De danske erhvervsskoler i et europæisk perspektiv

I forbindelse med Europa 2020-strategien blev der også inden for uddannelsesområdet udformet europæiske målsætninger frem mod 2020. Blandt andet om at gøre noget ved problemet med, at mange unge kun får en grundskoleuddannelse og ikke eksempelvis en erhvervsuddannelse. Vi har talt med Lars Kunov, som er direktør for Danske Erhvervsskoler- og gymnasier, der er part i dette som dansk organisation, der varetager erhvervsuddannelsernes interesser.

Interview af Anders Engberg

TEMA: EUROPAS STORE OMSTILLING | Lars Kunov er direktør for Danske Erhvervsskoler og –gymnasier, en organisation, der varetager en række forskellige erhvervsuddannelses-institutioners interesser i forhold til det politiske system. Vi har sat ham stævne for at tale om udfordringerne på området set i et EU-perspektiv, da uddannelse er et af områderne i Europa 2020-strategien.

Ifølge din organisations hjemmeside er de officielle målsætninger, at 95 % af en ungdomsårgang skal have en ungdomsuddannelse, og 50 % skal have en videregående uddannelse. Hvilke målsætninger er det mere præcist, og hvad er baggrunden for dem?

“Det er nogle af de officielle målsætninger, og der må jeg så erkende, at vi måske ikke er helt 100 procent opdaterede på hjemmesiden, fordi det jo er nogle af de politiske målsætninger. De har i praksis ændret sig en lille smule i forbindelse med at man lavede nogle af de sidste reformer gående på, at man faktisk har sat procentsatsen lidt ned i forhold til hvor mange, der skal igennem en ungdomsuddannelse direkte efter folkeskolen. Til gengæld har vi fået oprettet et forberedende grunduddannelsestilbud, som skal være det, der tager sig af den gruppe, som ikke kan gå direkte videre til os eller videre til de almene gymnasieskoler efter folkeskolen. Der har vi nu fået oprettet de forberedende grunduddannelser, som en ny sektor, men da de ikke er en ungdomsuddannelse, men alene en overgangsuddannelse, så tæller den ikke med i statistikkerne,” siger Lars Kunov.

“Den statistik, som fylder mest hos mig, er målsætningen om at 30 % af en ungdomsårgang skal vælge en erhvervsuddannelse. Det er den, der driver mig i hverdagen fordi man i 2015, hvor man lavede den nye erhvervsuddannelsesreform, besluttede, at man i 2025 skal nå en målsætning om at 30 % af en ungdomsårgang gik direkte i gang med en erhvervsuddannelse.”

Man er langt fra at nå målsætningen om 30% af en ungdomsårgang på erhvervsuddannelserne, hvad er de store udfordringer i den sammenhæng?

“Vi er jo langt fra, fordi vi havde et delmål, som sagde, at vi i 2020 skulle have nået 25 %, og vi er omkring de 20 %. Hvad værre er, at en stor del af det her forudsætter at man også optager voksne, unge voksne og også nogle studenter ind imellem, og det tal er faktisk faldende, så det samlede optag på erhvervsuddannelserne falder i øjeblikket. I forhold til målsætningen for de helt unge, så er det jo interessant, at vi har gjort næsten alt det på listen over ting man kunne gøre, men vi mangler stadig at tage ordentlig fat i folkeskolen. Folkeskolen er stadig rettet mod de boglige fag, og ikke bare de boglige fag, men også den mere abstrakte boglighed. Matematik læres ud fra matematikkens skønhed, og ikke ud fra matematikkens anvendelighed. Alene den måde at gå til tingene på, betyder jo, at man i virkeligheden opfordrer til at gå i retning af det almene gymnasium, hvor det er fagene, der er i centrum, og ikke fagenes sammenhæng med andre fag og anvendelse, der er i centrum.”

Frafaldet på erhvervsuddannelserne er forholdsvis stort, og det er der mange grunde til, men det er klart at nogle af jeres elever har nogle udfordringer i forhold til deres liv i det hele taget, og det kræver en socialpædagogisk indsats. Er det din opfattelse at den bør styrkes?

“Ja, og da vi i 2015 gik i gang med den nye reform, så gik vi jo fra at vi virkelig var dem, der skulle redde den her 95 % målsætning. Politikernes svar var, at så mange som muligt skulle på en videregående uddannelse, og det skulle de via gymnasiet, og så skulle vi sikre, at der ikke var nogen, der blev tabere, og det skulle erhvervsuddannelserne sørge for. Det var reformen i 2015 et opgør med, og der blev pludselig stillet adgangskrav, og der blev stillet krav om normeret tid m.v.. Det er alt sammen godt, fordi det løftede uddannelserne, og vi er efterhånden ved at få fjernet det her med, at det er en taberuddannelse,” siger Lars Kunov.

“Men det er jo ingen hemmelighed, at vi tager alle dem, der ikke er boglige, og vi vil også gerne have dem, og nogle af dem bliver også nogle blændende håndværkere, og nogle af dem bliver i øvrigt også boglige senere i livet, så vi vil jo rigtig gerne have dem, og skal også have dem, vi skal bare ikke kun have dem fordi de har sociale problemer, vi skal have dem fordi de skal have en erhvervsuddannelse. Det, der skete i 2015 var at fokus kom på at løfte kvaliteten og i virkeligheden smed vi den socialpædagogiske indsats på porten. Det var et fyord at sige. Der må man bare erkende, at vi har et meget stort frafald, og der var også nogle målsætninger om at nedbringe frafaldet, og noget af det er også faldet, men det skyldes nok også at vi ikke tager de sidste elever ind i dag fordi vi nu har adgangskrav for at komme ind. Så nogle af dem, der har de rigtig store problemer, dem får vi ikke. Og jeg tror, at det er det, der redder vores frafaldstal,” siger han.

“Den måde vi har lavet uddannelserne på er nu blevet mere målrettet ud i virksomheden. Efter de første 20 uger er det direkte træning til at gå ud i virksomheden, og der er ikke noget luft i uddannelserne. Da vi sad og diskuterede det her tilbage i 2014, jeg erindrer tydeligt ved vores møder med ministeren, at vi prøvede at redegøre for at de prøvede faktisk på nogle uddannelser at få 26 ugers undervisning ind i 20 uger. Man havde stillet så mange krav, også om boglige eller almene fag, at man simpelthen havde overbooket det, der var,” siger Lars Kunov.

“Den kamp tabte jeg, eller rettere, den tabte de unge og erhvervslivet, fordi de er meget pressede derude. Det betyder også, at hvis eleven har den mindste smule vanskeligheder af social, personlig, boglig eller faglig karakter, så er der ikke meget tid at redde dem i. Samtidig beder vi dem jo om, otte uger før at de er færdige med kurset, for det er i virkeligheden ikke meget andet end et kursus, at skaffe sig en praktikplads, så det skal de også ud og gøre imens. Så de har umådelig travlt med at nå rigtig mange ting. Og det er klart at det klarer de stærke, dem med et godt netværk, forældre, der ved hvordan man knækker koderne, forældre eller venner, der kan skaffe dem praktikpladsen, men dem, som måske ikke har et netværk og måske kommer fra et uddannelsesfremmed hjem, de er pressede.”

I 2009 udformedes inden for EU seks benchmarks – eller målsætninger – for uddannelsesområdet indenfor unionen frem mod 2020. Danske Erhvervsskoler- og gymnasier er jo part i dette som dansk organisation, der varetager erhvervsuddannelsernes interesser. Hvor meget var I med i den proces?

“Det er i virkeligheden meget begrænset, hvor meget vi er inddraget i EU-politikken, og hver gang vi har en fredelig stund – dem har vi ikke så tit og ikke så længe – så diskuterer vi, hvordan vi får mere indflydelse på EU’s målsætninger, fordi nogle af de målsætninger, som vi bliver præsenteret for som værende nogle geniale nogle, som de har fundet ud af på Christiansborg, så når vi får tjekket efter, ser vi at de var EU-målsætninger, som smitter af ned i vores system. Som interesseorganisation må vi erkende at have begrænsede ressourcer, og vi er meget langt fra EU,” siger Kunov.

“Det er faktisk et reelt problem når man opsætter målsætningerne dér. Jeg synes, at det er vigtigt at vi har nogle EU-målsætninger og at vi drøfter de her ting, for f.eks. i forhold til vores faglærte kan det jo ikke nytte noget at nogen kører på frihjul, det har Danmark jo gjort, og så tror, at man bare kan hente dem hos alle de andre. Nej, for der er en generel europæisk mangel på faglært arbejdskraft. Vi har jo haft polske ministre oppe og opfordre polske arbejdere til at tage hjem og arbejde i Polen, så vi kan glemme det. I Tyskland har de også svært ved at tiltrække tilstrækkelig mange til erhvervsuddannelserne. Svenskerne har et problem, nordmændene tror man har knækket koden, men det har de desværre ikke. Hvis de havde, så var de i Norge alle sammen,” siger Lars Kunov.

“Så i virkeligheden er det her jo et europæisk problem, at vi har brug for en højt kvalificeret faglært arbejdskraft for at kunne løse de opgaver vi har i vores produktion, handel og byggeri, og der er faktisk ikke nogen, der kan levere. Der er fint nok med en specialisering, at der er nogen, der er superskrappe til nogen ting, og dermed at arbejdskraften kan vandre, men hvis vandring bliver, at man snyder på vægten og bare henter de andres, den går ikke. Og derfor er det et EU-anliggende at sørge for, at landene får tilstrækkelig uddannet arbejdskraft. Derfor er jeg ked af, at vi har meget lidt indflydelse på det her, og måske en oplevelse af, at det meget foregår på en distance og at politikerne ikke nødvendigvis inddrager os når de ting skal drøftes.”

En af de seks målsætninger, som EU stillede op for landenes uddannelsespolitik handler om ”early school leavers”, altså unge, som kun får en grundskoleuddannelse og ikke mere. Andelen af unge, der er i den gruppe i Danmark vokser i disse år. Hvad ser du som årsagerne til dette?

“Det er dybt bekymrende. Det var også derfor nogle af os satte vores lid til folkeskolereformen. Vi skal jo være glade for, at EU ikke måler på hvor mange, der får en kompetencegivende uddannelse, altså en uddannelse, der faktisk leder til et konkret job. Der står vi absolut ikke godt. Det kan godt være at vi får en hel del til at tage en studentereksamen eller en hf, men der er desværre også mange af dem, der også ender i den ufaglærte kategori. Men vi har jo haft et problem. Det går ikke ret godt, der er rigtig mange, der har skolevægring. Vi oplever, at der er nogen, der ikke deltager i skoleundervisningen, og det er klart, de kommer jo ikke videre for vi har jo adgangsbegrænsning. Men man gjorde også det i 2015, da vi fik sat adgangskrav op, så tilbød man de unge mennesker, som ikke havde bestået folkeskolens afgangsprøve med 2 i dansk og matematik, som var et krav dengang, nu skal man også bestå hele prøven, og som et minimum 2 i dansk og matematik, man glemte den gruppe, der ikke kunne komme ind hos os. Alle dem, hvor vi syntes at vi ikke skulle løse den socialpædagogiske indsats i samme omfang mere, dem glemte vi på perronen,” siger Lars Kunov.

“Der var nogle af os, der rakte hånden op og sagde ‘hvad med dem?’, men nu skulle vi have fokus og nu var det slut med at være taberuddannelse. Men vi glemte taberne, og de strømmede ind på diverse bibliotekskurser i ret stort omfang, kurser, som ikke var gearet til det, og hvor de kom til at hænge på samme måde, som de har hængt hos os. Vi må bare sige, at der var nogen, der ikke kunne finde ud af det. Vi havde jo elever, der tog seks grundforløb uden nogensinde at komme videre fordi, ja, de fik at vide at de skulle være der, men de kom jo aldrig videre og de blev aldrig færdige,” siger Lars Kunov.

“Den gruppe har man efterladt, og der har vi i år fået, eller til august, starter den forberedende grunduddannelse, som skal være svaret til dem, som ikke umiddelbart er klar til at gå videre på en anden ungdomsuddannelse, og som ikke skal ud i et stærkt specialiseret tilbud. Den gruppe har vi nu fået et tilbud til, som jeg synes er godt og rigtigt tænkt. Desværre fik det en meget hård start, fordi man startede på bar mark, fik lærerne fra forskellige steder, produktionsskoler, VUC’er. Bygninger fik man lidt fra den ene og lidt fra den anden. Man satte igen ikke den økonomi ind bag ved at købe nogle bygninger til dem, sørge for at der faktisk var lokaler den dag, hvor eleverne og lærerne kom. Det gjorde man ikke. Man tog hvad de gamle produktionsskoler havde, noget fra VUC, så tog man lidt fra noget kombineret ungdomsuddannelse, som vi også var med til at drive, og så ansatte man en rektor, og så kommer eleverne om to måneder. Så det har fået en meget hård start. Men principperne i det tror jeg på kan have en chance for at gøre, at Danmark kommer til at stå pænere med de her tal, men der skal også investeres i det. Og der skal skabes en ny pædagogik.”

På en uddannelseskonference i EU-regi i Bruxelles i september 2019 var et af hovedtemaerne lærernes vilkår og hvordan de kunne forbedres. Der blev bl.a. peget på nogle læreres oplevelse af ringe indflydelse på egne forhold og en lav løn som to forhold, der medførte problemer for lærerne og deres anseelse indenfor EU. Var jeres organisation med, og er det problemer, som I kan genkende?

“Vi var desværre ikke med til at diskutere den dér, men vi kender den jo godt. Hvis vi skal være en succes, så er lærerne en helt afgørende faktor, og vi må jo faktisk erkende at lærerne på erhvervsskolerne for langt hovedparten får mindre i løn end lærerne i folkeskolen. Det betyder, at de er nærmest nederst i hierarkiet af lærere og undervisere. Samtidig er ressourcerne, der er til at undervise vores elever, nogle af de laveste fordi man giver os taksterne efter hvilke overenskomster man har med lærerne og ikke taksterne efter hvad der er behov for. Og det betyder, at en lærer, der underviser i et alment fag på en erhvervsuddannelse får markant lavere takst end en tilsvarende lærer på en gymnasieuddannelse. Hvis vi skal give en elev på en af vores erhvervsuddannelser et c-niveau i engelsk, og der samtidig går en elev på hf på et c-niveau i engelsk, så udløser det et langt højere taksameter på hf, fordi det typisk er en lærer, der har en anden uddannelsesbaggrund og derfor skal have mere i løn,” siger Lars Kunov.

“Men hvis man ser det fra et elevperspektiv eller fra et uddannelsessnobberiperspektiv, så vil man sige: hvad er meningen? De underviser i præcis det samme. De elever, de har med at gøre, er mindre boglige og det er dermed en større pædagogisk og didaktisk opgave, der skal løses. Og så giver man skolerne mindre for at gøre det! Det betyder, at vi er nødt til at bede lærerne om at undervise mere. Vi er nødt til at have større hold end godt er. Det er jo igen et udtryk for en prioritering, ligesom når man giver erhvervsuddannelserne for lidt tid. Der er en opgave i at løse det, så der også er prestige i at være lærer på en erhvervsskole. Vi har nogle fantastiske lærere derude. Det er jo altid en fornøjelse at komme ud. Går man engang i mellem i mit job og synes at verden er sur og irriterende, og politikerne er nogle bøvere og pressen ikke gider skrive om det rigtige, så tager man på skolebesøg, og så ser man nogle dedikerede elever og lærere, og nogle ledere, der vil en hel masse. Så har man energi til at køre på igen. Vi har dygtige lærere, men lærergerningen har det svært.”

Er der nogle andre europæiske lande, hvor Danmark kunne lade sig inspirere på dette område?

“De senere år har vi kigget en del til Norge, og det er lidt sjovt for jeg holdt oplæg for nogle år siden for en meget stor norsk delegation, og pludselig hørte jeg at i Norge har de knækket koden, og de kan det hele. Hold da op, de kom jo for at høre mig. Men jeg kan godt se at nogle af vores skøre idéer har de taget med sig, nogle af de idéer, som vi ikke har kunnet komme igennem med i Danmark. Så vi kigger noget til Norge, som er interessant fordi ønsker at flere starter i en erhvervsrettet retning og de får mere tid. De har to år inden de skal vælge, og det kunne vi godt lære af. De har stadig svært ved efter det valg at vælge den klassiske erhvervsuddannelsesvej. Der er mange af dem, der vælger det, der mere ligner vores erhvervsgymnasiale uddannelser. Men de har udsat valget noget, og sammen med en masse andre faktorer, er det en væsentlig ting, så vi kigger en del til Norge,”siger Kunov.

“Sverige har vi jo også kigget på, men Sverige er jo svær, fordi de ikke har et vekseluddannelsessystem. Derfor er det svenske system mange gange blevet kritiseret voldsomt, Palmes enhedsgymnasium er jo meget forhadt, også i vores kredse i perioder. Men hvis vi ser bort fra, at de forsøger at færdiguddanne lærlingene i gymnasiet og tror, at når man er færdig i det svenske enhedsgymnasium, så er man virksomhedsklar. Det er man ikke. Jeg har siddet i uddannelsesudvalget på støberiskolen i Jönköping i en del år, så jeg har en rimelig god indsigt i hvordan det fungerer, og de misunder os vores system. Men vi kan lære af det svenske system, at der er én indgang og der er et fællesskab for de helt unge, og hvis det stod til os havde vi fået lavet en ungdomsuddannelseskommission, som kiggede på et system, hvor vi tog noget af det bedste fra det svenske system. Vi må bare ikke under nogle omstændigheder ende i en situation, hvor vi lukker vores vekseluddannelser, altså den del, der foregår ude i virksomhederne. Det må vi aldrig give køb på, fordi det gør vores system unikt, og der er en enorm høj beskæftigelsesgrad blandt vores. Tyskland og Østrig er nogle af de andre få lande, der har det, og alle andre lande misunder os, at det har været muligt at skabe, hvor arbejdsgiverne betaler ganske meget til det. Og det har vi nået i Danmark gennem hundrede års arbejdskampe, så det kan man ikke bare gå ind og indføre andre steder,” siger Lars Kunov.

“Men hvis vi tog det fra den svenske model, hvor alle starter på den samme skole i det samme ungemiljø, og så splitter man ud derfra, det kunne vi lære noget af. Så der er absolut også noget at hente derovre, og vi er begyndt at kigge lidt mere over på det svenske for at hente noget inspiration.”

Anders Engberg er historiker og journalist. Han har i mange år beskæftiget sig med information om Europa, bl.a. i form af tv-programmer og spil. Se mere på hjemmesiden www.mistereuropa.dk. 

Billede i artiklens top: /Ritzau Scanpix/Anne Bæk/

Læs hele temaet “Europas store omstilling”

 

 

Magasinet Europa er hverken annonce- eller abonnementsbaseret. Hvis du er enig i vores fravalg af distraherende reklamer og restriktive betalingsbarrierer og gerne vil have flere dybdegående artikler og temaer om dagens Europa, vil vi sætte stor pris på din støtte.

Støt os med et engangsbeløb: