I tirsdags blev den ny EU-kommission præsenteret af EU-Kommissionsformand Ursula von der Leyen. EU’s repræsentation i Danmark har gennemgået, hvad de danske aviser skrev i den anledning. 

Baggrund

I tirsdags blev de nye EU-kommissærer præsenteret af EU-Kommissionsformand Ursula von der Leyen. Og den nye kommission rummer ikke kun nye ansigter men også nye kommissærstillinger og -ansvarsområder, skriver Kristeligt Dagblad.

Lykke Friis, direktør i Tænketanken Europa, vurderer, at sammensætningen af den nye kommission afspejler, at Ursula von der Leyen har sikret sig en stærk position de næste fem år.

“Der er få gengangere i den nye kommission og dermed også flere uerfarne kommissærer. Tre af de nye poster refererer direkte til hende, og hun har også begrænset kommissærernes magt takket være en lang række overlapninger mellem deres ressortområder, så de er tvunget til at samarbejde. Det tyder alt sammen på, at Ursula von der Leyen har samlet mere magt i sine egne hænder. Hun udfylder det magtrum, som Frankrigs præsident, Emmanuel Macron, og den tyske forbundskansler, Olaf Scholz, ikke længere kan fylde,” siger Lykke Friis.

Hun mener, at Danmark, med udnævnelsen af Dan Jørgensen (S) til kommissær for det nyoprettede kommissariat for energi og bolig, er rykket ned i en anden liga, i forhold til tiden, hvor Margrethe Vestager (R) både var konkurrencekommissær og næstformand for EU-Kommissionen.

“Men Dan Jørgensen kan med rette have et smil på læberne, for energi er et centralt område, og han får ansvaret for vigtige strategiske spørgsmål som EU’s afkobling fra fossil og især russisk energi,” siger Lykke Friis.

I den nye EU-Kommission er der en øget repræsentation af østeuropæere. Blandt andet er Litauens forhenværende regeringsleder, Andrius Kubilus, udpeget til at bestride den nye post som sikkerhedskommissær. Estiske Jaka Kallas bliver ny udenrigschef for EU, og Finland tildeles en næstformandpost med ansvar for teknologi og digital sikkerhed. I forbindelse med sin præsentation af den nye kommission sagde Ursula von der Leyen, at man vil have fokus på at forbedre EU´s konkurrenceevne.

“Hele Kommissionen vil arbejde for bedre konkurrenceevne. Vi har skiftet de gamle kakkelovnsrør ud, som Draghi anbefalede,” udtaler von der Leyen i en pressemeddelelse.

Selvom det ikke lykkedes Ursula von der Leyen at presse EU-medlemslandene til at nominere et lige antal kvinder og mænd, så bestrider flere kvinder end mænd posterne i von der Leyens nye kommissionsledelse.

Det skriver Børsen. Ifølge Lykke Friis er det tydeligt at se, at lande som har indstillet kvindelige kommissærkandidater er blevet belønnet for det.

“To af de lande, der gik med til at udskifte en mand med en kvinde, nemlig Slovenien og Rumænien, er begge endt med at få ledende poster,” siger Lykke Friis til avisen  og fortsætter: “Den slovenske kandidat, som ikke mange havde hørt om, får en af de tungeste poster, nemlig ansvaret for udvidelse.”

“Ursula von der Leyen har ikke kunnet bestemme, hvem medlemslandene valgte at nominere. Til gengæld har hun efterfølgende brugt sin magt til at bestemme fordelingen af posterne, forklarer Lykke Friis. “Det ender med en fordeling på 40-60, så det tror jeg ikke, at nogen for alvor vil kunne brokke sig over. I ledelseslaget går hun efter, at Kommissionen i hvert fald over for borgerne kan præsentere sig med en ligelig fordeling,” vurderer Jacob Kirkegaard, seniorforsker ved tænketankene Peterson Institute og Bruegel.

Fire kvinder og to mænd er udpeget som næstformænd. Den spanske socialdemokrat Teresa Ribera, bliver både konkurrencekommissær og ansvarlig for den grønne omstilling. Derudover bliver hun gruppeleder for kommisærerne inden for det grønne område. Tre af kommissionens nye kommissærer skal referere direkte til Ursula von der Leyen. Lykke Friis mener, at det kan blive en udfordring med så mange kommissærer, der alle har klima- og energiområdet som ansvarsområde.

“Det kan hurtigt udvikle sig til klumpspil på midtbanen,” frygter Lykke Friis.

Det er Jacob Kirkegaard enig i. “EU-formanden taler om koordinering og samarbejde. Men efter min mening er der en relativt høj risiko for, at det kan ende i kampe om territorier, opgaver og indflydelse,” spår Jacob Kirkegaard.

Børsen skriver videre, at Maria Luís Albuquerque fra Portugal er udvalgt til at være EU-Kommissær for finansielle tjenesteydelser og opsparings- og investeringsunionen.

“Denne position vil være afgørende for at styrke og fuldende vores kapitalmarkedsunion og sikre, at private investeringer øger vores produktivitet og innovation,” sagde Ursula von der Leyen, i forbindelse med sin beskrivelse af Maria Luís Albuquerque ansvarsområder. Maria Luís Albuquerque er tidligere finansminister og har siddet i bestyrelsen for Den Europæiske Centralbank (ECB).

Altinget skriver, at rumænske Roxana Mînzatu, bliver en af de toneangivende kommissærer på socialområdet. Hun bliver ledende næstformand for mennesker, færdigheder og beredskab, og bliver derved, blandt andet, ansvarlig for sociale rettigheder. Hun kommer til at stå i spidsen for arbejdet med EU’s fire søjler for sociale rettigheder, som skal præsenteres i 2025. Derudover skal hun lede arbejdet med EU’s strategi for bekæmpelse af fattigdom. Belgiske Hadja Lahbib bliver ny kommissær for lighed. Det gør hende ansvarlig for implementeringen af EU´s handicapstrategi, fremsættelsen af en fornyet LGBTIQ-strategi, samt en ny anti-racisme strategi. Ansvaret for transportområdet og turismesektoren tildeles græske Apostolos Tzitzikostas. Han skal sikre, at sektorerne bliver grønnere og mere konkurrencedygtige. Apostolos Tzitzikostas er tidligere blevet kritiseret for at samarbejde tæt med det nynazistiske parti Gyldent Daggry i Grækenland. Finske Henna Virkkunen overtager Margrethe Vestagers post som næstformand i EU-Kommissionen, og bliver samtidig kommissær med ansvar for digitale anliggender og sikkerhed. Hun får, blandt andet, ansvaret for at styrke udviklingen af kunstig intelligens samt sikre, at teknologierne bliver sikrere og mere pålidelige.

Det nye kommissærhold giver måske anledning til at tro, at den grønne dagsorden er nedprioriteret, men det vil være en fejllæsning af den nye kommission mener Ditta Brasso Sørensen, senioranalytiker i Tænketanken Europa.

“Det er rigtigt, at ordet klima ikke står i kasserne ved siden af navnene på von der Leyens næstformænd. Men det, at man udnævner Teresa Ribera til første næstformand understreger, at den grønne omstilling forstået som EU’s grønne pagt stadig er von der Leyens absolutte førsteprioritet. Og det er egentlig overraskende for mig,” siger Ditte Brasso Sørensen, som understreger, at der i von der Leyens “mission letters”, der beskriver kommissærernes opgaveporteføljer, står, at “den nye Kommissions succes vil blive målt på evnen til at møde de mål vi sætter, særligt som del af den grønne pagt.”

I en analyse i Information skriver Tore Keller, Europakorrespondent, blandt andet: “Med den nye Kommission har von der Leyen samlet et loyalt hold af kommissærer, men hun har samtidig givet de store EU-lande Spanien, Italien og Frankrig indflydelsesrige poster på det økonomiske område. Når deres ønsker om mere fælles EU-gæld, markante reformer af EU’s konkurrenceregler og en mere aktiv industripolitik skal mødes med de tyske ønsker om at føre en mere restriktiv budgetlinje, kan det komme til at slå gnister i kommissionskollegiet. […] Samtidig cementerer sammensætningen af kommissærer og deres opgaver, at Kommissionen nu prioriterer konkurrenceevne og økonomisk vækst som det vigtigste – i modsætning til udpegelsen i 2019, hvor von der Leyen dengang satte klimaforandringerne som hovedopgaven. […] Kommissionsformanden lykkedes i højere grad end frygtet med at etablere kønsbalance i sit nye kommissærkollegium, hvor 40 procent er kvinder – og fire ud af de seks poster som næstformand er også besat af kvinder. […] Den franske EU-kommissær Thierry Breton, som gennem de seneste fem år ofte har været i karambolage offentligt med sin tyske chef – og sin kommissærkollega Margrethe Vestager – trak sig under dramatiske omstændigheder mandag morgen fra Kommissionen – og annoncerede samtidig, at Frankrig ville stille med en anden kandidat mod lovning om at få en tungere post. I stedet udnævnte den franske præsident, Emmanuel Macron, Sébastien Sejourné som fransk kandidat, og han fik netop en næstformandspost med en bred portefølje inden for industri og EU’s indre marked. […] Det har særligt irriteret von der Leyen, at Breton i foråret kritiserede hendes udnævnelse af en partifælle fra de tyske kristendemokrater som særlig EU-udsending for små- og mellemstore virksomheder. Sagen endte med, at von der Leyen måtte trække udnævnelsen tilbage. Også Bretons konstante slagsmål med amerikanske tech moguler på de sociale medier har tilsyneladende været medvirkende til, at von der Leyen bad Frankrig stille med en anden kandidat. Med udnævnelsen af Ribera som ansvarlig for EU’s store omstilling er den spanske kommissær Josep Borrell også forsvundet. Han var på posten som EU’s udenrigschef også en jævnlig kritiker af von der Leyen. […] Mens klimaforandringer ifølge von der Leyen stadig er et centralt emne, sagde hun, at sikkerhed og konkurrenceevne “har meget større indflydelse på sammensætningen og designet” af hendes nye team sammenlignet med hendes første periode. Den balance vil være interessant at følge.”

I en analyse i Politiken skriver Lea Wind-Friis, europæisk klimakorrespondent, blandt andet: “Sammensætningen af kommissionen afspejler en nøje politisk og geografisk balance. Nogle af Ruslands stærkeste kritikere i form af Baltikum og Finland er siden Ukraine krigen rykket helt ind i magtens centrum og sidder nu på centrale poster for sikkerhed og økonomi. En af von der Leyens tætteste konservative allierede i øjeblikket, Polen, får ansvaret for EU’s budget og dermed slagsmålet med at få EU-landene til at levere flere euro til EU-kassen fremover, så regningen for sikkerhed og investeringer i tech og energi kan betales. […] Samtidig sidder Frankrig, Spanien og Italien på vigtige økonomiske poster i forhold til at sætte gang i hjulene i Europa, sådan som den tidligere italienske nationalbankdirektør Mario Draghi netop har krævet, for at undgå, at Europa sygner hen. […] Både store og små lande har fået vigtige roller, og selv om flertallet af kommissærer tilhører den konservative familie, har von der Leyen også tilgodeset de liberale og socialdemokraterne.”

Jyllands-Posten skriver i en leder blandt andet: “Fra dansk side er Margrethe Vestager, en solist med stort gennemslag, i den nye kommission erstattet med Dan Jørgensen, der trods en vigtig portefølje for energi og boliger næppe kommer til at stå helt så klart i lydbilledet. […] Når støvet har lagt sig, står udfordringerne imidlertid i kø. Det første problem bliver overhovedet at komme på plads – gerne inden det amerikanske præsidentvalg i november, hvor en sejr til Donald Trump ville levere et læs særdeles uvelkomne komplikationer for europæerne. Dertil kommer f.eks. udfordringen fra Kina og et revanchistisk Rusland og opgaverne med at drive både europæisk forsvarsproduktion og en kostbar energiomstilling fremad. Alt det skal håndteres i et spil, hvor Europa-Parlamentet efter valget i juni er mere splittet og præget af nationalkonservative kræfter, og hvor man nemt kan forestille sig, at Ministerrådets centraleuropæiske chefspoiler Viktor Orbán finder sammen med andre Bruxelleskritiske regeringsledere. Samtidig er unionens vigtige fransk-tyske drivaksel mere udfordret end længe: Ikke alene halter forholdet mellem Berlin og Paris, men både Frankrigs Macron og Tysklands Scholz har store indenrigspolitiske problemer. […] Det europæiske projekt har over lange stræk stået stærkest, når man har været forenet om et fælles mål, der rakte ud over bare at holde hjulene i gang – f.eks. den succesfulde udvidelse mod øst og den efterfølgende integration af de nye medlemslande i 00’erne og 10’erne. Om en ny bølge af udvidelser kan levere et lignende rygstød, er mere usikkert – geopolitisk kommer det til at foregå i et ganske andet klima. Den nye EU-Kommission vil ikke bare blive målt på, hvordan den reagerer på de talløse udfordringer, Europa står over for, men også, om den kan formulere en positiv, fremadrettet dagsorden.”

Sikkerhedspolitik: Von der Leyen stikker ny forsvarskommissær en lang opgaveliste
EU får sin første forsvarskommissær, som blandt andet får ansvar for at styrke den europæiske forsvarsfond, gøre EU mindre sårbar overfor cyberangreb og øge samarbejdet med NATO, skriver Altinget.

Det bliver litaueren Andrius Kubilus, som får æren af at blive EU´s første forsvarskommissær nogensinde, hvis han altså godkendes til posten af Europa-Parlamentet.

“Som det ser ud nu, kommer hans post og vigtigheden af den til at afhænge af, hvor mange penge man poster i det. Det finder vi først ud af, når de får forhandlet et program på plads for forsvarsindustrien,” vurderer Christine Nissen, chefanalytiker i Tænketanken Europa.

Kubilus får, blandt andet, til opgave at implementere EU´s forsvarsindustrielle strategi og skabe et “sandt indre marked ” for forsvarsprodukter og services. Ursula von der Leyen ønsker også, at Kubilus skal “tilskynde offentlige og private investeringer i forsvaret, især at arbejde med Den Europæiske Investeringsbank, andre finansielle institutioner og private banker for at hjælpe med at finansiere og fjerne risikoen for fælles forsvarsprojekter og forsvarsinnovation.”

Christine Nissen bemærker, at flere andre kommissærer også kommer til at beskæftige sig med sikkerhedsspørgsmål. “Det er bemærkelsesværdigt, at så mange af kommissionsposterne på en eller anden måde berører noget med sikkerhed,” siger Christine Nissen.

Andrius Kubilus er kendt for at være glødende Ruslands-kritiker og en varm fortaler for Ukrainsk EU-medlemskab inden 2030. Og det er ikke et tilfælde, at det er netop Andrius Kubilus, som bliver valg til posten, mener Christine Nissen: “Det er et tydeligt signal, at von der Leyen tager sådan en som ham, som både kommer fra et østland og har den historie, han har,” vurderer hun.

Klima: Dan Jørgensen skal få Europa til at spare på energien
Aviserne skriver blandt andet følgende om udvælgelsen af Dan Jørgensen til ny EU-kommissær for energi- og boligpolitik:

Ifølge Børsen var posten som energi- og boligkommissær den post han allerhelst selv ville have, udtaler Dan Jørgensen, da han møder den danske presse i Strasbourg efter udnævnelsen. En af hans nye opgaver, hvis han godkendes af EU-Parlamentet, bliver at sikre mere vedvarende energi- og energieffektivitet i Europa.

“Det kører så over i den anden hovedindsats – nemlig konkurrenceevnen. Vi har alt for høje energipriser i Europa, og det går ud over vores mulighed for at konkurrere,” forklarer Dan Jørgensen, som også får til opgave at mindske europæisk afhængighed af russisk gas.

“Den sikkerhedspolitiske dimension handler dels om, at vi skal hjælpe Ukraine, men også om at gøre os selv uafhængige af gas og fossiler generelt fra Rusland,” siger Dan Jørgensen.

I forbindelse med udnævnelsen beskriver EU-kommissionsformand Ursula von der Leyen, Dan Jørgensen som en “fremragende kandidat” med et “godt ry.” Ifølge von der Leyen bliver Dan Jørgensen ministererfaring på netop energiområdet vigtigt i hans arbejde som energikommissær. Dan Jørgensen bliver også “den første boligkommissær nogensinde, som skal se på alle aspekter fra energieffektivitet til investeringer og byggeri,” forklarede von der Leyen på et pressemøde i Strasbourg tirsdag.

“Det er ganske nyt for mig. Men det er klart, at der er nogle helt oplagte overlap,” siger Dan Jørgensen om sit nye ansvarsområde. Dan Jørgensen kommer til at arbejde under spanske Teresa Ribera, som er udpeget til at være næstformand for grøn og digital omstilling samt konkurrenceevne. Dan Jørgensen kommer til at være i klynge med fem andre kommissærer, som får ansvar for henholdsvist klima, internationale partnerskaber, fiskeri, fødevarer, landbrug og bæredygtig transport.

Lykke Friis, direktør for tænketanken Europa, vurderer, at Dan Jørgensen får en mindre tung post, end den Margrethe Vestager har bestredet de sidste fem år.

“Den danske post er ikke på samme niveau som Vestagers. Det er Teresa Ribera, der bliver den stærkeste kommissær, når man ser på hele det grønne område,” forklarer Lykke Friis.

Margrethe Vestager var de seneste fem år både konkurrencekommissær og næstformand for EU-Kommissionen. Dan Jørgensen udtrykker selv begejstring over at skulle arbejde under Ribera.

“Det er måske min bedste ven uden for dansk politik. Hende og jeg har arbejdet meget tæt sammen siden 2019,” fortæller Dan Jørgensen.

Politiken skriver, at kilder bekræfter, at energiområdet længe har været afsat til Danmark. Det skyldes, at Ursula von der Leyen længe har beundret dansk energipolitik. Det frygtes dog, at arbejdet i EU omkring atomkraft bliver et benspænd for Dan Jørgensen, som tidligere har udtrykt sig kritisk overfor netop denne energiform. Men den danske regering og Dan Jørgensen har, efter sigende, forsikret den franske regering om, at man vil anerkende atomkraft som en del af fremtidens energimix.

Rådet for Grøn omstilling siger ifølge Altinget, at Dan Jørgensen står over en kæmpe opgave som energikommissær.

“Dan Jørgensen får en stor opgave med at få Europas elnet til at spille bedre sammen, fordi så mange sektorer skal elektrificeres. I dag kan det tage halvandet år for en dansk lastbilvognmand at få strøm til sin nye el-lastbil, og det er endnu værre i vores nabolande,” siger Jeppe Juul, transportpolitisk chef, Rådet for Grøn Omstilling, som ikke havde spået, at Dan Jørgensen ville ende med at stå for så vigtigt et ansvarsområde.

“Det er virkelig godt gået af Dan Jørgensen og Danmark. Jeg må indrømme, at jeg ikke havde troet, at han ville få så stor en post. Det er en stor fordel for Danmark, og det gør forhåbentlig også, at vi kan få sat ekstra fart på den grønne omstilling,” siger Jeppe Juul.

Altinget skriver videre, at Dan Jørgensen, op til sin tiltrædelse, vil understøttes af Danmarks klimaambassadør, Thomas Anker Christensen. Klimaambassadøren vil lede Dan Jørgensens transitionsproces frem til den officielle udnævnelse. Derefter vil Thomas Anker Christensen indgå i Dan Jørgensens kabinet, som har til opgave at rådgive Dan Jørgensen i hans politiske virke.

I en analyse i Jyllands-Posten skriver Jesper Kongstad, Europa-korrespondent, blandt andet: “Mange havde frygtet, at det kunne komme til at koste Danmark dyrt i indflydelse i Bruxelles, da statsminister Mette Frederiksen (S) i august valgte at indstille en mandlig kandidat til EU-Kommissionen. Men da EU-Kommissionens formand, Ursula von der Leyen, som i månedsvis har presset på for at få kvindelige kandidater, tirsdag afslørede sin store kommissærkabale, stod det klart, at Dan Jørgensen (S) rent faktisk har kapret en magtfuld position med ansvaret for det centrale energiområde i den nye EU-Kommission. […] Ifølge Ursula von der Leyen skal Dan Jørgensen arbejde målrettet for lavere energipriser, at nedbringe udledningen af drivhusgasser og sikre uafhængighed af olie og gas, ikke mindst en fortsat udfasning af russisk gas. […] Ifølge Ursula von der Leyen skal Dan Jørgensen arbejde målrettet for lavere energipriser, at nedbringe udledningen af drivhusgasser og sikre uafhængighed af olie og gas, ikke mindst en fortsat udfasning af russisk gas. […] Energipolitikken er dog også et minefelt i EU, hvor de 27 medlemslande ofte har modstridende interesser og dybe stridigheder. Mange østeuropæiske lande vil bevare deres kulkraft, andre er stadig afhængige af russisk gas, mens en gruppe lande med Frankrig i spidsen presser på for en udbygning med atomkraft, som Dan Jørgensen i mange år har kæmpet hårdt imod. Den nukleare modstand er Dan Jørgensen nødt til at skrue ned for fremover, fordi atomkraft er blevet anerkendt i EU som en nødvendig energiforsyning for at nå de grønne klimamål. Selvom Dan Jørgensen nu har fået sit ansvarsområde, er han endnu ikke EU-kommissær. Forude venter en barsk eksamen, hvor alle kommissærerne i oktober og november skal grilles ved såkaldte høringer af de folkevalgte i EU-Parlamentet.”

I en analyse i Berlingske skriver Julie Schneider, blandt andet: “Opgaven med at stå i spidsen for energiområdet placerer Danmark med et centralt ansvar for den europæiske energiuafhængighed og forsyningssikkerhed. Det er emner, som har stået højt på EU’s dagsorden, siden Rusland invaderede Ukraine i 2022 og udnyttede energi som et økonomisk våben mod Europa. Men ansvaret betyder ligeledes, at Dan Jørgensen kommer til at skulle navigere i minefeltet af holdninger til atomkraft, der ofte har udløst ophedede debatter. […] Der vil heller ikke være nogen vej udenom. Fra toppen af EU har kommissionens formand, Ursula von der Leyen, udstukket atomkraft som en bundet opgave for Dan Jørgensen. Det kan man læse i hans såkaldte “mission letter”, som blev offentliggjort tidligere onsdag. Brevet er et opdrag, der sætter rammerne for hans arbejde i Europa-Kommissionen over de næste fem år. Her beordrer Ursula von der Leyen eksempelvis meget konkret den danske kommissær til at skubbe på udviklingen af såkaldte “små modulære reaktorer” (SMR). […] Det er svært ikke at se de meget specifikke atomopgaver til Dan Jørgensen som et signal til flere store EU-nationer. Heriblandt Frankrig, som er fortalere for, at atomkraft skal være en del af løsningen på den grønne omstilling og Europas energiafhængighed af andre lande. Signalet til de mere positivt stemte lande er muligvis vigtigt, fordi EU nu får en kommissær i Dan Jørgensen, som meget tydeligt har afvist, at atomkraft nogensinde skal ses som en del af fremtidens grønne energiforsyning. Samtidig var han som klima-, energi- og forsyningsminister i den tidligere S-regering imod EUs forsøg på at anerkende atomenergi som ‘klimavenligt’ i 2019. Adspurgt, om Dan Jørgensens nye kommissærpost enten har ændret eller kommer til at ændre hans holdning, lyder svaret: ‘Jeg har hverken fået, og jeg skal heller ikke have, en ny holdning til atomkraft. Det bliver helt sikkert et kontroversielt spørgsmål. Det ville det gøre, uanset hvem man pegede på, fordi det bare er et område, som vi er meget splittede på i Europa,’ siger Dan Jørgensen i Strasbourg.”

I en analyse i Information skriver Lars Trier Mogensen, journalist på avisen, blandt andet: “Trekløveret har gode og kontante grunde til at være ovenud begejstret for udnævnelsen af den danske socialdemokrat Dan Jørgensen som ny energi- og boligkommissær. Og det er vel at mærke ikke trepartiregeringen, men derimod det kommercielle triumvirat af Danmarks tre verdensførende firmaer inden for energirenovering af boliger: Danfoss, Velux og Rockwool. For dansk erhvervsliv kan det vise sig at blive begyndelsen på en gylden epoke, at den danske kommissær har fået ansvaret for at skulle koble netop energipolitik med boligomkostninger. Ganske enkelt fordi energirenoveringer vil være en både oplagt og lønsom måde at nedbringe energiforbruget i bolig- og bygningsmassen, som i dag udleder endnu mere drivhusgas end selv landbruget. Uanset om de praktiske løsninger ender med at blive nye termostater fra Danfoss, vippevinduer fra Velux eller isoleringsmaterialer fra Rockwool, kan det potentielt skabe en betydelig ordrefremgang hos de danske virksomheder, hvis Dan Jørgensen får held med at udmønte de allerede vedtagne ambitioner om såvel en større grad af energiselvforsyning i EU som lavere boligomkostninger.”

Politiken skriver i en leder blandt andet: “Danmarks fremtid i centrum af Europa tegner lys med Dan Jørgensen som ny energikommissær. Få politiske områder vil være mere definerende for det europæiske hus i de kommende år end netop energiområdet. Både økonomisk og sikkerhedspolitisk. […] At Danmark kan stille med Dan Jørgensen (S) til netop denne kolossalt vigtige opgave, er ikke alene en cadeau til vores lille land mod nord. Det er tillige en rigtig god nyhed for Europa. For med sin fortid som klima- og udviklingsminister, internationalt anerkendt klimaforhandler og europaparlamentariker er Danmarks nye kommissær aldeles kompetent til jobbet. Med udnævnelsen viser Ursula von der Leyen, at det ikke bare er tomme ord, når hun igen og igen fremhæver Danmark som grønt foregangsland, særligt når det kommer til vindenergi. Men hun viser samtidig, at hun har tiltro til Dan Jørgensens evne til at håndtere et af de mest europæisk splittende energipolitiske dilemmaer: spørgsmålet om a-kraft. Dan Jørgensen har hidtil forholdt sig afvisende, så det bliver spændende at se, hvordan de stærke europæiske interesser vil påvirke ham.”

Børsen skriver i en leder blandt andet: “Der er grund til at ønske Dan Jørgensen og den danske regering tillykke med udfaldet af den kabale, som formand for EU-Kommissionen, Ursula von der Leyen, præsenterede tirsdag. […] Energieffektivitet og nødvendig omstilling til grøn energi, hvis EU’s klimamål skal indfries. Håndtering af udfordringer med priser og global konkurrence. Alt sammen temaer på de senere års politiske dagsorden. I Mario Draghis aktuelle rapport om EU’s – tvivlsomme – konkurrenceevne, der blev præsenteret for nyligt, understreges den grønne omstilling som en vigtig mulighed for vækst. Men forudsætningen er enorme investeringer og stærkere koordinering på tværs af medlemslandene. Energiområdet er ét, hvor der er betydelige interesser på spil – med påvirkning af forbrugere og virksomheders investeringer og konkurrenceevne. Interesserne er ikke altid sammenfaldende. […] Det er med andre ord et kompliceret og vigtigt arbejdsområde, Dan Jørgensen står over for. Det bliver værd at følge, hvordan hans magt og indflydelse i praksis vil udfolde sig, når også andre kommissærer er inde over områder, som berører hans portefølje.”

Billede i artiklens top: Mathieu Cugnot/ © European Union 2024 – Source : EP