Ukraine kommer ikke ud af stedet over for Ruslands forsvarsværker. Krigen bliver langvarig. En fredsaftale bliver måske utænkelig. Derfor bør Vesten allerede nu diskutere en afslutning på krigen, og EU bør udpege en topperson, der skal forestå en diplomatisk proces.
Analyse af Hugo Gaarden
Ukraines militære offensiv er ved at køre fast, og det skyldes ikke kun de enormt stærke russiske forsvarsværker, men også den træge og utilstrækkelige militærhjælp fra Europa og USA. Ukraine får ikke lov til at bruge de våben, som USA ellers altid ville bruge som et minimum i en krig, nemlig luftstøtte. Ukraine kæmper med andre ord med den ene arm bundet på ryggen.
Ukraine har kun tilbageerobret ca. 200 kvadratkilometer territorium under forårets og sommerens krig. Det svarer til 10 gange 20 km eller mindre end Storkøbenhavn.
Det ukrainske militær bevæger sig ekstremt langsomt frem gennem flere kilometer dybe minefelter, og dertil kommer skyttegrave og betonklodser, der skal standse kampvognene. Talrige kampvogne, også de avancerede tyske Leopard-2, er standset eller skudt i sænk. Strategien om at bruge massive offensiver er blevet afløst af fremstød med små enheder, men også det gør ukrainerne sårbare. De ni brigader, der er etableret og trænet med vestlig hjælp, har ikke kunnet bryde gennem forsvarsværkerne.
Ukrainerne bliver øst for fronten angrebet af sværme af små russiske Lancet-droner. De kan ikke altid ødelægge kampvognene, men de standser dem, så artilleri, raketter og kamphelikoptere kan ødelægge dem. Russerne kan kun i beskedent omfang rammes af vestlige forsvarsanlæg fra den ukrainske side af grænsen. Desuden forstyrrer russerne med jamming de ukrainske anlæg og GPS-systemer.
Først nu er NATO-landene ved at træne ukrainske piloter til at bruge de F-16 jagerfly, som flere lande vil levere til Ukraine, men de indsættes først senere, og de får næppe lov til at flyve øst for fronten af frygt for en optrapning af krigen. Vesten er begyndt at levere krydsermissiler, men de må ikke ramme mål inde i Rusland.
Præsident Volodimir Zelenski har sagt, at offensiven skulle have begyndt i foråret, men den blev til en sommeroffensiv, og nu er den kørt fast, og det skyldes alt for senere leverancer af våben og ammunition. Der er kun tre måneder til efterårets pløre og vinterens sne og frost, og der er ingen tegn på, at ukrainerne forinden kan trænge gennem de russiske linjer til Azov-havet og afskære forbindelsen til Krim.
Nu ser man, hvad den vestlige tilbageholdenhed fra krigens start i februar sidste år betyder. Ukrainerne kæmper ikke blot alene trods våbenhjælp. De er tilmed kørt fast. Den tidligere øverstbefalende for de amerikanske styrker i Europa, general Ben Hodges, kritiserer USA og Tyskland for ikke at have fastlagt et mål for krigen, nemlig en sejr for Ukraine og tilbageerobring af al ukrainsk jord. Han kalder denne holdning for selv-afskrækkelse, nemlig over for Vladimir Putins atomtrusler.
Fastlåsningen af krigen får flere og flere vestlige analytikere og reportere fra f.eks. New York Times til at konkludere, at krigen kan vare mange år, ja, at der måske ikke bliver nogen fredsaftale, men højst en våbenhvile, måske i årtier som på Korea-halvøen.
Fastlåsningen har også fået det amerikanske tidsskrift Foreign Affairs til at bringe mange ekspert-analyser om at forberede en afslutning på krigen. Et af de mest tankevækkende bidrag er fra Samuel Charap fra Rand-instituttet. Han hæfter sig ved, at både Ukraine og Rusland kan true hinanden i årtier, og at ingen af dem er parate til at acceptere en fred, der bygger på de anerkendte grænser. Ingen af dem kan sejre militært, mener han. En langstrakt krig vil også være en belastning for Europa og USA – og for verden med høje energi- og fødevarepriser.
Derfor mener han, at Vesten allerede nu bør udvikle en strategi for at afsluttet krigen – ikke for at få en fredsaftale, for det tror han ikke er muligt. En afslutning i form af en våbenhvile, der kan vare i årtier, vil være utilfredsstillende, men det er det eneste realistiske. Vesten kan forsøge at overtale Ukraine til at acceptere en foreløbig deling af Ukraine i form af varig økonomisk og militær støtte, måske med fredsbevarende styrker ved grænsen. Det vil tage måneder og år og hundreder af møder for at komme til det resultat – mens krigen fortsætter. Sådan var det i Korea. Men Sydkorea blev dog til en meget stærk økonomisk magt, pointerer han. Det samme kan ske for Ukraine.
At tænke i de baner vil i denne tid vække modstand i Vesten, og i særdeleshed i Ukraine, men en opslidningskrig med enorme omkostninger og med valgkamp i USA til næste år kan ændre opfattelserne i Vesten.
Det er således ikke bare en langstrakt tragedie, der ligger forude for Ukraine, men også en særdeles ømtålelig politisk situation, der kan ændre Europas østpolitik. Derfor er der behov for en markant diplomatisk indsats, og da Ukraine er et europæisk land og kommer med i EU, og da EU kommer til at betale en stor del af omkostningerne ved en genopbygning, er der ingen tvivl om, at EU bør påtage sig den rolle. Hvorfor skulle USA løse et europæisk problem?
Opgaven må være todelt: At indlede forhandlinger om en våbenhvile og at lægge rammerne for tiden efter krigen. Hvad er det for et forhold, Europa og Vesten vil have til Ukraine, og hvordan bliver forholdet til Rusland?
En diplomatisk rolle kunne ligge hos EUs udenrigsansvarlige, Josep Borrell, men hvorfor ikke give den vitale rolle til EU-kommissær Margrethe Vestager, der nok har fået modstand på det seneste, men som har vist format ved at gå imod internetgiganternes dominans. Også dét har haft storpolitiske aspekter.
Det drejer sig ikke bare om at afslutte en krig, der kunne have været undgået, men om at hindre, at den vil føre til et årtier langt problem for Europa. EU har behov for at få en stærkere global rolle. Afrikanske lande og BRIK-landene forsøger i denne tid at træde ind på scenen med forhandlingsudspil over for Ukraine og Rusland, og det bør EU udnytte for at få en bredere opbakning til en afslutning på krigen og for også at styrke forholdet til de ikke-vestlige lande.
Hugo Gaarden er journalist med stor erfaring i erhvervs- og udenrigspolitik. Han har tidligere bl.a. arbejdet på Berlingske og Børsen.
Billede i artiklens top: /AP Photo/Vadim Ghirda/