For første gang siden 2004 er Nordmakedonien officielt blevet godkendt til forhandlingerne om EU-medlemskab. Det sker, idet det nordmakedonske parlament har anerkendt den bulgarske minoritet, som dermed indskrives i landets forfatning. Derfor er det væsentligt at se på, om EU-medlemskabet vil betyde noget for den sammensatte befolkning, der i snart 18 år har næret mistillid til den besværlige forhandlingsproces med Bruxelles.

Reportage af Belkisa Selmani

Ved køen til udstedelse af nordmakedonsk pas, opstår der – traditionen tro – tumult. Det er normal procedure, at diasporaen (borgere bosat/født i et andet land) kritiserer manglende struktur og bureaukratisk kaos i deres ”hjemland”, men i virkeligheden springer man let over bureaukratisk kaos, når man kan få lavet sit pas på mindre end 24 timer – hvis blot man betaler et par ekstra euro selvfølgelig. Sammen med lokale og diaspora-borgere venter jeg i køen på politistationen i Skopje.

”Jeg sværger på gud, og de er lige kommet ind i EU”, råber en yngre makedonsk statsborger. Det sarkastiske udbrud kommer lige efter, at pasudstederen råber navnene op én ad gangen og er langsomme, og som det ofte er tilfældet, finder borgerne sig ikke tilfredse med proceduren med, at man skal vente på deres egen tur. Jeg forsøger at korrigere med en bemærkning om, at de endnu ikke er indtrådt EU, men finder hurtigt ud af, at det er en tabt kamp.

19. juli blev døren til EU for alvor åbnet, eftersom det nordmakedonske parlament har godkendt det franske forslag om anerkendelse af den etnisk bulgarske minoritet i landet. Nu er Nordmakedonien tættere på end nogensinde til at blive EU-medlem, og hermed begynder en længere forhandlingsproces.

En historisk og sproglig strid mellem Bulgarien og Nordmakedonien
Nordmakedonien, som tidligere har været delrepublik i Jugoslavien, blev selvstændigt i 1991. Siden har landet været i konfliktforhold med henholdsvis Grækenland og Bulgarien. I 2018 blev en årtier lang navnestrid mellem Grækenland og det daværende Makedonien løst. Parlamentet vedtog, med et lille flertal, landets navneændring fra Makedonien til Nordmakedonien, som ophævede Grækenlands blokade om EU-forhandlinger. Siden er Nordmakedonien stødt på den næste forhindring, nemlig Bulgarien.

Selvom Bulgarien var det første land til at anerkende Nordmakedonien som stat, vil de ikke acceptere, at det er en stat, som er bygget på makedonsk kultur, da de anser den for at være en konstrueret stat, hvis kultur, historie og sprog har rødder i det bulgarske. Hele konflikten bunder i, at makedonerne frygter at blive assimileret i den bulgarske kultur, idet den makedonske historie har stærk tilknytning hertil, idet mange bulgarske historiske personer også er en del af Nordmakedoniens historie. Især sproget har længe været et heftigt stridspunkt, som Bulgarien anser for at være en dialekt af bulgarsk, og derfor kræver, at det skal hedde ”Nordmakedoniens officielle sprog”. Hvis dette ændres i konstruktionen, vil det selvsagt skabe modstand blandt den makedonske befolkning, som hævder en stærk etnisk makedonsk identitet.

Endvidere kan det også provokere den albanske befolkning, som uofficielt udgør et højere befolkningsprocent end 25 procent. Ohrid-aftalen i 2001, som endte den væbnede konflikt i Nordmakedonien, gav officielt flere rettigheder til albanerne end de havde på daværende tidspunkt. Albansk bliver endnu ikke praktiseret som det andet officielle sprog over hele landet, og derfor vil en ændring af det makedonske sprog til ”Nordmakedoniens officielle sprog” sandsynligvis også vække de sproglige spændinger mellem makedonere og albanere til livs.

Selvom det i aftalerne står klart, at alene makedonsk benyttes i udenrigsanliggender, er sproglige anliggender stadig et ømt punkt i Nordmakedonien, og der skal ikke meget til, før etniske spændinger får tilløb. Den stærkeste opposition vil dog stadig være hos makedonerne, som hævder en etnisk makedonsk identitet, hvorfor Bulgariens krav om, at EU skal benytte referencen ”Nordmakedoniens officielle sprog” er i direkte modstrid med den makedonske befolknings opfattelse.

Makedonerne udgør 2/3 af den samlede befolkning og anses derfor for at være majoriteten, mens albanerne når op på 25 procent. Selvom de fleste makedonere forsøger at beskytte en etnisk makedonsk stat, og de officielle tal viser, at der er få etniske bulgarer i landet, er virkeligheden en anden. Etniske bulgarer i Nordmakedonien frygter at erklære sig som etniske bulgarer af frygt for konsekvenserne såsom stigmatisering og pres fra offentligheden. Etniske bulgarer, som er bosat uden for landet, har fået bulgarsk pas. Hvis etniske bulgarer får flere rettigheder og indskrives i forfatningen, vil det betyde, at flere vil erklære sig som etniske bulgarer i landet, hvormed den officielle registrering af etniske bulgarer i landet højst sandsynligt vil vise sig at være højere. Det er muligvis dette udfald, som oppositionen også frygter, da etniske bulgarer vil have nemmere ved at organisere sig og kræve deres ret.

Den historiske strid mellem Nordmakedonien og Bulgarien er en slags alliance mellem nationalisterne i begge lande. Bulgarske nationalister påstår, at Nordmakedonien er en falsk stat, som rent historisk tilhører Bulgarien. Nordmakedoniens undertrykkelse af det etnisk bulgarske mindretal har i årevis fodret bulgarske nationalistiske partier med hadretorik. Derfor er aftalen historisk og vigtig – ikke kun fordi den blot åbner vejen for et EU-medlemskab, men fordi den svækker nationalisterne både i Nordmakedonien og i Bulgarien. Makedonerne hævder en etnisk makedonsk identitet, som Bulgarien ikke anerkender, men med den nye aftale vil den hadske retorik sandsynligvis fremstå mindre betydningsfuld.

Skiftet mellem håb og skuffelse har skabt mistillid
Siden det franske forslag om at imødekomme Bulgariens krav, har der været løbende optøjer i Skopje. Utilfredsheden er blevet vendt mod regeringen, som har været for det franske forslag, og det udviklede sig i starten af juli til en konflikt mellem etniske albanere og makedonere. Det er bemærkelsesværdigt, at der ikke har været demonstrationer i andre byer, idet nationalismen og kontrasten mellem albanere og makedonere er stærkest i Skopje. Oppositionen med partiet VMRO-DPMNE i front er stærkt imod og forsøger at forstærke den makedonske identitet. Dette blev tydeliggjort blandt andet gennem Skopje projektet i 2014, som har været en ældre ambition, og blev indfriet af den daværende nationalistiske regering med henblik på at konstruere en makedonsk identitet, som trækker på både bulgarsk middelalderhistorie og oldgræske helte i den makedonske fortælling.

Den blandede befolkning i Nordmakedonien har i årevis været skeptiske over for EU, da landet i snart 18 år har ventet på at blive inddraget i de officielle forhandlinger. Københavnerkriterierne stiller faste krav til Balkankandidaterne om EU-medlemskab, men den lange proces og politiske uenigheder har medført, at befolkningen har skabt en fortælling om, at EU holder landet hen og stiller nye krav, så snart et krav er opfyldt. Det er en fortælling, som befolkningen fodrer hinanden med, hvilket opildner til skepticisme og EU-modstand, og har endda ført til, at flere makedonske nationalister er blevet pro-russiske, fordi de historisk set altid har anset Rusland som en stærk allieret.

Da det lille flertal med selvsamme regering i 2018 godkendte navneskiftet håbede man på, at det ville være begyndelsen på en løsning på nabostriden, men i stedet bidrog det til indbyrdes optøjer, da makedonerne modsætter sig at gå på kompromis med deres opfattelse af en etnisk makedonsk identitet og stat. De etniske albaneres ønske om medlemskab i EU er højere, fordi de er villige til at ofre mere, sandsynligvis da spørgsmålet om en ren makedonsk stat ikke vedrører dem på samme måde. Det er uenigheden om betingelserne for medlemskab, der skaber konflikt mellem makedonerne og albanere, som intensiveres, når afstemninger som denne skal vedtages. Eftersom albanerne fra starten har haft en høj støtte til EU, har det provokeret makedonerne, som beskylder albanerne, for at være på bulgarernes side. Dette medførte, at protesterne i Skopje i forbindelse med afstemningen, også blev et sammenstød mellem makedonere og albanere. 

Som en slavisk etnicitet, har makedonerne en traditionel forbindelse til Rusland. Ligesom den russisk-serbiske, har flere makedonerne et forhold til Rusland, som også kan knyttes til den ortodokse tro, hvilken Rusland promoverer som en fælles ”identitet”. Rusland er aktiv i Nordmakedonien, og har en finger i bl.a. store dele af landets kirker, som konstrueres i ”russisk” stil.

Eftersom, der har været forsinkelser i forhandlingerne til EU, er den pro-russiske indstilling blevet stærkere, fordi man har følt et svigt fra EU fra makedonernes side. Samtidig er der flere forhold, der tyder på, at Rusland har interesse i at opretholde en vis status på Balkan, idet Rusland vil positionere sig her. Derfor er det selvsagt, at de støtter indbyrdes konflikter i Nordmakedonien, fordi når disse eskalerer, vil befolkningen beskylde det internationale samfund, altså EU, USA, NATO, og hermed vil EU-skepticismen vokse og dermed støtten til Rusland. Det er en fordel for Rusland, fordi landet er storproducent af varmeenergi, gaselektricitet, og er den eneste producent af kobber i Nordmakedonien med en høj omsætning om året. Rusland har blandt de mest succesrige virksomheder i Nordmakedonien. Desuden er der flere afsløringer fra 2017, som indikerer, at Rusland siden Nordmakedonien fik kandidatstatus, har prøvet at opretholde uro og forsinke medlemskabet, for stadig at have en vis magt. Det vestlige Balkan er en central del af Ruslands strategi om at etablere sig som en førsterangsspiller i europæiske sikkerhedsanliggender sammen med andre store stater.

Historisk aftale
Nordmakedonien er nu endnu et skridt tættere på EU og aftalen, der skal sikre etniske bulgarer rettigheder på lige fod med andre borgere i Nordmakedonien, er historisk. Historisk, fordi den sandsynligvis vil svække nationalistisk føde fra begge parter. I Bulgarien kan nationalisterne ikke bruge hadretorik på samme måde længere, og med anerkendelsen af etniske bulgarer i Nordmakedonien bliver fortællingen om en ren makedonsk identitet ikke forseglet. Et land med en kompliceret historie, som nu måske er på vej til at rede trådene ud.

Misinformationen ved køen på politistationen om, at Nordmakedonien er kommet i EU, vakte stor begejstring blandt de lokale, for det skaber håb om, at landets interne problemer med korruption, økonomi og etniske spændinger, vil blive gravet til overfladen og så småt blive taget hånd om fra ”oven”, altså i EU.

Nordmakedonien er og vil fortsat være i en tilstand af spændinger, selvom dagligdagen fungerer i harmoni mellem de forskellige etniske grupper, men det er ved de store spørgsmål om landets fremtid og især identitet, hvor vejene i høj grad skilles. Da landet modtog datoen for påbegyndelse af forhandlingerne, blev det markeret ved optøjer og modstand i hovedstaden. Det var ikke en festlig dag, hvilket fremhæver oppositionens modstand. Denne modstand fra oppositionen og en stor del af den makedonske befolkning bunder i frygten for at miste den etnisk makedonske identitet. Problemet bunder i makedonere, som ikke er enige i betingelserne for EU-medlemskab og altså ikke et decideret medlemskab i EU. Derfor søger den makedonske opposition en folkeafstemning mod disse forhold.

Indtil videre har afstemninger om EU-medlemskab vakt de multietniske spændinger til livs, fordi uenigheder om et kompromis opstår, og de forskellige holdninger og ofringer, blandt den multietniske befolkning for et EU-medlemskab, kommer til tydelighed.

I det brede perspektiv har Nordmakedonien, som det gælder med resten af Balkanladene, bestræbt sig EU-medlemskab, fordi man generelt mener, at det vil skabe fremvækst og stabilitet i landene. Det er dog betingelserne for medlemskabet, som deler vandene, fordi det bringer historiske spørgsmål op. Makedonerne ønsker det ikke i højere grad end, at det ikke skal koste dem deres historie og identitet – nemlig at give afkald på, ifølge dem selv, den etnisk makedonske identitet. Hvorimod albanerne i højere grad ønsker medlemskab, også i håb om at de lovede rettigheder med Ohrid-aftalen vil respekteres.

Belkisa Selmani er journalist med specialområde på Balkan. Belkisa er født i Danmark og har rødder i Nordmakedonien.

Billede i artiklens top: /Eric Vidal/© European Union 2022 – Source : EP