I de lande, der grænser op til Rusland, er almindelige menneskers tilværelse og fremtid blevet kastet op i luften efter invasionen af Ukraine. “Ingenmandsland” er en perspektivrig reportagebog, der i ord og billeder skildrer livet i Ruslands nabolande. Frederik Tillitz, Anders Rye Skjoldjensen og Ólafur Steinar Rye Gestsson giver os en medrivende og højaktuel fortælling om mennesker i et geopolitisk spændingsfelt. Gennem et hav af stemmer og skæbner fra Arktis til Centralasien får læseren en let kurateret, men ellers ufiltreret og fordomsfri indføring i liv og meninger i Ruslands grænseland. Vi bringer et uddrag:

JUNGLEN. FINLAND. SEPTEMBER & OKTOBER 2022.

»Welcome to the jungle.«

Birkeskoven henligger i efterårsfarver, mens en større gruppe soldater i uniform ligger spredt rundt om i underskoven. Remmene til panserværnsvåben er slynget om skulderen.

»Nu sætter jeg angrebet i gang,« hvisker lederen af øvelsen og taster en SMS på sin telefon. Skoven ligger tyst hen. Pludselig kommer en lille gruppe mænd løbende og fægter med armene. En kampvogn er på vej, og de frivillige soldater, der før knælede rundt omkring i skovbrynet, tager stilling med det tunge panserværnsvåben.

En ramponeret, grøn varevogn kommer osende hen ad skovstien. I militærøvelsens alternative univers kører her en fjendtlig kampvogn med kurs direkte mod de frivillige med potentiel død og lemlæstelse til følge.

En af soldaterne løber frem fra sit skjul, knæler og tager med panserværnet sigte mod varevognen. »Bang,« råber han, hvorefter surrogatkampvognen går op i røg. I fantasien i hvert fald.

De frivillige soldater løber videre mod næste forsvarslinje, hvor der er forlydender om, at endnu en kampvogn er blevet spottet. Hurtigt er gruppen af finske soldater videre over den rødbrune skovbund.

Finlands Nationale Forsvars Træningsforening, Maanpuolustuskoulutusyhdistys, i folkemunde blot MPK, afholder militærøvelse på øen Santahamina i Helsinkis skærgård. Fra fredag eftermiddag til søndag aften træner 110 frivillige reservister krig. Prisen er 50 euro for at deltage.

I samarbejde med det finske forsvar afholder MKP kurser i en bred vifte af militære færdigheder. Det gør de i et land, hvor 95 procent af den mandlige del af befolkningen har gennemgået værnepligt, og reserven er på 900.000 mand ud af en samlet befolkning på 5,5 millioner.

Forsvaret af landet er et grundelement i den finske selvforståelse, og selv i den finske grundlov begynder kapitel 12, paragraf 127 med »Alle finske statsborgere er forpligtede til at deltage i eller assistere det nationale forsvar.«

Under øvelsen på Santahamina bliver det på intet tidspunkt nævnt, at den imaginære fjende er russerne, men der kan ikke herske tvivl om, at krigen i Ukraine, den næsten 1.400 kilometer lange landegrænse til Rusland og den blodige historie med naboen i øst lægger et realpolitisk skær over den igangværende militærøvelse.

Den moderne finske stat er formet af en række krige. Under Første Verdenskrig kæmpede finske soldater på Tsarruslands side, da Finland var et storfyrstendømme i imperiet, men med Den Russiske Revolution greb uafhængighedshigende kræfter chancen, og i 1917 erklærede Finland sig uafhængigt. Den efterfølgende finske uafhængighedskrig udviklede sig til en borgerkrig mellem de socialistisk indstillede større byer og mere nationalistiske kræfter fra landregionerne i nord. Den nationalsindede hvide hær sejrede.

Sovjetunionen forsøgte under Vinterkrigen i 1939 til 1940 at vinde det tabte Finland tilbage, men de finske soldater formåede overraskende at holde stand og sendte over 100.000 sovjetiske soldater i den iskolde grav. Og med den succesfulde Vinterkrig i baghovedet kastede finnerne sig i sommeren 1941 over naboen i øst, da Sovjetunionen var på kraftig tilbagetrækning som følge af Nazitysklands Operation Barbarossa. Men krigslykken under Fortsættelseskrigen, som finnerne kalder den, vendte, og Finland endte med endegyldigt at måtte afstå landområder i nord og sydøst og jage sine tyske allierede på flugt.

***

Nogle uger før militærøvelsen ved Helsinki henligger grænsen til Norge i det nordligste Finland i tyk tåge mellem de enkeltstående fyrretræer. I nattens mørke kan man skimte projektørlys fra enorme skibe på de nordfinske søer. Kosmiske bølger af nordlys danser grønligt over nattehimlen.

Heroppe i Det Finske Lapland er overrepræsentationen af pensionister sydfra på rekreative ture mærkbar. Store grupper af stavgangsvandrende seniorer traver langs vejene, og hotellerne er fyldt til randen med lettere konfuse ældre, der intet mærkeligt finder i at sætte sig ved siden af komplet fremmede udlændinge ved morgenmadsbordet og på finsk bede om hjælp til at få vandresokkerne af.

Overnatningsstederne heroppe i det nordligste Finland tilbyder værelser med sauna, og til morgenmadsbuffeten serveres der byggrød med store mængder bær samt karelen-pirogger, der er et lille tørt stykke bagværk lavet af indbagt ris i hvede- og rugdej, og som serveres med tandsmør.

Karelen er det geografiske område i det sydøstlige Finland, som finnerne endeligt mistede store dele af under Fortsættelseskrigen, da Finland med landsfaderen Carl Gustav Mannerheim i spidsen og som allieret med Nazityskland forsøgte at udvide det finske territorium helt til Sankt Petersborg for at befri det finsktalende Østkarelen fra sovjetisk undertrykkelse.

Pauli Sarivaara er i Lapland guide for en større gruppe af disse pensionister nede sydfra, og under morgenmadsbuffeten i Ivalo husker han tilbage på, hvordan hans far kæmpede under Fortsættelseskrigen: »Min far blev såret ved Salla, mens vi blev evakueret væk fra fronten,« fortæller den ældre mand og tager en bid af sin karelenpirog. En lille bid af det tabte hjemland.

I krigsromanen Den Ukendte Soldat skriver en af Finlands største forfattere, Väinö Linna, hvordan de finske soldater på offensiven østover mod Leningrad ønskede at smide Den Røde Hær ud af hele Østkarelen.

Og i militærmarchen Karjalan jääkärien marssi – Karelenjægernes march – lyder omkvædet:

Nu skinner det frie Finlands nye morgendag over hele Karelen.

Siden Ukrainekrigens begyndelse har flere kritikere af styret i Kreml udtrykt ønske om, at Østkarelen igen skal frigøres fra Den Russiske Føderation, og Den Karelske Nationale Bataljon, som kæmper for løsrivelse for Østkarelen, er en del af Den Internationale Legion, der står på Ukraines side i krigen.

Ved grænseovergangen ved Raja-Jooseppi møder vi kun enkelte biler på vejen til og fra Rusland, og grænseterminalen henligger næsten lige så øde hen som de samelandsbyer, man passerer på vejen derud. De finske myndigheder har netop erklæret, at de vil lukke for strømmen af russiske turister. Første led i en række tiltag, som de følgende måneder fuldstændig lukker grænsen mellem de to lande, og giver grønt lys for opbygningen et grænsehegn mellem landene.

Ligesom stavgængerne er Tuha Liettya på rekreativ rejse i nord. Han har tidligere været direktør i en større virksomhed i Tampere i Sydfinland, men nu bruger han sin pensionisttilværelse på at fange fjeldørreder i Lapland. Han er ikke bange for den russiske fare, men mener samtidig, at Karelen og Finlands andre tidligere besiddelser for længst er tabt.

»Det er lang tid siden, at russerne mistede Finland. De har ikke det samme forhold til os, som de har til ukrainerne eller folkene i Baltikum. Dem føler de stadig, at de kan bestemme over. Engang havde vi finnere adgang helt til Ishavet. Mange ældre mennesker i Finland har stadig ondt blod i forhold til russerne, fordi de oplevede at miste Karelen og Petsamo,« fortæller Tuha med henvisning til det område nord for Finland, som var under finsk besiddelse i mellemkrigsperioden, men som blev afstået til Sovjetunionen efter Fortsættelseskrigen.

»Men yngre finner tænker ikke over de her ting længere. Da Sovjetunionen faldt fra hinanden, skulle vi måske have gjort tilnærmelser for at få Karelen og Petsamo tilbage. Jeg tror, at det kan blive meget farligt, hvis sådan en jagtsæson på russisk territorium går i gang. Den mulighed har vi forpasset. Kun få mener, at vi ville vinde områderne tilbage,« siger Tuha.

***

Tæt på den gamle grænseovergang mellem Rusland og Finland ved Virtaniemi er Markku Sarre på 68 år ved at lægge nyt tag på sine afdøde forældres hus i landsbyen Nellim. Vennen Heimo står oppe på taget og hjælper med at skyde tagpladerne på plads.

Fra loftet i Markkus lade hænger rensdyrhuder til tørre, mens en slæde, der er beregnet til rensdyrkørsel, står på en hylde.

»Den er bygget af min russiske onkel. Jeg har også rigtig meget skov til ejendommen, og min familie har i generationer haft rensdyr. Vi er jo skoltsamere heroppe,« fortæller han.

Markku er født her i det nordøstlige hjørne af Finland, der sammen med dele af det nordlige Norge og ind i Rusland tidligere var befolket af russiskortodokse skoltsamere – en gren af samere, der konverterede fra naturreligion til den ortodokse tro efter russisk missionsvæsen havde virket i området.

»Min familie har altid ejet dette hus, men min mor kom fra Salmijärvi, der i dag ligger i Rusland,« fortæller han. »Min far var født i Finland, men hele min mors familie er skoltsamere i Rusland.«

Et stenkast fra huset står den ortodokse kirke i Nellim bygget i træ. Her ligger flere af hans familiemedlemmer begravet. Markkus mor blev født Helga Jefremov, og på den orto- dokse kirkegård er en del Jefremover stedt til hvile.

»Jeg har mange onkler, der ligger deroppe. Min mor var ortodoks gennem hele sit liv,« siger han.

Markku ryger cigaretter i den lille forstue. En skaldet isse gemmer sig under hans kasket. På væggen hænger sameski og et værktøj med modhager, der bruges til at løfte tømmer med. Han er vokset op i en familie, der var skovarbejdere og holdt rensdyr. Som barn var han med ude at fælde træer i de omkringliggende skove.

Dele af hans familie bor stadig i Rusland, men han har ikke kontakt til dem.

»De er formentlig alle sammen døde. Min mor flygtede fra Rusland til midt ind i Finland under krigen,« siger han. »Der var jo kampe her på egnen, og hun valgte at flygte til den finske side. Jeg håber aldrig, at krigen kommer tilbage til denne del af verden, men man ved jo aldrig med den nuværende situation.«

Markku føler ikke megen kontakt til området. Han har boet og arbejdet i Norge det meste af sit voksenliv. I Norge har han arbejdet som malmarbejder, men er nu pensioneret. Siden Markkus forældres død for ti år siden har huset i Nellim hængt som et tungt åg over ham. Nu sætter han det i stand for sandsynligvis at sælge. Med salget vil den sidste forbindelse til denne del af Finland og dermed også til Rusland forsvinde.

»Jeg er i tvivl, om jeg skal beholde ejendommen her eller sælge den. Mest sandsynligt kommer jeg til at sælge, da jeg hverken har megen tilknytning til Finland eller Rusland længere. Jeg betragter mig selv som nordmand. Jeg er i NATO.«

Ukrainekrigen har udløst et markant skifte i den finske befolkning, der ellers siden Anden Verdenskrig har fastholdt sin neutralitet og ikke stræbt efter NATO-medlemskab. Men Ruslands invasion har fået finnernes frygt for en fremtidig angrebskrig i Finland til at blusse op igen. Befolkningens opbakning til NATO-medlemsskabet ændrer sig fra at have ligget støt omkring en tredjedel til over 70 procent.

Som præsident Vladimir Putin formulerede det tilbage i 2016: I dag kigger russerne over grænsen og ser en finne. I tilfælde af finsk NATO-medlemskab, vil de se en fjende. Så trods NATO’s noget bedagede og poppede raison d’etre om at holde russerne ude, amerikanerne inde og tyskerne nede har et medlemskab og dermed en international forsikring i form af NATO’s artikel 5, også kendt som musketereden, vist sig at have større genklang i den finske befolkning, end blot få år tidligere.

***

Længere sydpå i det finske Lapland skifter landskabet mellem tætte, dunkle fyrretræsskove til åbne moseområder. Syd for byen Ivalo rækker jeg tommelfingeren ud og venter i solen, mens bilerne passerer. Umiddelbart virker de nordfinske bilister ikke særligt interesserede i selskab på køreturen.

Efter tyve lange minutter holder en rød Audi ind i rabatten.

Tero Kantola er 48 år og har boet i byen Salla i alle 48. Han arbejder nu for den svenske minevirksomhed Boliden AB, der graver efter nikkel og kul i den finske by Kevitsa. I hverdagene bor han derfor ved minen og tager fredag hjem til Salla.

Tero ryger hjemmerullede cigaretter i bilen. Hans øjne er gemt bag hurtige solbriller med blåt glas, mens hagen er dækket af et skæg, der når et godt stykke ned på brystet. Både overlæbe og kinderne holdes skægfri. På hovedet bærer han en camouflagefarvet kasket.

Weekenden skal gå med at jage tjur med haglgevær. Hvis han er heldig, får han skudt en fire-fem stykker i løbet af fridagene, før turen igen går mod minen søndag.

»Og nok også drikke øl,« griner han. »En tur i sauna bliver det måske også til. Jeg har min helt egen.«

Imens vi kører, glider det nordfinske landskab forbi udenfor. Nogle af byerne, vi passe- rer igennem, har samernes røde og grønne flag hængende ved ind- og udkørslen.

Selvom Tero har boet ved grænsen til Rusland hele sit liv, har han ikke besøgt nabolan- det siden Sovjetunionens kollaps.

»Jeg har været i Rusland en gang før. Dengang hed det jo stadig Sovjetunionen, for det var i 1988 eller 1989. Det var nemt for os finner at tage på besøg i Sovjet, og jeg var der såmænd også bare på ferie. I Murmansk. Men russerne var fattige på det tidspunkt. Meget fattige,« siger han.

Indtil invasionen af Ukraine formåede finnerne storpolitisk at balancere på en knivsæg i forhold til naboen, og begrebet finlandisering beskriver, hvordan en mindre nation til en vis udstrækning underlægger sig en større nabostat udenrigspolitisk. Begrebet blev under Den Kolde Krig ofte brugt nedsættende, men i Finland har man derimod en følelse af,
at man formåede at vende en politisk udfordrende situation efter Anden Verdenskrig til en både sikkerhedsmæssigt og økonomisk fordel. Den balancerede tilgang til naboen var indtil Ukrainekrigen en inkarneret del af finsk selvforståelse, og neutralitet ligger i især yngre finners DNA.

I Salla har det lokale gymnasium i mange år haft omkring 30 russiske studerende, der tager alle deres tre års skolegang i Finland.

»Ja, dem kender man jo, for de bor i byen, og de er alle søde folk,« siger Tero. »Jeg er i tvivl, om der kan komme krig mellem Vesten og Rusland. Min familie boede ved Salla under Anden Verdenskrig og oplevede krigen. Men jeg er som sådan ikke bange for, at det sker.«

I spisevognen i nattoget fra Kemijärvi til Helsinki sidder familier og spiser aftensmad, og grupper af mænd indtager øl og andre alkoholiske drikke. En gruppe berusede finlandssvenskere snakker højt om kvinderne fra Oulu, der efter sigende skulle være vældigt løse på tråden.

Udenfor ruller Finland forbi, kun oplyst af let måneskin.

40-årige Lasse er fra den sydøstfinske by Lappeenranta, der ligger kun 30 kilometer fra den russiske grænse. Efter at have været på overlevelsestur i Lapland med to af sine soldaterkammerater er han nu på vej hjemad. Da Lasse stadig er ansat i det finske forsvar, ønsker han ikke at få sit efternavn oplyst.

»Jeg plejer at sige, at fra mit hus er der kun 220 kilometer til Sankt Petersborg, mens Helsinki ligger 225 kilometer væk. Så hvorfor skulle jeg tage til Helsinki? Jeg har været i Rusland over 100 gange, og min kone har endda arbejdet der,« siger han.

For mange finner var invasionen af Ukraine en stor skuffelse, fortæller Lasse.

»Vi er kede af det, for vi forsøgte at opbygge et godt naboskab med russerne. Jeg tror, at de fleste russere ønskede et godt forhold til os. Men så skete invasionen af Ukraine, og vi føler os virkelig snydt. Vi syntes faktisk, at forholdet kun var blevet bedre og bedre,« siger han.

»I Finland er situationen anderledes end i Ukraine. Vi har heller ikke været medlemmer af NATO, men har opbygget vores egen stærke hær. Vi har brugt vores penge på at skabe en mere såkaldt gammeldags hær, som nu ser ud til at være en meget moderne hær, når man ser på de udfordringer, der er i krigen i Ukraine. Vi har været forberedt på alt, der kunne komme vores vej siden 1945. Så hvad der så ud som gammeldags og umoderne indtil 24. februar 2022, ser ud til at have været rettidig omhu.«

»Det gode russisk-finske forhold er forsvundet for årtier. Måske kan vores børns børn igen opnå et godt forhold. Men lige nu er maskerne faldet. Det er meget svært at forestille sig, at vi en dag i den kommende fremtid vil kunne stole på russerne igen. Det er virkelig trist, for jeg elsker virkelig russisk kultur og har været i Sankt Petersborg uendeligt mange gange. Jeg elsker det.«

»Men det er lidt som med The Smiths. Jeg elsker bandet og dets musik, men så snart Morrissey åbner munden, er det racistisk og sexistisk vrøvl. Det er stort set det samme. Det er noget, du virkelig elsker, men så finder du ud af, at manden bag er et dumt svin.«

»Jeg vil virkelig gerne tro på, at der er forskel på regimet i Kreml og den russiske befolkning. Men det er svært at sige. I begyndelsen sagde alle, at det her var Putins værk, og at almindelige russere ikke bakkede op om krigen. Men som vi kommer længere og længere ind i krigen, virker det ikke længere kun som Putins værk.«

»Jeg ønsker ikke at hade nogen, men lige nu er det ikke muligt for mig at elske russerne længere.«

***

Ved en byggeplads i udkanten af Helsinki kaster nøgne helsinkiere sig i det mørke vand fra en interimistisk trappe og får varmen igen i en af de tre brændeopvarmede skurvogne, der agerer sauna ved Suumpa Sauna. Tætpakket svedes der tran i de mørke vogne, før der klædes om under åben himmel.

Ude i skærgården ligger en række øer, som både historisk og aktuelt indgår i Finlands forsvar. Fæstningskomplekset ved Suomenlinna lige uden for indsejlingen til Helsinki skulle forgæves forhindre det russiske tsarriges erobring af Finland.

Til militærøvelsen på øen Santahamina bliver jeg kørt rundt af Markus Häyhtiö, som er beredskabschef i MPK. En velfriseret mand på 51 år med solbrunt ansigt og briller. Hver gang han siger noget, holdes øjenkontakten længe.

Han insisterer på at køre uden sele, selvom det betyder, at den Volkswagen varevogn, han sidder bag rettet i, konstant udsender alarmerende biplyde. Han forklarer, at sikkerhedsniveauet på militærbasen er steget til »bravo« på grund af situationen i Ukraine.

Efter en køretur over en skovvej og forbi grålige militære administrationsbygninger ankommer vi til Markus’ kontor. Her hænger et billede af en general, som Markus har klistret sit eget udklippede hoved på, »fordi jeg bestemmer,« som han siger.

Ved siden af hænger to tegninger: På den første står Putin med en nål og skal til at punktere en ballon med det ukrainske flag. På den anden er det kun ballonen, der består, mens luften er ved at gå ud af Putin.

Rundt omkring på øen foregår forskellige krigsøvelser. Her i hovedkontoret afholdes der træning i kommunikation. En sovesal med køjesenge er blevet transformeret til war room, hvor et par mænd i uniform sidder omkring et bord med computer og projektor. Væggene er nikotingule, gardinerne er trukket for, og lysstofrør lyser rummet op.

I sovesalen sidder 36-årige Janne Kekäläinen, som til daglig er produktionsmanager.

»Før krigen i Ukraine havde jeg ikke været på øvelse i ti år. Men efter invasionen følte jeg, at jeg ville gøre min del og være forberedt,« siger Janne og fortsætter:

»Førhen plejede jeg at være aktiv reservist og var i flere foreninger for reserveofficerer. Det har altid fyldt meget for mig at kunne være med til at forsvare landet. Men de seneste syv til ti år har andre ting været førsteprioritet. Det har ændret sig nu, og derfor vil jeg gerne tilbage til de her aktiviteter. Krigen i Ukraine var udløseren. Krig er forfærdeligt og burde ikke ske. Al vold er slemt, men jeg respekterer de ukrainere, som står op for deres land og kæmper mod fjenden.«

Et par frivillige er ved at trække et kabel fra den iltfattige sovesal ud på gangen og videre udenfor. En mand holder en kabeltromle, mens de andre sætter ledningerne fast på bygningen og dernæst de omkringliggende træer.

»Det, vi har set i Ukraine, har gjort det klart for mig og finnerne, at vi vil være i stand til at forsvare os selv, nu hvor vi har set, hvordan russernes militær gør det på slagmar- ken. Måske situationen endda er sikrere nu, fordi de tropper, der var på den anden side af grænsen, befinder sig 2000 kilometer sydpå«, siger Janne.

Vi bliver tilbudt en kop kaffe i kaffestuen – et spartansk indrettet, hvidmalet rum med lakerede fyrretræsmøbler.

Markus begynder at fremvise de priser, som Finland har vundet ved cybermilitærø- velsen Locked Shields, og hvor mange af de finske deltagere kom fra MPK. De endte på andenpladsen efter svenskerne i 2021, men fik førstepladsen i 2022.

»Det vigtigste for os er at slå svenskerne,« siger han med et grin.

»Vores færdighedsniveau er højt, fordi vi er i stand til at kombinere de civile færdigheder og viden med den militære træning her.«

Herefter begynder Markus at fremvise sine egne personlige emblemer, han har fået tildelt igennem tiden ved forskellige militærøvelser, og som hænger til skue i kaffestuen.

Vi tager endnu en køretur over Santahamina, parkerer bilen og bevæger os ud mellem birketræerne, hvor de frivillige bliver trænet i bevægelsesmønstre i en krigssituation. De skal lære at bevæge sig gennem skoven og indtage skydepositioner og grave skyttehuller.

Betingelsen for vores tilstedeværelse er på grund af sikkerhedssituationen, at de frivillige ikke kan genkendes på billederne.

Enkelte har medbragt deres eget udstyr som skudsikre veste, støvler eller hjelme. »Det er dyrt, men det er ligesom med fiskeri – man vil altid gerne have det bedste udstyr.« Enkelte har været værnepligtige i 1980’erne, og siden da er alt udstyret blevet moderniseret, »selv underbukserne,« som Pekka Sillanpää, kaptajn i reserven påpeger og griner.

Pekka har håret sat op med voks og har skægstubbe og briller.

»Der er et tæt fællesskab her. Det er fælles for alle MPK’ere i Finland, at der både er god holdånd og fælles vilje og forståelse. Uanset din baggrund – om end du er arbejder på en fabrik eller teamleder i en virksomhed, eller om du er 20 eller 50 år, så bliver forskellene udvisket, når du er sammen med gutterne i reservefællesskabet.«

Pekka husker tilbage på 24. februar 2022: »Det var noget af et tilfælde, for netop den dag var jeg sammen med en ven fra reserven på vej til et jubilæum for Jäger Batalion 27 i Lockstedt i det nordlige Tyskland.«

Under Første Verdenskrig, da Finland var underlagt det Russiske Imperium, tog en gruppe finske studerende til Tyskland for at danne en let infanteribataljon for at samle kamperfaring ved at deltage på tyskernes side i kampen mod tsaren.

Bataljonen blev senere aktiv i den finske borgerkrig, hvor den kæmpede på de sejrende hvides side mod de bolsjevikiske røde. Det var også under borgerkrigen, at landsfaderen Mannerheim fik det voldsomme tilnavn, Den hvide slagter, for sin behandling af de kom- munistiske krigsfanger.

»Jäger Bataljon 27 var vigtigt for både Finlands uafhængighed og for vores forsvar. Bataljonen var vigtig i kampen for frihed og for at slippe for truslen fra øst.«

»På færgeturen på vej til Tyskland så vi nyheden om invasionen i TV. Der var masser af køretid ned gennem Tyskland, og vi sad bare og scrollede nyheder og snakkede om, hvordan de næste dage ville blive.«

»Jeg var i chok. Jeg troede ikke, russerne var så dumme, at de faktisk ville angribe. Men det var de, og jeg tog fejl. Men man skal ikke kaste håndklædet i ringen, som mange førhen har gjort, og som nu kæmper med at genopbygge deres lande.«

»Den chokerende situation i Ukraine beviser, at vi ikke fik fred i verden, og at vi nok aldrig får det.«

De frivillige ligger nu spredt ude i skoven, og Pekka går rundt mellem grupperne for at inspicere.

Markus går hen til en frivillig, der ligger i skovbunden, og holder ham nede med foden.

Sidste stop er frokostservering tilbage i hovedbygningen, som består af en klassisk feltret: pasta i en gullig sovs med udefinerbare grønsager og små skinkestykker. Af høflig- hed roser jeg retten over for en af de frivillige, men bliver afbrudt af Markus, som konstaterer »retten er gul, og den er varm« – efterfulgt af et langt insisterende blik.

***

Færgen fra Helsinki til Tallinn sejler flere gange dagligt og transporterer mange hundrede arbejdende over Den Finske Bugt. Mod styrbord ligger den åbne Østersø. Mod bagbord fører bugten ind til Sankt Petersborg.

På færgens dæk står rygetrængende passagerer og kigger i deres telefoner eller ud over vandet.

Mykola Khasjtan er lastbilschauffør og har sat kurs hjem mod de ukrainske grænser.

Da han er ældre end 60 år gammel er det i overensstemmelse med den ukrainske lovgivning tilladt for ham at forlade landet. Derfor kører han lastvogn fra og til Ukraine.

Mykola er fra den vestlige ukrainske by Khemelnytskyj, og på hans overlæbe vokser et kraftigt overskæg, der til forveksling ligner den ukrainske nationaldigter Taras Sjevtjenkos.

»Ligegyldigt hvad, kommer vi jo ikke til at overgive Ukraine til russerne. Nej, de har bragt os så meget sorg, at vi ikke kan give op. I Vestukraine, hvor jeg er fra, falder der også raketter, og mennesker mister livet. Men selvfølgelig færre end i øst og syd.«

»I øst har de jævnet alt med jorden, alle hjem. Det er forfærdeligt. Mange mænd har mistet livet, og folk har ingen steder at bo. Nogle har stadig noget tilbage, der hvor der er krig nu. De lever lige nu i kældrene. Hvis deres huse ikke er blevet bombet helt sønder og sammen, reparerer de lidt på dem til den kommende vinter,« siger Mykola.

»Russerne ønsker jo, at vi bliver ligesom Belarus, så Putin kan fortælle os præcis, hvad vi skal gøre. Men det vil vi ikke. Derfor skyder de uden at skelne mellem, hvor uskyldige mennesker bor, og hvor soldaterne står. De destruerer alting. Alting. Både børnehaver og hospitaler. Hvem gør sådan noget? De dræber børn og voldtager piger. Jeg ved ikke, om det hele passer, så jeg vil ikke sige noget med sikkerhed, men de siger, at de skærer ørerne af døde soldater. Det forstår jeg slet ikke. Hvorfor gøre sådan noget,« spørger han, mens mågerne glider forbi, og den estiske kyst nærmer sig over vandspejlet bag ham.

Ovenstående tekst er et uddrag af bogen Ingenmandsland Frederik Tillitz, Anders Rye Skjoldjensen og Ólafur Steinar Rye Gestsson.

Alle fotos er taget af: Anders Rye Skjoldjensen eller Ólafur Steinar Rye Gestsson

Frederik Tillitz:
Ingenmandsland
Fotos af Anders Rye Skjoldjensen og Ólafur Steinar Rye Gestsson
336 sider
Forlagets pris: 399,95 kr.
Udk. d. 4. december 2023

Frederik Tillitz er dansk journalist med fokus på Østeuropa og det tidligere Sovjetunionen.

Anders Rye Skjoldjensen er fotojournalist ansat ved Dagbladet Information.

Ólafur Steinar Rye Gestsson er islandsk fotojournalist.

De er alle tre flere gange prisbelønnede, og sammen modtog de i 2022 Kristian Dahls Mindelegat for reportagebogen Russerne kommer.

I “Ingenmandsland” drager Frederik Tillitz, Anders Rye Skjoldjensen og Ólafur Steinar Rye Gestsson på en journalistisk og fotografisk rejse fra Arktis til Centralasien, hvor de møder de mennesker, der bebor det nyoptrukne grænseland på kanten af Rusland – det ingenmandsland, hvor ideerne om Vesten, Østen og Russkij Mir, Den Russiske Verden, støder sammen i det 21. århundredes hidtil største geopolitiske krise.

Ekspeditionen fører dem til Svalbard, Nordnorge, Finland, Estland, Letland, Litauen, Polen, Ukraine, Armenien, Georgien, Aserbajdsjan, Kasakhstan, Usbekistan og Kirgisistan, hvorfra de skildrer kampen om den arktiske undergrund, forfulgte seksuelle minoriteter, livet bag den ukrainske frontlinje, den usikre fremtid for udbryderrepublikkerne i Kaukasus og nye alliancer på stanlandenes stepper.

Velkommen til Ingenmandsland

JUNGLEN. FINLAND. SEPTEMBER & OKTOBER 2022.