Tyskland er atter blevet Europas svage mand

Alle vestlige lande har lav vækst, og Tyskland er helt i bunden. Hvordan kan Europa lave den grønne omstilling og en økonomisk fornyelse, uden at det fører til social uro og strejkebølger? Midterpartierne kommer i øjeblikket ikke med dynamiske og kreative løsninger.

Analyse af Hugo Gaarden

´Tyskland var for et par årtier siden den ”syge mand i Europa” med en stillestående økonomi, og denne betegnelser dukker igen op, da Tyskland har en svag minus-vækst.

Der er meget lav vækst i det meste af Europa, og selv USA har en vækst på under 2 pct. Men Tyskland er afgjort det svage led. OECD og valutafonden IMF venter, at Tyskland klarer sig dårligst i år blandt de førende lande. Det skyldes ikke kun de høje energipriser, men først og fremmest en særdeles svag politisk handlekraft, selv om landet har klaret sig rimelig godt gennem stoppet for gas- og olieleverancerne fra Rusland.

Det har konsekvenser for hele Europa. Der er ikke udsigt til gennemgribende reformer, som økonomer på stribe efterlyser til trods for, at Europa står over for to gevaldige økonomiske byrder: Hjælp til Ukraines forsvar og den senere genopbygning samt den grønne omstilling, som bliver dyr. Begge dele rokker ved fundamentet for økonomien og erhvervslivet.

Den seneste meningsmåling i Tyskland viser, at 80 pct. af befolkningen er utilfreds med treparti-regeringens politik, hvor socialdemokraterne og De Grønne dominerer. Men det har endnu ikke ført til markante ændringer af det politiske billede. Vælgerne husker den borgerlige regering med CDU i spidsen under 16 Merkel-år, og heller ikke dér blev der gennemført reformer, som forbedrede borgernes situation. Heller ikke nu ses kreative og gennemgribende reformforslag.

Den offentlige sektor ligger helt i bund og er en barriere for forandring. Ejendomspriser og huslejer bliver ved med at stige til trods for stagnation i indkomsterne under de seneste års inflation.

Langsomme reformer
Den helt store kritik omfatter en lynhurtig omstilling af opvarmningen i de private boliger – væk fra (russisk) olie og gas. Det skete som et diktat om de konkrete tekniske løsninger, og det har generet vælgerne voldsomt, fordi det ikke nødvendigvis er de rigtige løsninger. Samtidig er der ikke sket en optrapning af sol- og vindenergi.

Sidst, da Tyskland lå ned, skabte kansler Gerhard Schröder genrejsning med gennemgribende arbejdsmarkedsreformer, og Tyskland kørte fremad med høje eksporttal. Men så let går det ikke i dag, siger alle økonomer. Reformerne skal være mere gennemgribende og bredere, og der skal gribes ind over for særinteresser.

Den nye chef for det økonomiske institut i Kiel, Moritz Schularick, har udtrykt det dramatisk ved at sige, at det største problem for Tyskland ikke er Putin eller Kina, men det tyske bureaukrati. I de seneste 10-15 år er der sket alt for få forbedringerne i samfundet. Digitaliseringen er langt bagefter, især i den offentlige sektor. Den private bilbranche har været ekstrem langsom til at omstille sig til el-biler og risikerer at bliver overhalet af kineserne. En undersøgelse viser, at Tyskland ligger i top med patenter på alt i el-bilproduktionen, men kineserne er langt hurtigere til at omsætte ny viden til produktion og salg. Den grønne omstilling sker ekstremt langsomt, mens Tyskland kunne have været en front-runner. Nu bliver det USA og Kina.

Manglende fortælling
Hovedproblemet er ifølge Schularick, at Tyskland ikke har skabt en ”fortælling” om, hvordan det fremtidige samfund bør være: med grøn energi og boliger, som alle har råd, også i byerne.

Schularicks kollega fra Ifo-instituttet, Clemens Fuest, siger, at historien er fyldt med fejlslagne industripolitikker, og det gentager den tyske regering ved milliard-støtte til chipproduktion. Det er rammerne for erhvervslivet, der skal forbedres, så alt kan gå hurtigere, så strøm bliver billigere, og så der bliver flere investeringer. ”Vi må opfinde os selv og om-orientere os til en ny energi- og geopolitisk verden,” siger han.

Nogle boligeksperter er kommet med konkrete forslag: De stive byggeregler må droppes, så ejere af store huse og flerfamilie huse let kan lave ejerboliger, evt. så de bygges sammen som rækkehuse. Så kan boligbehovet på en million boliger over tre år dækkes uden at bygge nye, separate huse og til langt lavere priser end nybyggeri.

Grænserne må åbnes for udlændinge, da der er behov for 400.000 medarbejdere om året til erhvervslivet. Hele uddannelsessystemet skal forbedres, og erhvervsskatten skal sænkes fra 28 pct. til EU-niveauet på 18 pct. Borgernes leveomkostninger må reduceres, især boligudgifterne. Det kan kun lade sig gøre, hvis økonomien bliver langt mere effektiv. Det kræver ikke nødvendigvis en massiv, øget offentlig gældsstiftelse, lyder forslagene fra økonomer.

Midten stadig vigtigst
Alternativet er, at utilfredsheden i samfundet stiger. En række strejker i den offentlige sektor i Tyskland har rejst et advarselssignal for politikerne, og strejkebølger i Storbritannien viser, at der er en voksende utilfredshed med forringelser af den offentlige sektor. De gule veste-protesterne i Frankrig er måske kun en forsmag på dét, der kan ske, hvis ikke vilkårene for den brede befolkning forbedres, og hvis ikke den offentlige sektor fra internet over togdrift til sygehuse bliver bedre.

Ingen steder kommer der krav om massive omfordelinger af den enorme værdistigning, der har gavnet kun få procent af befolkningen under nul-rentesamfundet og corona-krisen med online-shopping. Men dukker kravene op, hvordan vil regeringerne så håndtere det? Først efter uro og kriser? Det bemærkelsesværdige er, at selv om utilfredsheden mod regeringernes manglende løsning af akutte problemer vokser, så er der ikke nogen stor opbakning til yderligtgående partier. Det er på midten, at den politiske kamp står. Blot er der ingen politisk debat om gennemgribende reformer, og i de nationale budgetter eller i EU-budgettet bliver der ikke taget højde for Ukraine-genopbygningen og den grønne omstilling.

Cheføkonomen i den hollandske ING-bank, Carsten Brzeski, siger, at der er lang vej til de nødvendige reformer og offentlige investeringer. Den svage mand får et langt sygeleje, og det vil hele den europæiske sygestue mærke.

Hugo Gaarden er journalist med stor erfaring i erhvervs- og udenrigspolitik. Han har tidligere bl.a. arbejdet på Berlingske og Børsen.