Krigen i Ukraine er for alvor gået i stå, og Israel må opgive besættelsen af palæstinensernes land efter den brutale krig i Gaza.
Kommentar af Hugo Gaarden
Både Ukraine og Israel står over for en situation, der vil ændre de to stater grundlæggende, men som også kan skabe stabilitet i Europas nærområder.
Den ukrainske forsvarschef, Valerij Zaluzhny, sagde i et usædvanligt interview med det britiske magasin The Economist for nylig, at krigen er endt i et dødvande som under Første Verdenskrig, og at ”det skyldes, at den militære teknologi er ens på begge sider. Der er ikke udsigt til et teknologisk gennembrud,” der kan ændre krigens gang. Han sagde, at ”vi har ikke mennesker nok til en udmattelseskrig.”
Ukraine har fået mange moderne våben fra Vesten, men de er kommet for sent, og de er ikke avancerede nok til at sikre et gennembrud, sagde han. ”Fire måneder ville have været nok til et fremstød mod Krim, men vi er kørt fast i minefelter.” F-16 jagerfly kommer først næste år, og så har russerne forstærket deres forsvarsanlæg og luftforsvar endnu mere. Derfor flytter grænsen sig kun få meter hver dag. Det fører til en langstrakt krig, som ifølge Zaluzhny kun gavner Rusland.
Hans udtalelser er blevet skarpt kritiseret af præsident Volodymyr Zelensky, der mener, at forsvarschefen svækker forsvarsviljen. I de seneste mange måneder har der ikke været bestræbelser i Vesten på at optrappe støtten til Ukraine udover de langtrækkende amerikanske Atacms-raketter. USA har til gengæld sat begrænsninger på deres brug for at undgå at blive inddraget direkte i krigen. Desuden er der tegn på modvilje hos Republikanerne i Kongressen mod flere bevillinger til Ukraine.
Det vil uvægerligt presse Ukraine til at afslutte krigen ved den linje, som russerne har trukket gennem hele Østukraine. Så mister Ukraine 18 pct. af sit land. Vladimir Putin vinder krigen. Men til gengæld bliver Ukraine medlem af både EU og NATO.
I Gaza er Israels krig mod Hamas ikke kørt fast, men det er Israels bestræbelser på at spænde ben for en palæstinensisk stat i strid med FN ́s beslutninger og USA ́s og Europas intentioner om en to-stats-løsning.
Hamas ́ brutale angreb den 7.oktober, hvor 1400 jøder blev dræbt og massakreret, er efterfulgt af Israels krig, som har kostet endnu flere ofre – over 10.000, herunder over 4000 børn. Det har fået FNs generalsekretær, Antonio Guterres, til i meget skarpe vendinger af kritisere både Hamas-aktionen og Israels krigsførelse, hvor Israel hindrer nødvendige forsyninger til over 2 millioner palæstinensere. ”Gaza er blevet en kirkegård for børn,” siger han.
Præsident Joe Biden har foreløbig hindret Gaza-krigen i at brede sig til Mellemøsten, men han har ikke formået at få ministerpræsident Benjamin Netanyahu til at acceptere en mere skånsom krig og en humanitær våbenhvile.
Netanyahu har tilmed sagt, at Israel vil styre Gaza efter krigen. Dét betragter USA, EU og den arabiske verden som et håbløst foretagende, der snarere kan isolere Israel over for sine allierede, og som kan forstærke uviljen blandt palæstinenserne mod den israelske besættelse. Der er optræk til oprør på Vestbredden, hvor jødiske bosættere ofte angriber palæstinensere. Det kan ende i borgerkrig mellem palæstinenserne og de 500.000 bosættere i knap 150 isolerede bosættelser.
Der er endnu ikke set massive Hamas-angreb mod israelerne i Nordgaza, men hvis Hamas laver store angreb, også med raketter, fra Sydgaza, hvor over to millioner er presset sammen under umenneskelige forhold, kan en udvidelse af den israelske landkrig få katastrofale konsekvenser for hele Mellemøsten og for Israel på langt sigt.
Det kan være grunden til, at Joe Bidens uofficielle trouble- shooter, CIA-chefen William Burns, har været på besøg i Israel – for at advare både den politiske og militære ledelse mod den nuværende strategi og for at tage skridt til en fremtid løsning, som Biden har talt for.
Der har været frygt for, at Iran vil pusten til ilden, f.eks. ved at inddrage Hezbollah i Libanon og ved at lade militsgrupper i Mellemøsten angribe amerikanske baser i Mellemøsten. Men det er måske mere sandsynligt, at Iran vil forholde sig relativt i ro, fordi Iran kan se, at krigen i Gaza og uroen på Vestbredden er ved at samle araberne mod den israelske besættelsespolitik. Det kan styrke Irans position i regionen og svække – eller udskyde – Israels normaliseringskurs i den arabiske verden.
Egypten og Jordan er de mest aktive for standse krigen og for at få en endelig to-stats-løsning. Jordan frygter en ny fordrivelse af palæstinensere som efter Israels grundlæggelse i 1948 og efter Seksdagskrigen i 1967. Dengang tog de fleste til Jordan.
Jordan har kastet nødforsyninger med faldskærm ned til det sydlige Gaza. Alene denne aktion viser, hvor håbløst EU har reageret over for krigen og nøden. Flere EU-lande har foreslået at sende nødhjælp med skibe til Gaza, men EU er ikke enige om det. EU tør ikke ligestille palæstinenserne med israelerne, selv ikke i den aktuelle humanitære nød.
Sydafrika illustrerer den europæiske vankelmodighed ved at trække sin ambassadør tilbage fra Israel. Israel kunne nemlig have trukket på Sydafrikas enestående erfaring med at ophæve apartheidstyret gennem forhandlinger. Israel kunne også – i årtier og her og nu – trække på EUs erfaring med at skabe fred mellem krigsførende lande, Tyskland og Frankrig.
Nu står EU på sidelinjen, mens de arabiske lande og landene i Det globale Syden engagerer sig i at skabe en løsning efter Gazakrigen. Det er palæstinenserne selv – også gennem såkaldte terrorhandlinger gennem årtier – samt den verden, de lever i, som vil give dem deres frihed.
Den månedlange krig med de største tabstal for civile nogen sinde i dette område viser, at Israel ikke fortsat kan have kontrol med de palæstinensiske områder. Det virker, som om verdenssamfundet ikke længere vil acceptere, at ca. 10 millioner israelere fortsat skal undertvinge et tilsvarende antal palæstinensere, herunder de landflygtige i nabolandene. Men Israel vil stadig kunne eksistere, ikke mindst som atommagt.
Begge krige har vist, at Vesten ifølge Syden har haft dobbeltstandarder og ikke har gjort nok for at støtte Ukraine og for at sikre en palæstinensisk stat. Det svækker Vesten og styrker Syden. Til gengæld synes en afklaring på vej, og det fører i så fald til mere stabilitet i Europas nærområder.
Hugo Gaarden er journalist med stor erfaring i erhvervs- og udenrigspolitik. Han har tidligere bl.a. arbejdet på Berlingske og Børsen.
I Magasinet Europa gælder det for alle artikler i genren “kommentar”, at kommentaren udelukkende er udtryk for skribentens egne holdninger.
Billede i artiklens top: /Dania le Lardic/© European Union 2023 – Source: EP