Det kølige overblik er kommet på banen med Tysklands og Frankrigs diplomatiske fremstød, som kan føre til en militær neddrosling på begge sider af Ukraine gennem etablering af nye ideer til en europæisk sikkerhedsorden, bl.a. med et fremtidigt energi-samarbejde. Kreativt diplomati er så småt på vej

Analyse af Hugo Gaarden

Tyskland og Frankrig har bogstavelig talt kastet sig ind i orkanens øje med et særdeles aktivt diplomatisk fremstød. Hensigten er at reducere risikoen for en russisk invasion i Ukraine og at etablere en ny sikkerhedspolitisk orden i Europa – omend processen kan tage måneder eller år.

Mødet sidste mandag i Washington mellem den tyske kansler, Olaf Scholz, og præsident Joe Biden samt mødet samme dag i Moskva mellem den franske præsident, Emmanuel Macron og præsident Vladimir Putin, er de hidtil mest konkrete skridt i en forhandlingsproces, hvor alle parters chefer nu er direkte involveret. Det er en usædvanlig koordination og aktivitet.

Hvis Putin invaderer Ukraine efter en så intens og personlig forhandlingsproces, vil det være et slag i ansigtet på Scholz, Macron og Biden og vil minde om München i 1938. Så vil et nyt Jerntæppe sænke sig, værre end under Den kolde Krig.

Så langt vil Putin næppe gå, for så når han ikke de mål, han har sat sig: At få NATOs militærapparat trukket en smule tilbage og få indflydelse på udformningen af en ny sikkerhedsorden i Europa. Putin har allerede opnået meget. Med sine  tropper har han fået Vesten til at erkende, at Rusland har nogle sikkerhedsinteresser, som Vesten ikke hidtil har villet anerkende, og som Vesten nu er parat til at drøfte med Rusland. Det har Joe Biden sagt, og Macron sagde det under mødet med Putin.

Putin har sagt, at sikkerheden ”er udelelig” og henviser til Helsinki Sluterklæringen fra 1975: Én militærblok eller ét land kan ikke handle, så det skader et andet lands sikkerhed.

Rusland påstår, at NATO’s udvidelser gennem årene skader Ruslands sikkerhed. Det afviser NATO, men nu er emnet ”udelelig sikkerhed” altså kommet på bordet, og det er Ruslands sigte.

Efter sammenbruddet af Sovjetunionen, blev Rusland tilbudt medlemskab af NATO, og der blev etableret et råd mellem NATO og Rusland, men den vestlige imødekommende forduftede gradvist, og NATO blev udvidet og skabte bitterhed i Rusland, også før Putins tid.

Macron sagde i Moskva, at ”der ikke er sikkerhed for europæerne, hvis der ikke er sikkerhed for Rusland.” Ergo er han imødekommende over for Rusland. Han fremlagde en række forslag, som dog ikke er offentliggjort.

Men Scholz og Macron har ikke fremmanet de trusselsbilleder af en invasion, som USA har gjort dagligt. De er parate til sanktioner, hvis der kommer en invasion, men de tror på en diplomatisk løsning. Det er tydeligt, at kølige hoveder er ved at udarbejde løsningsmodeller.

Det understregede Macron i Moskva, da han til journalister sagde, at en ”finlandisering af Ukraine er en af modellerne.” Det betyder, at Ukraine i givet fald skal være neutral som Finland og i et vist omfang tilpasse sig Rusland, som Finland har gjort det i årtier. Det skal udtrykke en garanti til Rusland om, at Ukraine ikke bliver en trussel – via NATO. Men forslaget vil møde modstand i Ukraine og i Østeuropa.

Det er slående, at USA ikke vil fortælle, hvad USA har tilbudt Rusland. Har USA tilbudt tilsvarende indrømmelser, som østeuropæerne ikke bryder sig om? USA har ifølge lækkede papirer til El Pais tilbudt at reducere NATOs militære tilstedeværelse i Østeuropa og at indlede forhandlinger om atomvåben og våbenkontrol. Det kan evt. føre til, at der ikke bliver permanente NATO-baser i de tidligere sovjetrepublikker.

Selv om Ruslands genrejsning over for USA måske er hovedmålet for Putin, så bliver krisen om Ukraine utvivlsomt omdrejningspunktet for en diplomatisk proces, også for at give Putin plads ved bordet, når en europæisk sikkerhedsorden skal fastlægges. Kernen bliver en ny Minsk-aftale, der vil omfatte Donbas-provinserne, hvor Rusland støtter de russiske befolkningsgrupper politisk og militært. Skal de have autonomi, er en ny ukrainsk forfatning nødvendig, og det får Rusland indflydelse på. Det modsætter Ukraine sig, men Tyskland og Frankrig har tidligere sagt ja til den model.

Da hverken USA eller NATO vil forsvare Ukraine militært, og da Tyskland og Frankrig vil få den afgørende rolle omkring Ukraine, bliver denne model utvivlsomt uundgåelig.

Spørgsmålet er, om der kommer nye kreative udspil, der ikke bare truer sanktioner, men som også lægger op til et styrket samarbejde. Den tyske udenrigsminister, Annalena Baerbock, har foreslået at involvere både Ukraine og Rusland i udviklingen af brintenergi, som Tyskland satser voldsomt på, og som kan blive fremtidens energi, fordi den kan oplagres.

Der er allerede bestræbelser på at koble Ukraine på Europas el-net og ikke Ruslands. De baltiske lande er i dag koblet på Ruslands el-net, selv om de kritiserer Tysklands brug af russisk gas. EU og Rusland er mere involveret i hinandens energi, end de fleste tror, og med den grønne omstilling bliver Ruslands eksport af gas og olie til EU stærkt reduceret. Ergo, har alle parter en interesse i at udvide energisamarbejdet.

Kreative tanker om at opbygge projekter mellem Øst og Vest for at komme ud af Den kolde Krigs skygge er set tidligere, f.eks. fra den tidligere ambassadør i Moskva, Vilnius og Riga, nu afdøde Per Carlsen. Da han var direktør for det danske udenrigspolitiske institut DIIS, skrev han i 2002 en rapport, hvor han foreslog et intenst samarbejde mellem EU og Rusland, så alle aktører i Eurasien kunne deltage – i praksis baseret på samarbejdet mellem de nye baltiske lande, inden de kom med i EU og senere NATO. Det kunne også omfatte Kaukasien og Centralasien.

”Det vil være en stor fejltagelse, hvis USA og Vesteuropa ikke længere er opmærksomme på udviklingen i de baltiske lande og landene uden for de fremtidige grænser for et udvidet EU og NATO,” skrev han.

Der har ikke været mange visioner af den art siden hen, men Rand-tænketanken i USA har netop lavet et studie med eksperter fra Øst og Vest for at udvikle modeller for at løse konflikten om Ukraine. De foreslog at udvikle en regional integration mellem alle parter med opbygning af institutioner, der kan styrke samarbejdet mellem landene, også Rusland. De erkendte dog, at mange i regionen ikke ønsker et kompromis.

Det hører vi dagligt. Derfor kan en af efterkrigstidens mest anerkendte militære eksperter, professor Lawrence Freedman, måske få ret, når han forudser et sandsynligt udfald af krisen: Ikke en krig eller aftale, men at krisen langsomt fader ud.

Men det er ingen løsning for hverken den lavmælte Scholz eller den idérige Macron. Så får de ikke en afslutning på Den anden Verdenskrig og koldkrigen – og slet ikke nogen europæisk suverænitet.

Hugo Gaarden er journalist med stor erfaring i erhvervs- og udenrigspolitik. Han har tidligere bl.a. arbejdet på Berlingske og Børsen.

Billede i artiklens top: /Flickr/