højre hånd, Soraya Saénz de Santamaría, er også i spil.
Partido Popular har umådeligt svært ved at vedstå egne fejl og søger stadig at banalisere den altgennemsyrende korruption i partiets hjerte. Partiet har fornærmet svoret at ville være til besvær og hindre regeringen i at regere, for det gik jo faktisk meget godt med at obstruere de socialdemokratiske initiativer, sidst de konservative var i opposition. Blandt andet foranstaltede PP massedemonstrationer mod fredsprocessen med den baskiske terrororganisation ETA (se Netflix-filmen El fin de ETA).
Detroniserede favoritter
Mens de konservative står i skammekrogen, forsøger de liberale at fastholde førerpositionen som oplagt regeringsparti. Det spanskpatriotiske Cs regnede med en sikker sejr ved næste valg, men er nu afhængige af at tvinge PSOE i armene på alle lokalnationalisterne og udstille samme blødsødenhed, som har gjort det lokale socialdemokrati svært at goutere for sande progressive i Catalonien.
Kun på den måde kan Cs fastholde sig selv i rollen som eneste alternativ centralt til de forstenede og korrupte konservative og eneste løsning lokalt på den separatisme og chauvenisme, diskrimination og indoktrinering, som stadig flere catalanerne nægter at finde sig i.
Og Cs er vitterligt det eneste parti, der giver catalanisme-ideologien kam til dens hår. Fælden, de liberale falder i, påpeger Jordi Gracia, er som modsvar at gribe til en spanskpatriotisme, som tangerer det nationalistiske. Og det rigtigt farlige er, forklarer denne catalanske intellektuelle til Magasinet Europa, at nu er to kampfæller i clinch med hinanden. Det risikerer at gribe om sig.
Her kan socialdemokratiet spille en vigtig rolle i at tage luften ud af konflikten. Den røde regering bør imidlertid vare sig for den utilgivelige eftergivenhed, der i al sin forgæves appeasement er et knæfald for nationalchauvenismen, som længe nok har haft et fast greb om det catalanske samfund.
Hvad så nu?
Jordi Gracia byder den nye venstreregering velkommen. Han udtrykker over for Magasinet Europa glæde over, at der omsider vil blive ført en progressiv og social politik landet over; ja, at det overhovedet er noget, der igen bliver en del af debatten.
Catalonien-konflikten har suget af luften ud af rummet alt for længe. Og godt nok skeler alle til de haneben, Sánchez og Torra gør til hinanden – men nu er der igen ideologi på tapetet frem for identitet.
Sara Høyrup er Magasinet Europas Spanienskorrespondent · www.sarahoyrup.com · F+I+T: @lahoyrup
I Magasinet Europa gælder det for alle artikler i genren “kommentar”, at kommentaren udelukkende er udtryk for skribentens egne holdninger.
Billede i artiklens top: /Ritzau Scanpix/AP/Francisco Seco/
Magasinet Europa er hverken annonce- eller abonnementsbaseret. Hvis du er enig i vores fravalg af distraherende reklamer og restriktive betalingsbarrierer og gerne vil have flere dybdegående artikler og temaer om dagens Europa, vil vi sætte stor pris på din støtte.
Støt os med et engangsbeløb: 
Støt os fast: 