I en krydsild mellem loyalitet, krav og skyld forsøger unge voksne at finde fodfæste og den rette livsvej.
Baggrund af Astrid Bugge, NabolandsKanalerne
SVT er klar med et nyskabende mafiadrama, ‘Taelgia’, som sætter fokus på de familiære og venskabelige relationer, som findes bag linjerne af den bandevold, som plager det svenske land flere steder.
Serien tager sit afsæt i Södertälje, lidt syd for Stockholm, hvor familier, politi og kriminelle står i en krydsild mellem loyalitet, krav og skyld.
Midt i dette det spændingsfelt mellem egne drømme og andres forventninger forsøger nogle unge mennesker at finde en vej til et bedre liv end den kriminelle løbebane, der ellers er ridset op for dem.
Men det er kompliceret, for rundt om dem står de ældre kriminelle, der er dybt afhængige af de unge stikirenddrenge og -piger, og det ligger i kortene, at de skal sælge stoffer og tune deres knallerter, indtil de en dag tvinges til at påtage sig farligere og mere alvorlige opgaver med en blanding af frygt og stolthed over den betroede tillid.
Dramaserien ‘Taelgia’ er de unges fortælling, men også deres familiers, deres undrende søskendes og fortvivlede forældres, som kæmper for at holde deres børn på rette spor.
Fra Södertälje til hele Sverige
Instruktør Jens Östbergs arbejde med serien begyndte allerede for ti år siden. Dengang fandtes der en helt specifik dynamik i Södertälje, hvor gruppetilhørighed og identitet var en stærk faktor, som sammen med det kriminelle element skabte en form for trykkammer.
I mellemtiden er seriens konflikt ikke længere kun aktuel for Södertälje. Nu kender vi til bandekriminaliteten og skudepisoder fra hele Sverige. Når det alligevel er interessant at knytte konflikten til netop Södertälje, er det, fordi der historisk set har været en stor befolkningsgruppe med syriske rødder her. Og en af seriens hovedkaraktererne er den unge Sibel med syrisk baggrund. Hun er nyuddannet politibetjent og flytter efter endt uddannelse tilbage til det område, hun voksede op i, hvor rigtig mange har syrisk baggrund. Med et ønske om det stik modsatte ender Sibel som en slags judas, en forræder for sine gamle naboer og venner.
Hun havner midt i konflikten med forventninger fra familie og vennegrupper på den ene side og staten og politiet, som hun nu repræsenterer, på den anden. Uanset hvad hun vælger at gøre, er der nogle af forventningerne, hun ikke kan leve op til.
Når intet valg er godt
I Östbergs mafiadrama er fokusset på de hårde fyre, deres våben og skyderier skiftet ud med en undersøgelse af de menneskelige relationer. Han ønsker, at man som seer skal få en forståelse af, dels hvor stor en rolle, det miljø, man vokser op i, spiller i forhold til, om man havner i kriminalitet eller ej, og dels hvor fuldstændige umulige de valg, man stilles overfor, er. For eksempel når ens gode ven pludselig har livsnødvendigt brug for, at man hjælper ham med en kriminel opgave, for hvad gør man så?
Der er faktisk intet godt valg, og det er helt almindelige mennesker, en mor, en betjent, en ung mand, en ung kvinde, der pludselig står over for disse helt umulige beslutninger om rigtigt og forkert.
‘Taelgia’ har premiere 24. september kl. 21.00 på SVT1, sendes i seks afsnit de følgende søndage, og når sidste afsnit har været sendt, kan hele serien streames hos flere tv-distributører. Undersøg hos din tv-udbyder, om du har adgang til streaming. Læs mere om at se nabolandskanaler via streaming og catch up.
Ovenstående artikel blev oprindeligt bragt på nabolandskanalerne.dk den 15. september 2023.
Billede i artiklens top: © SVT / Taelgia