Det er i Danmarks sikkerhedsmæssige, økonomiske og værdimæssige interesse at bakke op om EU’s udvidelsespolitik på det vestlige Balkan.

Kommentar af Think for Europa Network (TEN)

Det er tankevækkende, at de vigtigste milepæle i EU’s udvidelsespolitik er tæt knyttet til Danmark. I 1993 blev Københavnskriterierne, der satte betingelserne for nye EU-aspiranter, defineret af EU-rådet under dansk formandskab ved statsminister Poul Nyrup Rasmussen (S). I 2002, hvor EU-rådet igen var under dansk ledelse under statsminister Anders Fogh Rasmussen (V), blev der truffet en historisk beslutning om at udvide Unionen med 10 nye medlemmer. Men i efteråret 2019 var Danmark blandt de tre lande, der modsatte sig påbegyndelsen af optagelsesforhandlinger med Albanien og Nordmakedonien. Danmark, der engang var en af ​​de stærkeste fortalere for EU’s udvidelsespolitik, forholder sig i dag skeptisk til spørgsmålet om yderligere EU-udvidelse på det vestlige Balkan.

Vores delegation af seks tænketanke fra det vestlige Balkan, der hver især repræsenterer civilsamfundet i vores respektive lande, besøgte for nylig Danmark og mødtes med flere politiske organisationer. Vi forstår udemærket de danske borgeres og politikeres bekymringer omkring yderligere udvidelse af EU. Vores lande er stadig langt fra at opfylde kriterierne for at opnå EU-medlemskab. Men for at kunne gennemføre de nødvendige politiske og juridiske reformer har vores politikere brug for at rette sig mod et potentielt EU-medlemskab. Samtidig frygter vi, at EU’s udskydelse af optagelsesprocessen på det vestlige Balkan vil have sikkerhedsmæssige konsekvenser for både Balkanregionen og hele EU.

Påbegyndelsen af optagelsesforhandlinger medfører ikke nødvendigvis EU-medlemskab. Se blot på de såkaldte “frontløbere” fra regionen, Montenegro og Serbien: de har forhandlet med EU om medlemskab i årevis, men har været fastholdt i processen på grund af deres manglende evne til at gennemføre reformer, der styrker det demokratiske fundament og retssikkerheden. Påbegyndelsen af ​​optagelsesforhandlinger er kun et lille skridt i en lang og krævende proces. Faktisk er det EU og medlemsstaterne, der fastlægger reglerne og vurderer resultaterne. Men små fremskridt i processen har samtidig en enorm symbolsk betydning for et kandidatland, i det omfang at dets politiske stabilitet kan styrkes.

Det er for eksempel tilfældet i Nordmakedonien, der bilagde den årelange navnestrid med Grækenland ved en officiel navneændring for at kunne påbegynde optagelsesforhandlingerne med EU. Men selvom Nordmakedonien levede op til alle EU’s krav, blev landet blokeret i processen – denne gang ikke af Grækenland, men af Danmark. Den danske beslutning undergraver vores tillid til de løfter EU har givet, og får os til at undre os over, om vi overhovedet har en chance for at opnå en europæisk fremtid.

Disse er blot eksempler på, at den nuværende metode for optagelsesforhandlinger ikke virker efter hensigten. Derfor har EU-Kommissionen foreslået en revision af optagelsesprocessen, der stiller strengere krav til demokratiske, retslige og økonomiske reformer hos kandidatlandene. Danmark bør se dette som en mulighed for at gøre EU-udvidelse på det vestlige Balkan til en succeshistorie og for at undgå eventuelt demokratiske tilbagefald efter tiltrædelse, som vi har set i Ungarn og Polen.

Vores region må ikke lide under dette eller noget andet problem, vi ikke har forårsaget. Derfor forpligter vi os til en streng og meritbaseret tiltrædelsesproces, der vil resultere i en transformation af vores lande og samfund med respekt for europæiske værdier. Efter vores opfattelse er der tre vigtige ingredienser for at dette kan ske.

For det første bør EU-medlemslandene, herunder Danmark, anerkende fordelene ved at integrere resten af Balkan i Unionen. Efter Brexit vil EU’s engagement på det vestlige Balkan tilbyde nye eksportmuligheder for danske virksomheder. Derudover er landene i regionen ikke blot geografisk, men også historisk og kulturelt en del af Europa: Bosniere er for eksempel blandt de bedst integrerede befolkningsgrupper i Danmark. Derudover er tre lande i regionen allerede medlemmer af NATO. Ligeledes bør EU-medlemslandene anerkende risikoen forbundet med fortsat forsømmelse. Det vestlige Balkan deler EU’s bekymringer over klimaforandringer og interkontinental migration. Men EU’s falmende engagement i regionen betyder allerede, at andre globale magter som Kina og Rusland øger deres tilstedeværelse. Denne tilstedeværelse forventes at intensiveres yderligere, hvis EU forbliver passivt.

For det andet bør EU’s politiske engagement ledsages af yderligere støtte til civilsamfundet i regionen. EU bør styrke de aktører, der kæmper for stærke demokratiske institutioner, pressefrihed, en uafhængig domstol og udryddelse af korruption og organiseret kriminalitet. I mangel af et troværdigt medlemskabsperspektiv frygter vi, at regionens stærke mænd vil erkende, at deres eneste chance for at forblive ved magten er ved at pleje en nationalistisk og konflikt-eskalerende retorik.

Endelig bør optagelsesprocessen også belønne landene for deres konkrete fremskridt. For at politikerne kan gennemføre potentielt omkostningsfulde reformer, er de nødt til at modtage konkrete belønninger fra EU ved opnåelsen af konkrete mål. At tilbyde regionen adgang til nogle områder af EU-politikken på forskellige stadier i optagelsesprocessen, som foreslået i EU-Kommissionens reviderede udvidelsesmetodik, vil tjene som en stabiliserende faktor for de store reformer, der kræves gennemført i hele regionen.

Nu er tiden inde. Hvis det vestlige Balkans europæiske ambitioner forspildes, risikerer regionen endnu et tabt årti med yderligere destabilisering. Uden europæiske fremtidsudsigter vil regionen blive mere tilbøjelig til at forfalde til populisme og nationalistiske konflikter, hvorved det vestlige Balkan frarøves sit langsigtede økonomiske potentiale. Hvis dygtige og veluddannede unge fra regionen ikke ser en europæisk fremtid derhjemme, vil de i stedet søge bedre levevilkår i EU på egen hånd. Hvis vi omvendt intensiverer dialogen om medlemskab på lang sigt, kan vi i fællesskab gøre hele det europæiske kontinent til et sikkert og bæredygtigt sted at leve. Det er i Danmarks sikkerhedsmæssige, økonomiske og værdimæssige interesse at bakke op om EU’s udvidelsespolitik på det vestlige Balkan.

Think for Europa Network (TEN)

  • Arbëresha Loxha, Administrerende Direktør, Group for Legal and Political Studies (GLPS), Pristina, Kosovo
  • Anida Šabanović, Direktør, Foreign Policy Initiative (FPI), Sarajevo, Bosnien-Hercegovina
  • Dina Bajramspahić, Forskningsdirektør, Institut Alternativa (IA), Podgorica, Montenegro
  • Sena Marić, Seniorforsker, European Policy Centre (CEP), Beograd, Serbien
  • Gjergji Vurmo, Programdirektør, Institute for Democracy and Mediation (IDM), Tirana, Albanien;
  • Stefan Ristovski, Forsker, European Policy Institute (EPI) Skopje, Nordmakedonien;

Oversat af Jacob Bjelskov Jørgensen, Nyt Europa

I Magasinet Europa gælder det for alle artikler i genren ”kommentar”, at kommentaren udelukkende er udtryk for skribentens/skribenternes egne holdninger.

Billede i artiklens top: /Ritzau Scanpix/Reuters/Ognen Teofilovski/

 

Magasinet Europa er hverken annonce- eller abonnementsbaseret. Hvis du er enig i vores fravalg af distraherende reklamer og restriktive betalingsbarrierer og gerne vil have flere dybdegående artikler og temaer om dagens Europa, vil vi sætte stor pris på din støtte.

Støt os med et engangsbeløb: