Israels angreb kan føre til reelle fredsforhandlinger

Det israelske angreb natten til lørdag var begrænset, og det kan snarere føre til omfattende forhandlinger end en eskalation, med fokus på Gaza. Men hvor er EU?

Analyse af Hugo Gaarden

Natten til lørdag kom det længe ventede israelske angreb på Iran – det første militære angreb fra en anden nation siden den islamiske revolution i 1989. Men der er næppe udsigt til en eskalation mellem Israel og Iran, tværtimod kan det begrænsede angreb give forhandlingerne om at standse krigen i Gaza en chance.

Israelske jagerfly ramte 20 mål i det vestlige Iran, og det var primært militærbaser samt fabrikker, der producerer missiler. Der var ingen angreb på nukleare anlæg eller olieinstallationer. Angrebet kom som gengældelse mod det iranske raketangreb mod Israel den 1. oktober. Israel sagde, at angrebet er slut.

Et behersket iransk angreb kan ikke udelukkes, men Iran ønsker ikke en storkrig, fordi det også vil føre til et amerikansk angreb, og det kan Iran ikke klare. Derfor er det sandsynligt, at der nu er indtrådt et vendepunkt, som for første gang kan føre til effektive forhandlinger i den et år lange konflikt mellem Israel og Hamas. De første skridt tages i dag, søndag.

Et vendepunkt kan begrundes med følgende:

Iran har vist, at det har et betydeligt missilvåben, der kan ramme mål i Israel trods det israelske forsvarssystem. Men Iran er ikke militært og teknologisk på niveau med Israel og har ikke atomvåben som afskrækkelse. Irans økonomi er elendig, og Irans allierede militsgrupper, f.eks. Hamas og Hizbollah, har fået voldsomme tilbageslag. Derfor kan Iran ikke klare en militær konfrontation.
Iran har allerede forberedt sig på et diplomatisk engagement med kontakt til Egypten og Golf-landene, herunder Saudi-Arabien, og derfor er det realistisk med en betydelig diplomatisk offensiv, som begynder søndag i Qatar med møder mellem Israel, USA, Qatar og Egypten. Hamas deltager ikke.
Præsident Joe Biden har formået – for første gang – at holde premierminister Benjamin Netanyahu i ave for at hindre et israelsk storangreb, der ville sætte Mellemøsten i brand, og Biden har truet med at tilbageholde våbenleverancer, hvis der ikke straks kommer nødforsyninger til Gaza, hvor tilværelsen for to millioner palæstinensere er umenneskelig.
Den israelske brutalitet over for civilbefolkningen i både Gaza og Libanon kan hurtigt give bagslag for Israel i den arabiske verden, og det kan også ramme USA, og det er derfor, USA presser på. Når USA har leveret et nyt missilforsvar til Israel, Thaad, og angrebet mål i Yemen med B-52 bombefly, er det udtryk for, at USA’s er bange for Israels og sin egen situation ved en fortsat konflikt.
Det banebrydende er, hvis optøningen mellem Iran og Saudi-Arabien holder, for det bliver afgørende for at skabe en fælles arabisk holdning til konflikten mellem Israel og palæstinenserne. Hamas-angrebet den 7. oktober sidste år (billedet i artiklens top) var brutalt, men krigen siden hen har vist den arabiske verden, at etableringen af en palæstinensisk stat er nødvendig for at få fred i Mellemøsten.
De arabiske lande er bekymrede over den overvældende militære og teknologiske magt, Israel har vist med bombebardementer og attentater på topledere overalt, og det skærper deres interesse for at få en bred magtbalance, også fordi en fortsat krig kan føre til opstand i den arabiske verden.
Det er dog uklart, hvordan det vil påvirke udformningen af en palæstinensisk stat. Foreløbig vil forhandlingerne drejer sig om at standse krigshandlinger og sikre nødforsyning og genopbygning samt få frigivet gidsler og palæstinensiske fanger. Etablering af en stat, evt. i samspil med andre stater, kan blive en langvarig affære. Men krigene har vist, at de arabiske lande vil have en proces sat i gang.

Men hvor er europæerne? EU-kommissionens formand, Ursula von der Leyen, var meget aktiv over for Ruslands invasion i Ukraine, og hun har mange gange talt om, at EU må lære at bruge magt. Der er ingen EU-udspil, selv om både den humanitære katastofe i Gaza, krigen i Libanon, Irans atom-program og de arabiske diplomatiske bestræbelser burde få EU-landene bliver lige så aktiv som USA i bestræbelserne på at etablere en fredsordning og solid magtbalance.

Hugo Gaarden er journalist med stor erfaring i erhvervs- og udenrigspolitik. Han har tidligere bl.a. arbejdet på Berlingske og Børsen.