Den autokratiske skønhedsplet på det europæiske kontinent gennemfører den 26. januar 2025 præsidentvalg, hvor landets diktator Alexandr Lukasjenko genopstiller.
Baggrund af Cornelius Dohn
Efter et år hvor næsten halvdelen af verdens befolkning har været en tur i stemmeboksen, står endnu et valg for døren. Men i Belarus ser dansen lidt anderledes ud. For på trods af præsidentvalgets facade som en demokratisk proces er virkeligheden samme gamle sang.
Alexandr Lukasjenkos Belarus er det sidste diktatur på det europæiske kontinent. En absurd anakronisme, som har stået på siden 1994, hvor Lukasjenko indtog præsidentembedet med hæsblæsende – og næsten usandsynlige – 81,1 procent af stemmerne. Og den tro følgesvend af den russiske præsident Putin ser også, alt andet lige, ud til at genvinde præsidentskabet til januar – endnu, endnu en gang.
Beslutningen om et nyt præsidentvalg blev truffet den 23. oktober af deputerede fra Repræsentanternes Hus i Nationalforsamlingen i Republikken Belarus, og det var en beslutning, der kaldte på reaktioner uden for landet.
“I anledning af bekendtgørelsen af det såkaldte præsidentvalg i Belarus, planlagt til den 26. januar 2025, gentager vi vores urokkelige støtte… til det belarusiske folks demokratiske ret til at vælge deres repræsentanter i frievog retfærdige valg, der afholdes uden indblanding eller intimidering,” siger Małgorzata Gosiewska, polsk medlem af Europa-Parlamentet, på vegne af Kontoret for Europa-Parlamentets delegation for forbindelser med Belarus.
Małgorzata Gosiewska – Foto: Alain Rolland/© European Union 2024 – Source : EP
Selvom Lukasjenkos embedsperiode først slutter i sommeren 2025, fremskyndes processen efter sigende af årsager forbundet med “strategisk planlægning”, ifølge den belarussiske valgkomité.
Den køber den belarussiske politiske kommentator Valery Karbalevich dog ikke. Han mener, at det blot er et forsøg på at besværliggøre en folkelig modstand.
“Der kommer ikke til at være massedemonstrationer i den iskolde januar,” sagde han til Euro News.
Oppositionen er utydelig, men levende
Det belarussiske folk lever i dag under ekstrem undertrykkelse fra Lukasjenkos regime. Oppositionens tydeligste ansigt Svetlana Tikhanouskaya, som den dag i dag lever i eksil i Litauen, var til det omstridte præsidentvalg i 2020 oppositionens hovedkandidat. Et præsidentvalg som resulterede i voldsomme demonstrationer landet over. De største i landets historie.
“Det er en skueproces uden nogen reel valgprocedure, gennemført i en atmosfære af frygt. Ingen alternative kandidater eller observatører vil blive tilladt. Vi opfordrer belarussere og det internationale samfund til at afvise denne farce,” skriver Svetlana Tikhanouskaya på X i en kommentar til den nye meddelelse om præsidentvalg.
Tikhanouskaya overtog kandidatskabet fra sin mand – den pro-vestlige youtuber Siarhej (Sergei) Tsikhanowski, som blev arresteret tidligt under 2020-kampagnen og senere idømt 18 års fængsling for bl.a. at organisere optøjer mod Lukasjenkos regime.
Lukasjenko vandt sit sjette præsidentskab, hvilket affødte massive protester på grund af mistænkt valgsvindel. I samme anledning stiftede Tikhanouskaya Koordineringsrådet, en oppositionsgruppe i Belarus, til det formål at forhandle en fredelig overdragelse af magten og for at fremme demokratiske reformer i landet.
Oprettelsen af rådet betød for medlemmerne udsat trussel for arrestationer, trusler og tvangsforvisninger af de belarussiske myndigheder.
Tikhanouskaya kæmper fortsat gennem diplomati for at få indført et demokrati, som fordrer en fri og fair valgprocedure, og har kaldt sig selv “leder af det demokratiske Belarus”. Hun forventes dog ikke at genopstille.
Et andet prominent medlem af oppositionen i Belarus er Ales Bialiatski, som siden 1980’erne har kæmpet for at fremme demokrati og menneskerettigheder. Arbejdet gav ham Nobels Fredspris i 2022, men kom på bekostning af hans egen frihed.
Bialiatski blev fængslet i 2021 under præsidentvalgets affødte optøjer, uden rettergang eller dom. Han har været fængslet lige siden.
Ifølge menneskerettighedsorganisationen Viasna er der stadig omkring 1.300 politiske fanger, heriblandt organisationens grundlægger, Ales Bialiatski. I hvert fald seks politiske fanger er omkommet bag tremmer siden 2021.
Den uafhængige mediedækning i landet er mildest talt mangelfuld. Landets myndigheder begrænser så godt som enhver form for kritisk dækning af regimet. Det forhenværende netmedie TUT.BY var det største af sin slags i landet med cirka 3.3 milioner læsere. Eller sagt på en anden måde, så fulgte hver tredje statsborger med i mediets kritiske dækning af bl.a. landets politik.
Den 18. maj 2021 forseglede myndighederne TUT.BY’s kontor, tilbageholdt alle, der var til stede, og blokerede adgangen til deres hjemmeside. Og den 17. marts 2023 blev dommen i “TUT.BY-sagen” offentliggjort: Chefredaktøren og den administrerende direktør for portalen blev hver idømt 12 års fængsel.
En despotisk historie fortsat
Lukasjenko underskrev i januar ny lovgivning, som sikrer ham total immunitet og livslang beskyttelse ved en eventuel resignation. Og det er langt fra første gang diktatoren har fiflet med lovgivning i landet.
Det var gennem sit arbejde i anti-korruptionskommiteen i det belarussiske parlament, at han fik kastet tilstrækkelig mange substansløse anklager ud i det etablerede belarussiske politiske embedsværk til at vinde ham støtte til sit første præsidentskab.
I næste nu fik forfatningen en tur med blæk og kruseduller. Radikale ændringer blev gennemført i 1996, hvor Lukasjenko bl.a. konsoliderede sin egen magtposition på bedste autokratiske manér: Præsidenten kunne nu administrativt vedtage love per dekret, lige som præsidentperioden blev udvidet fra fire til seks år.
Lukasjenko er blevet genvalgt fem gange i streg – med et forventet sjette i vente – på trods af, at forfatningen angiver, at præsidentskabet kun kan genvælges én gang. Den 8. december 1999 indgik Lukasjenko en intensionsaftale med Ruslands daværende præsident Boris Jeltsin om en fremtidig sammenlægning af de to lande; med fælles valuta, militær sammenlægning, fælles grænsekontrol og dobbelt statsborgerskab. Denne er sat i bero under Putin, men kammeratskabet mellem dem er blomstrende, og støtten til Ruslands invasion af Ukraine er uforbeholden.
Men på trods af at Alexander Lukasjenkos regime uden tvivl drager fordel af den igangværende krig i Ukraine, betragtes nye løsladelser af politiske fanger som en appel til Vesten. Tilbage i september løsladte den belarusiske regering syvogtredive politiske fanger, hvilket sammenlagt giver 115 løsladelser siden maj. Alle dømte indenfor landets “ekstremisme”-paragraf.
Regeringens pludselige løsladelser, som belarussiske myndigheder påstår er gennemført ud af “medmenneskelighed”, har flere analytikere beskrevet som et forsøg fra Lukasjenko side på, i det små, at forsone relationen til vesten, og undgå Ruslands totale absorbering af Belarus.
Dog er Lukasjenkos image stadig så betændt i Vesten, at den symbolske handling næppe vil råde bod på årtiers autokratiske og undertrykkende forhold.
Cornelius Dohn er journaliststuderende på Danmarks Medie- og Journalisthøjskole og tidligere soldat. Han skriver om europæisk politik, med fokus på det forsvars- og sikkerhedspolitiske domæne
Billede i artiklens top: /© Nadzeia Buzhan/ – European Union 2020 – Source : EP