I Holland, Belgien og Luxembourg er perspektivet, at fordelene ved åbne grænser er så store økonomisk, logistisk og samkvemsmæssigt, at det så langt overstiger alt andet. Det betyder ikke, at man ikke diskuterer eller agerer på spørgsmål om asylansøgere og grænseoverskridende kriminalitet. Det sammenkædes bare ikke med de åbne grænser i EU.

Reportage

TEMA: GRÆNSER FOR DET GRÆNSELØSE EU? | Går man en tur langs stranden ved Cadzand Bad i den allersydligste del af Hollands nordsøkyst i retning mod syd, skal man være endog meget opmærksom, hvis man gerne vil vide, om man stadig er i Holland eller er kommet til Belgien.

Der er intet, der signalerer en grænsedragning. Heller ikke inde i landet, lidt væk fra stranden, bortset fra at der måske kommer lidt flere belgiske nummerplader og færre hollandske i takt med, at man nærmer sig jetset-byen Knokke.

Her i grænselandet er der totalt fri bevægelighed, og der bliver ikke gjort noget ud af at signalere – eller skilte med – nationalt territorium.

Situationen her i Zeeland-provinsen i det sydlige Holland er i øvrigt helt den samme andre steder på den hundreder af kilometer lange grænsestrækning, hvor Holland bliver til Belgien og omvendt. Den er faktisk gældende i hele Benelux-området, for eksempel også hvor Belgien bliver til Luxembourg. Og zoomer vi yderligere ud, er status den samme på grænsen mellem Belgien og Frankrig, samt mellem Holland og Tyskland – hvor der godt nok er et skilt, der viser, at man nu kommer til Holland, men hvor paskontrol eller anden kontrol ikke er på tale.

For her i Schengens hjertelande er der – uanset, hvad der er af politiske dagsordener – meget få, der vil pille ved den grundlæggende ret for EU-borgere til at krydse de interne grænser, EU-landene imellem. Her ses det udelukkende som en fordel for alle – økonomisk, logistisk og samkvemsmæssigt. En grænsekontrol a la den, man ser visse andre steder i EU, f.eks. ved ankomst til Danmark eller Sverige, opfattes som en symbolpolitisk gene, der ikke har nogen effekt.

Mobile enheder og samarbejde
Her i Holland retter man en indsats mod kriminalitet over grænser via målrettede stikprøveindsatser i grænselandets bagland og i øvrigt gennem samarbejde i Europol. Det er det, der giver mest mening, fordi den tunge og organiserede kriminalitet alligevel er grænseoverskridende og skal bekæmpes på europæisk niveau og gennem samarbejde i EU. Den får man ikke fat på gennem paskontroller og lange køer.

Det samme er holdningen, hvad angår asylansøgerproblematikken. Flygtninge- og migrantkrisen var i 2015 et argument, der blev brugt rundt omkring, for at etablere midlertidige grænsekontroller flere steder i EU. Men i Holland er den generelle holdning, at det ikke nytter at bruge grænsekontroller i denne sammenhæng. Argumentet er, at det alligevel er det første EU-land, som en asylansøger kommer til, der skal behandle ansøgningen. Og derefter er der forskellige procedurer for, om flygtninge kan fordeles rundt i Europa, og i øvrigt om, hvordan EU-landene kan hjælpe hinanden solidarisk på anden vis.

Holland (samt Belgien og Luxembourg) og cirka 20 andre lande afstod da også symptomatisk fra at indføre midlertidig grænsekontrol under migrant- eller flygtningekrisen i 2015/2016. Ræsonnementet her i Holland er desuden, at når det handler om illegale immigranter, så bør de i den ideelle situation blive standset ved EU’s ydre grænser.

Asylansøger-pres
Ikke desto mindre var det presset på det hollandske asylanssøger system, der førte til, at statsminister Mark Ruttes regering forleden faldt. Ruttes parti, det liberale VVD, kunne ikke blive enige med de øvrige tre partier i koalitionsregeringen om asylpolitikken fremadrettet.  Antallet af asylansøgere i Holland steg med en tredjedel sidste år til 46.000 – og forventningen er, at tallet stiger til 70.000 alene i år.

Striden handler altså ikke om illegale migranter, men om, hvordan mennesker, som har fået asyl, skal behandles. Rutte ønskede at inddele flygtninge i to kategorier – dem, som var personligt forfulgte – og dem, som midlertidigt var på flugt på grund af krig – og at tildele dem forskellige rettigheder i forhold til familiesammenføring.

Det vigtige i den hollandske valgkamp – som nu i realiteten er gået igang, selv om det først er til november, at befolkningen skal til stemmeurnerne – er i dennne sammenhæng, at spørgsmålet om, hvilken asylpolitik, landet skal have, ikke kædes sammen med grænsekontrol.

Den frie bevægelighed over grænserne har dels intet med asylpolitikken at gøre, vurderes det, og dels er de åbne grænser så fundamentale for hollænderne, at ingen vil tage hollændernes, belgiernes, tyskernes – ja, alle EU-borgeres, herunder danskernes – frie bevægelighed i området som gidsel for symbolske handlinger.

Forud for Schengen
Det er ikke tilfældigt, at de tre Benelux-lande – Belgien, Holland og Luxembourg – var blandt de fem lande, der i 1985 startede Schengen-samarbejdet om gradvis afskaffelse af grænsekontroller landene imellem. De to andre lande var Vesttyskland og Frankrig. For Benelux-landene havde allerede afskaffet kontrollen de tre lande imellem, ligesom man i de nordiske lande havde pasunionen for nordiske borgere.

Dengang var Schengen-aftalen – opkaldt efter den by i Luxembourg, hvor den blev underskrevet – ikke en del af EU-samarbejdet, men Schengen-aftalen blev indkorporeret i EU med Amsterdam-traktaten i 1999. Alle EU-lande skal stræbe efter at leve op til Schengen-reglerne og blive optaget i området, og nogle ikke-EU-lande har også ønsket – og fået lov til at deltage.

Schengen-området består i dag af 27 lande, hvoraf 23 af disse er EU-medlemslande. De fire ikke-EU-lande er Island, Norge, Schweiz og Liechtenstein. I EU er det nu kun Bulgarien, Rumænien, Irland og Cypern, der endnu ikke er medlem af Schengen.

Læs hele temaet “Grænser for det grænseløse EU?”

Billede i artiklens top: /Henrik Brun/

Finansieret med tilskud fra Europa-Nævnet. Ansvaret for indholdet er alene tilskudsmodtagers.