I næsten et halvt århundrede delte jerntæppet Europa i øst og vest. Tusindvis af kilometer blev til et farligt ingenmandsland, og her fik naturen lov til at passe sig selv. I dag er denne natur blevet til European Green Belt og forbinder 24 lande i Europa. Jerntæppet var et symbol på Europas splittelse, mens det grønne bælte hjælper kontinentet til at gro sammen igen.
Reportage af Emil Staulund Larsen
Det står der endnu, dele af det gamle jerntæppe. Nær grænsen mellem Tjekkiet og Østrig står et par hundrede meter tilbage af et rustet hegn i udkanten af den lille by Čížov. En fugl sidder ubesværet på pigtråden. Kigger sig omkring, hvorefter den flyver ned på den bagvedliggende mark.
Langs hegnet gror græs og blomster. Et gammelt vagtårn tårner sig op, omtrent midt for hegnet, hvorfra vagter engang kunne overvåge bufferzoneområdet. Ingen måtte komme hverken ind eller ud. Det vurderes at omkring 350-500 civile døde i forsøget på at krydse jerntæppet ved Tjekkiets grænse – foruden et endnu større antal vagter, hvor nogle selv forsøgte at krydse hegnet, mens andre endte med at tage deres eget liv.
Fuglen kommer nu tilbage til hegnet med et insekt i næbet. Den kigger sig vagtsomt omkring, hvorefter den flyver tilbage mod sin rede. Tidligere var området et trøstesløst ingenmandsland, mens det i dag markerer udkanten af Tjekkiets mindste nationalpark, Park Podyjí. Et rigt dyre- og planteliv, smukt kuperet terræn og et inspirerende samarbejde over grænsen har vist, at det jerntæppe, der tidligere adskilte Europa i to, nu er med til at samle naboer i naturen.
– Foto: Emil Staulund Larsen.
Park Podyjí befinder sig i det sydøstlige Tjekkiet nær byen Znojmo tæt ved grænsen til Østrig og altså under 100 kilometer nord for Wien. Det er langt fra den eneste nationalpark, som er groet ud af den isolation, som jerntæppet førte til.
I realiteten er det næsten 50 år siden, at de første frø blev sået til det grønne bælte. I 1970 viste satellitbilleder af grænsen mellem Rusland og Finland, at der var et mørkegrønt bælte af urskov. For at bevare striben af urskov begyndte et samarbejde mellem Rusland og Finland for at beskytte området. Ligeledes i 70’erne kunne satellitbilleder over Tyskland vise et lignende fænomen, på det steder, hvor landet deltes i øst og vest. I 1989, efter Berlinmurens fald, lancerede BUND (Friends of the Earth Germany) Green Belt Germany.
– Foto: Emil Staulund Larsen.
I 2003 blev det grønne bælte udvidet til hele Europa, og i dag forbinder bæltet 24 lande i Europa. Næsten 150 statslige- og ikke statslige organisationer er samlet i projektet, der strækker sig fra den nordlige grænse mellem Rusland og Norge til ned i både Grækenland og til Tyrkiet. En strækning på mere end 12.500 kilometer.
Sovjetisk asfalt og udenlandske turister
Bag en børnehave med udsigt over Park Podyjí har parkens administration deres kontor. National Parken Podyjí er Tjekkiets mindste national park og blev etableret i 1991.
”Det er et biodiversitets hot-spot,” fortæller Lenka Reiterová, der er leder for afdelingen for Natur og Landskabsbeskyttelse.
”Parken ligger på grænsen mellem to forskellige geografiske områder og typer, hvilket har skabt et helt unikt område,” fortæller hun.
Hun har været tilknyttet parken siden 1994 og har derfor oplevet nogle af de store forandringer, som området har gennemgået. I år 2000 hjalp parkens personale deres østrigske naboer med at etablere Thayatal National Park på den anden side af grænsen, der går på midten af Thaya-floden. Samarbejdet har altid været godt over grænsen, fortæller hun.
Lenka Reiterová – Foto: Emil Staulund Larsen.
”Vi har fælles skovfogeder, forskningsprojekter, bogudgivelser. Vi mødes jævnligt, og vi har daglig kontakt. Men det er blevet endnu lettere siden, vi kom med i Schengen-aftalen. Før skulle vi altid have vores pas med, når vi skulle ud i parken. I dag kan vi mødes hvor som helst i parken,” fortæller Lenka Reiterová.
Under Den Kolde Krig var hele parken i bufferzonen, og det var derfor umuligt at bevæge sig i skoven.
”Jerntæppet hjalp på sin vis til at beskytte området,” fortæller hun videre.
”Da det var umuligt at rejse til Vesten, valgte mange i stedet at bygge hytter til ferier nær floddale som her. Men på grund af bufferzonen, var det umuligt her, og derfor står området uberørt,” fortæller biolog Zdeněk Mačát dertil.
Utroligt nok har nogle af foranstaltningerne fra Den Kolde Krigs tid vist sig at være en fordel for nutidens park. Zdeněk Mačát peger rundt på et kort over området.
”Dette felt plejede at være et skydeområde, men i dag er det blevet til en helt enestående flora med unikke blomster og sommerfugle. Et andet område tættere ved floden var et andet træningsområde, der ligeledes har givet et særpræget felt til parken. Asfaltstierne rundt i parken, der bliver brugt af vores mange turister, var faktisk lagt af Sovjetunionen,” siger Zdeněk Mačát og smiler.
Mere end bare natur
Det er dog ikke bare naturbeskyttelse, som samler lande på tværs af grænsen i European Green Belt. Mange regioner har tidligere haft tætte bånd, der blev brudt, da jerntæppet blev sænket ned gennem Europa. At bringe regionen sammen igen er et af formålene hos Center for the Future i byen Slavonice, der ligger godt 60 kilometer vest for Znojmo. Her forsøger de med en række initiativer at genskabe det tætte forhold til befolkningen på den anden side af grænsen – eksempelvis gennem et online TV-program.
”Folk er interesserede i at kende hinanden bedre på tværs af grænsen. Vi fik derfor den idé, at vi ville producere et TV program bestående af en fem-seks historier, og så bytter vi med de historier, de har på den anden side af grænsen,” forklarer Alexander Stipsits, formand og en af grundlæggerne af centeret.
Regionale historier om økonomi, infrastruktur og kulturelle begivenheder bliver byttet, oversat og udsendt på nettet. Udsendelsen er en del af det mind-set, European Green Belt repræsenterer, mener Alexander Stipsits. Det handler om at samle Europa, og han håber, at idéen kan sprede sig til andre dele af bæltet.
”Vi har også forsøgt at få fat i nogle af de personer, der blev udvist fra bufferzonen. Vi forsøger at samle deres historier. For nyligt talte vi med en 88-årig østrigsk dame, der havde boet tæt ved grænsen. Hun var glad for at hendes minder og oplevelser nu var blevet arkiveret og var tilgængelige for de fremtidige generationer,” siger Alexander Stipsits.
Et lignende projekt fra Slavonice forsøger at kortlægge landsbyer i området, der er forsvundet gennem tiden. Nogle af disse landsbyer var hovedsagligt tysktalende. Beboerne blev presset til at flytte efter Anden Verdenskrig, og landsbyer blev efterladt tomme. Nu bliver landsbyerne igen vækket til live ved hjælp af vidnesbyrd og moderne teknologi.
Får Europa til at gro
European Green Belt startede som en lille drøm om at bevare en stribe skov mellem Rusland og Finland. Herefter har projekter både beskyttet natur og dyr og fået europæiske naboer til at arbejde tættere sammen.
Dr. Liana Geidizis arbejder i Tyskland med forskning og den overordnede koordinering af European Green Belt. Hun fremhæver en række successer gennem årene, som da ministre fra Finland, Norge og Rusland sammen underskrev en erklæring om samarbejde om Fennoscandia-bæltet i 2010, eller da European Green Belt i 2013 blev udpeget som modelprojekt for grønne infrastruktur-projekter i Europa.
”På grund af den særlige måde, som projektet forbinder natur, kultur og historie, har bæltet ageret som forløber for mere intensivt samarbejde over grænserne,” fortæller Dr. Liana Geidizis.
Naturprojektet har således helt fra dag ét handlet om mere end blot naturbeskyttelse.
”European Green Belt er ikke blot for dyr og plantearter, men også for nationer, regioner, universiteter, regeringer, NGO’er, foreninger og enkeltpersoner,” siger Dr. Liana Geidizis.
Der er stadig udfordringer i sigte for bæltets fremtid, da naturen altid er under pres fra lokale, kulturelle og kommercielle interesser. Jerntæppet var et resultat af magtsyge og modvilje og skabte fortvivlelse og adskilte familier. Det har European Green Belt-initiativet lavet om på. I flere år har det været på tale om at nominere bæltet til UNESCO’s verdensarvsliste, og det kunne være en symbolsk krone på værket.
”European Green Belt skaber et historisk mindesmærke for den tidligere splittelse af Europa. At udpege bæltet til UNESCO’s verdensarvsliste vil være en stor mulighed for at promovere et fredfyldt europæisk samarbejde og sætte politiske grænser i perspektiv. Beskyttelsen og udviklingen af Europas grønne bælte medvirker til, at Europa gror sammen.”
Brobyggere
Under Den Kolde Krig var det ikke muligt at krydse grænsen mellem Østrig og Tjekkiet på noget sted i Park Podyjí. Som et resultat af hegnet blev den smukke dal omkring floden Dyje, der løber gennem parken, nærmest sagnopspunden. Men da grænsezonen ophørte i november 1989 forsvandt hegnet og militærforanstaltningerne gradvist.
– Foto: Emil Staulund Larsen.
Ved juledag samme år mødtes borgere fra begge sider af grænsen spontant ved den gamle grænsebro ved Hardegg i parken. Broen havde været lukket i mange år, men den blev genopbygget og igen åbnet i april 1990. Dette blev meget passende markeret ved at plante et træ. Med et træ og en park ad gangen, binder Europas grønne bælte Europa sammen igen.
Emil Staulund Larsen er freelancejournalist med speciale i europæiske forhold.
Foto i artiklens top: Emil Staulund Larsen.
Magasinet Europa er hverken annonce- eller abonnementsbaseret. Hvis du er enig i vores fravalg af distraherende reklamer og restriktive betalingsbarrierer og gerne vil have flere dybdegående artikler og temaer om dagens Europa, vil vi sætte stor pris på din støtte.
Støt os med et engangsbeløb: 
Støt os fast: 