Coronaens blitz over Britannien

Som andre lande er Storbritannien hårdt ramt af den enorme sundheds- og samfundskrise. Brexit er forsvundet fra dagsordenen, og alt handler om Covid-19. I Storbritannien har krisen desuden fået en ekstra uhyggelig dimension i premierminister Boris Johnsons indlæggelse.

Baggrund af Christian Weber

TEMA: EUROPA I UNDTAGELSESTILSTAND | Coronaens blitz rammer usynligt. Bygningerne består, men selv det mest raske menneske står til at blive berørt, hvis ikke på det fysiske helbred, så på forstanden og i tankerne. Briterne kan ikke stuve sig sammen i tryghed i undergrunden som i 1940’erne, og de har ingen aksemagt at vende frustrationerne, frygten og vreden imod. Også i Storbritannien har Covid-19 skabt den værste krise siden dengang.

De opløftende ord fra Dronning Elizabeth i sin tale søndag til den britiske nation i dette ekstraordinære øjeblik, indrammede den situation, som briterne står i. De bragte minder tilbage til Vera Lynns krigsklassiker fra 1939, som var med til at definere en generations ukuelighed og særlige evne til at stikke i et hånligt grin over en fjendes påståede snedighed.

Vera Lynn lever stadig. Hun kunne fejre sin 103-års fødselsdag under ”lockdown”. Med en livserfaring, man ikke kan betale sig fra på selv de mest hærdede kompetencekurser, opfordrede hun med en betydelig gravitas til sammenhold. Ligeså gjorde hendes monark på blot 93. Sejlivetheden er ikke til at tage fejl af.

Covid-19 rammer alle samfundslag
Men denne satan af en virus kan sagtens finde vej gennem til det britiske kongehus. Prins Charles’ diagnose sidste måned satte gang i en lettere febrilsk smittesporing, som dog heldigvis ikke kunne opsnuses helt frem til Charles’ forældre.

Også i Downing Street har Covid-19 budt sig selv indenfor. Den sendte søndag premierminister Boris Johnson på hospitalet, efter at en genstridig feber endnu ikke var blevet mærkbart bedre, ti dage efter at diagnosen var blevet stillet. Også andre i den britiske regering er blevet syge, men de er sluppet billigere end premierministeren. Carrie Symonds, Johnsons kæreste, er også kommet sig over sygdommen. Fra officielt hold var der først tale om et ”rutinetjek” af premierministeren, men Mr. Johnson endte med at tilbringe adskillige nætter på intensivafdelingen på St Thomas’ Hospital i London. Han er nu rykket ud af intensiv, men ingen kan være i tvivl om, at det har været alvorligt. Intensiv betyder intensiv også for en premierminister.

”Stay Home, Protect The NHS, Save Lives” er blevet det officielle Storbritanniens nye mantra, med Johnson som en skræmmende bleg reklamesøjle. ”Get Brexit Done” virker pludselig som en genstand fra et palæontologi-seminar. Udenrigsminister og den såkaldte ”First Secretary of State”, Dominic Raab, har taget midlertidigt over i ledelsen af Storbritanniens indsats for at bekæmpe corona-virussen. Ved sin første pressebriefing virkede han, som resten af nationen, ramt af situationens alvor og forsikrede om, at regeringens strategi ikke ville blive forstyrret af premierministerens fravær. Boris Johnson er en ”fighter” og skal nok komme sig, udtalte Raab.

Men hvis der er noget, denne virus, såvel som andre særligt genstridige sygdomme, er ligeglad med, er det sportsstævnesuperlativer og talemåder om lys i enten mørket eller for enden af en tunnel. Dominic Raab skal dog i det store hele være undskyldt. Han forsøgte selvfølgelig blot at berolige befolkningen, for det er en dybt urovækkende situation, briterne står i. Boris Johnson er naturligvis langt fra den eneste, der er blevet ramt af Covid-19. Storbritannien formodes stadig at være på vej op ad den berygtede kurve og har desværre allerede kunnet konstatere over 7.000 dødsfald op til påskedagene. Godt 60.000 er blevet testet positive indtil videre.

Johnson nyder stor opbakning
Betydningen af særligt Boris Johnsons sundhedstilstand må dog ikke undervurderes. Som Storbritanniens øverstbefalende og ansigt udadtil vil det være af stor værdi for rigtig mange mennesker, også herovre på kontinentet, hvis man inden for en overskuelig fremtid vil kunne se premierministeren endeligt udskrevet og vende tilbage til Downing Street sund og rask. Han skal snart være far igen, og han har et stort folkeligt mandat til at lede landet gennem de næste fire og et halvt år. Hvad end man er politisk enig med De Konservative eller ej, er Johnsons engagerede og karismatiske gemyt et vitalt og, ikke mindst, effektivt redskab til at samle nationen bag sig under krisen.

Johnsons regering nyder en opbakning i befolkningen på over 50 procent. Sidste gang, det var tilfældet for en Tory-regering, var under Falklandskrigen for næsten 40 år siden. Krigen var en ikke uvæsentlig faktor i Margaret Thatchers anden (komfortable) valgsejr i 1983, selvom hendes første år som premierminister havde været præget af den økonomiske usikkerhed, hun ellers havde svoret at få styr på. Det psykologiske og sociologiske fænomen ”rally around the flag”, som opstår i krisetider, kan aflæses direkte i opbakningen til regeringer i mange lande under corona-krisen. Borgerne har et grundlæggende behov for at tro på, at myndighederne har kriser under kontrol.

Johnsons regering kan pege på, at man blandt andet har leveret et stort NHS Nightingale felthospital i det østlige London, som blev oprettet på bare ni dage, og symbolsk erklæret åbnet af Prins Charles via et videolink. Rishi Sunak, den 39-årige finansminister, der fik tjansen så sent som i februar i år, har meddelt, at staten vil dække op til 80 procent af lønnen for dem, der ikke kan arbejde under krisen. Ifølge The Guardian vil disse betalinger være op mod £2.500 per måned (godt 20.000 danske kroner), der omtrent svarer til den britiske medianindkomst.

Rigeligt med muligheder for kritik
På sigt vil flere af Johnson-regeringens beslutninger dog kunne møde voldsom kritik blandt befolkningen. I de første dage af april var antallet af døde i Storbritannien højere end Italiens, da det hårdt plagede land var på samme stadie af smittespredningen. Hvis det også ender med et højere antal dødsfald end i sammenlignelige lande, vil den britiske regerings indledningsvist klart mindre restriktive tilgang til krisen blive et ømt punkt.

”Konkurrencen” om antal dødsfald er mere end almindeligt uskøn, men den er ikke desto mindre en målbar faktor, man sandsynligvis vil tage med sig i evalueringen af indsatsen hos de forskellige landes regeringer og sundhedsmyndigheder.

Der er også spørgsmålet om i hvor høj grad, at Johnson-regeringen og de britiske sundhedsmyndigheder gik efter den såkaldte flokimmunitet fra starten. Nogle ministre har afvist, at dette på noget tidspunkt skulle have været tilfældet, mens visse sundhedsfaglige rådgivere offentligt har meddelt det modsatte. På sin vis virker dette umiddelbart sammenligneligt med danske forhold, selvom vi her til lands var langt mere stringente med nedlukningen af samfundet på et tidligere stadie.

Under alle omstændigheder gik det pludselig stærkt i Storbritannien. Fra få restriktioner gik man i fuld gul bjælke og ”lockdown” den 23. marts. Det er fortsat uvist, om man har nået at forsikre sig mod det pres på sundhedspersonalet og det efterfølgende kollaps, man har set i Italien og Spanien, eller om det vil vise sig at have været en tragisk postgang for sent. Restriktionerne forventes at blive forlænget til minimum slutningen af april.

Test, test, test?
Med henblik på at teste den britiske befolkning tyder det på, at sundhedsmyndighederne kæmper med at holde det fornødne tempo. Dette lader heller ikke til at være et specifikt britisk anliggende, men dog alligevel en tankevækkende situation. Sundhedsminister Matt Hancock forsøgte sig forleden med en mellemting af en undskyldning og en forklaring og sagde, at briterne ikke har den samme diagnostiske infrastruktur, som man har i Tyskland, og som man her har opbygget gennem de sidste 70 år.

Det virker bekymrende, at Storbritannien skulle halte så tilstrækkeligt efter tyskerne på dette område, at Hancock har følt det nødvendigt at udtale sig omkring dette. Det nationale sundhedssystem, NHS, har desuden oplevet en mangel på sikkerhedsudstyr til læger og sygeplejersker.

Fra officiel side har man sat sig det mål, at man ved slutningen af april vil teste 100.000 briter om dagen for Covid-19. Også i Storbritannien har der været interne uenigheder, som er nået pressen, omkring vigtigheden af test. Boris Johnson har selv slået på tromme for, at det er test, der vil kunne få ”viruspuslespillet” til at gå op, men fra sundhedsmyndighederne tegner der sig ikke et entydigt billede, og der lader i stedet til at være et større fokus på social distancering.

Stemningen i Downing Street er ifølge Financial Times’ kilder blevet beskrevet som ”meget anspændt”, fordi man fra regeringens side skulle føle, at det britiske bureaukrati ikke er til at danse med for ren og skær dødvægt. Dette vil med al sandsynlighed også blive en del af oprydningsarbejdet, når krisen engang har sluppet taget. Men kritikken vil falde tilbage på Johnson og regeringen, da de som de facto krigskabinet sidder med vidtgående beføjelser til at rykke rundt med netop dette bureaukrati.

Ny Labour-leder i virussens mulm og mørke
Når der for De Konservative endelig bliver tid til en drink og falde lidt til ro, kan de se frem til ny modstand fra Labour, der midt i virussens virak har valgt en ny leder med et stort flertal, efter at Jeremy Corbyn led et historisk nederlag ved valget i december.

Den tidligere offentlige anklager, den 57-årige Keir Starmer, vandt i første runde af sit partis valggerning med de rigelige 56 procent ud af godt 490.000 stemmer. Han slog med stor afstand Corbyns kandidat, Rebecca Long-Bailey, og Lisa Nandy. Heller ikke i denne omgang fik Labour altså en kvindelig leder. Vigtigere er det dog, at den tidligere skyggeminister for Brexit, der er valgt midt i London i Holborn & St. Pancras, anses for at være knapt så venstreorienteret som Corbyn. Ikke at det kræver et krasbørstigt slid op ad Ben Nevis.

Starmer er dog forpasselig med at distancere sig alt for meget til sin forgængers nationaliseringsdrømme og forventes ifølge The Guardian at samle et skyggekabinet, der er repræsenteret af alle fløje af Labour, som har været hårdt ramt af intern uro.  Starmer stillede sig i sin tid frem som en af fortalerne for en ny Brexit-afstemning, men nu bliver hans rolle, hvordan han får relanceret et Labour i balance i en tid med et stærkt mandat til De Konservative, og hvor corona-krisen står til at blive et urokkeligt udgangspunkt for nærmest alle politiske forhandlinger, som Brexit var før dette.

I sin takketale sagde Starmer, at Labour nu ville være konstruktive i forhold til regeringen og ikke være opposition for oppositionens skyld, men understregede samtidig, at Labour vil teste de argumenter, som regeringen fremsætter.

Momentum, græsrodsbevægelsen, som næsten fik båret Corbyn op til trækronerne af britisk politik, gjorde det klart, at de ville holde Starmer til den socialistiske ild for at bevare støtten til nationalisering, en grøn ”New Deal”, ophævning af de høje uddannelsesomkostninger med mere. ”Hans mandat er til at bygge videre på Jeremys transformative vision, og dette betyder, at han skal sætte et bredt forankret skyggekabinet, som tror på den førte politik og vil arbejde med medlemmerne for at realisere dem.” Tonen i store bidder af Momentums pressemeddelelse viser i påfaldende grad Labours spændvidde, da den kunne forveksles med en Pernille Skippers henstilling til en socialdemokratisk leder.

Alt herfra er uprøvet land
Det kan vise sig at have været et glimrende tidspunkt for Starmer at blive valgt på. Han har, efter alt at dømme, fornuftigt med tid til at vænne sig til rollen som formand. De store monologer i Underhuset behøver han ikke at læse op på endnu, og han bør ret let kunne agere duelig opposition i en krisestund, hvor han endda har råd til at være imødekommende og give opbakning til Johnson og De Konservative.

Det første store slæb bliver ved genåbningen af det britiske samfund, hvor Starmer skal lancere sig som en mere klassisk oppositionsleders stemme. Her vil det uprøvede land så med sikkerhed føre ham igennem en ugæstfri jungle, fordi han ikke uden videre kan regne med at få bare delvis adgang til regeringens håndbog og beregninger for ophævelsen af ”lockdown”. Han må således fægte med sin machete igennem krattet af det store baglands interessenter og fagforeninger samt nøje udvælge de stridspunkter, hvor han kan få et par stød ind overfor Tory’erne, som ikke vil give bagslag i en sørgende og krisetræt befolkning. Men alt dette bliver også uprøvet land for Johnson-regeringen. Brexit gør det ikke lettere, men retvisende tal er endnu svære at sætte streger under.

Man kan kun håbe på, at havariblinket er sat til tids nok til at undvige den sydeuropæiske ulykke, når kurven topper. I mellemtiden ønskes briterne og deres premierminister godspeed, med al mulig medvind fra den anden side af Nordsøen.

Christan Weber er skribent på Magasinet Europa.