Kan den nye kommission leve op til Draghi-udfordringen?

Den tidligere ECB-chef Mario Draghi har med sin rapport om den vaklende europæiske økonomi givet den nye kommission en kolossal udfordring. Der er behov for en langt mere effektiv erhvervspolitik og et fuldstændigt indre marked. Kan von der Leyen klare dét?

Analyse af Hugo Gaarden

Der var ingen mangel på gode intentioner, da EU-kommissionens formand, Ursula von der Leyen, orienterede om sin nye kommission. Men straks melder spørgsmålet sig, om kommissionen kan leve op til opgaverne, især fordi den tidligere chef for ECB, Mario Draghi, har lavet en rapport, som sætter målet højt: EU skal endelig lave en økonomi med en ny, dynamisk industripolitik, så Europa kan komme på højde med USA og det fremstormende Kina.

Det ironiske er, at det er von der Leyen, der bad Draghi om at lave rapporten, men når man ser listen over de nye kommissærer og deres opgaver, er der ikke en superklar opgavefordeling og strategi, som svarer til Draghis beskrivelse af de problemer, der skal løses.

Der skal være mere konkurrence, der skal være flere store tvær-europæiske virksomheder og initiativer, f.eks. med at udvikle en fælles energi-struktur og forsvarsindustri samt – det vigtigste – at lave et ægte fælles finansmarked med en fælles børs, så europæiske virksomheder ikke skal til USA for at hente kapital.

Siden 2008 har EU mistet hver tredje milliardstore tech-virksomhed, fordi deres udenlandske investorer ville have dem til at flytte til udlandet, og USA profiterede mere end alle andre på det. Det er en af grundene til, at der ikke vokser meget store virksomheder op i EU. I de seneste 50 år er der ikke opstået bare en enkelt virksomhed med en markedsværdi på over 100 milliarder euro (750 mia. kr.). I USA er der i samme periode etableret seks selskaber med hver en værdi på over 1000 milliarder euro.

Draghi skriver i sin rapport: ”Europa hænger fast i en statisk industristruktur med for få nye selskaber, der kan forandre eksisterende industrier eller skabe nye vækstmaskiner.” Derfor er Europa faldet bagud af dansen i den digitale revolution. Kun fire af verdens 50 største tech-selskaber er europæiske. Langt det meste af udviklingen i nutidens digitale verden sker altså uden for Europa. Hvis Europa ikke kommer ud af sin lave produktivitet fra de seneste ti år, kan EU ikke bevare sit økonomiske niveau de næste 25 år! Der bliver altså nedgang i den europæiske levestandard, mens USA og Kina buldrer fremad.

At der er træghed i EU ses overalt. Telefonregningerne afhænger ikke af afstandene, men af om grænserne, der skal ”krydses”. Det er altså en ny tværgående industripolitik, der skal til. Oprettelsen af flykoncernen Airbus mellem flere nationer har været en klar succes. Men danske Margrethe Vestager har spændt ben for en fusion mellem tyske Siemens og franske Alstom, fordi de ville skabe en monopol-virksomhed, mente hun. De tjener hver især godt, siger hun i dag.

Hun har haft stor succes med at standse de amerikanske internetselskaber i at misbruge deres dominans – ved at give massive bøder. Men at være stor er ikke det samme som at være dominerende. Det er hér, Draghi slår igennem. Bureaukrati, regler og nationale fordomme hindrer etablering af virksomheder, der kan overleve i Europa og på globalt plan. I denne tid er der slagsmål mellem den tyske bank Commerzbank og den italienske bank Unicredit, der vil overtage Commerzbank under heftig modstand fra tyske fagforeninger.

Kan den ny kommission skabe den nødvendige forandring? Von der Leyen lægger vægt på en ny industripolitik, som skal drives frem af ”interventionister”, altså personer, som vil bruge statslig indgriben på nationalt plan eller i EU. Det er kommissærer fra Frankrig, Spanien og Italien, der skal stå for dét. Nogle statslige direktiver er absolut nødvendige, men er statslig erhvervspolitik generelt bedre end mere frie regler for erhvervslivet?

Von der Leyen selv stod bag den grønne udvikling de seneste når, men for at blive genvalgt og for at få opbakning i EU-parlamentet, der i juni drejede mod højre efter voldsomme folkelige protester, slækkede kun på den grønne politik. Wopke Hoekstra fra den højredrejede og klima-skeptiske hollandske regering skal være klima-kommissær, og der skæres ned på den grønne politik for at lægge vægt på økonomisk vækst. Er det erhvervspolitik, eller er det ren partipolitik, ja, personpolitik? Er EU kommet dertil?

Von der Leyen skaffede sig også af med en effektiv kommissær, franskmanden Thierry Breton, der har haft stor betydning for Det indre Marked og industripolitikken. Han har stået for meget af dét, Draghi efterlyser, men han har også være en skarp kritiker af von der Leyens politik og hendes måde at lede kommissionen på. I stedet fik hun en aftale med præsident Emmanuel Macron om at få hans udenrigsminister, Stéphane Séjourné, til Bruxelles som chef for – ja, industriel strategi.

Et kolossalt problem for Europa er, at energipriserne er steget kraftigt som følge af Ukraine-krigen og sanktionerne mod Rusland, herunder ved at standse for russisk olie og gas. På godt 10 år er el-priserne blevet næsten fordoblet, og det bidrager til, at europæiske virksomheder har svært ved at klare den globale konkurrence. Hvad værre er: Vi er på vej ind i det elektrificerede samfund, hvor el-priserne får fundamental betydning. Europæerne med EU i spidsen kastede sig ud i en sanktionspolitik uden nøje gennemtænkte konsekvenser. Omlægningen til grøn energi er på sigt nødvendig, men på kort sigt har USA fået en konkurrencefordel, mens Kina stormer frem med billige grønne biler og solanlæg., fordi kineserne var langt hurtigere til at tage fat på omstillingen.

Europæerne har ikke hidtil formået at skabe en sammenhæng mellem økonomi og sikkerhedspolitik. Spørgsmålet er, at det vil ske med den nye sammensætning af kommissionen. Bliver der mere substans i udenrigspolitikken med Kaja Kallas fra Estland som ansvarlig for udenrigs- og sikkerhedspolitikken? Hun har været meget aktiv i Ukrainepolitikken, men EU står over for langt større udenrigspolitiske udfordringer, og det vedrører også handelspolitik. Skal EU f.eks. lægge op til handelskrig med Kina om el-biler, eller skal EU søge maksimalt samarbejde med Kina for at løse klima-og energikrisen?

Det er ubegribeligt, at der ikke for mange år siden er kommet klare svar på de spørgsmål. Heller ikke nu. Det illustrerer den europæiske træghed, som Draghi taler om.

Hugo Gaarden er journalist med stor erfaring i erhvervs- og udenrigspolitik. Han har tidligere bl.a. arbejdet på Berlingske og Børsen.