Trump vil utvivlsomt kunne standse krigen i Ukraine lige efter sin tiltræden den 20. januar, men det giver ingen fred i Ukraine eller Europa. Det er nødvendigt, at Europa selv skaber freden med en uafhængig forsvars-og sikkerhedspolitik.

Kommentar af Hugo Gaarden

”Tiden løber fra Europa. Fra nu af må Europas sikkerhed være europæisk – ellers forsvinder den,” skriver en af Tysklands førende sikkerhedspolitiske politikere, Norbert Röttgen fra det borgerlige parti CDU i det amerikanske tidsskrift Foreign Affairs.

Det er en af de kraftigste politiske udmeldinger om behovet for en selvstændig europæisk forsvarspolitik. Röttgen har i mange år været formand for parlamentets udenrigsudvalg.

De europæiske ledere må øjeblikkeligt udvikle en fælles strategi for at hjælpe Ukraine økonomisk og militært og for at skabe en integreret europæisk forsvarsindustri, skriver han. Det er på linje med flere politiske udtalelser efter valget af Donald Trump som USA’s nye præsident. Estlands udenrigsminister, Margus Tsahkna, foreslår, at de europæiske lande stiller egne styrker til rådighed for Ukraine – efter en afslutning på kamphandlingerne – for at sikre en fredsaftale. Der er en voksende interesse for at etablere et EU-sikkerhedsråd, svarende til FN’s sikkerhedsråd, formentlig med Storbritannien som deltager.

Men trods de nye meldinger, så hersker der vild forvirring om, hvordan de europæiske lande kan hjælpe Ukraine, især hvis der ikke bliver en snarlig fred. Det bliver let for Trump at lave en våbenhvile, især hvis det lykkes for Vladimir Putin at tilbageerobre den lille klump land i Kursk-regionen på 20 gange 30 km, som Ukraine har erobret. Putin er sikker på at beholde Østukraine og Krim.

At få en fredsaftale for Ukraine og en sikkerhedsorden for Europa er langt sværere, og det kan tage måneder og år, og det kan ikke udelukkes, at krigen ender som en fastfrossen konflikt med en uafklaret grænse. Derfor er en hurtig fredsaftale utænkelig. Det har Putin ingen interesse i og måske heller ikke Trump, fordi begge vil få konstant indflydelse på Ukraine og Europa ved en uafklaret sikkerhed. Den tidligere tyske kansler, Angela Merkel, har i sin nye biografi, som kun bladet Die Zeit har fået uddrag af, givet en klar indsigt i det europæiske dilemma over for Rusland og USA.

Europa har ikke opnået den selvstændighed, Europa bør have. Tyskland og Frankrig var imod Østeuropas medlemskab af NATO efter Murens fald af frygt for, at det ville provokere et slagent Sovjetunionen. Men USA insisterede på den mulighed, og NATO blev udvidet. I 2008 var der atter strid på et NATO-topmøde i Bukarest mellem USA og de store EU-lande, og dér var Merkel kansler. Hun modsatte sig at erklære Ukraine og Georgien som kandidater til et medlemskab. Topmødet lavede så et kompromis: NATO-landene lod være med at betragte landene som kandidater, men gav dem dog mulighed for at kunne blive medlem senere hen. Men ifølge Merkel gav det Putin et klart bevis for NATOs hensigt.

”Det var en ‘Kampfansage’ (udfordring)” skriver hun, og dermed tog NATO ikke hensyn til Ruslands interesser. Det var ”grov uagtsomhed,” skriver hun. Det gav ingen sikkerhed mod en invasion, og NATO kunne ikke gribe direkte ind, da den kom.

Det fik hende til at erkende, at NATO ikke har nogen fælles strategi over for Rusland: ”Mange østeuropæiske lande havde ingen tilskyndelse til at investere i forholdet til Rusland. Vi syntes at ønske, at landet slet ikke eksisterer.”

Det er en barsk kritik af de europæiske lande, men også af en frustreret erkendelse af, at hverken hun eller alliancen fik etableret en afskrækkelse over for Putins Rusland. Ifølge Merkel er det altså ikke muligt at lægge skylden for Ukraine 100 pct. hos Vesten eller Rusland. Begge har et medansvar, fordi de vestlige lande og især europæerne ikke fik lavet en bundsolid sikkerhedspolitik over for Rusland. Derfor er det også værd at huske hendes bemærkning efter et møde med Donald Trump under hans første regeringstids: ”At europæerne må tage skæbnen i egne hænder.”

Derfor bliver det afgørende, at de europæiske lande nu – inden Trump tiltræder den 20. januar – tager føringen og beslutter sig for at garantere Ukraines sikkerhed. Det drejer sig om ikke at hjælpe Ukraine militært med leverancer og penge, for dét i sig selv kan ikke tvinge russerne ud. Det udmarver blot Ukraine, og det giver ingen sikkerhed for Europa. Ukraine kan heller ikke komme i NATO, så længer der ikke er en anerkendt grænse og dermed en troværdig fredsaftale. Derfor er en langt mere omfattende strategi nødvendigt, og det kommer der i stigende grad udspil til fra eksperter og politikere.Det afgørende må være, at de europæiske lande – dvs. EU, Storbritannien, Norge og evt. Tyrkiet – inden den 20. januar mødes for at træffe nogle principbeslutninger:

  • De skal give sikkerhedsgarantier til Ukraines selvstændighed.
  • Sikkerhedsgarantier skal konkretiseres ved, at europæiske lande sender soldater og våben til Ukraine efter en våbenhvile og fredsaftale.
  • For at skabe gensidighed må der sendes egne styrker til Ukraine, når Rusland sender nordkoreanske soldater til Kursk (det svarer til præsident Emmanuels Macrons forslag tidligere i år).
  • Europa skal optrappe den igangværende militære støtte.
  • EU skal garantere en snarlig optagelse i EU.
  • Europa skal indgå i forhandlinger om våbenhvile og fred på lige fod med Rusland, Ukraine og USA.
  • En lille gruppe EU-lande skal erklære, at de vil lave en europæisk atomafskrækkelse på basis af franske og britiske atomvåben og med Tyskland og Polen som deltagere i afskrækkelsen, ikke mindst finansielt.
  • De europæiske lande må tilbyde Rusland en normalisering af samhandelen, især om energi i samme øjeblik en fredsaftale er indgået.

EU-landene og Storbritannien er allerede ved at optrappe samarbejdet om en forsvarsindustri med en mere ensartet våbenproduktion, især mellem Tyskland, Storbritannien og Frankrig. Men de må også forberede sig på meget vanskelige og langvarige fredsforhandlinger og ikke lade sig køre over ende af det impulsive show, som Trump altid jonglerer med.

De kompromisser, som Vesten indgik med sig selv i årene efter Murens fald viser, at det skader europæerne. Da Trump er ved at isolere USA fra resten af verden og har helt andre interesse end europæerne, må tiden for europæerne være inde til at vise, hvordan de kan skabe robuste sikkerhedsaftaler. Til gengæld kan EU bruge den erfaring til at skabe bedre relationer til det globale Syden, der er afhængig af både ukrainsk korn og russisk gas og olie.

Europæerne bliver nødt til selv at vikle sig ud af det ”rod”, som de selv og stormagterne efterlod, da den gamle koldkrigsverden faldt fra hinanden.

Hugo Gaarden er journalist med stor erfaring i erhvervs- og udenrigspolitik. Han har tidligere bl.a. arbejdet på Berlingske og Børsen.

Billede i artiklens top: /Daina le Lardic/@ European Union 2023 – Source : EP