Klager vi ikke over det spritnye EU-direktiv om mindsteløn, så vil det i fremtiden være op til retspraksis, hvor meget den danske arbejdsmarkedsmodel skal politiseres.
Kommentar af Johan Moesgaard Andersen, EU-chef i Dansk Metal
Mens de disse linjer skrives, tangerer vi Danmarksrekorden for de længste regeringsforhandlinger nogensinde. Mange nationale politiske emner kan heldigvis godt vente lidt endnu på en ny regering. Men ét europapolitisk emne kræver faktisk hurtig handling fra en ny regering. Og det er det spritnye EU-direktiv om mindsteløn. Direktivet blev vedtaget dette efterår af EU-politikerne efter store protester fra den danske regering, danske politikere, arbejdsmarkedets parter og Folketingets Europaudvalg. Direktivet lovgiver nemlig om mindsteløn og overenskomster. To afgørende hjørnesten i den danske model, som vi danskere historisk har ønsket at holde fri fra politisk indblanding. Fristen for at klage over direktivet – altså anlægge et såkaldt annullationssøgsmål – er allerede lige efter nytår. Der er ikke meget sand tilbage i timeglasset. Tiden er knap. Og set fra vores stol i Dansk Metal er der mindst fire gode grunde til, at en ny regering straks bør trække sagen for EU-domstolen.
For det første skal vi passe rigtig godt på den danske arbejdsmarkedsmodel. Vores model fungerer nemlig væsentlig bedre end de modeller, vi ser i resten af Europa. Hos os ligger bolden hos arbejdsmarkedets parter, når det gælder løn. I andre lande er det i stedet politikerne, som flytter op og ned på lønnen. Vi mener med rette i Danmark og Norden, at vores arbejdsmarked fungerer væsentlig bedre end i Syd- og Østeuropa. Forskellige EU-politikere har forsøgt at garantere Danmark og Sverige, at vi ikke bliver tvunget til at indføre en såkaldt lovbestemt mindsteløn, som man i overvejende grad har i resten af Europa. Hvor længe denne garanti holder vand, vil tiden vise. Men med direktivet accepterer vi altså, at løn nu bliver et spørgsmål for EU-politikere. Ligeledes lægger direktivet en EU-lovramme om vores overenskomster og overenskomstforhandlinger. Juraprofessor Jens Kristiansen har blandt mange andre netop advaret imod, at disse regler kan blive ”katastrofale” for danske overenskomster. Også når det gælder vores overenskomster, risikerer vi altså at flytte politikere i Bruxelles og dommere i Luxembourg ind i de hellige haller. Hvis man vil passe godt på den danske model, er der god grund til at sige fra over for denne glidebane.
For det andet balancerer direktivet virkelig på kanten af EU-traktaten. Det står nemlig med flammeskrift i EU-traktatens artikel 153, at EU ikke kan lovgive om lønforhold. Er mindsteløn omfattet af ”lønforhold”? Ja, det skulle man umiddelbart mene. Det har historisk været en ekstremt vigtig sag for Danmark at holde løn uden for EU’s kompetence. Ligesom det også er problematisk ud fra EU-retten at begynde at lovgive om overenskomstforhandlinger. ”Den, der tier, samtykker”, som et gammelt ordsprog lyder. Hvis Danmark vælger at sidde på hænderne og ikke gøre noget, så accepterer vi altså stiltiende at slå hul i traktatens bolværk. Klager vi ikke, så vil det i fremtiden være op til retspraksis, hvor meget den danske model skal politiseres. Det er ikke noget, der nødvendigvis sker i morgen. Men her har vi altså også et ansvar for fremtidige generationer, når vi gerne vil holde fast i traktatens ordlyd. Derfor giver det også god mening, at Enhedslisten, SF, Nye Borgerlige, Danmarksdemokraterne og Dansk Folkeparti allerede har opfordret regeringen til at føre sagen.
For det tredje kan der ligge en strategisk overvejelse for Danmark i at føre et såkaldt annullationssøgsmål ved EU-domstolen. I bedste fald får vi selvfølgelig EU-domstolens ord for, at direktivet skal helt eller delvis annulleres. Fordi direktivet i vores øjne overtræder de demokratiske spilleregler i EU-traktaten. Men selv hvis EU-domstolen godkender direktivet (eller store dele af det), så får vi EU-domstolen i tale. Så kan EU-domstolen selv sætte de røde linjer og hegnspæle op for fremtidens domme. Her kan vi altså muligvis få EU-domstolen til at hegne fremtidige fortolkninger ind. Så vi ikke ender med en skævert, når dommere i Luxembourg om mange år skal fortolke rækkevidden af et direktiv, som jo vil blive justeret igen og igen i de kommende år – potentielt med større rækkevidde.
For det fjerde er det væsentligt at skele til det demokratiske mandat, vi danskere historisk har besluttet os for. Da vi i Danmark tilsluttede os Maastricht-traktaten i 1990’erne var det med afgørende vægt på at bevare aftalemodellens styrke på det danske arbejdsmarked. Kigger man efterfølgende på den danske debat, da vi tilsluttede os Lissabontraktaten i 00’erne, kunne også den daværende VK-regering forsikre os om, at vores aftalemodel ikke ville blive sat på spil. Jeg er selv glødende europæer, og der kan ikke herske ét sekunds tvivl om, at EU-samarbejdet har været en kæmpe gevinst for os danskere. Vi har brug for meget mere EU, når det gælder samhandel, klima, forsyning, teknologi, forskning og meget andet. Men lige når det gælder vores arbejdsmarkedsmodel er der altså gode grunde til at holde fast i vores historiske position. Ellers kan det også blive sværere at overbevise danskerne, næste gang en traktatændring kommer på bordet.
Derfor haster det for en ny regering med at tage stilling til, om vi skal få EU-domstolen i tale. For os i Dansk Metal er sagen klar: Vi opfordrer en ny regering til at anlægge et annullationssøgsmål.
Billede i artiklens top: /Flickr/News Øresund/Johan Wesmann/
I Magasinet Europa gælder det for alle artikler i genrerne “klumme” eller ”kommentar”, at teksten udelukkende er udtryk for skribentens/skribenternes egne holdninger.