“Når vi snakker klimapolitik, skal vi holde fokus på, hvad der bør være politisk handling. Det moralske ansvar for klimakrisen skal ikke pålægges forbrugere og virksomheder, som agerer inden for konkurrencestaten, men derimod placeres på et institutionelt politisk niveau.” Sådan lyder det fra Theresa Scavenius, der i bogen “Klimastaten” leverer et skarpt bud på, hvordan staten burde se ud, og hvad den burde være optaget af, hvis der skulle laves reel klimapolitik. Vi bringer et uddrag, nærmere betegnet bogens første kapitel, herunder:

 

Kapitel 1: Status på den globale klimapolitik

I det store perspektiv er status på den globale klimapolitik, at det går rigtig dårligt. Klimapolitikken har generelt udviklet sig i en negativ retning de sidste 30 år. Mange vil måske tro det modsatte, fordi klimaet er blevet udbredt som et politisk tema, som alle forholder sig til, i modsætning til for fem til ti år siden.

Men årsagen til, at flere og flere snakker om klimapolitik, er netop ikke, at der bliver lavet en masse klimapolitik, tværtimod: Flere og flere taler om klimapolitik, fordi der ikke er sket noget som helst de sidste par årtier. Endda er det på de fleste områder gået i den forkerte retning. Vi er stadig i gang med at forværre klimakrisen. Kurven for udledninger er ikke vendt endnu.

Mit udgangspunkt er grundlæggende, at ingen borgere i verden burde interessere sig for, hvordan strømmen i deres stikkontakt bliver lavet. Ligesom de færreste synes, at det er særlig spændende at bruge deres tid på at undersøge, hvordan kloaksystemerne fungerer. Borgerne bør kunne have tillid til, at energisystemer og kloaksystemer selvfølgelig er indrettet på den mest rationelle og bæredygtige måde. Det burde de kunne forvente i en hyperteknologiseret og moderne verden. Desværre er det ikke tilfældet i praksis. Og jo flere der interesserer sig for nørdede emner som energiinfrastruktur, bygningsmaterialer, metangas og så videre, jo mere kan vi være sikker på, at der ikke bliver taget politisk ansvar for disse emner.

Det begyndte ellers rigtigt godt for den globale klimapolitik i 1990’erne. De fleste syntes at være enige om, at det var en politisk udfordring, som skulle løses ved at lave globalt bindende aftaler for udfasning af alt, som udleder drivhusgasser. Og verdens ledere blev i FN-regi enige om at samle al videnskabelig viden i store IPCC-rapporter og transformere den viden over i det politiske beslutningsforum COP-møderne. Der var optimisme, fordi det lige var lykkedes med Montrealprotokollen at lave en lignende politisk proces, hvor verdens ledere enedes om at udfase produkter, der udledte de freongasser, der ødelægger ozonlaget.

Men det gik allerede galt med Kyotoprotokollen, hvor man valgte at skabe en uklar og diffus ramme for selve reduktionerne – i stedet for, som det var tilfældet med Montrealprotokollen, årlige bindende reduktionsmål. Ratificeringsprocessen gik også langsomt, og USA endte med at melde sig helt ud. Det samlede resultat var ingen effekt på de globale udledninger. Møderne fortsatte, og i 2009 i København var man igen tæt på at lande en aftale med opbakning fra både USA og Kina.

Mødet endte imidlertid i en skandale og et stort kollaps for den globale klimapolitik. Efter COP-mø-det i København blev ambitionen om en globalt bindende aftale endegyldigt opgivet. I 2015 opstod der en ny politisk ramme, der tog udgangspunkt i frivilligt nationale reduktioner – det, vi kender som Parisaftalen. Den strategi har også fejlet; det kan vi se på udledningstallene, som fortsat stiger.

Alle refererer imidlertid stadig til Parisaftalen som en målsætning, hvor den politiske ambition er at holde den globale gennemsnitlige temperaturstigning på 1,5 grader. Sandheden er dog den, at det ikke længere er en realistisk målsætning, men at de politiske systemer har behov for at fastholde alle i illusionen om, at de har styr på det og holder, hvad de har lovet, og er i gang med at fikse problemerne.

Den ubehagelige virkelighed er, at det er de ikke. Derfor står vi midt i en klimakrise, som vi fortsætter med at accelerere. Hverken coronapandemien eller krigen i Ukraine og det medfølgende pres på energiforsyning og -priser er blevet brugt som anledning til radikalt at skifte kurs, og 2021 var det år, hvor verden indtil videre udledte allermest CO2 i menneskehedens historie. Coronapandemien og krigen i Ukraine kunne have været blevet brugt som wakeupcalls, der giver indblik i, hvor galt det kan gå, når man ikke forbereder sig på eller endda forsøger at undgå kriser. Det skete bare ikke.

Som kompensation for det globale og Parisaftalens nationale kollaps i klimapolitikken er der vokset en urskov frem af gode initiativer fra borgere, ngo’er og virksomheder. Alle har travlt med at overgå hinanden i grønne ambitioner, ambitiøse målsætninger, flotte plakater og gode slogans. Også underholdningsindustrien har taget klimakrisen til sig. Alle synes at have et bud på den grønne omstilling, og alle synes lige ved at finde “løsningen” lige rundt om hjørnet. Det står i voldsom kontrast til den faktuelle virkelighed, hvor Parisaftalens 1,5-graders målsætning i praksis nu kun er en teoretisk mulighed.

Der er selvfølgelig en masse ting, man kan gøre som borger, ngo og virksomhed. Men det er vigtigt at slå fast – og denne bogs pointe – at det ikke er muligt at kompensere for manglende global og national politik, hverken på borgerniveau eller virksomhedsniveau. Grundlæggende er borgere og virksomheder ikke relevante klimapolitiske aktører.

For klimakrisen kan ikke løses med begejstring over småting. Det er vigtigt, at vi forstår, at klimakrisen er af en anden karakter end andre udfordringer. Klimakrisen kan ikke løses af mange-bække-små-strategien. At privatpersoner slukker for lyset, har ikke nogen effekt på, hvor mange vindmøller der bliver bygget. At privatpersoner sparer på vandet, har ikke nogen effekt på, om deres bys vandforsyning er bæredygtig. At privatpersoner spiser mindre kød, har ikke nogen effekt på eksporten af kød.

En effektiv klimapolitik kræver, at vi som udgangspunkt ser på det store billede, og her vil vi se, at det ikke er muligt at løse klimakrisen uden politiske beslutninger på globalt plan.

Men den underliggende kolossale udfordring er, at vi ikke har de institutioner, der kan træffe de nødvendige nationale og globale politiske beslutninger, som skal vende kurven. Som skal etablere en vedvarende energiforsyning og bæredygtig vandforsyning og begrænse mængden af animalsk industriproduktion og så videre. Vores hypermoderne civilisation har ikke evnet at udvikle et institutionelt globalt system, der er stærkt nok til at håndtere de problemer, som selvsamme moderne civilisation har medført. Der har været ansatser og forsøg som EU og FN, men de har ikke udviklet sig i et højt nok tempo til at matche skadevirkningerne af vores teknologiske og samfundsmæssige udvikling.

Vi står altså med problemer af en størrelse, vi ikke har nogen institutioner eller ressourcer til at håndte- re. Hvor EU i mange år evnede at lede den globale klimapolitiske dagsorden, er EU’s styrke blevet svækket af nationalpolitiske dagsordener, Brexit og antidemokratiske tendenser. FN-institutionerne står ligeledes svækkede, og den udvikling, som COP-møderne og IPCC-rapporterne har taget, har svækket deres mulighed for at udøve det globale politiske pres, som var deres formål. FN’s klimainstitutioner har været succesfulde i at skabe en klimapolitisk global dagsorden – i 1990’erne var der som nævnt ansatser til en seriøs global klimapolitik, men i dag bliver COP-møderne primært brugt som en politisk teaterscene for, hvad jeg kalder for falsk klimapolitik. Falsk klimapolitik er politiske løfter, som aldrig bliver indfriet, og hvor der er en stor kløft mellem retorik og handling.

Det er det helt grundlæggende problem: at vi lever i en verden, som ikke har organiserede institutionaliserede fællesskaber, der kan løse en global klimakrise på det globale niveau, som det kræver.

Hvad gør man så som borger og virksomhed, når man nu ikke er en relevant aktør, og politikerne tilsyneladende ikke påtager sig ansvaret? Man starter med at stoppe for alt oversalg af grønne budskaber, visioner og planer, i erkendelse af at man som enkeltperson eller organisation kan gøre meget lidt i en verden og en global økonomi, der er kulsort.

Vi er alle underlagt et kulsort liv i en fossil verden, hvor vores liv har meget store klimapolitiske aftryk – uanset hvor meget eller hvor lidt vi affaldssorterer. Ingen af os kan fravælge det fossile liv. Det bedste, vi som borgere kan gøre, er at passe vores hverdagsliv. Vi skal leve vores liv og sørge for, at vores børn kommer i skole med en ordentlig madpakke og så videre. Virksomheder skal have travlt med at tjene penge inden for de politisk definerede regulatoriske rammer. Hvis de ikke gør det, kollapser vores markedsøkonomi, som i forvejen er udfordret af politisk indblanding, blandt andet i form af sorte subsidier, der skævvrider grønne virksomheders konkurrenceevne.

Når vi taler om ansvar for klimaforandringerne, er det altså altafgørende, at vi er opmærksomme på opdelingen mellem, hvad der er et politisk ansvar, og hvad der er borgernes og virksomhedernes ansvar. Den opdeling er helt central for at forstå behovet for en klimastat, og hvad der er klimastatens politiske ansvar.

Borgere og virksomheder kan og skal derfor heller ikke kompensere for det manglende politiske ansvar for klimapolitikken og den grønne omstilling. Ud fra et moralteoretisk perspektiv argumenterer jeg endda for, at enkeltindivider moralsk set kan undskyldes, fordi de ikke er moralske aktører i de spørgsmål, som kræver en politisk ansvarlighed. For eksempel er en borger, der bor i et område, hvor den lokale bus- og togdrift er nedlagt, ikke ansvarlig for at tage offentlig transport, når den ikke længere findes. Ansvaret ligger her hos dem, der har nedlagt den lokale busrute, og hvis de mener, at offentlig transport er mere bæredygtigt end privatbilisme, er det en klimapolitisk beslutning at sørge for, at den er tilgængelig.

Hvis vores politiske system havde prioriteret den grønne omstilling de sidste par årtier ved bogstaveligt talt at sætte en vindmølle til alt vores energiforbrug, herunder produktion, transport og varme, samt sat den nødvendige regulatoriske ramme for al international handel, så ville borgernes og virksomhedernes ansvar stort set have været lig nul. Vi kunne som borgere leve vores liv, passe vores børn og tage på ferie med god samvittighed, og virksomhederne kunne drive deres forretning, som de er bedst til.

Men vi lever i et politisk system, hvor både de nationale regeringer og institutioner som EU fortsat udvider den fossile økonomi. I den kontekst er det nytteløst for den enkelte borger at forsøge at modvirke udviklingen. Det er lidt ligesom at stå ved det nedlagte busstoppested og vente på, at bussen kommer. Det er selvfølgelig både håbløst og nytteløst.

Men hvad er så løsningen på klimakrisen?
Så i stedet for at stå og vente på bussen, skal vi forstå, hvorfor bussen ikke kommer. Vi skal med andre ord først forstå, hvorfor vi i øjeblikket fejler klimapolitisk, inden vi forsøger at give svar på, hvordan vi så løser de mange udfordringer. Inden vi siger, at vindmøller og solenergi er løsningen, skal vi forstå, hvorfor det ikke er lykkedes at udfase den fossile energi, som er klima- forurenende. Hvorfor det ikke er lykkedes at omlægge til 100 % vedvarende energi på globalt plan. Det er de grundlæggende spørgsmål, vi bliver nødt til at besvare, før vi kan begynde at tale om løsninger og nye måder at fremme den grønne omstilling på.

Vi vil nemlig gerne have en løsning på klimakrisen, og derfor taler vi typisk mest om målet. Om, at vi gerne vil have et fossilfrit samfund. Et affaldsfrit samfund. Et bæredygtigt samfund. Vi skal producere strøm fra vedvarende energikilder og så videre. Og vi fokuserer på de teknologier, som skal dominere i det nye grønne og bæredygtige samfund. Men når vi fokuserer på målet og de teknologiske løsninger, er vi ikke opmærksomme på, hvorfor problemerne opstår i første omgang. Og vi finder aldrig de rigtige løsninger, hvis vi ikke ved, hvilket problem vi rent faktisk skal løse.

Den første klimapolitiske opgave er derfor at give svar på, hvorfor vi ikke løser klimakrisen i øjeblikket. Helt kort fortalt er min forklaring, at de eneste relevante aktører, som er de statslige institutioner, ikke tager – og ikke længere kan tage – et politisk ansvar for at håndtere klimakrisen. Som vi skal se i kapitel 2, er årsagen, at det politiske ansvar forsvinder i konkur- rencestaten, fordi det er markedet og ikke politik, som er den drivende institution i samfundets udvikling.

Konkurrencestaten er en betegnelse for det politiske paradigme, som har hersket i mange vestlige og demokratiske lande de sidste 20-30 år. Den er opstået efter manges års reformer af den offentlige sektor, hvor målet har været dels at privatisere den offentlige infrastruktur, dels at inkorporere markedslogikker og incitamentsstrukturer i den offentlige sektor. Essensen er, at kortsigtet økonomisk vækst bliver prioriteret over beskyttelse af arbejdsrettigheder, miljørettigheder og klimapolitik.

Konkurrencestaten er ikke i stand til at håndtere klimaforandringerne som en almindelig politisk ud- fordring. Konkurrencestaten fejler, fordi den markedsliggør klimaspørgsmålet i stedet for at håndtere klimakrisen som en politisk reguleringsopgave. Kon- kurrence er et velfungerende princip på markedet, men det er ikke et godt princip til at ændre de grundlæg- gende spilleregler for markedet, hvilket der er behov for, hvis vi skal gå fra en fossil til en grøn økonomi.

I konkurrencestaten bliver ansvaret for den grønne omstilling pålagt virksomheder og forbrugere, selvom de ikke har mulighederne for at ændre spillereglerne, men netop bliver nødt til at følge de eksisterende spilleregler.

Den udfordring, virksomheder og borgere står i, er, at vi ikke kan ændre spilleregler for et spil, som vi er i gang med. Et eksempel er, når et dansk klimaministerium laver kampagnevideoer for, at borgerne skal spise mere klimavenlig mad, mens det samtidig via lovgivning sørger for, at almindeligt kød er billigst. Det er klart, at det skaber forvirring, og at resultatet kan blive en form for lammelse af både spillet og udviklingen af spillets rammer og regler. Det er den handlingslammelse, som de følgende kapitler kommer til at tematisere.

Det er på grund af den handlingslammelse, at det moralske ansvar for klimakrisen ikke skal pålægges virksomhederne og forbrugerne, som agerer inden for konkurrencestaten, men derimod placeres på et institutionelt politisk niveau. Virksomheder og forbrugere skal spille spillet, det vil sige leve og drive forretning inden for samfundets regler. Det er en politisk opgave og et politisk ansvar at bestemme, definere og udvikle regler og love.

Løsningen på klimakrisen handler altså i sin grun- dessens om at udvikle på de lovgivningsmæssige ram- mebetingelser for virksomhedernes og borgernes liv og gøremål.

Spillet skal ændres fra en konkurrence om at udnytte jordens ressourcer mest effektivt til et spil om, hvordan vi kan designe politiske rammer, der sikrer, at alle aktiviteter har et begrænset og bæredygtigt træk på jordens ressourcer.

I kapitel 3 kigger vi derfor på en alternativ tilgang til klimapolitikken end konkurrencestatens. Her er den primære klimapolitiske opgave at regulere og administrere adgang og brugsret til vores fælles ressourcer. Det er, hvad det klimapolitiske ansvar handler om.

Den stat, som evner at påtage sig dette klimapolitiske ansvar, kalder jeg for en klimastat. Klimastaten håndterer klimakrisen ved at se udfordringen som et moralsk spørgsmål om borgernes adgang til fælles ressourcer og som et fagligt og faktuelt spørgsmål om fysiske og videnskabelige vilkår og betingelser.

Klimastaten er en videreudvikling af og en overbygning på velfærdsstaten. Velfærdsstaten er bygget på en ideologisk klasselogik, hvor statens raison d’être er at beskytte og frigøre de fattigste fra at blive udnyttet af de rigeste. Forskellen på velfærdsstaten og klimastaten er, at klimastatens primære fokus ikke er at sikre borgerne velfærd, men at sikre stabile biologiske rammer for vores civilisation.

Klimastaten har ikke en selvstændig ideologisk grundforståelse af markedet eller staten. Klimastaten er en institution, der bygger på faktuel viden om verden. Hvis videnskaben fortæller os, at der er en klimakrise, er klimastatens formål og moralske ansvar at løse den. Ikke af ideologiske årsager, men af faglige og moralske årsager, hvor målet er at skabe de bedste livsbetingelser for borgere, dyr og naturen.

Det 20. århundredes socialistiske og liberalistiske ideologier giver ikke et svar på, hvordan der skabes en bæredygtig planet, hvor mennesker indretter deres samfund med plads og respekt for dyr og naturen. De gamle ideologier rummer ikke det politiske perspektiv, der kan placere nutidens menneskelige og samfundsmæssige udfordringer i en aktuel sammenhæng.

Konfliktlinjerne i det 21. århundrede antager an- dre former, end da socialismen og liberalismen blev formuleret. Derfor er der behov for nye svar, som ikke for eksempel tager et socialdemokratisk udgangspunkt i arbejdspladsen og konflikten mellem arbejdsgiver og arbejdstager. I dag skal vi give politiske svar på forurening af naturen, havene og atmosfæren. Vi skal give svar på en accelereret teknologisk udvikling kombineret med globalisering, ekstrem ulighed og en vanskelig geopolitisk situation, hvor demokratier og internationale institutioner mister magt, svækkes og endda uddør.

Det er en del af forklaringen på, hvorfor klimakrisen ikke bliver løst, håndteret eller adresseret. Vi har brug for en ny linse til at anskue disse problemer gennem med løsninger, der er hentet i det 21. århundrede. Det kræver faktuel og opdateret viden om verdens problemer. Mit svar er en klimastat, som ikke tager udgangspunkt i ideologiske problemstillinger, men forholder sig til faktuelle udfordringer, som de er beskrevet af forskere og andre eksperter.

I klimastaten er det – ud over en konstant opdateret faktuel viden om verdens problemer – afgørende med løbende nye og frie diskussioner af, hvilket samfund vi ønsker, og hvordan vi ønsker at løse problemer. Ønsker vi en klimapolitik, der øger ulighed? Eller ønsker vi et demokratisk og lighedsorienteret design for klimapolitikken? Hvorvidt klimapolitik vil øge eller mindske ulighed, afhænger af, hvilke politiske instrumenter der bliver brugt. Derfor er det ikke nok blot at sige, at vi skal have mere klimapolitik. Det er afgørende at diskutere hvilken type af klimapolitik. CO2-afgifter er for eksempel typisk ulighedsskabende, mens ratione- ring af CO2-forbrug typisk vil være lighedsskabende.

Derudover er en vigtig pointe, som jeg uddyber i kapitel 4, at den faktuelle viden og de moralske diskussioner forudsætter et demokratisk samfund. Den første udfordring for klimastaten er derfor at etablere et solidt vidensfundament. Det kræver velfungerende demokratiske institutioner og velfungerende vidensinstitutioner, således at borgere er i stand til at forholde sig til klimakrisen som et politisk spørgsmål.

Her er en udfordring, at konkurrencestaten – ud over ikke at kunne drive den grønne omstilling – indirekte er med til at underminere de demokratiske vidensinstitutioner. Derfor spiller konkurrencestaten en uheldig dobbeltrolle i forhold til at forstå, hvorfor vi som samfund i øjeblikket fejler med at løse klimakrisen. I kapitel 2 kigger vi nærmere på den første direkte rolle, som består i, at det moralske ansvar for klimakrisen ifølge konkurrencestatens logik gives til nogle, som ikke er i stand til at påtage sig det ansvar. Den anden rolle er indirekte, hvilket uddybes i kapitel 4. Her er den centrale pointe, at konkurrencestaten er med til at understøtte og fremme den populistiske og antidemokratiske bølge, der har præget store dele af verden det sidste årti.

 

Theresa Scavenius (f. 1984) er ph.d. og lektor på Aalborg Universitet. Hun har udgivet en række bøger om klimakrisen samt artikler i tidsskrifter som Critical Review of International Social and Political Philosophy og Journal of Agricultural and Environmental Ethics. Hun har skrevet kronikker om klima og politik i Politiken, Børsen, Ræson, Financial Times m.fl. Theresa Scavenius blev ved det seneste folketingsvalg valgt ind i Folketinget for Alternativet.

Theresa Scavenius
Klimastaten
160 sider
Gads Forlag
Pris: 199,95 kr.
Er udkommet

Billede i artiklens top: Kia Hartelius.