Europa undgår ikke at sende soldater til Ukraine

Den nye amerikanske militærhjælp kan ikke sikre Ukraine. Europa bliver nødt til at gå mere direkte med i krigen, også for at skabe grundlag for en fredsaftale

Analyse af Hugo Gaarden

Den franske præsident, Emmanuel Macron, skabte røre og modvilje, da han i februar foreslog, at de europæiske lande skal sende soldater til Ukraine. Men siden hen er der blandt eksperter blevet mere interesse for hans forslag – der kan blive uundgåeligt, hvis ikke Ukraine skal løbes over ende eller opslides i en mangeårig krig.

Umiddelbart skabte den nye amerikanske våbenhjælp til Ukraine tilfredshed, især blandt trætte soldater ved frontlinjen, fordi de nu får mere ammunition. Men selv den amerikanske sikkerhedsrådgiver, Jake Sullivan, siger, at hverken denne hjælp eller andre enkeltinitiativer i sig selv afgør krigens udfald.

Russerne trænger frem, om end beskedent, og optrapper bombardementer af infrastrukturen langt inde i Ukraine for at ødelægge den ukrainske energiforsyning. Målet er at ramme civilbefolkningen, militæret og økonomien. Ukraine er ved at løbe tør for forsvarsraketter, og desuden begynder russerne at bruge fly til bombardementerne.

Den største risiko lige nu er, at fronten bliver mere fastlåst end hidtil, og at Rusland får mulighed for at foretage vedvarende misselangreb i hele Ukraine. Det vil være ødelæggende for Ukraine og Europa. Så kommer Ukraine ikke på fode, og Ukraine kan ikke blive medlem af NATO. Så har præsident Vladimir Putin vundet, selv om han ikke har erobret hele Ukraine.

Tre amerikanske militæreksperter fra førende amerikanske og britiske tænketanke og universiteter, Alex Crowther, Jahara Matisek og Phillips P. O’Brien, har i Foreign Affairs skrevet, at Ukraine har brug for, at europæiske lande – men ikke NATO – sender soldater til Ukraine – ikke nødvendigvis for at deltage direkte i krigen mod Rusland, men for at styrke Ukraine på en række områder.

Det kan være ved uddannelse af rekrutter, ved at sikre forsyningerne til militæret og ved at styrke luftforsvaret overalt– f.eks. ved at betjene de vestlige raketforsvarsanlæg – samt ved at afpatruljere ved grænsen mod Belarus. Men det afgørende sigte er at vise Putin, at europæerne er parate til at tage en mere direkte konfrontation med Rusland – ikke for at eskallere krigen, men for at hindre Putin i at ødelægge Ukraines infrastruktur og økonomi.

”Europæerne skal selv bestemme, hvordan de kan sikre det europæiske kontinents frihed,” skriver de tre eksperter.

Med udsigt til, at Trump bliver ny præsident, ”bliver Europa Ukraines eneste forsvarer, og europæiske ledere kan derfor ikke tillade, at et ikke-dueligt amerikansk politisk system dikterer Europas sikkerhed,” skriver de, råt for usødet.

Det er slående, at et sådant opråb ikke kommer fra europæiske eksperter. Er vi europæere fuldstændig gået i baglås, fordi Putin fra krigens start truede med at bruge atomvåben?

Tyskerne var oprindelig bange for at sende kampvogne til Ukraine af frygt for en optrapning af krigen, og kansler Olaf Scholz har ofte talt om risikoen for atomkrig, hvis der sker en optrapning. Han vil heller ikke sende de ekstremt kraftige Taurus-krydserraketter til Ukraine, bl.a, fordi han frygter, at Ukraine vil bruge dem mod mål dybt inde i Rusland. Storbritannien og Frankrig har dog ikke mødt reaktioner fra Putin, efter at de sendte tilsvarende missiler til Ukraine.

Den franske militærstrateg Pierre Servent har sagt: ”Hvorfor overvejer europæerne overhovedet, om Putin betragter en beslutning som en eskalation? Hvorfor underkaster man sig en aggressor?”

Den førende krigshistoriker, Lawrence Freedman, har i en lang tale om atomvåben advaret mod at lade sikkerhedspolitiske overvejelser blive styret af vores egen frygt for det værste, og at man kører fast i en ideologisk skure om en uundgåelig katastrofal udvikling. Med andre ord: Man skal ikke pr. definition lade sig skræmme af Putins trusler, og Vesten skal derfor ikke pr. definition undlade at levere den bedst mulige militære hjælp til Ukraine. Der er et stort element af psykologi og politik i atompolitikken.

Trods militærhjælp for milliarder af dollar, har Vesten været ekstremt tilbageholdende med de mest effektive våben. USA vil ikke levere våben, der kan ramme dybt inde i Rusland, og samme holdning har Scholz omkring de stærke krydsermissiler Taurus, selv om der er flertal for det i det tyske parlament.

Af forsvarsvåben har Ukraine bedt om 25 Patriot-systemer til sit forsvar. Der er ca. 100 systemer alene i Europa. Kun Tyskland har leveret et system, eller måske tre. Resten afEuropa nægter at levere deres Patriot, selv om de for nylig viste deres effektivitet ved Irans angreb på Israel. Danmark har endnu ikke sendt sine Leopard-kampvogne, og F-16 flyene kommer først til juli. De må formentlig heller ikke bruges til angreb dybt ind i Rusland.

Det er altså udelukkende forsvarsvåben, Vesten leverer. Ikke våben for at få det tabte land tilbage. Skyldes det, at Vesten vil tvinge ukrainerne til at erkende, at de ikke kan få det tabte land tilbage? Som forholdene er nu, er stort set alle militærfolk, som vestlige medier taler med, enige om, at Ukraine ikke har en chance for at trænge Rusland ud. Det siger de ikke højt, men uden for citat. Det nuværende Ukraine vil dog blive en af EU’s største nationer med Europas største og mest erfarne hær.

I Tyskland begynder enkelte politikere som socialdemokraternes fraktionsleder i Bundestag, Rolf Mützenich, at tale om at ”fastfryse” krigen og at indlede forhandlinger. Men det kan hurtigt blive til Putins fordel, da russerne har militær fremgang, og da Rusland har styrket sin økonomi trods de vestlige sanktioner.

Alligevel er en snarlig forhandlingsløsning til Ukraines og Europas fordel, inden Trump eventuelt bliver ny præsident, fordi han kan lave en aftale, som ignorerer ukrainerne.

Forudsætningen for en god aftale er dog, at Ukraine styrkes forud, og derfor må Europa træder langt mere aktivt ind i krigen. Putin skal kunne mærke, at en vedvarende krig vil give bagslag for Rusland. Derfor er det også vigtigt, at EU snarligt skaffer enorme midlertid til en europæisk våbenproduktion og til en bedre samordning af de nationale forsvar.

Europa må bruge den klassiske Harmel-strategi over for Sovjetunionen under Den kolde Krig: Et stærkt forsvar og afspænding skal gå hånd i hånd. Det virkede.

Hugo Gaarden er journalist med stor erfaring i erhvervs- og udenrigspolitik. Han har tidligere bl.a. arbejdet på Berlingske og Børsen.