I den brede fortælling om det store valgår 2024 nævnes det ofte, at det generelt var en stor succes for højrefløjspartierne i Europa. Det er også en stor del af sandheden – men i hvor høj grad holder tesen om den europæiske højrefløjs ultimative sejrsmarch egentlig? Vi har kigget alle europæiske valg i årets løb igennem og set på mandatforskydningerne.
Analyse af Michael Winther
Visse valgkampe kendetegnes ved, at kloge mænd til tider ingenting siger. Her på Magasinet Europa vovede vi pelsen for godt et år siden med en optakt til ét af historiens største demokratiske valgår. I januar skrev vi blandt andet, at ”2024 bliver et rekordstort valgår på verdensplan. Med indtoget af autoritære kræfter i flere lande, kan vores forståelse af demokratiet dermed se væsentligt anderledes ud ved årets udgang. I år skal 65 lande og godt 4,2 milliarder mennesker stemme i forskellige grader af demokratiske valg.”
I år gentager vi øvelsen. Derfor er det på tide at kigge nærmere på, hvor stort et højreskred de vestlige demokratier har oplevet – og om forventningerne hertil blev indfriet. Det er allerede beskrevet flere steder, hvordan etablerede centrumpartier har haft et svært år, og at alle siddende regeringer alle er gået tilbage ved de enkelte 2024-valg. Men holder tesen om den europæiske højrefløjs ultimative sejrsmarch? Det tester vi nedenfor.
|
Sådan gjorde vi: Ved at kigge på alle europæiske parlamentsvalg, kunne vi vurdere mandatforskydninger. Partierne er hver især grupperet efter, hvilken europaparlamentarisk gruppe, de hører til. Valg udenfor EU, der kan karakteriseres som ufrie som fx i Rusland, Azerbaijan, Georgien og Belarus, er ikke en del af den endelige optælling. Det samme gælder mindre genvalg i enkeltstater som fx afstemningen i Berlin 11. februar. Alle data og visuelle repræsentationer kommer fra non-profitorganisationen Europe Elects – medmindre andet er anført. |
De højredrejede
2024’s mest markante valg fra et europæisk synspunkt var Europa-Parlamentsvalget i juni, hvor 720 politikere skulle (gen)vælges af 400 millioner stemmeberettigede europæere. Det gør begivenheden til verdens næststørste demokratiske valg. En bi-historie ved dette valg var desuden, at rekordmange vælgere mødte op ved stemmeurnerne og bidrog med en samlet kontinental stemmeprocent på 50,74% En lille sejr for den ofte kritiserede europæiske demokratiske legitimitet.
I den brede fortælling nævnes det ofte, at EP-valget var en stor succes for højrefløjspartierne. Det er også en stor del af sandheden – men mange steder udelades det, at LEFT-gruppen også gik ni mandater frem.
Mandatfordeling i Europa-Parlamentet 2024-2029 Mandatfordeling i Europa-Parlamentet før valg
Den liberale gruppe (RENEW) blev valgets store taber med en mandattilbagegang fra 105 til 80 – og i blot tre medlemsstater blev de liberale størst; i Belgien (17%), Bulgarien (30%) og Danmark (28%), mens socialdemokraterne fortsat var største i Sverige (25%), Litauen (23%), Portugal (32%) og Rumænien. (50%)
Kilde: Europe Elects
Lidet vidste kandidaterne, at både de tyske og franske regering ville bryde sammen inden for en overskuelig periode, hvilket ultimativt for den kommende stund vil lægge ansvaret for yderligere politisk fremdrift i hænderne på EU-systemet, snarere end de traditionelle europæiske magtfaktorer.
Derudover er det for så vidt korrekt, at de nationale parlamentsvalg i Portugal og Østrig bød på en markant højredrejning. Ved årets første parlamentsvalg i februar, gik portugisiske Chega (PfE) fra 12 til 50 mandater, mens Socialistpartiet (S&D) gik fra 120 til 78 mandater. Det må siges, at være Europas overordnet set mest markante højredrejning, da de resterende partier opnåede nogenlunde status quo.
Valget i Portugal var også karakteriseret af at være en afstemning i utide på grund af korruptionsanklager mod daværende premierminister og nuværende formand for Det Europæiske Råd Antonio Costa, der måtte trække sig. Costa kan trøste sig med, at han vinder prisen for at fejle opad i 2024. Han overlod formandsposten til den noget mere venstreorienterede økonom Pedro Nuno Santos. Valgets hovedtemaer var velkendte emner på kontinentet som arbejdsløshed og boligpriser, mangel på velfærdspersonale, nedskæringer på uddannelse og inflation.
Som vi også tidligere har set med på den anden side af Øresund med Sverigedemokraterna endte koalitionsdannelsen med at være en kamp om, hvem der kunne holde det højreekstreme Chega fra fadet. Den kamp vandt Luis Montenegros centrumhøjreparti Partido Social Democrata (EPP), der kunne danne en minoritetsregering. Dermed fravristede borgerne Antonio Costas socialister regeringsmagten for første gang i næste ti år.
I Østrig gik FPÖ (PfE) rigtigt nok fra 31 til 57 mandater, men denne forskydning kom primært fra de tyve mandater, som liberalkonservative ÖVP (EPP) mistede. Ved det østrigske valg i slutningen af september oplevede det yderste højre også fremgang på bekostning af særligt ÖVP (EPP), mens også Die Grünen (GREEN) gik fra 26 til 16 mandater. De østrigske socialdemokrater fik sit dårligste valg nogensinde med en samlet stemmetilslutning på blot 21,14%, men endte med at gå et enkelt mandat frem på grund af det østrigske valgsystem. I skrivende stund er det endnu ikke lykkes at danne en regering i Østrig, men en del tyder på, at FPÖ’s Putin-apologet Herbert Kickl stormer mod kanslerposten. Det bliver ikke med Das Hohe Haus’ gode vilje, hvorfor der – som i Portugal – gøres parlamentariske krumspring for at holde de EU- og indvandringsskeptiske FPÖ fra magten. Denne mission ser ud til at have trange kår, og præsident Van der Bellen gav 6. januar grønt lys til drøftelser om en koalitionsregering mellem FPÖ og ÖVP.
Det østrigske ølparti, die Bierpartei (RENEW), fik i øvrigt ca. to procent af stemmerne og faldt derfor for spærregrænsen – noget af en skuffelse sammenlignet med de otte procent (og den samlede tredjeplads), Dominik Wlazny (aka Marco Pogo) opnåede ved præsidentvalget i 2022.
I Belgien som i Østrig betalte det grønne parti også en pris for globale geopolitiske spændinger, der betød et paradigmeskifte hos vælgerne fra grøn omstilling til sikkerhed. Det belgiske valg bød egentlig ikke på voldsomme forskydninger – mest markant gik Ecolo og Groen (GREEN) fra 21 til 9 mandater, mens Christen-Democratisch en Vlaams og Les Engagés (EPP) gik fra 17 til 25. Her skal det med i ligningen, at det belgiske parlament består af blot 150 folkevalgte – på trods af en befolkning på ca. 11 millioner mennesker – derfor er den relative forskydning mellem De Grønne og EPP-partierne noget mere markant end den ville være i sammenlignelig danske kontekst.
Mandatfordeling efter det belgiske valg Mandatfordeling før det belgiske valg
Derudover gik Rumæniens parlament til højre på bekostning af venstrefløjen og den nationalliberale midte, men den rumænske valgproces er pt. suspenderet efter præsidentvalget i december, hvor anden valgrunde blev aflyst på grund af mistanke om russisk indblanding, efter ultranationalisten Călin Georgescus overraskende førsterundesejr.
De vægelsindede
En generel tendens er, at det – som ventet – været fløjenes år. Grønne og liberale er både nationalt og ved EU-valget i juni blevet fravalgt af vælgerne til fordel for yderpartierne, hvilket kan forklares med kontinentets markant ændrede geopolitiske situation.
I den større fortælling om 2024 overser mange, at Frankrigs socialdemokrater (S&D) ført an af Parti Socialiste, Place Publique suppleret af mandater fra kolonierne Guadeloupe, Matinique og Réunion blev næsten fordoblet i Nationalforsamlingen fra 39 til 74. Nuvel, det er næppe et udtryk for parlamentarisk stabilitet og kontinuitet, når et land gennemgår fire premierministre på et år, når årets fokus i virkeligheden skulle have været fejringen af 235 års frihed, lighed og broderskab ved OL i Paris.
På trods af den relativt habile fremgang for venstrefløjen har præsident Macron i flere omgange forsøgt sig med koalitioner til højre for midten – men uden om Marine Le Pens yderligtgående højrefløjsparti Rassemblement National, hvilket i høj grad besværliggører at skabe et stabilt regeringsgrundlag.
Mandatfordeling efter det franske valg Mandatfordeling før det franske valg
Udenfor EU holdt Nordmakedonien og San Marino nogenlunde parlamentarisk status quo – men må dog forholde sig til en del nye løsgængere. Især i Nordmakedonien er dette især et resultat af mange enkeltsagspartier.
Vælgerjordskredene til venstre
I Storbritannien blev de Konservative (ECR) nærmest udraderet af Labour (S&D), der vandt 411 af de 650 sæder i Underhuset. Den største valglussing til et britisk parti siden de konservatives sejr i 1931. Nederlag til de Konservative, der ellers havde haft magten i 14 år, kan nemt forklares med den gamle Clinton-frase “it’s the economy, stupid”. Valgkampen var præget af spørgsmål om inflation, dyre og dårlige boliger, sundhed og immigration, men var også kendetegnet af, at de konservative ikke længere med overbevisning kunne skyde skylden for de nationale dårligdomme mod EU.
De konservatives ethos led også under skiftende ledere af svingende – men ofte ringe – kvalitet – og de seneste regering huskes for Boris Johnsons Corona-fester, Liz Truss, der blev ofret af sine egne efter blot 50 dage på posten og mangemilliardæren Rishi Sunak, der var ofte uoverbevisende, altid ufolkelig og fremstod uforstående vedrørende den almindelige borgers daglige kvaler.
Mandatfordeling efter det britiske valg Mandatfordeling før det britiske valg
Labours glæde kan vise sig at være kortvarig, da Nigel Farages Reform-parti stormer frem i meningsmålingerne. Det er naturligvis svært at vurdere de reelle fremtidsimplikationer her på grund af briternes First Past the Post-valgsystem.
Kilde: Politico, 15. januar 2025
Det var ikke kun i Storbritannien parlamentet rykkede markant til venstre på bekostning af et centrumhøjreparti. Litauens socialdemokrater (S&D) blev firedoblet, mens de tre EPP og ECR-partier gik fra i alt 85 til 40 mandater. Premierminister Gintautas Paluckas kunne derfor samle en regering til venstre – dog med et par teknokrater på miljø- og landsbrugsposterne.
Mandatfordeling efter det litauiske valg Mandatfordeling før det litauiske valg
Desuden var der i april valg i Kroatien, hvor der også var let fremgang til socialdemokraterne (S&D) og We Can (Green). Oveni afholdt kroaterne præsidentvalg i januar 2025, hvor den EU-skeptiske og Ukraine-kritiske eks-socialdemokrat Zoran Milanovic blev genvalgt med 74% – med særligt stor opbakning fra den yngre del af befolkningen, hvor han er populær på grund af sine mere liberale og progressive holdninger til blandt andet LGBTQ+-rettigheder.
Mandatfordeling efter det kroatiske valg Mandatfordeling før det kroatiske valg
Endeligt rykkede Island også i en mere socialdemokratisk og EU-positiv retning ved valget i november på bekostning af de liberale midterpartier.
Mandatfordeling efter det islandske valg Mandatfordeling før det islandske valg
Ved 2024’s europæiske præsidentvalg skete der ikke voldsomme politiske forskydninger. Mest markant overgik præsidentembedet i Slovakiet fra liberale Zuzana Caputova til den uafhængige, men socialdemokratisk affilierede Peter Pellegrini. Det er desuden relevant at understrege her, at de europæiske præsidenters magt varierer fra land til land.
Ovenstående er naturligvis ikke hele historien om sidste års politiske forskydninger – men det er en god del af den.
Hvad så med 2025?
Det kommende år byder sandsynligvis på mere parlamentarisk ro på den europæiske bagsmække, medmindre der opstår uforudsete omstændigheder. I 2025 er det væsentligste valg i EU den 23. februar, hvor tyskerne skal forsøge at få den politiske kurs på ret køl, efter det nylige regeringssammenbrud. Her ser AfD – med Elon Musks opbakning – ud til at få stor fremgang, men får sandsynligvis svært ved at finde koalitionspartnere – nøjagtigt som tilfældet var i 2024 for Chega, Rassemblement National og lignende partier på den yderste højrefløj. I Tyskland strides de konservative CDU og CSU om, hvorvidt Die Grüne (GREEN) kan være samarbejdspartner i en kommende regering – men spørgsmålet er, om de overhoved har et valg, når det kommer til stykket.
Tjekkerne til valg i september, hvor en i forvejen højreorienteret regering med ODS (ECR) ser ud til at gå et skridt yderligere til højre, hvor ANO (PfE) med tidligere premierminister Babis i spidsen fører stort i meningsmålingerne med solid opbakning fra landets ældre, kvinder og ufaglærte. Endeligt byder 2025 på præsidentvalg i Grækenland og Polen, parlamentsvalg i Kosovo, Moldova og Norge samt en række lokalvalg.
Regeringssammenbruddene i Tyskland og Frankring er selvfølgelig nedslående nyheder med tanke på valgsejren til Trump. Selvsamme valgsejr kan få den konsekvens, at Labour vil søge mere mod europæiske end transatlantiske samarbejdsaftaler. Omvendt er udviklingen i Østrig og Rumænien og de fortsatte udfordringer med Orbán og Fico i henholdsvis Ungarn og Slovakiet noget, der giver dybe panderynker i Bruxelles.
Nyt bliver det til gengæld, at EU-institutionerne ser ud til i højere grad at blive drivkraften for det kommende års politiske problemløsning. Her er det særligt interessant, at Danmark overtager EU-formandskabet 1. juli, og Mette Frederiksens regering skal dermed sidde for enden af bordet, når der skal drøftes budgetter, Grønland, Ukraine, international sikkerhed og EU-udvidelse. Alle emner, der kommer til at markere retningen for Europa frem mod næste EP-valg i 2029.
Michael Winther er cand.ling.merc. i europæiske studier og adjunkt i kommunikation. Han har desuden tidligere boet i Prag og er optaget af forholdet mellem nord, syd, øst og vest.
Billede i artiklens top: /Robert Meerding/© European Union 2024 – Source : EP