EU-chef i Dansk Metal og formand for Europabevægelsens Politiske Udvalg, Johan Moesgaard Andersen, kommer her med seks anbefalinger til den kommende europapolitiske aftale, som Danmark ifølge udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen skal have inden 2025.
Kommentar af Johan Moesgaard Andersen.
Danmark skal have en ny europapolitisk aftale, inden vi overtager EU-formandskabet i 2025. Det annoncerede Lars Løkke Rasmussen her i det sene forår 2023, hvor han præsenterede en spritny udenrigsstrategi for Danmark. I Dansk Metal har vi seks gode forslag til, hvad vores politikere kan putte i sådan en europapolitisk aftale. Så Danmark står bedst rustet til en lys fremtid i hjertet af Europa.
For det er i den grad på høje tid, at Folketinget indgår en ny europapolitisk aftale. Den seneste aftale stammer faktisk helt tilbage fra 2008. Tænk engang. Dengang i starten af 2008 kendte de færreste danskere Barack Obama, som dengang blot var en ydmyg senator fra staten Illinois, og ikke var blevet amerikansk præsident endnu. I 2008 havde det dengang ukendte sociale medie Facebook også kun lige rundet sølle 10.000 brugere i Danmark. Og det danske herrelandshold i håndbold havde først lige vundet sin første internationale titel, efter Lars Christiansen, Kasper Hvidt og alle de andre håndboldherrer havde slået Kroatien med 24-20 i en dramatisk EM-finale. Ja, 2008 er altså mange år siden. Så der er god grund til at banke støvet af den gamle europapolitiske aftale og indgå en ny aftale, som kan være med til at løse de store udfordringer, Danmark og Europa nu står over for.
For det første bliver det afgørende at placere klima centralt i en ny europapolitisk aftale. Det kan lyde logisk. Men går vi et par EU-traktater tilbage, så fortæller historien noget andet. For selvom klima faktisk blev omtalt i Maastrichttraktaten – ja, så var det altså i betydningen af at skabe et godt ”erhvervsklima”. Og det er jo noget andet end klimapolitik og grøn omstilling. EU er heldigvis globalt førende i klimapolitikken. Men hvor klima kun bliver nævnt i en bisætning langt nede på side 3 i den nuværende europapolitiske aftale, må vi forvente, at den grønne omstilling bredt set får en berettiget nøglerolle som driver for Danmarks kommende europapolitiske aftale. Her handler det ikke kun om klimapolitikken i sig selv – men om for eksempel at sikre langt flere faglærte i Europa til at bygge den grønne omstilling på vores kontinent i industrien, byggeriet og ude på virksomhederne i ProduktionsEuropa.
For det andet skal teknologi og digital omstilling også have en plads ved bordet, når den europapolitiske aftale skal kokkereres. For prøv at overveje, hvor meget der har flyttet sig på det digitale område siden seneste europapolitiske aftale. I 2008 spillede vi ”snake” på mobiltelefonerne, og en telefon som HTC Touch Diamond konkurrerede med Nokia 6500 Classic om at være mest populær hos danskerne. Facebook var, som tidligere nævnt, spritnyt – og skriftlige eksamener foregik i vidt omfang med blyant og papir i gymnastiksale, mens de flittige elever næppe kunne forestille sig, at ChatGPT en dag 15 år senere ville blive en mulig ven. Europa har et akut behov for at styrke sig på teknologi og robotter. Tyskland er i dag det eneste land på kontinentet, som kan holde trit med Kina, Japan, Sydkorea og USA, når det gælder om at installere robotter i industrien. Og selv Tyskland har altså udfordringer på teknologi. Tænk for eksempel på, hvor svært det er at få lov til at betale med kreditkort, når man er på ferie syd for grænsen. En ny europapolitisk aftale bør sætte ambitionsniveauet højt for både Danmark og Europa, når det gælder forskning, teknologi og robotter. Så vi holder trit med særligt vores globale konkurrenter i form af Kina og USA.
For det tredje bør politikerne huske vores fantastiske arbejdsmarkedsmodel. Kig bare rundt i Europa lige nu. Strejker, demonstrationer og konflikt er hverdagen på Europas arbejdsmarkeder – om det gælder Frankrigs pensionsreformer, briternes kamp for højere lønninger eller sydeuropæernes kamp imod unfair arbejdsvilkår. I Danmark har den danske model derimod i år bevist sit værd endnu en gang under de private overenskomstforhandlinger, der blev stemt hjem med nærmest rekordhøj stemmeprocent. Den danske model er virkelig værd at kæmpe for. Et overvældende flertal af Folketingets partier viste sig villige til at trække EU’s potentielt farlige mindstelønsdirektiv for EU-domstolen. Det var klogt, men vi ved af historisk erfaring, at der kan komme andre forslag i de kommende år, som kan udfordre vores model. En kommende europapolitisk aftale bør slå fast med flammeskrift, at den danske model skal beskyttes imod unødvendig indblanding. Mange af de arbejdsmarkedspolitiske spørgsmål bør fortsat være et anliggende for arbejdsmarkedets parter – og ikke politikere.
For det fjerde bliver sikkerhedspolitikken afgørende. I 2008 havde Danmark et forsvarsforbehold. Det fik vi heldigvis afskaffet i 2022, hvor danskere i hobetal (hele to ud af tre danskere) stemte for at gøre forsvarsforbeholdet til fortid. Nu ser vi, at hele Europa er i gang med en nødvendig oprustning på grund af krigen i Ukraine. Hvor sikkerhedspolitik i 2008 var et noget perifært emne i EU-debatten, bør en ny europapolitisk aftale adressere sikkerhedsspørgsmål, EU’s forsvarsindustrielle samarbejde – og naturligvis også hvordan EU og NATO komplementerer hinanden for at holde kontinentet sikkert.
Det leder os til det femte spørgsmål. Nemlig balancen mellem handel og forsyningssikkerhed i Europa. Lige nu ser vi nemlig Europa tage kvantespring, når det gælder politiske initiativer for at styrke vores forsyningssikkerhed. Mange tænker nok på de ihærdige forsøg på at gøre os uafhængige af Putins gas. Det er den helt rigtige vej. Færre har måske opdaget, at Europa lige nu tager alle midler i brug for at styrke Europas muskler på råstoffer. 98% af de sjældne jordarter henter vi i Kina. Vi er vitalt afhængige af litium fra blandt andre Chile. Og 60 procent af importen af kobolt kommer fra Congo og forarbejdes i Kina. Her er erkendelsen i Europa, at vi skal kunne mere selv på råstoffer. Det bør også være Danmarks tilgang. Vi skal finde en balance mellem et fortsat stærkt indre marked og strategiske forsøg på for eksempel at udvinde flere råstoffer i Europa. Når vi i Dansk Metal spørger vores tillidsfolk, peger tre ud af fire på, at det indre marked er en gevinst for den virksomhed, de arbejder på. Sådan skulle det også gerne være i fremtiden. Samtidig med at Europa tager strategiske skridt til at være stærkere på selvforsyning inden for særlige områder.
Endelig bør Danmark fortsat være en stærk stemme for fair og fri samhandel med resten af verden. Siden 2008 er det gået noget trægt med at finde aftaler i verdenshandelsorganisationen WTO. Ligeså har vi i Europa været for sløve til at gennemføre handelsaftaler med gode allierede – lige fra USA til landene i Sydamerika. Her skal Danmark entydigt være en stemme for frihandel med resten af verden. Vores virksomheder og medarbejdere har så meget gavn af, at vi handler med resten af verden. Og selvom vi på den ene side skal gå langt for at fastholde produktion i Europa, så skal vi med den anden hånd være gode til at indgå handelsaftaler med resten af verden. Vender vi verden ryggen, så står Kina på spring til at være resten af verdens foretrukne handelspartner. Det er hverken en fordel for virksomheder, arbejdspladser eller vores sikkerhed.
På mange måder er 2008 længe siden. Derfor fortjener politikerne ros for at gribe stafetten og starte arbejdet med en ny europapolitisk aftale. Og mangler politikerne indhold, så er der heldigvis hjælp at hente – både i forslagene ovenfor og hos de mange gode organisationer, der står på spring til at bidrage.
Johan Moesgaard Andersen er EU-chef i Dansk Metal og formand for Europabevægelsens Politiske Udvalg.
Billede i artiklens top: Didier Bauweraerts/ © European Union 2018 – Source : EP