Spaniens statsminister meddelte søndag, at nedlukningen af landet forventes forlænget til 12. april. Bilgiganten SEAT har sendt sine arbejdere hjem, men arbejder med frivillige kræfter på at omstille produktionen til at levere beskyttelsesmasker og respiratorer.
Reportage af Sara Høyrup
TEMA: EUROPA I UNDTAGELSESTILSTAND | Spanien har en af verdens skrappeste coronaordninger – ganske anderlunde end den danske laissez faire indtil forleden. Økonomien vakler, og hverdagen er gået helt i stå. Folk flest forsøger at holde ventetiden ud sammen med dem, de nu engang er lukket inde med.
Aldrig mere vil nogen kunne sige, at fængsler partout skal være kummerlige for at indespærringen føles som andet end et hotelophold. ”Hver vores hjemmefængsel” kalder en vittig ånd det for i Facebookgruppen Danskere i Barcelona. Heldig er den, der har adgang til en terrasse til at sjippe, spille fodbold eller brætspil og underholde naboerne med improviserede live-koncerter eller twerkingtræning.
Ellers er her stille i storbyen Barcelona. For det meste høres kun fuglesang og omvandrende tossers råben. Kanariefugle i bur og de frie, grønne papegøjer kvidrer om kap, mens underbehandlede psykiatritilfælde fra hele verden fører vrede samtaler med sig selv. Velfærden rækker ikke så langt sydpå, og den, der har gæstet et sindssygehospital som pårørende, kan blive i tvivl om, hvor der mon er værst at være: overladt til vind og vejr og virus – eller nedmedicineret i kunstigt afdæmpede omgivelser med væg-til-væg vanvid.
Oppe under himlen
Oppe i sjette sals højde udgør de mange private eller fælles tagterrasser en slags ekstra gadeliv. På balkonerne hilser man på genboer, man aldrig før har set. I disse dage kan man høre hver en samtale så klart, at det er muligt at skelne ud fra dialekten, at til den ene side er de argentinere og til den anden side cubanere.
Det yndede turistmål ved Middelhavet er en smeltedigel, hvor mange bølger af migration mødes. Her er efterkommerne af vandringen fra land til by mellem stagnerede regioner og industrimotorerne i Nordspanien. Her er latinamerikanere på flugt fra repression eller nød eller bare tiltrukket af metropolen. Marokkanske gadedrenge på en mestendels håbløs jagt efter et liv med muligheder. Pakistanere og filippinere, som kun omgås deres egne landsmænd. Nordboer som søger noget mindre regelret og mere livfuldt.
De interne spanske migranter bevarer tilknytningen til ”landsbyen” i Andalusien, Extremadura, Murcia eller Galicien. Ferierne går gerne med rejser på tværs af landet, og den aktivitet går ikke an i en virustid. Regeringen har da også netop meddelt, at de 14 dages hjemmeliv forventeligt bliver til mindst en måned. Vi må tidligst leve normalt igen, når påskeferien er ovre.
Ny økonomisk krise
Alle tager for givet, at (håndteringen af) Coronakrisen vil udløse en ny økonomisk krise. Spanien er aldrig rigtigt kommet sig over 2008-krisen, som slog hårdt i Sydeuropa. Mange klarede sig igennem ved at flytte hjem til deres forældre og leve hele familier af en enkelt alderspension. Arbejdsmarkedet er ekstremt prekært, og folk bliver allerede nu opsagt i hobevis.
I Catalonien synes arbejdsgiverne, at arbejderne skal gøre ”som i Danmark” og opgive en uges ferie for at undgå (helt så mange) fyringer. Det oplyser onlineavisen Crónica Global, som har speciale i catalansk politik og erhvervsliv. Både arbejdsgivere og avis glemmer at fortælle, at ferien i Danmark er væsentligt længere end i Spanien, hvor det reelt er halvdelen af sommerferien, de ansatte forventes at opgive.
Jordi Sanz fra Cataloniens førende bank La Caixa oplyser til Magasinet Europa, at 60-70 % af de selvstændige erhvervsdrivende, han rådgiver, lever fra dag til dag. Mange forretninger vil bukke under, før karantænen er ovre, vurderer han.
Det lokale erhvervsliv
Turistudlejeren Juanjo regner ikke med at få ret mange besøgende før til næste sommer – i 2021. Han fordriver tiden med at male og sætte i stand på de værelser, som hans familie lever af at falbyde på Airbnb. Reelt er det en katastrofe, men han tager det med løftet pande.
Indehaveren af den hæderkronede blomsterstand Carolina på Ramblaen så med bekymring til, mens Ramblaen gradvist tømtes for turister og lokale beboere før nedlukningen. Carolina Pallés Galté bor sammen med sin gamle mor og har accepteret situationen nu. Hun er fortrøstningsfuld: ”Regeringen gør det rigtigt godt, og det samme gør sundhedspersonalet og alle politikorpsene. Vi kæmper videre og klarer os igennem sammen.”
– Foto: Sara Høyrup.
Bogholderen Javier García holder sig nøje orienteret om regeringens planer om støtte til freelancere og små virksomheder, som er hans klienter. Der er en udbredt overbevisning på de sociale medier om, at støtten vil være helt utilstrækkelig, for freelancere er altid den store glemte gruppe. Sanz fortæller dog om udsigt til store offentlige lån til at klare de første mange måneder.
Bankrådgiveren beretter om desperate opkald fra klienterne. Iblandt dem er ejeren af et udskænkningssted bag Ramblaen: Manden er strandet i Valencia, mens hans hustru og hans datter sidder fast i hver deres landsby i oplandet dernede. Sanz har ingen råd at give manden.
Bankerne holder åbent, men Sanz er for længst blevet sendt hjem fra bankens prangende lokaler med udsigt over madmarkedet La Boqueria. Han har diabetes og er derfor særligt sårbar over for den syge, som truer os alle.
Sundhedsudstyr fra bilfabrik
Producenten SEAT er en af Cataloniens helt store virksomheder. Jaime Álvarez arbejder på fabrikken i Zona Franca ved vandkanten i Barcelona. Han fortæller, at alle arbejderne er blevet sendt hjem på nær nogle få frivillige. Meget af produktionen forestås vanligvis af enorme robotter, mens folk arbejder skulder ved skulder i andre afdelinger.
Den største produktion foregår i provinsbyen Martorell, og mange ansatte kommer fra de mest ramte områder, heriblandt byen Igualada som tidligt blev spærret helt af. Álvarez fortæller om bekymring for både smitten og fremtiden:
”Når man som jeg er fyldt 55, så finder man næppe noget nyt arbejde.”
De ansatte får 80-90 % af normal løn under nedlukningen og er godt tilfredse med det: Det kunne være værre. Men kombineret med presset fra elbilerne truer arbejdsløsheden forude, for fremtidens biler kræver langt mindre arbejdskraft.
Opløftende er til gengæld, at opfindsomme bilarbejdere har fundet ud af, at de kan afhjælpe den eklatante mangel på respiratorer og beskyttelsesmasker til regionens sundhedspersonale. Álvarez fortæller om filtre fra bilernes luftkonditionering, som kan laves om til masker. Man har fundet 7.300 af disse filtre på lageret, og hver af dem kan der laves seks masker ud af: i alt 44.000 masker.
SEAT forsøger at skaffe endnu flere filtre fra fabrikken i Tyskland, og sædeproducenterne bliver bedt om at sy maskerne.
Endnu mere forbløffende er måske opdagelsen af, at motorerne til vinduesviskerne kan bruges til at lave respiratorer. Og dem bliver der brug for. I endnu en tale til nationen forudsagde statsministeren Pedro Sánchez i weekenden, at den kommende uge bliver den med flest syge.
Åbne og lukke
Ikke langt fra SEAT’s fabrik i Zona Franca er det berygtede udrejsecenter CIE lukket ned. Her samler man vanligvis udviste udlændinge under forhold, som migranten Said Ahadri tidligere har beskrevet som ”værre end fængslet” – og spanske fængsler er ikke for tøsedrenge.
Nu er det umuligt at gennemføre udsendelserne til indvandrernes oprindelseslande før de fastsatte frister. Forleden blev de sidste fem indsatte derfor lukket ud i samme juridiske gråzone mellem lovligt og ulovligt ophold, som så mange hernede lever i gennem år og dag.
Hotellerne har hidtil kørt på halv gas under viruskrisen. I løbet af den kommende uge skal de sende de sidste turister af sted og lukke helt ned. Uvist hvorfor vrimler det stadig med turister i de private indlogeringer.
Fængslerne koger. Her bliver ingen lukket ud, den oplagte smittefare til trods. Til gengæld får de ikke længere besøg af deres familier. Crónica Global rapporterer fra straffeanstalten Brians 1, men taler kun med fængselspersonalet, som frygter for deres egen sikkerhed.
Konklusionen fra både fængselsbetjente og i mediet er, at fangerne savner alt det narkotika, som ifølge personalet smugles ind af gæsterne. Ingen overvejer, at de indsatte ligesom alle andre mennesker savner deres kære, når de er afskåret fra dem. I fængslet er der en verden til forskel på at få besøg og ikke få besøg.
Afskåret
Og hvis der er noget, den her virus kan, så er det at stå i vejen for nærheden. Spanien ligner slet ikke sig selv i disse dage, hvor en kollektiv nedslåethed præger det tomme gadeliv. De få, man passerer, hvis man vover sig ud, tør ikke engang hilse. Der bliver holdt afstand med nærmest nordiske midler med en forskræmthed folk imellem, hvor man hver især er som et spøgelse for de andre.
“Had virussen. Elsk din næste” – Foto: Sara Høyrup
Den rumænske tjener Daniela fortæller, at hun har måttet isolere sig fra sin kæreste, som bor lige i nærheden i bydelen Barceloneta. Han er italiener og udviste smittesymptomer. Daniela tog alene hjem til sin lille bolig ved stranden og skrubbede den ren med en børste.
Den unge tøjdesigner Sebastián Ruelas er lukket inde sammen med sin kæreste i Barcelona. Hans familie i Mexico har det godt, men han frygter for fremtiden: ”Organiseringen i Mexico er ringe, og folk er underuddannede. Min bekymring er, at det vil blive en jungle, og at kriminaliteten vil gå grassat.”
På Mallorca underholder en politipatrulje alt folket med guitarspil og en lokal børnesang . Det mødes med taksomhed.
Sara Høyrup er Spanienskorrespondent og fixer. Hun er uddannet journalist, konferencetolk og cand.mag. Hun flyttede til Barcelona i 1996. www.sarahoyrup.com
Billede i artiklens top: /Sara Høyrup/
Læs hele temaet “Europa i undtagelsestilstand”
Magasinet Europa er hverken annonce- eller abonnementsbaseret. Hvis du er enig i vores fravalg af distraherende reklamer og restriktive betalingsbarrierer og gerne vil have flere dybdegående artikler og temaer om dagens Europa, vil vi sætte stor pris på din støtte.
Støt os med et engangsbeløb: 