Fastlåst krig fører til tvivl i Europa og USA

Ukraine-krigens omkostninger begynder at skabe tvivl om Vestens opbakning. Krigen flytter sig næsten ikke. Omkring 500.000 soldater er blevet dræbt eller såret. Vinder Rusland? Vil Vesten tage initiativ til forhandlinger?

Analyse af Hugo Gaarden

Hundreder slås ihjel hver eneste dag under kampene i Ukraine. Alligevel er krigen gået i stå. Grænsen rokker sig ikke en tomme. Fronten er blevet en slagtebænk som under Den første Verdenskrig. Krigen koster Vesten hundreder af milliarder dollar, uden der er udsigt til, at Ukraine vinder krigen. Flere begynder et erkende, at Rusland kan vinde – ved at kunne fastholde det østlige Ukraine.

Det har allerede en mærkbar virkning i Europa og USA. Der er voksende politisk uro – fra Slovakiet til Storbritannien og USA, og det skyldes i høj grad krigen og de økonomiske omkostninger for Vesten. Europa og USA får sværere ved at gennemføre de investeringer, der kan bevare velfærden og sikre den grønne omstilling. Det vil uvægerligt sætte gang i spekulationer om krigen og en forhandlingsløsning.

Valget i Slovakiet var overraskende, fordi den tidligere statsminister, Robert Fico, vandt stort, og fordi han lægger op til en tilnærmelse til Vladimir Putin, ligesom han ikke vil yde mere støtte til Ukraine. Den 15. oktober er der valg i Polen, hvor der er voksende kritik af Ukraine med udbredt modstand mod at importere korn fra Ukraine, fordi det rammer de polske bønder. EU er blevet så bange for, at støtten til Ukraine smuldrer, at EU har ladet EU-kritikeren Ungarn få de budgetmidler, som EU har indefrosset. I Storbritannien er der omfattende strejker på grund af de høje leveomkostninger, der er en følge af krigen og sanktionerne mod Rusland. Økonomen Adam Tooze siger, at fremgangen for det relativt pro-russiske tyske højreparti, AfD, bunder i det samme. I USA er der en nådesløs kamp om statsbudgettet, og i det spil er Republikanerne parate til at standse eller begrænse støtten til Ukraine.

Regningen for Vesten bliver gigantisk, når Ukraine skal genopbygges. Den største virkning kan blive i USA med det kommende års valgkamp, hvor Donald Trump har sagt, at han vil standse krigen omgående, hvis han bliver valgt.

EU holdt mandag det første udenrigsministermøde uden for EU, nemlig i Kiev. Mødet skulle signalisere, at Ukraine er på vej ind i EU. EU’s udenrigsansvarlige, Josep Borrell, sagde noget bemærkelsesværdigt til BBC: Det er muligt at optage Ukraine i EU, selvom krigen fortsætter, og selv om Rusland besidder en del af Ukraine. I dag er det en femtedel. Han henviste til Cypern, der blev optaget i 2004, selv om den nordlige del af øen stadig er kontrolleret af tyrkiske soldater. Officielt er hele øen anerkendt af verdenssamfundet som Republikken Cypern. Måske ville Borrell indikere, at der kan findes en utraditionel løsning for Ukraine, hvis den fastlåste krig bliver en permanent tilstand. Er det første skridt til en forhandlingsproces?

Det største problem for Ukraine er, at der i det vestlige militær er en voksende skepsis mod krigsførelsen. Nogle amerikanske officerer har kritiseret Ukraines strategi, fordi ukrainerne undgår at løbe alt for store risici. De øverste vestlige militære chefer, herunder den amerikanske forsvarschef, Mark A. Milley, har opfordret Ukraine til at fokusere på at få et gennembrud ét sted på den 1000 km lange front.

I ni måneder er der ikke sket fremgang trods enorme ofre. Mindre end 1250 kvadratkilometer har skiftet hænder mellem ukrainerne og russerne, skriver New York Times i en analyse. Det ser et areal som Storkøbenhavn. Men det rokker ikke ved fronten. Kampene bevæger sig ekstremt langsomt fra dag til dag – fra hus til hus i sønderskudte landsbyer. Enorme våbenmængder er ødelagt, og det kniber for Ukraine at få våben nok fra Vesten. Ukraine offentliggør ikke tabstal, men amerikanske embedsmænd anslår, at en halv million ukrainere og russere er slået ihjel eller såret – de fleste er russere.

Russerne har foretaget raketbombardementer af flere ukrainske byer langt fra fronten, men det er slående, at raketter ikke er brugt særlig meget ved fronten, og russiske fly er næsten ikke sat ind – udover kamphelikoptere og droner på østsiden af fronten. Venter russerne med at sætte det helt tunge skyts ind til den dag, hvor ukrainerne måske bryder gennem fronten? Der er en voksende erkendelse i Vesten af, at russerne kæmper bedre nu end i krigens begyndelse, og at russerne har langt flere ressourcer end ukrainerne og kan holde til en udmattelseskrig. Tyske kilder siger, at Rusland har optrappet produktionen af raketter, kampvogne og ammunition. Rusland har øget forsvarsbudgettet, og hverken økonomien eller industrien er ramt så hårdt som antaget.

Hvis Ukraine får lov til at sende kommende raketter længere ind i Rusland, og hvis F-16 jagerne næste år får lov til at flyve øst for fronten, turde det være en selvfølge, at der kommer massive russiske modangreb med tunge og avancerede våben. Det rejser spørgsmålet, om de vestlige leverancer skal give Ukraine mulighed for at tage alt det tabte land tilbage, eller om det snarere skal sikre, at Ukraine kan forsvare dét, der er tilbage, efter krigens afslutning.

Der er stort set ingen vestlige journalister, der har fået lov til at følge kamphandlingerne på nært hold og permanent. Men flere vestlige reportere har talt med ukrainske militærfolk, der ikke vil udelukke, at Rusland vinder krigen – ved at fastholde frontlinjen.

Hvornår melder krigstrætheden sig så? Det spørgsmål rejses i stigende grad. De vestlige ledere har hele tiden sagt, at det er Ukraine, der må tage stilling til forhandlinger. Men det kan ikke udelukkes, at det bliver Vestens ledere som tager de første skridt for at undgå et totalt udmarvet Ukraine. Den kommende vinter vil give svaret. De lande, der kommer til at stå for det meste af genopbygningen, kan blive de mest aktive for at få en forhandlingsproces – også for at sikre rammerne for de fremtidige relationer med Rusland. Vi står over for en meget vanskelig kombination af udmattelseskrig og forhandlinger – også i menneskelige ofre.

Hugo Gaarden er journalist med stor erfaring i erhvervs- og udenrigspolitik. Han har tidligere bl.a. arbejdet på Berlingske og Børsen.