Valget til Europa-Parlamentet bliver præget af en højrebølge, et forplumret valg af ny kommissionsformand og en ufuldkommen magtstruktur. Det forstyrrer vitale beslutninger om krigene i Ukraine og Gaza og om europæisk økonomi

Analyse af Hugo Gaarden

Putins krig har ikke kun været ødelæggende og dyr for Ukraine – også for EU. For godt to år siden ville EU hjælpe Ukraine, og det skete med økonomisk støtte, en begrænset militærhjælp og økonomiske sanktioner. Det kastede Europa ud i en krise, og Ukraine risikerer at tabe krigen.

Først nu begynder Europa at erkende, at det er nødvendigt at ramme Rusland militært for at standse krigen, også med vestlige våben. Også USA er gået i tænkebox.

Det viser EU’s afmagt, og det viser nødvendigheden af en stærkere europæisk suverænitet, som den franske præsident, Emmanuel Macron, og den tyske kansler, Olaf Scholz, har udtrykt det i forbindelse med Macrons nylige statsbesøg i Tyskland. Det illustrerer også, at valget til EU-parlamentet slet ikke tager fat på EU´s største problemer: Den forplumrede og svage magtstruktur og dermed et problem for demokratiet.

Den forsigtige kurs over for Ukraine og Rusland blev især demonstreret af EU-kommissionens formand, Ursula von der Leyen og den amerikanske præsident, Joe Biden. Begge slog på tromme for en økonomisk indsats og undlod bevidst en massiv militær reaktion på en massiv russisk aktion, nemlig invasionen af et europæisk land. Frygten for præsident Vladimir Putins atomtrusler lammede Vesten. Biden forbød brugen af amerikanske våben på russisk jord, og Tyskland vil ikke sende sine stærke Taurus-raketter til Ukraine. NATO siger, at Ukraine kan miste Kharkiv, hvis ukrainerne ikke må bruge NATO-våben på russisk jord. Kun Storbritannien lader ukrainerne bruge sine raketter mod i Rusland.

Først nu har Macron som den eneste leder af et stort europæisk land sagt, at Ukraine skal have lov til at bruge de vestlige våben til at ramme mål i selve Rusland – foreløbig fra steder, hvorfra russerne sender missiler og bombefly til Ukraine.”Hvordan kan man forklare Ukraine, at de må beskytte deres byer, men at de ikke har ret til at angribe de steder, hvorfra missilerne kommer?” spurgte han på en fælles pressekonference med Scholz.

Det er pinligt, at det spørgsmål ikke er blevet stillet dag efter dag fra invasionen den 24. februar 2022. Selv den tøvende Scholz er begyndt at tænke i de baner ved at sige, at ”Ukraine i henhold til international lov har ret til at ramme mål i Rusland for at forsvare sig selv.” Han undlader dog at sige, om det også gælder tysk-leverede våben.

Disse tunge spørgsmål burde have betydning for valget til Europa-Parlamentet, men det har de ikke. Derimod får den forplumrede magtstruktur i EU betydning for, hvordan EU skal fungere de næste mange år. Parlamentets første opgave er at godkende den nye formand for EU-kommissionen – efter at regeringerne har valgt formanden, som altså ikke vælges af europæerne direkte.

Ursula von der Leyen forsøger at blive genvalgt. Hun er i de seneste måneder drejet mod højre for at ride med på højrebølgen, der vil storme gennem parlamentet. Hun løber fra noget af den klimapolitik, hun har slået sig op på. Hun har allieret sig med Italiens regeringschef, Giorgia Meloni, der har en ny-fascistisk fortid, og hvis parti spiller en stor rolle i højreblokken, ECR, der igen er stærk i den store borgerlige gruppe EPP. Von der Leyen mener, hun har behov for støtten fra hele højresiden.

Det har vakt modvilje hos Macron, der i sin tid støttede von der Leyen, og socialdemokraterne og de liberale truer med at blokere for hendes genvalg. Scholz truer også med at blokere hende ved at sige, at den næste kommission skal baseres på de traditionelle partier. Den må ikke være afhængig af det yderste højre. Scholz har tidligere blokeret hende som ny generalsekretær i NATO.

Det ironiske er, at europæerne skal tage stilling til en kandidat, der skifter hest midt i vadestedet for at blive valgt. Skal dét være normen for demokratiet i EU? Der er andre kompetente kandidater, herunder fra kommissionen, danske Margrethe Vestager og franske Breton Thierry, der har klaret sig godt på hver deres vitale områder – højteknologien, konkurrence, det indre marked og industripolitikken – og det er, hvad Macron og Scholz satser på.

Det har de beskrevet i et fælles og velargumenteret indlæg i Financial Times som optakt til Macrons statsbesøg i Tyskland. De skriver, at Europa risikerer at dø, hvis europæerne ikke løser udfordringerne. Europa må styrke sin suverænitet, dvs. blivemere selvstændig i sikkerhedspolitikken og i økonomien. Den nye periode for kommissionen må handle om ”at styrke Europas konkurrenceevne over for USA og Kina. Det indre Marked må styrkes på alle områder, især ved at skab et ægte, fælles finansmarked, og EU skal være en ambitiøs industriel og teknologisk leder af verdensklasse, der vil arbejde på basis af et regelbaseret internationalt handelssystem.”

Det er mildt sagt en afgørende strategi i en tid, hvor Kina er ved at sætte sig på den globale, grønne omstilling, og hvor USA vil skærpe sin handelskrig mod Kina og ikke vil acceptere de regler, som handelsorganisationen WTO har.

Det er absolut ikke en ”job-annonce”, der passer til von der Leyen. Men også krigene i Ukraine og Gaza kræver, at EU får en meget kompetent formand, der endog kan give EU en mere udfarende rolle på hjemmefronten og i løsningen på begge konflikter.

Rusland kan næppe drives ud af Ukraine. Hvad skal Europa så gøre? Spanien, Irland og Norge er gået foran for at anerkende en palæstinensisk stat. Det modsætter Danmark og de fleste EU-lande sig samt USA. Men processen om énsidig anerkendelse af Palæstina tager fart i FN, og Israel lægger op til en langvarig krig med total dominans over palæstinenserne. Det vil isolere Israel og USA mere og mere. I det spil kan EU blive kvast – eller søge at få konflikten løst i samarbejde med den arabiske verden og Jordens flertal på 140 stater.

EU må altså vælge, og det har EU’s udenrigsminister, Josep Borrell, udtrykt råt for usødet: ”Vi må vælge mellem at støtte internationale juridiske institutioner eller at støtte Israel.” Det bliver konkret: Skal EU gå imod USA og Israel og anerkende Palæstina, før der er en fredsordning, eller skal EU sammen med de arabiske lande og resten af verden sætte en fredsproces i gang ved på forhånd at anerkende en palæstinensisk stat?

Med det nuværende magtsystem kan EU hverken løse sine egne opgaver eller spille en global rolle. EU bliver nødt til at fjerne énstemmigheden i beslutningsprocessen og skabe klarhed omkring valget af en formand. EU må vælge. To be or not to be, som Shakespeare´s prins Hamlet udtrykte det.

Hugo Gaarden er journalist med stor erfaring i erhvervs- og udenrigspolitik. Han har tidligere bl.a. arbejdet på Berlingske og Børsen.

Billede i artiklens top: Billede i artiklens top: /Marc Dossmann/© European Union 2019 – Source : EP/