Moldova fik status som EU kandidatland for halvandet år siden.  Der forestår langvarige og vanskelige forhandlinger, før Europa s fattigste land bliver medlem af EU. Der skal gennemføres dybtgående interne administrative og politiske reformer. Men det er på den udenrigspolitiske front, den største udfordring findes. Det drejer sig om udbryderrepublikken Transnistrien og dermed også om forholdet til Rusland.

Baggrund af Kjeld Erbs

I de senere år – og især efter Maia Sandu (billedet) i 2020 blev præsident – har Moldova nærmet sig Vesten ved at erklære, at det langsigtede mål er at blive medlem af EU. Efter Ruslands angreb på Ukraine bad Moldova om at blive godkendt som et EU-kandidatland, hvilket EU hurtigt godkendte i foråret 2022.

Det er netop på den udenrigspolitiske front, den største udfordring findes. Det drejer sig om den såkaldte “udbryderrepublik” Transnistrien, hvor Rusland har soldater stående, selv om området officielt er en del af Moldova.

Inden vi ser på, hvad der kan komme ud af Maia Sandus tilnærmelse til EU – og de mange scenarier, også militære, der kan komme til at udspille sig – så lad os lad gå et lidt tilbage i historien.

Historisk tilbageblik
Transnistrien ligger på Nistruls (Dniestr på russisk) venstre bred og strækker sig hele vejen langs Moldovas grænse mod Ukraine. Nistrul-floden danner fra tidernes morgen grænse mellem Rumæniens østligste provins Besarabien og Ukraine/Rusland. Hvorfor er Nistruls venstre (østlige) bred så senere blevet en del af Moldova?

Det er der en kompliceret historisk forklaring på. Rusland erobrede provinsen (Besarabien) i 1812 som et led i Tsar Alexanders den Førstes felttog i forbindelse med Napoleons krigene. Provinsen tilhørte indtil 1812 fyrstedømmet Moldavien (den østlige del af det senere Rumænien) og blev herefter grundigt russificeret. På venstre bred blev der i sovjettiden fra 1924 investeret ganske meget i sværindustri, hvilket krævede tilførsel af russiske ingeniører, direktører og politiske kommissærer.

Efter Første Verdenskrig kom provinsen tilbage til Rumænien. Sovietunionen (USSR) accepterede aldrig denne del af Versailles freden og krævede området tilbageleveret. Hele venstre bred blev i forbindelse med oprettelsen af USSR i 1922 en del af den Ukrainske Socialistiske Sovjet Republik. Transnistrien eksisterede slet ikke, for området var en naturlig del af Ukraine!

For at forberede generobringen oprettede USSR i 1924 på Nistruls venstre bred Moldova s Autonome Socialistiske Soviet Republik (MASSR), som var en kunstig statsdannelse under Sovjet Republikken Ukraine. MASSR havde de samme grænser til Ukraine og Rumænien, som Transnistrien stort set har i dag. Med andre ord en statsdannelse oprettet alene med det formål at generobre den rumænske provins. Kreml jonglerede som bekendt noget vilkårligt med grænserne mellem Sovjetunionens mange republikker og nationaliteter. Det mærker vi konsekvenserne af i dag ikke bare i Moldova. Når generobringsprojektet var gennemført, forventede man vel i Ukraine, at venstre bred blev tilbageleveret Ukraine. Men det skete ikke, da USSR i 1940 efter Ribbentrop-Molotov aftalen besatte området og USSRs mål var opnået. Det skete heller ikke efter afslutningen af Anden Verdenskrig, hvor Besarabien, inkl. venstre bred blev til Moldovas Socialistiske Sovjet Republik. Den ophørte først med at eksistere, da Moldova erklærede sig uafhængigt i 1991. Året inden havde venstre bred, altså det der nu hedder Transnistrien udråbt sin egen stat (Dniester Moldovan Soviet Socialist Republic, DMSSR, efterfølger stat til MASSR). Efter USSRs opløsning fjernede man ordene Soviet Socialist. Den nye stat havde stærke bånd til Moskva og ville ikke være en del af det frie Moldova, som man var bange for skulle blive indlemmet i Rumænien. Spørgsmålet er, om endemålet for DMSSR er Ruslands overtagelse af hele Moldova, ligesom formålet med MASSR i mellemkrigstiden var indlemmelse af Moldova i USSR?

Alt dette er baggrunden for, at vi nu har en udbryderstat, kontrolleret af Rusland, men de jure en del af Moldova. Sådan har det været siden den korte borgerkrig i 1992, hvor området med støtte fra Ruslands 14. arme løsrev sig fra resten af Moldova (området mellem Prut – og Nistrul floderne). Borgerkrigen brød ud, da Moldovas regering i hovedstaden Chisinau i foråret 1992 ved et dårligt planlagt angreb med magt forsøgte at overtage venstre bred. Angrebet blev hurtigt slået tilbage af Ruslands 14. arme.

Chisinaus krav
Regeringen og præsidenten har fastholdt, at de russiske tropper midlertidigt og ulovligt opholder sig på venstre bred, hvorfor man gennem de sidste 30 år har appelleret til Rusland og bedt om tilbagetrækning af de russiske enheder, hvilket Kreml har afvist med den begrundelse, at de russiske enheder sikrer freden i enklaven og dermed i Moldova. Rusland kalder de 1500 soldater for pasifikatorer, altså fredsmagere.

Moldova har sideløbende hermed søgt at gøre sagen til en international diplomatisk affære, herunder også inddrage OSCE og FN-systemet. Men hidtil helt uden konkrete resultater. I de senere år har Moldova som nævnt nærmet sig Vesten ved at erklære, at det langsigtede mål er at blive medlem af EU. Efter Ruslands angreb på Ukraine bad Moldova om at blive godkendt som et EU kandidatland, hvilket EU hurtigt godkendte i foråret 2022. Maia Sandus tilnærmelse til EU må formodes at forstærke Moskvas og Tiraspols (“hovedstaden” i Transnistrien) bestræbelser på at bevare kontrollen på venstre bred.

Optagelse af nye lande i EU er en kompliceret politisk og diplomatisk proces, som i Moldova s tilfælde er kompliceret i ganske særlig grad, fordi Transnistrien som nævnt kun de jure er en del af Moldova. Kan man optage en russisk kontrolleret ministat (enklave) i EU?

Det mener Joseph Borell – EU’s udenrigspolitiske chef– godt kan lade sig gøre og henviser til, at Cypern blev optaget i EU, selv om den nordlige del af øen kontrolleres af Tyrkiet. Men før et EU-medlemskab kan blive til en realitet, skal Transnistrien-problemet vel løses på en eller anden måde.

Ukraine krigen
Moldovas strategi ser ud til at være, at man satser på, at Ukraine vinder krigen, der kan trække ud i flere år. Et russisk nederlag i Ukraine vil true Transnistrien, der i så fald ikke kan påregne samme russiske støtte som hidtil. Og vil de 1500 russiske tropper kunne forsvare ”staten” mod et evt. koordineret angreb fra Moldova og Ukraine?

Efter dette scenarie kan man forestille sig, at Ukraine vil inkorporere Transnistrien i Ukraine. Transnistrien tilhørte jo oprindeligt Ukraine. Men det vil straks udløse en konflikt mellem Ukraine og Moldova, som Moldova sandsynligvis taber.

Det forlyder nemlig, at Ukraine har tilbudt at hjælpe Moldova med at erobre Transnistrien. Problemet med det forslag er, at Moldova endnu ikke har en hær. Derfor vil det være Ukraine, der indtager området og vil Ukraine så ikke beholde det område, der tidligere var en del af Ukraine?

Vinder Rusland krigen i Ukraine, vil Moldova tabe Transnistrien for altid. Et Ukraine domineret af Rusland vil fastholde Moskvas greb om Transnistrien. Og næste spørgsmål er så, om et sejrende Rusland vil fortsætte krigen ind i Moldova, d.v.s. på Nistruls højre bred?

Hvorfor ikke bruge magt?
Efter Aserbajdsjans erobring af Nagorno Karabahk har nogle politikere i Chisinau (Moldovas hovedstad) peget på en alternativ måde at løse problemet på, nemlig at bruge magt. Når Aserbajdsjan i løbet af få dage kan sikre sig fuld kontrol med et område, ja så kan Moldova vel også! Rusland kom ikke armenierne til hjælp, hvorfor skulle Rusland så komme Transnistrien til hjælp? Rusland er fuldt optaget af krigen mod Ukraine og Rusland har ikke direkte adgang til enklaven, der grænser op til Ukraine.

Og det næste spørgsmål er, om Ukraine i den nuværende situation kan frigøre enheder til at deltage i befrielsen af Transnistrien? Forslaget om at anvende magt ses derfor af de fleste som et slag i luften.

Moldovas nationale sikkerhedsstrategi
Præsident Maia Sandu har for nyligt præsenteret Moldova s nye Nationale Sikkerheds Strategi, hvorefter landet har to hovedproblemer, nemlig et eksternt, Ruslands aggressive adfærd og et internt, landets ødelæggende korruption.

Det første problem løses ved at øge forsvarsbudgettet og ved at søge Transnistrien problemet løst gennem forhandlinger. Her afviser strategien med andre ord at bruge magt til at opnå genforening, som foreslået af Moldova s tidligere forsvarsminister, jfr. ovenfor. Tilnærmelsen til EU og den nye status som EU kandidatland forestiller man sig vist vil hjælpe Moldova med fredeligt at reintegrere Transnistrien.

Løsning af korruptions problemet er lige så højt prioriteret som at øge forsvarsbudgettet og er derfor en vigtig del af sikkerhedspolitikken. Der er systemisk korruption i Transnistrien, hvis dominerende økonomiske aktør er lederen af firmaet ”Sheriff Holding”, Viktor Gusan. Han står i spidsen for mafiastaten Transnistrien og har som tidligere KGB-chef tætte forbindelser til Rusland og er i øvrigt på EU s røde liste. Denne konstellation udgør en særlig udfordring for Chisinau. En langsigtet løsning kunne være, hvis det lykkes for Maia Sandu at få kontante fordele ud af EU-kursen, så landet blev en vækstøkonomi. Hvis Moldova gradvist bliver et bedre land og et mere attraktivt marked også for Sheriff og hele Transnistrien vil det kunne svække Ruslands indflydelse i Transnistrien. Og på sigt kunne en sådan udvikling slå over i et politisk kursskifte på venstre bred.

Vigtige lokalvalg
Det er overmåde vanskeligt at spå om fremtiden i Moldova og Transnistrien. Den forventede langvarige Rusland-Ukraine krig komplicerer hele processen, men øger samtidig Moldovas ønske om snarest at blive medlem af EU. Premierminister Dorin Recean besøgte Bruxelles i slutningen af oktober, hvor han mødtes med kommissionsformanden og med EU’s udenrigspolitiske chef. EU afleverer i december den første evaluering af Moldovas forberedelser til medlemskab. Hvis den er positiv, vil egentlige optagelsesforhandlinger kunne begynde. Ved samme lejlighed mødtes Recean også med NATOs generalsekretær, som lovede Moldova NATOs opbakning. I kan stole på os, skulle Stoltenberg have udtalt.

Regeringen og præsidenten har valgt kursen mod Europa, og nu får befolkningen i Moldova snart lejlighed til at sige sin mening om, hvilken kurs landet skal vælge. For senere i november skal der afholdes lokalvalg i Moldova. Det er interessant, fordi borgmesteren Ion Ceban i hovedstaden Chisinau er prorussisk. Hvis han genvælges, er det et tegn på, at prorussere står stærkt. Dette kan vanskeliggøre det pro-europæiske projekt. Og hvis en pro-russisk kandidat vinder præsidentvalget i 2024, risikerer det europæiske projekt at lide skibbrud. Netop derfor er det afgørende for regeringen at der sættes gang i korruptionsbekæmpelsen og i andre reformer, der sikrer fremskridt for den brede befolkning.

Kjeld Erbs er uddannet cand.cient.pol og har skrevet om og rejst i Rumænien i mere end 35 år og har tillige fulgt situationen i Moldova tæt. 

Billede i artiklens top: /Daina Le Lardi/ @ European Union 2022 – Source : EP/