Handelsaftalen med Sydamerika må ikke blive kørt over af Macrons traktor

EU’s kommissionsformand Ursula von der Leyen er rejst til Sydamerika for at færdigforhandle EU’s handelsaftale med Mercosur-landene. En handelsaftale vil være til gavn for både Sydamerika og EU med hensyn til både adgang til vitale råstoffer og varer, skabelse af arbejdspladser og den grønne omstilling. Fransk modstand på grund af en mulig konsekvens for franske landmænd må ikke få lov at blokere aftalen.

Kommentar af Johan Moesgaard Andersen, EU-chef i Dansk Metal

Denne tid er en sand skæbnestund for Europa. EU’s kommissionsformand Ursula von der Leyen er nemlig hoppet på flyet til Sydamerika for at færdigforhandle EU’s handelsaftale med de såkaldte Mercosur-lande: Argentina, Brasilien, Uruguay og Paraguay. Det er en handelsaftale, som har været ufattelig mange år undervejs. Forhandlingerne startede i 1999. Det er mere end et kvart århundrede siden. Siden 1999 har vi haft hele seks valg til Europa-Parlamentet, syv Folketingsvalg, tretten EM- og VM-slutrunder i fodbold og såmænd også tretten italienske premierministre. Meget vand er løbet igennem åen. I disse dage kulminerer det hele, og det meste af Europa og Sydamerika håber længselsfuldt, at en aftale kan komme i hus. Desværre er et lille mindretal af særinteresser i Europa ude på at spolere festen. Her tænker jeg særligt på de franske protektionister.

Magasinet Europa har faktisk selv været på forkant med sagen. For helt tilbage i 2020 blev det beskrevet, hvordan handelsaftalen med landene i Sydamerika dengang var ved at gå op i flammer på grund af skovbrandene i Amazonas. Dengang havde Brasilien den stærkt kontroversielle Jair Bolsonaro som præsident. Her mente stærke landbrugskræfter i Frankrig, at EU helt burde skrotte handelsaftalen med landene i Sydamerika, fordi Bolsonaro så igennem fingre med afbrændinger af Amazonas-regnskoven. De franske bønder finder hele tiden på nye argumenter for, hvorfor handelsaftalen skal smides på møddingen. Her i december har den franske præsident Emmanuel Macron tonet rent flag: Aftalen er simpelthen uacceptabel, fordi europæiske borgere med aftalen risikerer at få adgang til konkurrencedygtige kvalitetsfødevarer fra Sydamerika. Til skade for de franske landmænd naturligvis. Macron har været på rundtur i Sydamerika, men er i disse dage naturligvis travlt optaget med regeringens fald hjemme i Frankrig. Der er flere gode grunde til, at vi europæere skal håbe, at forhandlerne når i mål med en aftale, mens Frankrig er travlt optaget med at stable en ny regering på benene.

For det første kan en handelsaftale mellem EU og Sydamerika binde de to handelsblokke tættere sammen. Det vil skabe en samlet handelsblok på 750 millioner forbrugere og dermed være en ledestjerne for den globale handel. Europa kan blandt andet få adgang til helt nødvendige råstoffer som litium og nikkel fra Sydamerika. Landene i Sydamerika kan få adgang til tyske biler og danske vindmøller blandt meget andet. Geopolitisk er det tankevækkende at overveje, hvad der sker, hvis handelsaftalen ikke bliver til noget. Så vil Kina og Rusland naturligvis gnide sig i hænderne. Kineserne har i forvejen en aktiv strategi om at styrke sit globale samarbejde med nye handelspartnere. Lukker Europa døren til Sydamerika, så kan Kina i stedet åbne armene på vid gab for Sydamerika og blive den helt oplagte vinder. I en usikker verden er det helt afgørende, at Europa styrker båndene til vores venner og allierede. Vi skal samarbejde mere – ikke mindre – med vores gode venner.

For det andet kan en handelsaftale skabe gode arbejdspladser i Europa. Den danske industri buldrer derudaf. Blandt de andre EU-lande var det kun den irske industri, som mellem august 2023 og august 2024 voksede mere end den danske industri. Danmarks økonomiminister Stephanie Lose præsenterede den 5. december derfor også en økonomisk redegørelse med lyse fremtidsudsigter. Det er naturligvis godt for Danmark. Når vi kigger på blandt andre den tyske og spanske bilindustri, kunne de derimod godt bruge nogle gode, nye afsætningsmarkeder. Det vil på lidt længere sigt også blive en stor gevinst for industriens ansatte ude i Produktionsdanmark, hvis det bliver lettere at sende medicin og maskiner til Sydamerika. De franske bønder frygter naturligvis stadig for arbejdspladser i landbruget, hvis vi kan få billigere kvalitetsfødevarer fra Sydamerika. Men handel har altså historisk været med til at sikre masser af gode, velbetalte industriarbejdspladser i Produktionsdanmark og ude i Europas industri. Sådan vil det også blive med Mercosur-aftalen, hvis ikke den bliver kørt over af Emmanuel Macrons franske traktor.

Endelig kan en aftale være god for den grønne omstilling på begge sider af Atlanterhavet. På den ene side kan vi lettere og billigere eksportere danske vindmøller og dansk, grøn energiteknologi til Sydamerika med en handelsaftale. På den anden side kan vi gennem en handelsaftale forpligte Brasilien, Argentina, Paraguay og Uruguay på Parisaftalen, på ambitiøse klimamål samt på at beskytte truede planter og truede dyr. Tilbage i 2019 og 2020 turnerede enkelte klimaaktivister rundt med et budskab om, at EU pure skulle nægte en handelsaftale med Sydamerika, før Brasilien helt stoppede afskovning og fik en grønnere klimapolitik. Tror vi på, at Sydamerika bliver grønnere, hvis vi bare lader være med at indgå aftaler med dem? Tror vi på, at Sydamerika i højere grad vil bidrage til den grønne omstilling, hvis de falder i kløerne på andre stormagter? Det er nærliggende at tænke, at både klima, arbejdstagerrettigheder og bæredygtighed kan blive styrket, hvis vi får tættere bånd mellem EU og landene i Mercosur-samarbejdet. Selvom en handelsaftale ikke med et snuptag løser alle verdens problemer med et fingerknips, kan en aftale være et godt skridt i den rigtige retning.

På Europas vegne må vi håbe, at Ursula von der Leyen har alle de gode argumenter med i rejsekufferten til Sydamerika, og at politikerne trods de store afstande kan bygge en solid handelsbro mellem de kontinenter til gavn for begge parter.

Johan Moesgaard Andersen er EU-chef i Dansk Metal.