Farvel til den måske stærkeste formand for Europa-Kommissionen nogensinde

Jacques Delors blev 98 år gammel. Han satte uudslettelige aftryk på EU og på vores kontinent, og han fortjener en vægtig plads i de europapolitiske historiebøger.

Mindeord af Johan Moesgaard Andersen, EU-chef i Dansk Metal

Hvem har egentlig været den vigtigste skikkelse i EU’s historie? Nogle vil nævne Robert Schuman, der lagde kimen til den daværende Kul- og Stålunion med sin skelsættende Europatale den 9. maj 1950. Andre vil nævne tyske Helmuth Kohl, der som kansler fra 1982 til 1998 spillede en afgørende rolle for både at (gen)forene Tyskland og genoprette Europa. Simone Veil, Jean Monnet og Konrad Adenauer er også hyppige og gode bud. Min personlige favorit er dog franske Jacques Delors, som desværre gik bort for få dage siden på min egen fødselsdag, den 27. december 2023. Jacques Delors blev 98 år gammel. Men han satte uudslettelige aftryk på EU og på vores kontinent, og han fortjener en vægtig plads i de europapolitiske historiebøger. Hvorfor så det?

Jo, Jacques Delors var én af de måske stærkeste formænd, Europa-Kommissionen nogensinde har set. Han sad som formand i hele ti år fra 1984 til 1994 – og de sidste fem år med den danske Venstre-legende Henning Christophersen som næstformand ved sin side. Jacques Delors var i virkeligheden en stærk fransk finansminister i perioden i starten af 1980’erne under den franske, socialistiske præsident François Mitterrand. Her stod han over for en historisk svær opgave med at stramme den franske økonomi op i en vanskelig økonomisk periode. Da Europas statsledere efter Europa-Parlamentsvalget i 1984 kiggede rundt på kontinentet efter en egnet kandidat som ny formand for Europa-Kommissionen, faldt valget naturligt på Jacques Delors. Det var der flere grunde til, som jeg skal komme tilbage til.

Jacques Delors sad som formand i hele ti år fra 1984 til 1994 – og de sidste fem år med den danske Venstre-legende Henning Christophersen som næstformand ved sin side. Billedet er fra en plenarsession i Europa-Parlamentet i 1993 – Foto: EP.

Jeg har nemlig selv skrevet vidt og bredt om min dybe fascination af Jacques Delors i flere bøger. I 2020 skrev jeg bogen, ”Stemmer fra Produktionsdanmark”, som var en debatbog om EU’s afgørende betydning for danske virksomheder og deres medarbejdere. Samme år udgav forfatteren Kristian Andersen en biografi om Jacques Delors’ indflydelsesrige næstformand Henning Christophersen, hvor jeg selv bidrog med et kapitel om Delors’ og Christophersens afgørende samarbejde om at sikre vækst og arbejdspladser i Europa. Og sidste år var jeg redaktør på antologien: ”Til Guldbryllup med Europa”, som handlede om de afgørende milepæle i Danmarks EU-medlemskab. Heller ikke her var Jacques Delors til at komme udenom.

For lad os skrue tiden tilbage til 1980’erne. Dengang var det nuværende EU (og daværende EF) væsentlig mindre end i dag. Færre lande var med i fællesskabet, og samarbejdet havde mere løs karakter. Der var derfor blandt stærke kræfter enighed om at styrke samarbejdet mellem Europas lande og realisere ambitionen om at skabe et indre marked. Altså at sikre fri, sikker og gnidningsfri handel mellem EU-landene til gavn for blandt andet Danmark, danske virksomheder og danske medarbejdere. Vindmøller, medicin og maskiner skulle altså kunne handles let og frit over grænser.

Jacques Delors, formand for Europa-Kommissionen, under en pressekonference i Europa-Parlamentet i Strasbourg i 1985, – Foto: © Communautés européennes 1985

Det var ikke en let øvelse. For også dengang sad jernhårde protektionister med armene over kors – ikke mindst i Sydeuropa. Hvem kunne man monstro sætte i spidsen for projektet med at flytte EF i retning af en stærkere union og et reelt indre marked? Valget var indlysende – det kunne Jacques Delors. En fransk, endda katolsk, socialdemokrat viste sig at være manden, der kunne bygge bro mellem alle synspunkter. Mellem nord og syd, mellem free-traders og protektionister. Han forstod bekymringerne og kunne med politisk snilde navigere i svært farvand. Bolden kom i mål, og skabelsen af EU’s indre marked mener jeg, er den måske mest afgørende milepæl i EU-samarbejdet. Spørg bare hos Vestas, Maersk, Novo Nordisk, Grundfos og Danfoss. Eller spørg de mange dygtige smede, svejsere og industriteknikere, der hver dag går på arbejde på de pågældende virksomheder. Deres arbejdsplads er dybt afhængig af den fri og fair handel, som blev skabt med Jacques Delors som arkitekt. 600.000 danske arbejdspladser er ifølge Erhvervsministeriet knyttet til det indre marked og en almindelig dansk lønmodtagerfamilie har 65.000 kroner mere på lommen hvert eneste år som følge af det indre marked. Vi skylder en kæmpe tak til Jacques Delors og hans allierede, der har skabt denne massive sejr for hele Europa, for vores virksomheder og for alle, der går på arbejde.

Men Jacques Delors kunne mere end det. Det lå Delors meget på sinde at skabe en socialt retfærdig union, og det er en ofte ufortalt historie. I starten af 1990’erne var arbejdsløshed nemlig det store problem i Europa. Arbejdsløsheden var steget med raketfart op gennem 1970’erne og 1980’erne. Ved indgangen til 1994 var mere end 17 millioner europæere arbejdsløse. Jacques Delors hamrede derfor knytnæven i bordet over for Europas statsledere, og med sin såkaldte hvidbog fra 1994 blev arbejdsløsheden og Europas sociale retfærdighed sat højere op på den politiske dagsorden. Kuriøst nok er det faktisk i den tyske by Essen på det allersidste rådsmøde, mens Jacques Delors er formand for Europa-Kommissionen, at Europas lande nikker til, at man med den bløde værktøjskasse skal begynde at monitorere arbejdsmarkedspolitikken på tværs af Europa. Det lå som sagt Jacques Delors meget på sinde at skabe en mere socialt retfærdig union. Det arbejde fik han kickstartet. Og ser du på Europa i dag, er den sociale dimension i EU-samarbejdet udvidet betragteligt. Uanset om det gælder ligestilling, handicappolitik eller socialpolitik. Her var Jacques Delors instrumentel i at sikre mange af de spæde skridt.

Jacques Delors under en tale til Europa-Parlamentet efter sin udnævnelse som formand for Europa-Kommissionen i 1985. – Foto: © Communautés européennes 1985.

I mine øjne var Jacques Delors altså både chefarkitekt bag det indre marked og chefarkitekt bag, at EU skulle være mere end det indre marked. Dermed indskriver han sig blandt de største politikere i EU-historien. Selvom jeg er én af hans store beundrere, har han også givet mig gedigne hovedbrud. Hans principper har nemlig medvirket til, at spørgsmål om for eksempel mindsteløn, overenskomster og sociale ydelser er løftet ind som kerneområder for EU. Her er den danske arbejdsmarkedsmodel i alarmerende grad blevet udfordret, og jeg har brugt utallige timer på at forsøge at bekæmpe EU-harmonisering på disse områder i mit professionelle virke. Vi danskere ønsker jo i mindre grad end andre steder på kontinentet fælles EU-regler på det sociale område, fordi vi grundlæggende har en dansk model, hvor vi ser store fordele i, at politikerne netop holder snitterne langt væk fra løn og arbejdsvilkår. Men også her har Jacques Delors altså været med til at skabe et stærkere EU – det skal jeg love for.

Heldigvis er vi mange, der anerkender Jacques Delors’ afgørende rolle for Europas politiske udvikling. Jacques Delors har lagt navn til studenterforeningen og studentercaféen ”Jacques D” på Institut for Statskundskab på Københavns Universitet, som for år tilbage lå i Rosenborggade og nu ligger få hundrede meter væk på det gamle Kommunehospital i Øster Farimagsgade. Jeg var selv formand for foreningen tilbage i 2011 og 2012. Dengang var alting naturligvis meget bedre end i dag. Men det er opløftende at tænke på, at unge statskundskabsstuderende også i dag på daglig basis omtaler Jacques Delors, når de over en sodavand vender den politiske udvikling i en pause eller efter undervisningen i lokalet, der bærer hans navn. Jacques Delors vil, i mine øjne, altid stå som en afgørende skikkelse i både fransk, europæisk og dansk-europapolitisk historie. Æret være hans minde.

Johan Moesgaard Andersen er EU-chef i Dansk Metal.